Der er swing og der er violin. Men for en enkelt gangs skyld er det ikke inspirationen fra Svend Asmussen, der står i kulissen og vipper med foden. Doctor Django & His Nurses har vendt ørerne langt mod vest og spiller bluesinspireret swingjazz med en sjat country.
Kvartetten med Jens Byskov Jensen på vokal og violin som Doctor Django og Henrik Nielsen på trommer, Mads Uldall-Jessen på bas og Enrico Rosa på guitar som His Nurses, udsendte for halvandet år siden en vinylsingle med et par numre. Denne gang gælder det fuldlængde formatet, der indeholder musik fra en koncert. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at man lige skal justeres ind på Jens Byskovs vokal. Han spiller gerne op til americana med et halmstrå i mundvigen - det placerer sig ikke i afdelingen for skønsang, men vinder på charmen.
Bandet trækker ofte over mod the blues - som på Poor folks on The hill, hvor Enrico Rosas guitar fanger godt an. Det er et velspillende band, der spiller tilbagelænet og afslappet.
Pladens helt store gevinst er Enrico Rosas formidable guitarspil. Hans sans for den skæve timing er en fornøjelse. Sammen med Jens Byskovs violin tager han på nogle modige afstikkere, der vidner om et stort spillemæssigt overskud. Det er krøllet på en hyggelig og intim måde.
Doctor Django and his Nurses er som ingen andre i dansk jazz. Tak for det! Pladen er et skønt eksempel på den kreative diversitet der hersker i dansk jazz.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar