Saxofonen kom, spillede og sejrede på min udgave af Spot Festival 2025. Jeg kunne helt sikkert have undgået den. Men nu er jeg jo et jazzhoved, så jeg opsøgte den og mødte den i nogle fede udgaver, særligt om lørdagen. Fredag stod den på jazz og det der ligner i forskellige varianter.
UDSYN - Turkis
Her var et band der indtog et fyldt spillested på forrygende vis. Jeg hørte Udsyn på Montmartre i februar og så frem til at høre dem igen. Det større spillested, Turkis lagde op til større lyd og det udnyttede de. I det hele taget udnyttede de muligheden ved, at spille på Spot fuldt ud.
Udsyn bruger der kollektive udtryk, hvor solisten er stendød. Her er alle stjerner.
De havde lavet et program med deres energiske og dynamiske numre - og selv om en Spot koncert ikke varer så længe, så havde de roen til, at lade musikken vokse frem. De bygger op bryder ned - samles i smuk melodi. Guitaristens undertændte vildskab, bassistens samlende ro, klaver og keyboard spillernes forrygende interplay og en aldrig kedelig trommeslager.
Der er et før og efter Spot for Udsyn. Der var næppe nogen der gik fra koncerten uden, at have taget noget Udsyn med i deres hjerte.
ANNA ROEMER with STRINGS - lille sal, Musikhuset
Topprioriteten i dagens program havde klart været Anna Roemer. Hendes LP Blåregn fra sidste år har jeg hørt mere end meget. Roemers guitar med strygere er så oplagt. Hvad jeg ikke vidste var at strygerne bestod af Thorbjørn Kaas på bas, Line Felding på cello og Maria Jagd på violin. Det er tre strygere der har erfaring med - og forståelse for improvisation. Her var ikke stramme arrangementer.
Den højgravide Anna Roemer modtog tidligere på ugen, Carl Prisen for Årets komponist indenfor jazz for albummet Blåregn. Det var også derfra hun spillede numre. De fine og enkle melodier fik luft under sig med strygerne. Det var et meget vellykket møde, der lægger op til mere.
ELJO - Den rå hal
Jeg har fulgt duoen tæt, siden de dukkede op på min musikradar for et års tid siden, hvor jeg hørte et par numre fra den plade der er udkommet for nyligt. Siden har jeg set dem på små intime scener. Det var den rå hal ikke. Den var kæmpestor. Scenen var placeret i midten og lyden kom fra højtalere placeret hele vejen rundt om scenen, så man fik en 360 graders lydoplevelse. Måske var lyden lidt rungende men det generede ikke.
Johannes Bohn på trommer er en fornøjelige oplevelse. Han udstråler en glæde og positivitet der kommer ud via trommerne. Det kan høres i det opfindsomme trommespil. Elias Lykkeskov på tangenter har en mere tilbagetrukket rolle, bare ikke i musikken, hvor han doserer firsersynth-lyde sammen med et mere organisk udtryk. ELJO er en duo, der er værd at lytte til og holde øje med.
HILAL KAYA - Turkis
Endelig skulle jeg høre Hilal Kayas eget materiale live. Jeg har oplevet hende flere gange sammen med Kalaha, der som de fleste nok ved, er et ret heftigt band. Hilal Kaya havde ikke skruet ned for ambitionerne med hendes eget band, der bestod af Ipek Yolu frontmanden Orhan Özgur og de tre Mukherjee Development musikere (og mange andre sammenhænge), Søren Poulsen på bas, Henrik Poulsen på trommer og Søren Bigum på guitar.
Sidstnævnte satte sig tydeligt i centrum og skruede op for psych-charmen på guitaren. Det var helt fantastisk. Hilal Kayas rene og klare stemme matchede det perfekt. Koncerten blev en fest med tyrkiske traditioner, dans og elementer fra den tyrkiske psychmusik. Hilal Kaya er betagende på scenen og er god kontakt med publikum. En stor oplevelse.
Rygtet siger at der kommer et album i 2026, hvis alt går vel. Indtil da må vi klare os med numrene på Spotify, hvor den nye Sultan er hit hos mig.
SAFARIO - Scandinavian Center
Når programmet lover en blanding af hip hop, jazz, punk og en norsk rapper med polske rødder, så er der trykket på så mange knapper i mit indre like center, at jeg måtte opleve norske Safario live. Alle mine forventninger blev indfriet. For det første havde Safario en saxofonist med, der konstant placerede sig centralt i musikken. Lyt feks. til deres Chowder (Rada Rada)
De åbnede med ekstastisk åbning, hvor rytmen lød hen ad at trashet skabeat og en rapper, der var overalt. Hårde clubbeats spillet af et band, der gerne bevægede sig på kanten af kaos og hele tiden havde styr på festen. Midtpunktet, den charmerende Safario skabte en fest og havde styr på alle virkemidlerne, hvor der både var moshpit og crowdsurfing.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar