Nicodemus 1985 - den dag jeg forlod Dire Straits og kom med i øjeblikkets musik

 

Den præcise dato er gået i glemmebogen, dog er jeg sikker på at det skete i maj 1985. Den første gang jeg besøgte spillestedet Nicodemus i Søndergade i Herning. Det blev en af den slags oplevelser, der fik voldsom betydning for resten af mit liv. Jeg gik i 1.g på Herning Gymnasium. Jeg tror at det var Jørn fra min klasse, der havde foreslået, at vi skulle tage til koncert med Bazaar. En trio som jeg ikke kendte. Måske havde jeg et perifert kendskab til musikerne. Det var i hvertfald ikke noget musik, jeg havde hørt inden. Jeg kontaktede Jørn i forbindelse med dette indlæg. Han mente at han havde hørt Bazaar på et kassettebånd, som han havde lånt af en kammerat.

I maj 1985 udkom Dire Straits’ Brothers in arms. Jeg havde været vild med dem i flere år. Det startede med at jeg købte deres første plade i Pladeshoppen i Silkeborg for 49,95. Jeg kunne vælge mellem den eller toeren Communique, ekspedienten foreslog at jeg købte den første - og tak for det. Den blæste mig bagover. Jeg kan stadig høre Sultans of swing og falde i svime. Det var måske i 1981, hvor deres tredje plade Making Movies også var udkommet. I september 1982 kom Love over gold. Jeg hørte den igen og igen. Den næsten kvarter lange Telegraph Road sendte mig på mange rejser i parcelhuset foran konfirmationsanlægget. Jeg ved med sikkerhed, at jeg købte Brothers in arms på udgivelsesdagen i Fona i Bredgade i Herning, måske blev jeg ekspederet af legendariske Jette, der stod i pladeafdelingen. Den var da okay. Sting var med på den der om MTV. Jeg var ikke ubetinget begejstret og blev mere og mere træt af den, som jeg hørte den. I dag synes jeg bare at den er mere end træls.

Jeg blev på alle måder blæst bagover af oplevelsen med Bazaar. Det her med at de improviserede og mødtes i musikken på den måde, var nyt for mig. Instrumentsammensætningen var også fra en anden planet. Jeg kan huske Flemming Quist Møllers lille gule trommesæt. Anders Koppels gigantiske Hammond-orgel og Peter Bastian på både fagot og klarinet. Vi sad ved bordet, der var ved siden af scenen. Tæt på Flemming Quist Møller. Bazaar spillede igen på Nicodemus i december 1985, hvor udvekslingsstudenten Sarah fra USA var med. Hun syntes at det var underligt sjofelt at vi kaldte Peter Bastians instrument for en fagot. Jeg mener at det var dengang hvor Peter Bastian var ret overrislet og sang Elvis Presley sange. 

Nicodemus blev mit andet hjem. I 1985 hørte jeg forholdsvis ukendte bands som Tini & The Toys, Charlatan Café Band, Hollywood Hardcore, Mell & Shaky Legs, New Jam og Public Panic på Nicodemus. Jeg kan ikke huske mange detaljer fra de koncerter. Men det kan jeg fra oplevelserne med Bo Stief Group i september 1985, hvor jeg for første gang hørte dansk jazz i absolut topklasse. Jesper Neehammer på saxofon, Poul Halberg på guitar, Jørgen Kaufman på keyboards og Jan Sovertsen på trommer og bassisten Bo Stief, som jeg mange år senere har lært at kende ganske godt.

Jeg var også særdeles meget til punk i de år (og elektronisk musik, men det foregik primært på pladespilleren), som jeg tog til Aarhus for at høre. Det var også på Nicodemus at jeg i 1985 hørte soulbandet Yesterdays med Frank Lauridsen i front på vokalen, sammen med Jens, som jeg har oplevet ustyrligt mange koncerter sammen med. Vi kendte Henning Stærks danske revival soul. Yesterdays tog os med storm og vores fælles kærlighed til soulmusik blev tændt i en grad, så ilden stadig brænder i os.

At jeg endte på Nicodemus den aften, for 40 år siden er uden tvivl i kategorien af store livsændrende øjeblikke lige under mine to børn og mødet med min kone - som skete på Fermaten, Nicodemus’ afløser. 

Mødet med Bazaar åbnede mine ører mod musik, der ikke tog den lige vej. Musik der kommunikerede direkte med publikum. Musik der opstår i øjeblikket og skal opleves “on the spot”. Jeg havde ikke startet en blog om jazz mange år senere, hvis jeg ikke havde haft den oplevelse. I 2021 fik jeg P8jazz prisen for mit arbejde med jazzen, hvor Flemming Quist Møller havde lavet et kunstværk til mig. Den hænger i min stue på væggen og er med til at huske mig på min store taknemlighed for alle de store oplevelser som musikken har givet og bliver ved med at give.

Det sort hvide billede er fra 1986 og taget af Freddy Sangild, der var frivillig på Nicodemus. Han blev senere en legendarisk lydtekniker på Fermaten. Han fortæller: "Billedet er taget om eftermiddagen samme dag, som Tøbrud skulle spille på Nicodemus om aftenen: Tøbrud var fremmødt – havde stillet deres grej på scenen den 26.april -  og var taget hen til deres hotel eller blot var gået en tur….??? Mens grejet står henslængt på scenen, tager jeg dette famøse billede – og min egen indgangsvinkel på billedet var, at netop solens glædeskabende tidlige skrå forårsstråler stråler ind gennem vinduet – belyser instrumentkasser – og er et forårstegn på…..”Tøbrud”. Hvor poetisk kan det være?" og tilføjer: "Og nu til det helt nørdede, som understreger rigtigheden af min tidligere sendte påstand om at billedet er taget om eftermiddagen samme dag, som Tøbrud skulle spille på Nicodemus om aftenen:

 Du husker, hvordan scenen var vendt og lokaliseret på Nicodemus – man spillede i princippet mod øst og havde hermed ryggen til vest. (scenen vendte jo, så man spillede med røven til Søndergade. Lyset falder ind gennem det vestvendte vindue, da solen er på vej mod vest (over middag/eftermiddag) – havde jeg taget billedet om formiddagen, ville der ikke være indfaldende solstråler gennem dette vindue. Dette tilbageviser påstanden om at det er taget om formiddagen.”

Den sidste detalje er tilføjet fordi jeg har lånt billedet fra Jens Jefsens hjemmeside, hvor Jens, der spillede i Tøbrud har skrevet at billedet er taget om formiddagen.