Jeg var primært inviteret til Tampere på grund af Young Nordic Jazz Comets men også på grund af festivalen. Jeg var selvfølgelig ikke den eneste der var inviteret. Vi var en gruppe af jazzfolk fra hele Europa. Norge, Sverige, Island, Italien, Holland, Tyskland og England var blandt de repræsenterede lande. Som en del af programmet blev vi inviteret på en frokost på restauranten Bertha. Her var kommunens kultur og fritdsforvaltning vært ved en overdådig frokost på restauranten, der efter sigende er blandt de bedste i Finland. Jeg har ikke været på de andre. Men den her var god - og vinen! Skønt for en ulønnet jazzblogger, at blive smurt på denne måde .
Trioen The Thing spillede sidste år på Tampere Jazz Happening. Festivalbookeren Juhamatti Kauppinen ville gerne se dem igen, men nu skulle det være hver for sig. Mats Gustafsson var første mand på scenen. Han mente at det var 10. gang at han spillede på festivalen.
Mats Gustafsson
Jeg får sådan en lyst til at bruge et finere ord for den opsplittede og fintskårne oplevelse, det var da den svenske saxofonist gik på scenen. Det er sønderrevet jazz. Musik der er i mange dele - men høres i et samlet hele. Han står alene på scenen. Jeg tror det fine ord hedder Mats Gustafsson. Hvert nummer introduceres grundigt inden han kaster sig over saxofonen. Hans teknik er formidabel. Han bruger bl.a. klapperne som percussion. Den musikalske beskrivelse af stilhed bliver i Gustafssons tilfælde til en larmende fremstilling. Det er en superkoncentreret præstation af Gustafsson - der hverken sparer sig selv eller lytterne.
Gustafsson bor sammen med sin østrigske kone i Nickelsdorff i Østrig ved grænsen til Ungarn, hvor flygtningene kommer ind i vesteuropa. Han tilegner et stykke musik til de unge syriske og irakiske mænd der går mod Europa, uden anden plan end at de vil væk fra krigshelvedet.Han plejer ikke at tale politik fra scenen, men mener at flygtningesituationen påkræver det. Det var passende og på sin plads.
Paal Nilssen Love Large unit
Der blev byttet rundt i programmet da Paal Nilssen-Love Large Unit blev forsinkede efter, at de aftenen før havde spillet på Atlas i Århus. Paal Nilssen-Love er trommeslageren i The Thing. Det store band med dobbelt bas og trommer, fem blæsere, guitar og elektronik kan på mange måder godt minde om The Thing kollegaen Gustafssons Fire! Orchestra. Og så alligevel ikke. Det er stramt struktureret musik med rytmisk base der ind i mellem går i free og massivt noise. Der er elementer der går tilbage til tidlig Ornette Coleman, der elementer fra rock, der er elementer fra Sun Ra. Bandet der bl.a. har danske Julie Kjær med på altsax og fløjte har også finske Tommi Kerränen med på noisy elektronik. Bagovervæltende og lyrisk.
The Young Mothers
Det er ikke helt ukendt at en jazzmusiker kan rappe, som det er tilfældet i The Young Mothers hvor trompetisten Jawwad Taylor også er rapper. Men at vibrafonisten Stefan Gonzales også kan growle (brølende sang kendt fra metalscenen) er ikke almindeligt. Det er meget betegnende for The Things norske bassist Ingebrigt Håker Flaten, der ikke tager de logiske veje med sit nye band. Han er for nylig flyttet til Austin i Texas, hvor han har samlet bandet. The Young Mothers bør få en plads i programmet på Roskilde Festival næste år. De har en udadvendt profil med nogle krøllede toner, der både tager elementer fra freejazz, heavy, hip hop og afro. Suverænt og originalt. De har styr på de komplicerede skift som de ikke er blege for at tage midt i et nummer.
Colin Stetson & Sarah Neufeld
De næste der var på scenen er til gengæld allerede tilføjet Roskilde programmet. De to musikere fra det stildannende indierocknband Arcade Fire har også optrådt med stor succes på Copenhagen Jazzhouse. Saxofonisten Colin Stetson bruger sammen med violinisten Sarah Neufeld deres instrumenters mange forskellige klange og toner i ekstrem grad. De bruges til at skabe musik, der henter stor inspiration i den minimalistiske musik med få og små ændringer undervejs. Musik der kunne svinge mellem poetisk smukke stemninger og massive droner. Colin Stetson spiller bl.a. på bassaxofon og bruger instrumentet til at presse lydsystemets subwoofere til at spille de dybeste subsoniske toner. Der hvor det får hele kroppen til at vibrere. Jeg var særdeles begejstret.
Ginger Baker Jazz Confusion
Jeg har i mine yngre dage hørt Creams Disreali Gears rigtigt meget. Så jeg blev nødt til at opleve den legendariske trommeslager Ginger Baker fra trioen. Han medbragte den gamle James Brown saxofonist Pee Wee Ellis, som jeg har hørt med både B.B. King og Van Morrison. Så var der ingen vej udenom. De lagde ud med en venlig version af Wayne Shorter’s Footprints. Det stod ret hurtigt klart at det var nogle gamle drenge der var på scenen. Ellis’ tone fejlede ikke noget - men der var langt til oppiskede stemning som Pee Wee Ellis var med til at skabe James Brown's Cold Sweat i forrige århundrede.
Ginger Baker kan næsten ikke få luft når han taler mellem numrene. Finnerne er meget velopdragne og lader som ingenting, da der smutter en bøvs ud midt i Baker’s talen mellem numrene. Her er den infantile jazzblogger svært udfordret. Det syder og bobler for at skraldgrine. Men bloggeren er jo i Finland og her forstår man at være alvorlig. Så selv om jeg egentlig godt kan høre at Baker stadig kan spille trommer - endda overraskende heftigt, smutter jeg fra salen.
Ilmiliekki Quartet
På den tætpakkede restaurant Telakka spiller nogle af de fineste jazzmusikere fra Finland. Stemningen blandt publikum er intens, engageret og lyttende. Bandet har eksisteret siden 2002. Trompetisten Verneri Pohjola har skabt en karriere udenfor Finland, bl.a. med udgivelser for ACT. Bassisten Antti Lötjönen var med i Five Corners Quintet og er en af de mest brugte i finsk jazz overhovedet. Jeg havde hentet en suveræn pale ale fra et finsk mikrobryggeri i baren og scoret en siddeplads lige foran bandet. Her hørte jeg den smukkeste melodiske finske jazz. Pohjola’s sanselige trompetspil blandes med bandets sikre og elegante spil.
The Magnetic Ensemble
For mit vedkommende afsluttes Tampere Jazz Happening på Klubi, hvor franske The Magnetic Ensemble spillede en late nighter. De spiller håndspillet musik, der efterligner programmeret musik. Det er smækfyldt med repetitioner. Det er grundlæggende bare “diskoteksmusik” der kommer til at fungere som underlægningsmusik til barsnak og håbefulde unge finners scorereplikker. Jeg fandt også ret hurtigt mig selv stående i baren og snakke løs. På søndagens program var hovednavnet i min optik Maria Faust Ensemble - hvilket selvfølgelig ikke er helt fair, da Carla Bley også var på programmet. Jeg løber ind i tre af medlemmerne fra bandet. Ned Ferm, Mads Hyhne og hovedkvinden. Hun fortæller bl.a. om musikken som hun skal spille til Danish Music Awards. Vi kan allerede godt glæde os. I øvrigt var Fausts søndagsoptræden den eneste grund til, at en af de europæiske festivalbosser blev om søndagen. Han virkede sikker på, at han ville booke bandet til næste års festival, men ville lige høre dem. Jeg bundede min sidste finske fadøl og listede hjem til hotellet. Kroppen og hovedet var fyldt med gode musikoplevelser. Jeg havde mødt en masse spændende jazzfolk. Desuden er jeg kun blevet vildere med Finland og Tampere i særdeleshed. Jeg har slet ikke nævnt de fede pladebutikker jeg også besøgte…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar