Fire soloklaveralbums af vidt forskellig karakter. En dansker, en nordmand, en franskmand og en japaner der bor i Sverige. Alle pianisterne er rodfæstede i jazzen.
Danske Jakob Park har lavet en plade han kalder Cinematic Jazz Tales. Det er musik der kan fungere som et soundtrack, til det du er i gang med. En masse skønne melodier, med høj genkendelses- og fløjtemed-faktor. Her er både danske melodier og jazzstandards. Der leges på ægte jazzvis med melodiernes muligheder. Det flyder let og ubekymret afsted. Jeg savner lidt kant og farlighed - det må der godt være, selvom musikken er et lydtapet.
Japanske Naoko Sakata, der har boet i Sverige siden 2008 vil det anderledes. Udgivelsen består af fem improvisationer. Åbningen er over et kvarter lang og former sig som et klassisk klaverstykke til den modernistiske side. Den åbner med smukt og flydende klaverspil, der på dramatisk vis skifter karakter halvvejs inde i nummeret. Det er udfordrende og hverken godt som lydtapet eller pleaser.
Norske Jon Balke er den erfarne rotte i selskabet. Han er aktuel med sit tredje soloalbum på ECM Records. Han fortsætter stilen som blev lagt på Warp fra 2014, med diskrete elektroniske virkemidler koblet til klaverets klange. Effekterne er lige præcis så distinkte og lette, at de næsten bliver et kommenterende soundtrack til Jon Balkes soloklaver. Det er godt tænkt, når det er så velfungerende som her.
Den sidste plade er med franske Benjamin Moussay. Det er også min favorit i stakken. Det er samtidig også pladen, der er den mest jazzstringente af de fire. Her er masser af ro og plads til eftertænksomhed i musikken. Intet forceres eller forsøger på, at være andet end det som det er. En mand og et klaver, placeret i indspilningsstudie, hvor det lyder godt og stort. Der præsenteres et melodisk flow og en elegance af franskmanden, som bedst kendes fra samarbejdet med Louis Sclavis. Perfekt plade til behagelige stunder i lænestolen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar