Kan en jazzplade være charmerende? Den der type, som er helt vildt hyggelig at være sammen med. Der hvor man lader skulderne falde ned med det samme og bare flyder med. Sådan er Schackmates og den plade der udkom for 10 år siden på CD. 8 numre der nemt kunne klemmes ned på den lille sølvskive.
Fiol Records’ Brian Rindom Larsen holder meget af Schackmates. Så meget at han har genudsendt hele molevitten på vinyl. Da det ikke kan være på en enkelte LP er det blevet til et dobbeltalbum.
Martin Schack på Hammond B3 er i selskab med Jesper Løvdal på tenorsax, Morten Lundgren på trompet og flygelhorn og Karsten Bagge på trommer. Martin Schack har skrevet fire af pladens numre mens Lundgren har skrevet en enkelt. De resterende er standard-klassikeren Tea for two, Charlie Hadens ballade Sandino og Cannonball Adderleys Teaneck. Det er jazz der står på skuldrene af 60’ernes orgelcombos, som blev udgivet af det legendariske pladeselskaber Prestige og Blue Note.
Det er hard bop jazz, fra tiden efter beboppen, hvor der trækkes tråde til rhythm’n’blues og soul. Det forstår de fire herrer til fulde. Der er en supergod stemning mellem musikerne, hvor Lundgren og Løvdals blæserspil er velformet og lækkert. Bagges swing i trommerne og Schacks Hammond topper det hele på et album, der kan anbefales til alle ungersvendene, der ikke kan få nok af Hammond og klasse-blæs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar