lørdag, juni 28, 2025

I Think You’re Awesome: Oatmeal everywhere (Jaeger Community) LP/digital

 

Opvasken breder sig ud over køkkenbordet. Musikken tager magten - og lader en berusende bølge gå gennem kroppen. Pludselig er jeg i gang og danser helt alene foran opvasken. Det er I Think You’re Awesome og den aldeles uimodståelige charmør af et nummer, Folks, der bruser fra højttaleren i køkkenet.


Jens Mikkels band I Think You’re Awesome er endelig tilbage! Der er gået tre år siden vi fik The Good Fight, der var I Think You’re Awesomes anden plade sammen med Aarhus Jazz Orchestra. Efter debuten i 2014 og Jazznytprisen i 2016 har Jens Mikkel haft fart på med sit band. Nu er der også kommet børn ind i Jens Mikkels liv. Mon ikke det er en medvirkende årsag til, at der er gået tre år siden forrige plade.


I Think You’re Awesome er til gengæld tilbage på toppen på deres 11. plade. Der er mange elementer der peger tilbage på debutpladen Løft mig så jeg kan nå. Den var indspillet på det lille og intime spillested Head Quarter. Nu er spillestedet blevet endnu mindre. De er denne gang rykket ind på Erlings Jazz- og Ølbar ved Nørreport i Aarhus. Ligesom dengang de debuterede er der noget spil. Man kan mærke et band der investerer sig selv og sjælen i musikken. 


Jens Mikkel har lavet musikken som en bittersød hyldest til at være i 30’erne. En krydsild af beskidte bleer, syge forældre, vigende hårgrænse og en voksende kærlighed. Det musikalske udtryk er roligt og udelukkende spillet på akustiske instrumenter. Dynamikken og energien er intakt. Det er I Think You’re Awesome, når de er allerbedst. Det 16 år gamle band med piano/pumpeorgel, guitar, mandolin, to trommeslagere og Jens Mikkel ved bassen spiller helt forrygende. De er rykket sammen i livet i 30’erne, hvor erfaring er godt og nysgerrighed og appetit på livet er sundt. 

Det kan godt være at der er havregrød overalt i Jens Mikkels liv. Havregrød er heldigvis både sundt og nærende. Det bedste af det hele er at den havregrød som Jens Mikkel og bandet serverer er fuld af godt humør. Der er 8 numre på pladen og de er alle i topklasse. Oatmeal everywhere er et foreløbigt højdepunkt i dansk jazz i 2025.

Bandcamp

Ingen kommentarer: