Han er efterhånden ved at have samlet et ret omfattende bagkatalog, siden han medvirkede på den første Organizers-plade i 1992. Hammondorganisten Kjeld Lauritsen har vendt jazznæsen mod det sydlige USA og Louisiana på det nyeste album Learning to smile. Det er sumpet, blueset, soulet og selvfølgelig pænt jazzet. Han er igen sammen med Per Gade på guitar og Søren Frost på trommer som på den forrige plade Time Zone. Styrken ved den nye plade er at den er mere stringent og fokuseret end den forrige. Kjeld Lauritsen kan mange ting og holder sig fra at vise det hele på en gang. Det er en glad og udadvendt plade, der smitter med sin gode stemning. Stemningen er henad souljazzen. På Blackfoot’s Delight - der er trommeslageren Søren Blackfoot Frosts glansnummer med en fed shufflerytme - spiller Per Gade en guitarsolo som man skal tilbage til 60’ernes George Benson for at finde i samme lækre stil. Per Gade spiller den fedeste guitar på pladen, hvor Grant Greens sjæl også kommer forbi flere gange.
Kjeld Lauritsen har med sit nye album begået en lille perle. Det er en af den slags plader, der i den velformede lyd og udtryk vil blive trukket frem når man trænger til noget hammond. Dem har jeg flere af. Jimmy Smith, Jack McDuff eller Jimmy McGriff er gode vennner med min pladespiller. Det er Kjeld Lauritsens plade også blevet. Der er både swing, bossa, blues, rock og soul på pladen - men alt sammen præsenteres med det særlige Kjeld Lauritsen-filter henover. Det er derfor at jeg ikke vil tøve med at anbefale denne plade til de mange Hammond-connoisseurs, der godt kan lide vinyl. Den findes selvfølgelig på viny. Den er i sit udstyr med et mat farvestrålende cover og 180 grams vinyl en sand lækkerbisken. Swing med, hvis du ikke er en tør kiks.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar