mandag, november 04, 2019

Lumen Drones: Umbra (Hubro) LP/CD/DL/stream >> Skarbø Skulekorps (Hubro) LP/CD/DL/stream

Det er uden at overdrive, et af mine yndlingspladeselskaber. Norske Hubro Music fylder 10 år. De fejres eksempelvis ved fire koncerter ude i Europa, med tre toneangivende kunstnere fra selskabet; Erlend Apneseth Trio, Building Instrument og Bushman’s Revenge.

Alene i år har jeg begejstret skrevet om seks af deres nye udgivelser. Jeg når ikke at skrive om dem alle. Nu er der to mere, som jeg simpelthen bliver nødt til at fortælle om.
Lumen Drones med Nils Økland på hardangerfele og violin, har udgivet deres andet album på Hubro. Den første havde ECM fingrene i. Dengang var jeg meget rosende. Derfor er det også en ekstra stor fornøjelse at lytte til album nr. 2, der viser nye sider fra bandet. Økland er sammen med guitaristen Per Steinar Lie og trommeslageren Ørjan Haaland fra postrockgruppen The Low Frequency in Stereo. I det nye møde mellem postrocken og Øklands fiol, der balancerer mellem folkemusik og prog, hersker et betagende og eftertænksomt udtryk. Mere ro og mindre vrede. En meget stærk plade.

Som et nyt bud på et skoleorkester har Øyvind Skarbø fra trioen 1982, lavet Skarbø Skulekorps. Det er et noget alternativt skoleorkester. For det første er de alt for gamle. På den anden side, er der skæve elementer i det, som kan minde om noget man kan høre på en charmerende skoleorkesterplade fra 70’erne.

Forskellen er at Skarbø Skulekorps bevidst bruger det rytmisk skæve og rodede. Blæsere der kommer for sent eller tidligt ind. Lyt feks. til Four Foxes, hvor det 7 mand store korps sætter ret præcist ind med det upræcise. Undervejs får de iøvrigt hjælp af Møhlenpris Foreldrekorps. En popplade fra et uopdaget parallelunivers.

Ingen kommentarer: