Lige nu er jeg tilbøjelig til at kalde Aarhus Jazz Orchestra og Lars Møllers nye udspil for det væsentligste danske big band album siden Palle Mikkelborg og Miles Davis' Aura fra 1989. Det er store ord. Men det er også stor musik. Lars Møller har taget udgangspunkt i den russiske komponist Stravinskijs hovedværk Forårsofferet eller Le sacre du printemps som vi nok bedst kender den som. Møller har valgt at kalde den ReWrite of spring efter den engelske titel Rite of spring.
Lars Møller har været kunstnerisk leder af Aarhus Jazz Orchestra siden 2011 og med dette første større værk skabt til big bandet, vælger han også at tage sin afsked for at søge nye udfordringer. Det er ikke fordi han render fra pladsen, det handler mere om at han er et kunstnerisk menneske der er i konstant udvikling. Med ReWrite of spring afslutter han noget stort og musikalsk voldsomt interessant.
Lars Møller har hentet sin gamle saxofonlærer Dave Liebman fra USA ind i projektet. Han er sammen med en anden tidligere Miles Davis-musiker, percussionisten Marilyn Mazur de to gæstestjerner på albummet, hvor Liebman dog er den største. Han får lov til at fylde og det er en styrke for Liebman når han får lov til det. Han udfylder til fulde sin rolle og skinner som en nypoleret saxofon i måneskin.
Albummet er i to dele eller to CD’er. En studieversion og en liveversion. Her bliver jeg nødt til at kippe ekstra meget med jubelflaget for liverversionen. Den er indspillet på Jazzhouse for 2 år siden. Liebman er lige landet i København. På grund af dødsfald og begravelse i familien er han kommet senere afsted. Derfor har der ikke været tid til at øve med Aarhus Jazz Orchestra inden koncerten - kun en kort lydprøve. Det som Liebman leverer sammen med det hypervelspillende big band er imponerende flot. Det er fyldt med spontanitet - som Liebman primært står for, mens AJO sikrer et sjældent hørt musikalsk backup. Mazurs idérige percussionspil er sammen med Morten Lunds trommer og Morten Ramsbøls bas den sikre rytmebund. Thor Madsen tager på nogle vilde guitarekskursioner undervejs, flere gang i samspil med Liebman. Blæserne spiller op til deres bedste og sikrer med dirigenten Lars Møllers hjælp, at ReWrite of Spring er en meget anbefalelseværdig plade. Pladen indeholder desuden nogle formidable linernotes skrevet Politikens anmelder Christian Munch Hansen.
Her er tre nordiske plader der alle henter inspiration i Afrika. Den første er med saxofonisten Simon Spang-Hanssen der med pladen Stonetown Boogie tager udgangspunkt i den tur, som han var på i 2012 til Zanzibar. Her spillede han med sit band på en jazzfestival. Grundstammen i bandet består af kora-spilleren Dawda Jobarteh, bassisten Thomas Fonnesbæk og trommeslageren Niclas Campagnol. Herudover medvirker percussionisten Ayi Solomon på de fleste numre, mens sangerinden Claudia Campagnol og den syriske oud-spiller Maher Mahmoud medvirker på nogle enkelte numre. Det musik der befinder sig i spændingsfelt mellem vestafrikansk musik og fusionsjazz. Fonnesbæks elbas bobler vellystigt mens Spang-Hanssen erfarent skifter mellem både fløjte, alt-, sopran- og tenorsax. Det svinger og er meget velspillet. Dog synes Claudia Campagnols ellers fine sang noget malplaceret i denne sammenhæng.
Simon Spang-Hanssen er også med i sangeren og guitaristen Alain Apaloo’s Apipipo. Det er Ayi Solomon i øvrigt også. Men gevinsten på Apaloo’s nye plade er at han har den amerikanske guitarist Kurt Rosenwinkel med på de fleste tracks. Rosenwinkel har bl.a. tidligere arbejdet sammen med Jakob Dinesen herhjemme og medvirkede også på Apaloo’s første album. Alain Apaloo har sit udspring i den vestafrikanske musiktradition, hvor han både inkoorporerer jazz, blues og pop i sin musik. Det er musik hvor der er blevet plads til fængende pop, politisk humor og seje highlife numre. Kurt Rosenwinkel leverer nogle gode soli undervejs og gør med andre ord, det som han er sat til. Drysser lidt stjernestøv hist og pist.
Monoswezi består af musikere fra Norge, Sverige, Zimbabwe og Mozambique. Det er deres tredje album. Denne gang er der fokus på den traditionelle musik fra Zimbabwe. Sangerinden Hope Masike synger og spiller på mbira - det lille fingerpiano med den markante lyd, der er Zimbabwes nationalinstrument og har over 1000 års historie. Igen mødes den vestlige jazz - hvilket Hallvard Godal på klarinet og saxofon i høj grad symboliserer. Det er atter blevet til et naturligt og flot musikalsk møde som Monoswezi har begået. Der er noget at leve op til, da det forrige album The Village gav dem et internationalt gennembrud og flere priser.
Nu begynder det at stramme til. Det er fjerde udspil fra Girls in Airports, siden det første kom for fem år siden. Stilen har været markant og original lige fra starten. Hvordan bevarer man den særegenhed der har kendetegnet gruppen lige siden starten. Det har været de samme fem musikere hele tiden. Først og fremmest er den mest tydelige ændring. at de nu er begyndt at udkomme på det britiske selskab Edition Records, der også har danske Jasper Høibye's Phronesis i stalden. Et pladeselskab der der har større internationale promotionmuskler end Girls in Airports selv har haft.
Hvad bruger de så den mulighed til? Fortsætter de i samme spor som på de foregående albums. Både og. De har stadig deres særegne udtryk. Martin Stender og Lars Greves saxofonsammenspil kombineret med Victor Dybbroe og Mads Forsbys intense percussion og trommespil samt Mathias Holms keyboards. Selv om det stadig er Girls in Airports og de ikke har sat det oprindelige over styr, er der alligevel sket noget med udtrykket. Der er en umiddelbarhed i musikken, der kan høres som et mere råt og upoleret udtryk, hvor de nok har styr på kernen i musikken. I yderkanterne flagrer det nu meget mere end man er vant til. Det er en kæmpe styrke for udviklingen af Girls in Airports.
Der er det smukke nummer Aftentur, hvor Forsby og Dybbroe nærmest skaber en sfærisk rytme. Der er Randall’s Island, hvor Holm med analoge synths maler et lydbillede, der kan minde om Bowie og Eno i Berlin. Der er Dovetail, hvor Lars Greve tager en solo fra øverste hylde - stærkt og stemningsfyldt. Jeg er voldsomt forudindtaget og mener at Girls in Airports og bandleader Martin Stender med dette album spiller deres kort helt rigtigt. De burde kunne få et endnu større publikum med dette album, hvor de ikke går på kompromis med sig selv. Fables er et album, den seriøse musiklytter skal have i ørerne i 2015.
Nej de har ikke lavet en coverversion af Bill Withers’ & Grover Washington jr.’s sukrede 1981-hit Just the two us. Titlen hentyder derimod til at de er de eneste medvirkende på pladen. Sangerinden Cæcilie Norby og hendes svenske mand Lars Danielsson har lavet et duoalbum. Det er ikke et dogmatisk vokal og kontrabas album ligesom Sinne Eeg og Thomas Fonnesbææks fælles album, der udkom tidligere i år. Godt nok spiller Danielsson overvejende på bassen men supplerer også med både cello og guitar, ligesom Norby tilføjer lidt percussion.
Pladen byder på originale sange som de både har skrevet i fællesskab og alene. Her er den fælles Double Dance et boblende godt og særdeles levende bud på en showstopper ved deres koncerter. Pladen åbner med Joni Mitchell’s Both sides now, der på ingen måde er dårlig. Men den er måske lidt slidt i vokaljazz sammenhæng. Derimod er det forfriskende lækkert at høre Abbey Lincoln’s And it’s supposed to be love, hvor parret som udgangspunkt er ret tro mod originalen, Norby’s fraseringer og vokalarbejde gør den til en anden og meget personlig udgave, hvor hun synger duet med sig selv og spiller marimba. Der er også blevet plads til Lincoln’s Wholly Earth - hvor Norby spiller på udu og til Leonard Cohen’s Hallelujah. Pladen er ikke kun en parantes i ægteparrets efterhånden omfattende karriere. Den har sine egne kvaliteter og er på trods af den sparsomme bemanding tilpas afvekslende.
Hvor ofte har man ikke hørt at jazzen var død. Den var næsten død inden den blev født. Den er slået ihjel af adskillige meningsdannere, skribenter og musikere gennem årene. Senest i marts i år, hvor den årlige rapport fra amerikanske Nielsen Soundscan blev offentliggjort. Den fortalte at jazzen nu kun står for 2,0 % af det samlede musiksalg (CD, vinyl, downloads) i USA mod 2,8 % i 2011. Hvis man udelukkende så på salget af digitale downloads (iTunes etc.) var jazzen den eneste genre der gik tilbage fra 2011 til 2012.
Er det et problem? Er jazzen ved at blive musikkens svar på pandaen? Nuttet, fed og uddøende?
En del af jazzens overlevelsesgen er at den snyder fjenden. Jazzen lader som om den er død. Den ligger bomstille på krigsmarken, mens fjenden går rundt om den. Der bliver prikket til den. Måske supplerer fjenden med et ekstra pistolskud i hovedet for, at sikre sig at jazzen virkelig er død. Det er bare ikke nok. Lige så snart fjenden er væk, springer jazzen op og løber sin vej. Der er altid et nyt sted man kan tage hen på en anderledes måde.
I 80'erne og et stykke op i 90'erne handlede det meget om Wynton Marsalis-generationen. Om unge jazzmusikere, der næsten var mere tro mod traditionen end de musikere der var traditionen. De stod oven på et årti hvor man i USA havde forkastet den akustiske jazz og spillede elektrisk - selv Sonny Rollins spillede disco inficeret jazz. Man mente at Marsalis og hans hang-arounds havde en museal opfattelse af jazzen, fordi de kiggede tilbage på jazzen fra 40'erne, 50'erne og 60'erne - ja nogle gange endda helt tilbage til 20'erne. Så kom acid jazzen og 00’erne med nu jazzen. Den akustiske jazz var og er her stadig sammen med alt muligt andet.
Da jazzfestivalen skulle starte denne sommer i København havde samtlige danske medier travlt med, at ligge i med Roskilde Festivalen. Den festival hvor jeg som ung drak mig i hegnet, hørte Sonic Youth og startede forfra dagen efter. Den er nu blevet til en kulisse for TV2 vejret. Nøgenløbet får næsten mere omtale end musikken. Når DR3 sender direkte fra pladsen handler det mest om fjollerier fra den sjove programvært.
Medierne aner til gengæld ikke hvad de skal bruge Copenhagen Jazzfestival til. De kender ikke musikken. Louis Armstrong er ikke hovednavn, ligesom Paul McCartney er på Roskilde Festivalen. Musikken befinder sig på alle mulige og umulige steder. Ofte skal man holde sin kæft og lytte for at få en god oplevelse. Den er ikke er til at få overblik over. Gud ske lov kom Lady Gaga og gav den jazz i både Tivoli og på La Fontaine under årets jazzfestival.
Jazzen er svær at kategorisere. Den er ikke indhegnet på en dyreskueplads udenfor en stor provinsby. Den er både pissehamrende larmende, leflende, uforståelig, højrøvet og spilles både i kældre og på teatre. De spiller den slet ikke på P3.
Der udgives hvert år 150 danske jazzplader - de fleste må nøjes med at leve på skyggesiden. I mørke baggårde og natsorte skove vokser musikken frem. Det er musik for lytterne der tør tage på opdagelse uden guide og vejledning.
Jazzfans har det fint med at de lytter til nichemusik.
Tænk hvis pianisten Carsten Dahl var lige så populær som popduoen Nik & Jay? Hvor fedt ville det lige være? Eller hvis Jakob Bro skulle spille på Grøn Koncert?
Som altid er der en bevægelse i gang indenfor jazzen. Debatten om Jazzhouse og den manglende jazz var en kærkommen lejlighed til, at få luftet ud. Traditionalisterne og de andre bekendte kulør og gav deres mening til kende.
Gang på gang lægger jeg øre til musik, jeg ikke umiddelbart forstår. Musik der kræver at jeg bruger det maksimale af min flossede opmærksomhed. Hvordan overlever jazzen overhovedet i en tid, hvor alle slås om vores opmærksomhed. En tid hvor opmærksomhed fanges med provokerende udtalelser, nuttede katte og kagedyster.
Hvad er jazzens svar på det? Jazzen svarer slet ikke på det. Den behøver ikke letkøbt opmærksomhed.
Vi har spillestederne og klubberne: Copenhagen Jazzhouse, Dexter, La Fontaine, Atlas, Mayhem, 5e, Paradise Jazz, Huset, Jive Jazz, Jazz 6000, Skive Jazzklub, Holbæk Jazzklub, Moor Jazz, Loco, Ljud, Sunship etc.
Vi har festivalerne: Copenhagen Jazzfestival, Modern Jazz Days, Jazzy Days, Aarhus Jazz festival, Ujazz, Riverboat, Ribe Jazzfestival etc.
Vi har pladeselskaberne: ILK, Barefoot, Steeplechase, Stunt, Pladekisten, Storyville, Calibrated, Tiger etc.
Vi har konservatorierne, MGK og musikskolerne.
Vi har alle musikerne der bare bliver ved og ved.
Vi har alle de gamle helte på vinyl, CD, stream, download etc.
Vi har DR's P8jazz og Radio Jazz
Vi har genreorganisationen JazzDanmark
Vi har Ivan Rod, Kjeld Frandsen, Christian Munch Hansen etc.
Vi har publikum og lyttere.
Og I har JAZZNYT!
Det er derfor jazzen lever i bedste velgående, selv om den døde i går.
Det er 5 år siden at jeg sidst har skrevet noget om pianisten Signe Bisgaard. Dengang handlede det om et trioalbum. Siden har hun afsluttet solistklassen på konservatoriet i Aarhus. Hun har haft flere længere udlandsophold i bl.a. Norge og Tyskland. Her har hun hele tiden arbejdet med dette projekt, der blev afsluttet hjemme i Aarhus. Her havde hun samlet 11 musikere inklusive Bisgaard selv på piano. Det er blevet et både flot og givende album, der har nogle langtidsholdbare kvaliteter. Meander er flodens slyngninger og krumme forløb, der særligt på flade strækninger bevæger sig langsomt og indirekte frem mod sit mål. Det er også en hentydning til musikken, der vokser langsomt frem ad snoede veje.
Det er musik der i hænderne på musikerne stille og roligt finder et leje, hvor man i detaljen finder stor skønhed.
Meander er nedskrevet og gennemkomponeret musik, hvor der åbnes op for improvisation i numrene. Det er i dette unikke spænd, at Signe Bisgaards musik balancerer og evner at fremstå helstøbt. Hun har samlet nogle stærke improvisatorer der med personlighed behandler hendes musik meget respektfuldt. Den norske percussionist Helge Norbakken er en helt særlig oplevelse i den sammenhæng. Guitaristen Mark Solborg og trompetisten Jakob Buchanan placerer sig også flere gange i et markant centrum. Signe Bisgaards musik er et organisk hele, hvor improvisation og en kammermusikalsk grundstemning sætter dagsordenen for et meget anbefalelsesværdigt album, der har krøbet ind under huden på mig. Tag på en vidunderlig omvej.
Der er modent og afklaret udtryk i musikken. Mette Juul er singer-songwriter i Norah Jones og Eva Cassidy-stilen. Afdæmpet, nærværende, sart og forfinet med en jazzet undertone. Det er hendes tredje album. Der er genvalg til den væsentligste musikalske opbakning fra det forrige album, pianisten Nikolaj Hess og gæstetrompetisten Ambrose Akinmusire, der begge sætter nogle markante og diskrete fodspor i musikken, sammen med en række amerikanske musikere. Det er dog Mette Juul der er i det absolutte centrum med den akustiske guitar og vokalen.
Det samlede indtryk går mere i retning af singer-songwriter stilen end jazzen, som var mere synlig på det forrige album.
Det er ikke nogen dum udvikling. Materialet er en blanding af sange skrevet af Mette Juul og Nikolaj Hess og covers af eksempelvis Leonard Cohens The Land of Plenty og Jobim's Double Rainbow. En af pladens store kvaliteter er Akinmusire's trompet, der er i fin dialog med Mette Juuls vokal - som det f.eks. høres på Double Rainbow. Hun udkommer med dette album, for første gang på det multinationale pladeselskab Universal. Personligt ville jeg nok have hældt lidt mere uro i musikken. På den anden side er en jazzblogger, med en sund interesse for halvavantgardistiske skæverter nok ikke albummets primære målgruppe.
Atlas er det lille nabospillested til Voxhall i Århus. Det dannede for syvende gang i Aarhus festuge ramme om projektet UJAZZ. En række kunstnere der laver musik med en form for sammenhæng til jazzen, leverede en række koncerter der kom som perler på en snor.
Saxofonisten Christian Vuust havde tjansen med, at starte dagen på det rimeligt ujazzede tidspunkt kl. 15.30. Han havde samlet et nyt band med den tyske pianist Pablo Held, den norske bassist Mats Eilertsen og den ligeledes norske percussionist Helge Norbakken. Han havde desuden medtaget sin makker fra bl.a. Pauseland, Jakob Buchanan på flygelhorn. Norbakkens medrivende percussionspil dannede en spændende organisk bund, hvor Vuusts nyskrevne musik voksede frem. Jeg håber at de får mulighed for at lave noget sammen igen. Det var et lovende nordisk inspireret og melodisk jazzprojekt.
UJAZZ havde nogle ekstremt korte sceneskift. Allerede 10 minutter efter den nordiske jazz var stoppet, stod trioen Homies på scenen. De havde i dagens anledning taget guitaristen Oliver Hoiness med. Homies med Ned Ferm på sax, Jeppe Skovbakke på boblende elbas og Rune Kielsgaard på trommer er et urbant baggårdsprojekt, hvor mørket er tiltrækkende smukt og lys er noget der blænder. Under Homies-koncerten var det lykkedes, at rigge den store hovedscene til med to flygeler. Den italienske verdensstjerne Stefano Bollani som vi herhjemme bedst kender fra samarbejdet med Bodilsen og Lund, var på scenen sammen med argentinske Diego Schissi. De leverede en udadvendt og underholdende koncert, hvor der blev flirtet med både rock og tango. Herefter tog Girls in Airports trommeslageren Mads Forsby over. Hans soloprojekt Illdjin er et soundclash mellem trommerne og elektronikken. Han leverede en nyskabende koncert, der i sin vekslen mellem komplicerede rytmer og brutale lyde gjorde stort indtryk.
Jacob Anderskov havde via Anderskov Accident allerede i 2001, været skyld i at de tre Homies medlemmer mødtes. På Atlas’ scene var det med et helt andet projekt han indfandt sig. Han havde skrevet nogle nye numre til projektet Strings & Percussion bestående af trommeslageren Peter Bruun, der var på toppen med sit spil og en strygertrio. Jeg har ikke hørt Anderskov med et så melodisk velklingende udtryk før. Jeg kom såmænd til at tænke på Keith Jarretts europæiske kvartet undervejs. Jeg ser frem til mere af den slags fra Anderskov.
Den brølende tyske jernlunge Peter Brötzmann skulle optræde, med sine danske kumpaner P.O. Jørgens på trommer og Peter Friis Nielsen på bas. Sidstnævnte havde lagt sig med ondt i ryggen. Så The Wild Mans Band var blevet til en duo. Det gjorde nu ikke noget - selv om jeg savnede Friis Nielsens vanvittige basspil. P.O. Jørgens fremmede med sine rytmelag, et følsomt spil hos Brötzmann, der stadig gav den gas på klarinet og tenorsax.
Giant Sand frontmanden Howe Gelb havde taget Sonic Youth trommelageren Steve Shelley og den libanesiske sangerinde Yasmine Hamdan med på scenen til et skramlende møde mellem barroom jazz, country og mellemøstlig sang. Så var der sceneskifte til Voxhall, hvor den amerikanske producerlegende Daniel Lanois stod på scenen. Han blandede sine Bob Dylan lignende ballader, med skummende groovy numre, der i et infernalsk elektronikspræl begejstrede salen. Det var slet ikke tosset. Men for mig var det kun en opvarmning til mit hovednavn denne aften.
Jeg havde endnu ikke hørt den nye version af Fire! Orchestra med de tre danske medlemmer Mette Rasmussen på altsax, Lotte Anker på tenorsax og Mads Forsby på trommer. Endnu en gang væltede de mig omkuld! Mette Rasmussen leverede et af aftenens højdepunkter med en forrygende vild solo. Det kæmpestore svenske band er noget af det fedeste der er sket på borderlinejazz scenen i flere år. Bandleaderen Mats Gustafsson er en jättefin svenskjävel.
UJAZZ var en kunstnerisk triumf. Lyden var en imponerende fornøjelse hele dagen igennem, speclelt taget i betragtning af de mange sceneskift. Det var ganske enkelt supertjekket. Jeg håber at UJAZZ-arrangørerne kan overbevise Århus Festuge om at de skal have støtte til endnu en omgang UJAZZ. Det fortjener de.
Her nedenfor kan du se en fem minutter lang video, med nogle korte klip fra hver koncert. Læg specielt mærke til Mette Rasmussen til sidst!
Efter to EP'er og en LP
siden 2010 er det blevet tid til endnu en langspiller - der både er tilgængelig
på CD, vinyl og download. Vestbo Trio med guitaristen Michael Vestbo i spidsen
holder fast i den rootsbaserede stil der trækker på elementer fra folk, blues,
rock, country og jazz. Så langt så godt, hvis det ikke lige var fordi at
musikken har taget en markant drejning. Der er kommet en producer på som har
sat sit tydelige præg på trioen. De har brugt Lars Skjærbæk, der ud over at
være guitarist hos Tim Christensen også har trioen Boat Man Love - samt var et
markant medlem af Inside the Whale. Skjærbæk tilføjer det ekstra krydderi til
musikken. Det lidt frække og ligefremt uforudsigelige.
Michael Vestbo holder fast i stilen fra de foregående plader, hvor musikken med
udgangspunkt i trioens sans for at skabe musikalske billeder, befinder sig i et
sydstatskryds.
Whitewall Tires er et nummer, der tager os med på en luksuriøs tur ud i det
blå. Der er harmonium, elbas, akustisk guitar og en svævende elektrisk
guitardug foldet under hele nummeret. Det er en lille perle. Pladen kommer
bredt omkring. Der er den sovsede og funky Cissy Strut, pladens eneste lånte
nummer og der er den halvfjollede Guitar Boogie. Ellers er der fokus på
cineastiske toner, der bringer os ind i en tør, støvet og solvarm
parallelverden der kan minde om sydstaterne i USA. Det er måske ikke videre
originalt, men det fungerer godt fordi det er så gennembearbejdet.
Vestbo på guitar, Eddi Jarl på trommer og Jesper Smalbro på bas tager deres musik
seriøst og serverer den kompromisløst flot. Her er det hele det færdige produkt
jeg tænker på. Lyden er i særklasse. Mens indpakningen med design af Paul
Wilson er noget af det flotteste jeg har set i år. Er du til vinyl er der ingen
vej udenom - den er meget flot og får din pladespiller til at lyde lækkert. For
de særligt interesserede skal det tilføjes, at lyden er skabt ud fra The Nordic
Dynamic specifikationerne, der er udviklet af Peter Lyngdorf og Kim Rishøj. vestbotrio.com
Reaktionerne er mange og personlige efter, at Hugo Rasmussen døde sent i går aftes. Hugo Rasmussen var en ener og spillede med mange. Han var musikalsk generøs. Han var stabiliteten og roen midt i musikken. Jeg har samlet en række Facebook-reaktioner fra nogle få af de mange musikere der har spillet med og lært af Hugo.
Jakob Dinesen - saxofonist
Hugo Rasmussen -hvil i fred
-rest in peace
Carsten Dahl - pianist (og sammen med Hugo, trommeslager)
Min elskede Hugo døde igår kl. 22.45.
Vi indlagde ham fredag for kun tre uger siden og det er gået så stærkt. Det er ufatteligt. Han har altid været der. Jeg kan lige nu ikke forestille mig en verden uden ham.
Malene Kjærgaard - sangerinde
Kære Hugo, tak for alt hvad du har beriget med af skønne toner, godt humør og røverhistorier. Du vil være savnet!! Flere af mine noder er stadig overtegnet med dine akkordrettelser - for "ham der har lavet det der, kender jo tydeligvis ikke sangen særlig godt”.
Jeg er glad for, at jeg nåede at komme i din jazzskole, omend det var kort og desværre kun få gange.
Kjeld Lauritsen - orgelspiller
Dagens lammende nyhed er selvfølgelig at vi har mistet Hugo Rasmussen. Ikke alene en af de vigtigste personer i jazzmiljøet, men det slår mig at få personer har betydet så meget for dansk musik.
Styrken ved dansk jazz, eller "rytmisk musik" er at vi spiller sammen på kryds og tværs. Ingen inkarnerede dette mere end Hugo. Det betød jo på ingen måde at han ikke kunne grundlaget for musikken. Hugos indstilling til musik har spredt sig til miljøet så dansk musik har en mangfoldighed og jordbunden kreativitet, der er sjælden andre steder i verden.
Hugo var altid seriøs og humoristisk på samme tid og hans tilgang til bassen, som et instrument der skaber fundamentet for resten af orkestret har været en kæmpe inspiration, og noget der har gået sin sejrsgang i nyere dansk jazz.
Mit eget håb var at øve mit pianospil op og gøre en trioindspilning med Hugo, når jeg blev god nok. Verden lever nok uden dette, derimod er det svært at skulle undvære Hugo.
Sammen med Palle Mikkelborg's Oktet Januar 1966 på DR
Mads Mathias - sanger/saxofonist
Selvom det er med en klump i halsen vil jeg idag glæde mig over hvor rigt et liv han har haft og ikke mindst hvor mange liv han har beriget.
Han døde som han levede: afklaret, humoristisk, kærlig, stærk og med et smil på læben.
Men hold op hvor jeg savner dig allerede Hugo!
Tak for alt min ven.
Janus Templeton - trommeslager
Kæmpe kram til vores allesammens gamle spradebasse Hugo Rasmussen, som vil gå over i jazzhistorien, hvis ikke det var fordi han allerede har jogget rundt i den de sidste mange år!!
Andreas Fryland - trommeslager
TAK for alt Hugo. Din rummelighed, generøsitet, nærvær og musikalitet. Hvil i fred.
Ayi Solomon - percussionist
The Great "Maestro" Hugo Rasmussen is finally at Rest in transformation.
He is/was an inspiration to many in the jazz music scene in Dk./
EVERLASTING PEACE AND BLESSINGS HUGO!!
Aaron Parks - pianist
I wanna be like Hugo Rasmussen when I grow up. Rest in peace.
Niels Præstholm - bassist
Tak for alt Hugo Rasmussen. Du efterlader et kæmpe hul i dansk musikliv, både musikalsk og menneskeligt, som vi aldrig kommer til at udfylde helt. Jeg er superglad for de par job jeg nåede at spille med dig i årenes løb. I hvert fald det ene skyldtes en slags "Hugo" hvor Kenny Drew ved en fejl havde hyret to bassister til det samme job. Vi spillede Willow Weep for Me som duo. Jeg tror at det var ret smukt....hvil i fred.
Jeppe Gram - trommeslager
Hugo for pokker! Vi kommer til at savne en masse gode ting fra dig. Så meget af det er allerede sagt og skrevet her på fb. Det står klart hvor mange mennesker du har nået med din musik og dit væsen! Far vel og på genhør.
Ane Riel - forfatter
Jeg har pludselig fået noget, der ligner min barndomstro, tilbage: Gud er en mand med langt, rødt skæg, der sidder oppe i solskinnet og klapper med fødderne og har helt styr på, hvem der er nogle røvhuller og hvem der skal ha' et trutkys. Og Gud spiller "Sweets to the sweet" og swinger som bare fanden. Og Gud går med bøllehat. Det er godt.
Cæcilie Norby - sangerinde
Kæreste Hugo - du kan, om nogen, hvile i fred : ) Du har spredt så meget smil, latter, fest og fantastisk musik omkring dig! Du gjorde verden til et bedre sted for dine medmennesker : ) Jeg kan huske engang du reddede mig fra af vælte på min cykel med fire indkøbsposer og en lille 2 årig Asta bag på. Asta blev bange og græd - du greb fat i cyklen og da hun fik øje på dig, lyste hun op i et smil og strakte hænderne frem….det er bare den effekt du har haft på mennesker, Hugo - Tak for dig!
En gang da kontrabassisten – uvist af hvilke årsager – kom kørende I limosine med tonede ruder til et job, passerede bilen en flok unger. De hujede og råbte og tænkte der sidder nok Michael Jackson eller en anden stor berømthed. Et af børnene tog mod til sig og åbnede døren for at se hvem der sad derinde. Han kiggede og råbte til de andre: Øv, det er bare Hugo Rasmussen.
Få jazzmusikere har som Hugo været folkeeje. Måske ingen. Finn Ziegler en smule, men så heller ikke flere. Lige så lang tid jeg kan huske har Hugo været der. I mit fjernsyn i en børnetime, med Trille eller i en live ting fra Montmartre. Ved en koncert på en klub i Odense eller i en gemen park.
Gennem hele min barn og ungdom har den forholdsvis lille mand med det kæmpestore røde skæg og lange hår stået dér. Med sin uundværlige ven, kontrabassen – og været en del af det at vokse op i 70’erne, 80’erne og 90’erne.
På et tidspunkt ville jeg noget andet. Noget med jazz. Jeg skrev et brev til Niels Henning Ørsted Pedersen og spurgte om han ville være med i et band, hvor jeg skulle synge med meget dyb stemme + der skulle være trommer, violin, Hammondorgel, 3 korpiger og 2 barytonsaxer. NHØP takkede for tilbuddet men havde ikke tid. Og Gud ske tak og lov for det. Tænk at man skulle høre sig selv sige det, men sådan er det. For den næste jeg kontaktede var Hugo og han sagde ja før end jeg havde talt færdig.
Det betød en masse år sammen i den ene corny konstallation efter den anden. Tykke og fede oplevelser sammen - som Hugo udtrykte – og meget få rolige og kedelige øjeblikke.
Hans betydning for mig er ikke gået op for mig nu. Det mærkede jeg fra første dag. Livsglæden, etikken, moralen, jazzmoralen, den positive tilgang til alting, den enorme altomfavnende erfaring, skrapheden – men kun når den var på sin helt rigtige plads – og så fun. Masser af fun.
Ved vores højtidsmiddage når vi andre kom med flutes, oste, druer, oliven tapanader og syltede ingefær – kom Hugo med finker. Indvolde som lugtede i mit hjem i uger efter. Men skide være med det. For Hugo kom også med glæden. Til næsten alting. Til det at være sammen, det at spise, det at læse, det at samtale, til at joke og til musikken. Og han tog alle ud. Alle. I vores snobbede musikquis, som jeg brugte uger på at forbedrede gav Hugo os alle – inklusive andre old skool jazztrofæer – så meget baghjul at vi ikke end gang så røgen. Det eneste vi så var vores egen beundring – og lidt måben - over at nogen kunne have så små og alligevel fantatiske ører. ”Det er Tubby Hayes ….. og så er det Ronnie Scott og ……Terry Shannon … det tro jeg det er, altså på piano … og så er det Billy Eyden på trommer. Jeg ved ikke hvem der spiller bas, men han er god. Det ku’ godt være Phil Bates ….”.
Gang på gang naglede han ikke bare hovedartisten eller solisten – men alle medvirkende og medspillende.
Jeg kunne blive ved – og det gør jeg også. Det her er kun min egen lille historie med og om Hugo. Jeg ved fra nære venner at han for dem og betydet ligeså meget og også meget, meget mere. Og at han altid har været der – ikke kun når der var job, men også når det gjaldt.
Han var – og er – super funky, damn gammeldaws, helt fremme i skoen. Har spillet med alle – selv når jeg udfordrede ham med virkelig klenodier fra jazzens ydre kanter – så havde han alligevel næsten altid lige spillet én enkelt gang med dem på Samsø i ´72 eller i Holland på en husbåd ved en fest for en diplomat. Han kendte alle og var ven med hver og én. Alle de gammle støvede jazzere, dem i midten og alle de dugfriske.
Hugo har lært mig at man at man bestemmer selv hvordan det hele skal være. At man skal være glad, have det ret sjovt – for ikke at sige pissesjovt, at man skal være drønåben, ikke dømme nogen og at man kun skal trække en grænse når det virkelig, virkelig er nødvendigt.
I hans sidste tid viste han et overskud, som fik os alle til at være omkring ham med en varm, dyb beundring over at man kan takle det sværeste i livet, nemlig at give slip på det – på så smuk og fin en måde. Selv i de sidste dage hvor han var rigtig skidt var han ér når han åbnede øjnene og kiggede på en og smile, når han bad pigerne give ham fodmassage, når han kyssede farvel på munden – og med helt svag stemme var sjovere end der nogensinde har været på noget hospice i denne verden.
Spil på bassen deroppe så himmelen aldrig bliver den samme igen.
Hugo, jeg elsker dig – og det vil jeg blive ved med.
Jakob Park - pianist/sanger
HVIL I FRED, HUGO
Han er ikke længere blandt de levende.
Den folkekære Hugo Rasmussen har draget sit sidste suk og
efterlader en sangskat og en kulturarv, der bør kanoniseres og øjeblikkeligt sættes på finansloven. The Godfather of Danish Jazz, den levende legende, den allestedsnærværende, troldmanden, mentoren, langskæg. Hans lys skinnede på en hel generation af unge jazzmusikere, der lod sig lede af mesteren med bøllehatten. Kresten Osgood, Jakob Dinesen, Heine Hansen m.fl. var Hugos elever, der sammen med deres læremester var inkarnationen af dansk jazz med internationalt format. Hugo var en stjerne. Vores stjerne.
BØLLEHATTEN
Hugos jordnære og folkekære personlighed afspejledes ikke kun af de mange udsolgte koncerter han spillede, men også af hans afslappede tilgang til tøj, mad, mennesker, kunst og musik, hvor bøllehatten blev bassistens vartegn – en signalværdi, der talte sit tydelige sprog. Hugo afskyede når det hele blev for fornemt og stiliseret. Dyr rødvin (fransk Bourgogne) og Michelinrestauranter var bestemt ikke noget, der kunne aftvinge Hugos respekt. Ikonet dyrkede sine egne urter i haven og ville hellere sove på et spartansk bed-and-breakfast end på et 5-stjerners luksushotel. Bøllehatten var endda så glad for musik og mennesker, at han gennem en menneskealder spillede 3 koncerter om dagen og under jazztidens storhedstid i lille DK stod Hugo for 10 % af koncerterne til Copenhagen Jazz Festival.
EN HUGO
At lave en ”HUGO” er når en musiker har dobbeltbooket og derfor bliver nødt til at løbe fra det ene job. Hugo Rasmussens navn er mejslet ind i enhver spirende jazzmusikers bevidsthed og som om det ikke er nok har hans navn også fået fat i musikernes kalender- og bookingaktiviteter. Den folkenære Hugo elskede at snakke med mennesker og til koncerterne var det kun et spørgsmål om tid før Hugo spontant ville begynde at komme med finurlige kommentarer, mens der blev spillet (og grinet). Jeg husker en koncert på Jazzbar Bent J., hvor Hugos karakteristiske gnækkende stemme genlød i lokalet: ”Nå, Bent J – begynder du så snart at råbe?”. Bent J: ”Ja, det er lige før”.
Dialogen med publikum var meget vigtig for Hugo og manden var ene-stående til at tale med alle slags mennesker. Han fyldte rummet med tillid, livsglæde, munterhed og varme. Måske det var hans ildsjæl, der fik temperaturen i lokalet til at stige, så folk var tvunget til at sænke deres parader for en stund. I hvert fald var det tydeligt, at hvor Hugo befandt sig - var det behageligt at være. Enhver kunne føle sig tryg og godt tilpas når Mesteren var tilstede. Hans intense øjne, det varme blik og det eventyrlige skæg, der lige som alt andet i ham voksede vildt, fik ham til at ligne en klon mellem en vis troldmand og et orakel man havde lyst til at spørge om alt mellem himmel og jord.
DEN VARME TONE
Hugos væsen var ikke det eneste der var rundet af en varm imødekommenhed. Han var en mesterlig bassist, hvis varme tone var i stand til at tø selv den koldeste og mest jazzfjendtlige mandsling op. Han nåede at spille med de bedste amerikanske jazzmusikere, medvirkede på henved 1000 pladeindspilninger, turnerede på samtlige kontinenter og henrykkede flere generationer af danske jazzelskere.
Ligeså gavmild Hugo var af natur – ligeså nærig var han når det drejede sig om penge. Denne skribent husker de mange og lange køreture med den levende legende, hvor trommeslageren Janus Templeton, sangerinden Sweet Mary og undertegnede lige skulle ind på en tank og købe en cola, hvor det lød gnækkende og en anelse hånligt fra Hugo:”Nej, de kan ikke tjene penge på mig!!”. Der findes allerede utallige vandrehistorier om Hugos forhold til penge. Det forlyder at når Hugo spillede koncert i Montmartre tog han ikke blot sine egne medbragte flasker med hjem, når de var drukket. Nej, han tog også de andre musikeres flasker med sig hjem. Jeg husker med al tydelighed den dag, hvor Hugo ombord på Molsfærgen købte en is til min kæreste og jeg. Jeg var lige ved at miste mælet……
DEN STORE HUGO RASMUSSEN
Jeg erindrer den første gang jeg mødte min mentor.
Det var på Nordjysk Musikkonservatorium i 2007, hvor Hugo var kaldt ind som instruktør til en jazzworkshop, der strakte sig over 3 dage.
Jeg var en anelse starstruck, da jeg jo havde set manden optræde på TV i en menneskealder, havde hørt utallige af hans plader og der var en helt speciel aura omkring ham. Jeg husker da han gav mig et knus efter jeg havde spillet en klaversolo og jeg husker da han sagde til mig:”Jakob Park – jeg tror det kommer til at gå dig rigtig godt. Næste gang så står vi der igen og så spiller vi sammen”.
Mesterens ord var nok til at jeg turde stole på at jeg havde noget at komme med som musiker. Og vi skulle sidenhen spille et hav af koncerter sammen og lære hinanden at kende.
HUGOS KENDINGSMELODI
Hugo var en stor fan af Louis Armstrong og der er et nummer som der for mig er Hugo Rasmussens kendingsmelodi og som jeg havde fornøjelsen af at spille sammen med ham til mange koncerter. Det er en af de melodier, som for altid vil knytte sig til Hugo, der nu ikke længere er en levende legende, men en ægte legende. What a wonderfuld world spillet i et transparent og fuldstændig gennemsigtigt univers. Langsomt, melodisk og uden for tid og sted.
Hugo Rasmussen – æret være dit minde.
Din musik lever videre i os alle.
Jesper Løvdal - saxofonist (klumme fra Kapelmesterforeningens september blad) Mandag morgen blev min planlagte klumme om Bent Sørensens klarinetkoncert til Martin Fröst - og mit efterfølgende møde med ham på KompositionsCamp på Engelsholm afbrudt. Jazzens faderfigur i Danmark, Hugo Rasmussen har forladt vores verden. Min klumme går til mindeord om jazzikonet. Hugo er rejst videre til nye og bedre steder, hvor han sikkert allerede nu sidder på sin egen sky, med englevinger og griner ned til os. Hugo Rasmussen havde et stort ønske om at møde salig saxofonist Bent Jædig igen, og de deler nok sky deroppe… og sikke en festsky det er ! Hugo var ikke kun akkompagnatør, som hans instrument lægger op til - og komponist som hans få, men sublime, kompositioner viser - men i allerhøjeste grad kapelmester. Hans egne udgivelser er alle milepæle i dansk jazz. Hugo var ikke medlem af Kapelmesterforeningen, selvom han spillede flere jobs som kapelmester end mange. I det hele taget spillede han flere job end de fleste og skånede ikke sig selv. Da jeg spillede med Hugo sidste gang kun fem uger før hans død på Fanø havde han allerede spillet et job tidligere på dagen i Solrød !! Han var mærket af sygdom, men spillede mere melodisk og sikkert end nogensinde. Hugo lovede dog at han for fremtiden kun ville spille to jobs om dagen, hvis de ikke lå i hver sin ende af Danmark. Når man hyrede Hugo fik man ikke bare en bassist, men en ekstra kapelmester, der havde en skarp mening om alt fra repertoire, tempo, toneart, form, vejvisning og valg af tankstation. Havde man brug for råd kunne man altid vende sig til Hugo, der vidste hvad musikken havde brug for lige nu for at lette. Holdningerne kom fra de helt rigtige steder: hans store viden om jazztraditionen og hans store og stædige hjerte. Hvis man ikke fulgte hans råd, sagde han bare:” Gør som Bent Jædig ville ha’ gjort, så kan det ikke gå galt”. Der var mange hyggelige og sjove snakke de sidste uger på hospitalet og Hugo var stadig optaget af musikken. ”I overtager de jobs jeg har spillet fast, når jeg er væk, ikke ?” var vigtigt for ham at få bekræftet. Og med visheden om at musikken lever videre kunne han lykkeligt sove ind. Længe leve Hugo Rasmussen
Morten Ankarfeldt - bassist Tak til Hugo, vores allesammens Bas-far. Tak for alle de smukke toner og for kærligheden. Det var altid så utroligt inspirerende at høre ham spille – elskede det. En helt utrolig livsglæde og nysgerrighed på livet og musikken lige til det sidste. For mindre en 14 dage siden, besøgte jeg ham på Riget, et par dage efter at han var blevet indlagt og der mødte mig en fest på stuen da jeg kom op på 11. Etage. Stuen var proppet med mennesker, der var på besøg for at se til ham. Fredrik Damsgaard var i gang med at forklare Hugo om sin spilleteknik på bassen – ja bassen var naturligvis med på sygestuen og Hugos øjne lyste af nysgerrighed og liv. ”Jaaaaamen altså, det er sejt det der – det er virkelig en helt anden teknik, men hoooold da op, hvor lyder det godt” udbrød han. Hugo ville op af sengen og måtte gøre sig fri af slanger og drop: ”hjælp mig lige her – hvor er der pis og hvor der lort?”. Han kom op at stå og spillede et par toner på bassen og gav den et ordentligt kram. Det er en af Hugos gamle basser Frederik spiller på. ”Kom så Morten, så er det din tur - spil et nummer” sagde han. Jeg tog bassen og spillede et lille nyt simpelt nummer for ham - han var en af de allerførste, der lagde øre til det: ”Waaauw – to toner på en gang, he he he”! Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg fik lov at spille lidt for Hugo i samspil med hans sædvanlige og lune udbrud og kommentarer. Det var så tydeligt at mærke hans varme og kærlighed til musikken og mennesker. For nyligt har jeg netop indspillet dette nummer og lånt to af Hugo lejekammerater, Jakob Dinesen og Mads Hyhne. RIP
Bjarke Falgren - violinist For 3 uger siden hørte jeg Hugo Rasmussen spille sidste gang. Han spillede i
viseteltet på Musik over Præstø Fjord. Jeg stod uden for teltet og var
fuldstændigt betaget af hvor fantastisk han spillede. Han fik straks
øje på mig og sendte mig det kærligste og varmeste blik, blinkede til
mig og denne varme følelse blandet med hans bløde himmelske bastoner er
det der sidder i mig nu. Jeg har haft så mange gode og dybe stunder
sammen med Hugo. Både i musikken, i de dybe samtaler og når
vi lavede sjov og fik os et godt grin. Hugo gjorde en forskel for så
mange mennesker. Han nægtede at bruge GPS når vi var ude og køre, for
han vidste altid hvor vi skulle hen og hvordan vi skulle komme derhen -
såvel på vejen som i musikken. Magen til generøsitet og nærvær finder man sjældent. Tak Hugo du klinger videre i så mange af os!
Paul Banks - sanger og guitarist
Min ven Hugo Rasmussen er død.
Engang i midten af 70’erne var vi sammen på en pladeindspilning. Vi indspillede i en uge, og Hugo hentede mig hver formiddag, for jeg havde endnu ikke fået bil, og han kørte alligevel lige forbi. Jeg havde aldrig mødt ham før – jeg havde ikke engang hørt om ham - men allerede på den første af de daglige køreture til studiet på Amager, opdagede jeg, at her var en rigtig musiker. Det var en slags åbenbaring for mig. Uden at gøre det mindste væsen af det, viste Hugo med hele sin optræden og med sit spil, hvad en ægte musiker er.
Som utallige andre aspirerende musikere, blev jeg et af Hugos børn.
Som Hugos børn lærte vi at spille adskillige jobs om dagen – hvis det kan stå i kalenderen, kan det spilles. Vi lærte at køre hele natten efter sidste koncert i Oslo for at nå et job på Fyn næste formiddag. Vi lærte, at intet job var bedre end et andet. Vi lærte at spille for glæden ved musikken og glæden ved at dele musikken med publikum. Vi lærte også at være stolte af at udføre vores arbejde, og at vi skulle behandles og aflønnes rimeligt.
Hugo var stædig, påståelig, sindssygt irriterende, fjollet, nærværende, fraværende, umådelig kærlig og gavmild, nøjsom, og et af de mest begavede mennesker, jeg har kendt. Hugo spillede renere end de fleste bassister og han havde en meget smuk tone. Det er også en uomtvistelig sandhed, at han havde fundet ind til kontrabassens inderste hemmelighed: at den skal være en dyb, sejt hoppende badebold i bunden af musikken.
Men af alle hans karaktertræk var de centrale hans ærlighed og hans usentimentale og nøgtern livsholdning. Alt det andet – hans altid gode spil, hans stærke personlighed – var et resultat af hans evne til at forholde sig til sig selv og alt omkring ham: Alt er alligevel nøjagtigt, som det er, hvorfor foregøgle noget andet? Det er så enkelt, at det forsvinder mellem fingrene på en.
Men det er for mig hemmeligheden bag Hugos storhed.
Kig dig omkring: Hugo var med på over tusind indspilninger, lige så mange fjernsynsudsendelser, en milliard jobs med en million forskellige musikere af vidt forskellige observanser. Han har kørt flere kilometer end den flittigste handelsrejsende eller lastbilchauffør og spillet på alle verdens kontinenter. Ikke bare fordi han var myreflittig. Heller ikke fordi han var verdens bedste bassist. Fordi han var Hugo.
T.S. Høeg/Dane T.S. Hawk - saxofonist/forfatter mindetekst til hugo boss-far: bare her forleden spurgte oliver laumann, om jeg ville med for at besøge hugo, som mere & mere døjede … fra vesterhood spadserede vi over nørrebronx til riget, hvor vi fandt frem til hugos tomandsstue, som han delte med en familieomringet afrikaner, der fik en høflig hilsen, inden vi bag det hvide forhæng øjeblikkeligt sindsspjættes af synet af hugo, der ligger der som en lille omvæltet havenisse … forsigtigt vækker vi ham, og befippet slår han et par mærkelige øjne op, mens jeg siger: ”harold ashby”, der henviser til såmænd sidst hos kresten osgood, hvor hugo til et af vores oxford-møder i musikalsk vækkelse lynskarp havde blindfold-gættet netop ellingtons sene tenorsaxofonist, harold ashby, men det er åbenbart alt for meget for hugo, og han er tydeligvis ikke helt med, hvilket slet ikke ligner ham, sådan som han altid har været opmærksomt levende, så det står åbenbart værre til, hvilket ryster os yderligere … hugo ligger sig om på ryggen, mens han tegndirigerer os til at sidde ned på hver side af sengen … hans øjne svømmer og med tør mund siger han: ”thorsten, din...,” hvilket altid har indbefattet en længere tirade, men han orker ikke mere end det … hugo hæver sine arme, spreder fingrene, og vil han måle hænder? … nej, han vil flette fingre, så sådan gør vi … vi sidder hver med en af hugos bløde hænder, der ellers ifølge jesper thilo har walkbasset jorden rundt tre gange ... imens trækker han vejret uroligt eller slet ikke, og med besvær får han ytret kun få ting: "hvem er naboen?", spørger han oliver, som måske er afrikaneren i sengen ved siden af, så det hvisker oliver til ham, thi hvorfra i afrika vides jo ikke … ”klokken?” er en 18-stykker, men ”der er stille”, og jeg siger: ”mandagsstille”, hvilket hugo gentager med et ”det kan jeg li'”, og da naboen spiser rødgrød med fløde med lyden af ske mod porcelæn, mumler hugo: ”mormorlyd”, hvorefter der stadigvæk med vores hænder omkring hugos ikke sker meget mere … da vi engang spillede ellington-tunes sammen, var han selve det uforglemmelige egetræ af en "hugoriginal": ”hvis jeg læner mig lidt fremad, er du for langt fremme i skoene, og hvis jeg læner mig lidt tilbage, hænger du,” hvilket jeg blandt mange andre sager altid vil huske … efter en rum tid slipper han pludselig taget i os, at nu skal han hvile, så vi også kan komme videre … vi kysser hugo boss-far på munden, og jeg gør honnør, hvilket får ham til at grine, men han må holde inde, da det gør for ondt … han er allerede væk, men ikke i os ...
Alex Riel - trommeslager Der er blevet skrevet så meget smukt og rigtigt om Hugo de sidste dage, og det siger jo unægtelig noget om, hvor vidunderligt et menneske han var. Jeg vil savne ham inderligt, den skøre kule. Af en eller anden grund, som vi allesammen (inkl. Hugo selv) har glemt, var vi nogle få, der kaldte ham Sylmen ... så det sagde jeg altid, når jeg så ham. Så svarede han med Mühlpax Relæx! Han kunne tale sådan et russiskklingende Hugosk, som ikke gav det fjerneste mening – og det var meningen! Jeg er glad og taknemmelig for, at jeg nåede at sige farvel til Hugo, få dage inden han rejste herfra. Nu sidder han nok deroppe og griner og råber "Ja, den er god med dig, Mühlpax Relæx ... spil noget Zutty!" Vi ses, Sylmen (men altså ikke lige foreløbig).
Frederik Damsgaard - bassist Det er en "Hugo". Hugo har været så gavmild mod mig og en hulens masse andre bassister med udlån af basser. Det er jeg ham evig taknemmelig for og jeg ved at vi er mange, der har glæde af hans generøsitet. Jeg fik den tanke at alle os, der har haft glæde af Hugo's gavmildhed, skulle mødes til et gruppebillede (med basser) til ære for Hugo. Hvis vi hjælper hinanden med at finde "Hugo-erne" rundt omkring, kunne vi inden alt for længe lade os og "Hugo-erne" forevige. (Der er selvfølgelig frivilligt)
Bent Clausen - vibrafonist etc. HUGO Vi savner dig. Minderne vælter frem. Tak for alt. Bent & Charlotte Bo Stief - bassist Hugo mangler - det er så trist! Hugo har altid været der ... Hans fine personlige bas spil har været overalt siden 60 erne... alle ved hvem Hugo er.. Hugo har rørt så mange... savnet vil han i den grad blive .. tak for musikken Hugo!
Mads Vinding - bassist farvel Hugo Rasmussen - og tak! - du har lært os så meget om musik..
Kan det smalle blive folkeligt? Det kan det måske ikke. Men man kan give eksperimenterende og smal musik så fornemme rammer, at det kommer ud til mange flere publikummer end det forventeligt ville have gjort. Det sørgede Aarhus Festuge for, da Aarhus Jazz Orchestra spillede Niels Lyhne Løkkegaards og Jakob Kirkegaards fælles kompromisløse musikstykke Lights.
Det nye bibliotek Dokk1 placeret på havnen i Aarhus lagde lørdag, hele tre gange scene til Løkkegaards musik eller lydoplevelse, som det nærmere var. Blæserne fra Aarhus Jazz Orchestra - hvor Niels Lyhne Løkkegaard selv gennem adskillige år har været fast mand på altsaxofonen - var placeret på en lang række i et helt mørkt lokale. Det var kun oplyst af nødudgangsskiltene. Niels Lyhne Løkkegaard dirigerede fra den modsatte ende af rummet, musikerne, med nogle små lommelamper. Lys der spillede sammen med musikken. Værket startede med en enerverende massiv lydmur af en masse triangler, der blev spillet på i samme tempo, som når et gammelt vækkeur bimler og bamler. Der gik over frem minutter med minimale ændringer undervejs. Tiden føltes lang.
Så kom skiftet. Jakob Kirkegaard og Niels Lyhne Løkkegaard havde før koncerten optaget koncertrummets resonanser. Dem bragte Kirkegaard i spil og lod optagelserne gå i dialog med musikerne. Blæserne satte ind med lange dissonante toner der blev holdt så længe, at det føltes som uendeligt. Således fortsatte lydoplevelsen i et kvarter, hvor ændringerne var få og minimale. Det var hårdt arbejde man blev sat på som lytter. Når jeg fokuserede på tonerne i længere tid blev det så emotionelt overvældende, at jeg måtte melde fra og forsøge at fokusere på noget andet. Det var grænseoverskridende og provokerende. Lige præcis derfor blev det også nervepirrende og spændende. Niels Lyhne Løkkegaard har siden han lavede albummet Vesper skiftet musikalsk fokus. Han laver samtidsmusik, hvor melodi og rytme ikke har en betydning. Mangedoblingen af instrumenter og fokus på dissonans er omdrejningspunkter. Det er ikke “smuk” musik der pleaser. Det er besværlig musik der måske slet ikke er musik - men en lydoplevelse. Efter koncerten udtalte Niels Lyhne Løkkegaard, at samarbejdet med Jakob Kirkegaard var perfekt.
De tre koncerter på Dokk1 var en triumf for smal musik. Tre gange propfyldt sal med et publikum, der for manges vedkommende var totalt uforberedt på hvad der ventede dem. Jeg var tilstede under den sidste koncert. Folk blev siddende - flere omkring mig holdt sig for ørerne. Men de forlod ikke salen. De tiede stille og blev overrvældede af Niels Lyhne Løkkegaards og Jakob Kirkegaards lyd og lys projekt. Det er fantastisk når den smalle musik kommer så bredt ud. Tak til Festugen og Aarhus Jazz Orchestra for, at vove pelsen og give publikum en koncertoplevelse de ikke glemmer.
Koncerten blev i øvrigt indspillet med henblik på senere udgivelse.
Det er ikke så ofte at jazzplader af denne karakter bliver udgivet herhjemme. Bassisten Niels Wilhelm Knudsen har samlet et hold omkring sig, hvor kendere vil nikke anerkendende. Hele vejen rundt er det instrumentalister af allerhøjeste klasse. Det bliver tydeligt i Niels Wilhelm Knudsens arrangementer af egne numre. Her overlades megen plads til hver enkelt. Det er stærke musikalske individualister. Det er de samme musikere som medvirkede på debutalbummet, der blev nomineret til jazzens Danish Music Awards som årets debutalbum. Nestoren og saxofonisten Jens Søndergaard stiller sig gerne i front med hans både tilbagelænede og sikre saxofonspil. Thomas Maintz på både akustisk og elektrisk guitar er et sikkert valg. Jakob Svenssons vibrafon giver NWK Quintet et særligt distinkt touch. Trommeslageren Dennis Drud er den diskrete samling. Niels Wilhelm Knudsen holder sig heldigvis ikke tilbage på bassen, hvor han gerne stiller sig i den dirigerende front.
Sonority er god fortsættelse på det første album. Det er jazz der i sin pågående tekniske iver, som på titelnummeret kan minde om Steps Ahead, når de er gode. Det er jazz der har rødder i cooljazzen og firsernes akustiske jazz. Musikken vokser frem af de solide grooves og gode melodier. Niels Wilhelm Knudsen er værd at holde øje med - og ikke mindst lytte til.
Bonusinfo:
Niels Wilhelm Knudsen spiller med guitaristen Gilad Hekselman - der er JazzDanmarks Artist in Residence dette efterår - på Christiania Jazz Club d. 4. september og Bartof Station d. 6. september.
Den danske guitarist Peter Tinning er uddannet på konservatoriet i Haag. Han debuterer nu med et album indspillet på Island sammen med den islandske bassist Thorgrímur Jónsson og den amerikanske trommeslager Scott McLemore. Han betegner musikken som værende "cool som en sommerdag nord for poalrcirklen". Musikken rummer ganske rigtigt noget af den vilde og utæmmede råhed, der hersker nord for polarcirklen. Der er en direkte klarhed i musikken. McLemore og Jonsson spiller også fast sammen i den islandske pianist Sunna Gunnlaugs trio. Her får Tinning serveret en gave. Deres organiske og intuitive sammenspil giver Peter Tinning gode muligheder for, at lade kompostionerne vokse.
Det er blevet en plade der i et behageligt og roligt tempo bevæger sig afsted. Peter Tinning indskriver sig i den lange række af dygtige danske jazzguitarister. Styrken for Tinning er i valget af samarbejdspartnerne. Det giver det lettere rootsinfluerede jazzguitarspil et flot rum at udfolde sig i.
Ved at vende tilbage opstår der noget nyt. DR Big Band trompetisten Mads la Cour er atter sammen med trommeslageren Kasper Tom og bassisten Andreas Lang - som han spillede sammen med i bandet Quartz, helt tilbage i 2006. La Cour udgav herefter et par kritikerroste albums, hvor han var sammen med andre musikere. Med det nye udspil får han åbnet op for et nyt kapitel i karrieren. Der er et intenst nervepirrende og superkoncentreret sammenspil mellem musikerne.
Mads la Cours musik er som en thailandsk madret. Her er balancen mellem det søde, sure, salte og stærke omdrejningspunktet for et vellyket måltid. Mads la Cour er alsidig på trompeten. Han efterlader nogle stærke indtryk i ørerne. Tilføjelsen af Lars Greves saxofon og klarinet i la Cours musikalske univers er genialt. De er åndsbelægtede og giver hinanden nogle gode musikalske indspark. Mads la Cour er fri og ubundet i sit trompetspil.
Noget der også høres på duopladen, der er udkommet samtidigt. Her er la Cour sammen med trommeslageren Anders Mogensen, der ud over at være underviser på konservatoriet i Odense - hvor la Cour har gået for adskillige år siden - også var en af de første der brugte la Cour i professionel sammenhæng. Det er en noget mere eksperimenterende udgivelse end kvartetpladen. De kender hinanden godt og får skabt mange spændende situationer i det nærværende duosammenspil.
Oh hvilken jazzethed! Hed jazzet! Jaz hedzet! Det er to saxofoner, bas og kapelmesteren ved trommerne. Book of Sounds er så velfungerende lækkert, at man bare skal lade musikken strømme en i møde. Har man først overgivet sig er det ingen sag. Anders Provis' projekt Book of Sounds er et overflødighedshorn. Anders Banke på saxofon og klarinet og Albert Raft på saxofon samarbejder forbilledligt. Det er da ikke utænkeligt at et crossover mellem Al Cohn/Zoot Sims og Ornette Coleman har pirket til Banke og Raft. Jeg hører dem som et nutidigt bud på skævt swingende bebop.
Det er en ukompliceret plade. Den store kvalitet beror på kvartettens evne til, at finde sammen i en fælles musikalsk forståelse. Nils Bosse Davidsen på bas er Mingusmyndig. Han sætter den præcise, tydelige og stærke ramme om musikken. Det er her Anders Provis med overskud, udfolder sit trommespil med lydhøre bækkener og følsomme slag på trommeskindene. Book of Sounds er et godt bud på rasende velspillet jazz. Der er en stemning der peger over 60 år tilbage, samtidig med at der er en nutidig vibe i musikken. Book of Sounds er vellykket og anbefalelseværdig plade!
Du møder festorgelets mørkere sider på duoen Palmer & Rumklangs første udspil. Pladen åbner med noget der lyder henad en lydprøve. Burkina Faso er en eksotisk fest fyldt med krydderier. Digterisk tristesse fylder rummet på Jeg savner mig. Safterne stiger os til hovedet på Go Go Girls & Organs. På Noget erotisk er vi halvberusede vidner til en lækkerlummer steming. Det er en flaskegrøn og tilrøget verden vi finder på swingnummeret Den nede fra værtshuset. Det sagde hun også i går er med agentguitar. Det gungrer afsted med Nr. Åby Autoservice’s gladere afroinspirerede univers. Lang tid siden er en kort guitarduo med masser af twang og åbne vidder. Nummeret Under 300 sender os ud i en længere psykedelisk hypnose. Hen mod albummets slutning falder det hele fra hinanden på The Guy’s the limit for så, at lukke ned med rytmeboks og nummeret Langsom swing.
Palmer & Rumklang består af Jakob Kofoed på trommer, percussion, guitar, bas og vokal og Nikolai Høi alias Aage Johnson på orgel, keyboard, synth, guitar og vokal. Udgangspunktet var fem numre som de havde lavet to dage før de skulle spille en koncert under navnet Skjorte & Slips. Herefter gik der et halvt år, hvor de så gik i studiet og lavede musikken til albummet i løbet af 24 timer. Udgivelsen består af en downloadkode og et par solbriller, som man passende kan tage på, når man lytter til musikken. Palmer & Rumklang er et fornøjeligt anderledes orgeljazzprojekt.
Jeg har stor sympati for dette projekt. Som gammel fan af nu jazzen, der hærgede for over 10 år siden, er det en fornøjelse med nogen der forsøger at relatere sig til genren i dag. Men kan man opdatere noget så outdated som nu jazzen? Tjooh…det kan man vel? Lippert/West forsøger i hvert fald. Der er ikke så mange klangflader som man er forvænt med i nu jazzen. Der er til gengæld en bastant stortromme som gennemgående bund på projektet. Det er akilleshælen på dette album. På den ene side er det fedt med noget subwooferkræs. På den anden side er det blevet en gumpetung omgang, der vakler ubehjælpeligt afsted.
Jan Lippert på guitar og keyboards og Henrik West på bas og electronics samarbejder med Rumpistol, Anna Lidell og Frank Hasselstrøm, der har remixet numrene på pladen. Her er samarbejdet med Rumpistol det mest vellykkede. Hans remix af Noir er klart pladens bedste spor. Det bulnede, knasende og skæve tag på nummeret er boblende skønt. Der er enkelte andre lyspunkter, som f.eks. Urbano Beat med Anna Lidell. Overordnet efterlader pladen dog et indtryk af noget der ikke helt er lykkedes. Umiddelbart er det som om de ikke kan styre deres beats. Det løber løbsk for dem i programmeringen - de er alt for imponerede over alle mulighederne og glemmer sig selv som kunstnere i det hele.
Det er vel ikke frækt at kalde det for gubbjazz? Lækkert som jordgubbar og gammel som Gubben Noah - næsten. Saxofonisten Nisse Sandstöm er immervæk 73 år og er inspireret af gamle helte som Hank Mobley, Al Cohn og Lucky Thompson. Musikken er indspillet ved en koncert i den 55 år gamle jazzklub Crescendo i Norrköping - dog i 2014. Tenoristen Nisse Sandstöm har ikke været så pladeproduktiv gennem årene. Han fik Gyllene Skivan i 1972 for albummet The Painter og har siden kun lavet et par plader i eget navn. Sandstöm var på scenen sammen med instrumentkollegaen Jonas Kullhammar - der også har stået for udgivelsen af pladen via pladeselskabet Moserobie.
Det er straight ahead jazz, der i sin overskudsfyldte iver kører afsted. Det er Sandström der er den gamle mester, så Kullhammar holder sig pænt ved siden af. Nisse Sandstöm har skrevet al musikken pånær klassikeren When Sunny gets blue. Der er en god klub-feeling i musikken. Her er det meget passende med en stor stark og skulderne sænker sig straks.
Den svenske trompetist (og sanger) Peter Asplund serverer en række af jazzens allerstørste klassikere og det der ligner på sit nye album. Bill Evans’ Waltz for Debby er med Jacob Christoffersen på uforligneligt smukt klaver - men også Asplund ved sangmikrofonen. Sinatrahittet My way glimrer fordi Asplund her har valgt at lade trompeten stå alene i front. Han kommer også omkring Come rain or come shine fra Bill Evans/Monica Zetterlund kataloget, dog i en uptempo udgave - igen er det trompeten der er i centrum i øvrigt med en gæstesax Magnus Lindgren. For hulan da, hvor er Christoffersen dog i et swingende fornøjeligt humør på klaveret.
Peter Asplunds trompet er fuld af følsomhed og virtuositet som en anden Chet Baker. Sangen holder bare ikke samme klasse. Asplund er betaget af Gene Lee - der skrev tekster til Waltz for Debby, Yesterday I heard the rain og et par andre på pladen. Det er på de numre han lader sin pæne røst gjalde.
Gunnar Halle som vi herhjemme kender fra New Jungle Orchestra, er ikke bundet direkte op på jazzen på Istanbul sky. Han er nordmand og ikke bange for at bruge elektronikken. This last one is for You lyder som noget Portishead kunne have lavet. Den er med den gamle Tys Tys kollega Maria Laurette Friis på vokalen. Når Halle synger er det i falset. Han holder sig melodien når han synger og improviserer ikke i de høje tonelag ligesom landsmanden og instrumentkollegaen Arve Henriksen.
Åbningsnummeret Istanbul Sky er en skøn fjollet popperle, der godt kunne have været med på et Tys Tys album. En favorit på pladen er Tchicai Silence - en hyldest til John Tchicai. Den lyder som en smuk vuggevise med Thommy Andersson på bas og Knut Finsrud på trommer. Lørdag er med tyngde og grum guitar fra Eivind Aarset. Albummet er som helhed værd at opsøge. Gunnar Halle gør det som han vil - og det fungerer.
