Han har et navn, der lyder som en man kender. Kenny Washington. Jeg havde bare ikke hørt om manden, før denne CD landede på mit bord. Han optrådte for anden gang på Jazzhus Montmartre for et år siden, med den til lejligheden sammensatte trio, Jacob Christoffersen på piano, Jesper Bodilsen og ungareren Zoltan Csörsz på trommer.
Montmartres kunstneriske chef Christian Brorsen havde fået anbefalet Washington af den italienske pianist Dado Moroni, der har spillet flere gange på Montmartre sammen med Alex Riel. Han fortalte at Washington både kunne synge standards og Stevie Wonder.
Washington er vokset op i New Orleans og har en længere karriere bag sig som saxofonist i U.S. Navy Fleet Bands. Det er otte år siden, at han udgav sit hidtil eneste album, indtil nu.
Han er efter sigende ikke fysisk stor. Det er hans stemme til gengæld. Han står fast på den grund, som de mange års saxofonspil har givet. Han har styr på det vokaltekniske og timingen sidder præcist. Når det så toppes med en autentisk og lækker stemme rundet af soul, så bliver jeg blød. De når kun at præsentere fem numre på pladen, hvor de også er levnet en masse plads til Christoffersen og Bodilsen.
Ultrajazz klassikeren Moanin’, Otis Reddings største hit Sitting on the dock of the bay, der først udkom efter Reddings død og Do You know what it means to miss New Orleans, der fik en belejliget revival for 10 år siden, i forbindelse med den ødelæggende Katrina orkan, er tre gode sangvalg. De præsenterer Washington på fineste vis. Han har lige været på Montmartre for tredje og næppe sidste gang. Stemningen på CD’en indikerer at Kenny Washington sammen med denne trio skabte en magisk aften for de fremmødte. Den stemning er heldigvis bevaret på en meget vellydende liveindspilning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar