lørdag, februar 02, 2019

Shai Maestro: The Dream Thief (ECM) LP/CD/DL/stream

Hvis man kender bassisten Avishai Cohens Trio, så kender man også pianisten Shai Maestro, der har spillet med Cohen i over 10 år. Den israelske pianist har såmænd også tidligere lavet plader i eget navn. Nu er han rykket op i jazzens Superliga med udgivelsen af albummet The Dream Thief på ECM Records. Han er i selskab med landsmanden Ofri Nehemya på trommer og peruvianske Jorge Roeder på bas.

Pladen åbner med en soloklaverudgave af den populære israelske musiker Matti Caspis My second childhood. Herefter følger 6 numre af Maestro med trioen. Musikalsk befinder han sig i det rolige leje. Det er ikke ulig Brad Mehldau. Pladens andet sidste nummer er en soloudgave af standarden These foolish things. Pladen lukker ned med What else needs to happen. Her inddrager Maestro et uddrag af en Barack Obama tale om våbenkontrol efter Sandy Hook massakren, hvor 27 mistede livet i 2012. En stærk og atypisk afslutning på et album, der ellers langt hen ad vejen er klassisk ECM.

Ingen kommentarer: