fredag, januar 17, 2020

Frederik Villmow Quartet feat. Tomas Franck: Live in Copenhagen (AMP) CD/DL/stream

I den uendelige stak af plader som jeg modtager til anmeldelse på min blog, er der flere interessante betragtninger. En af dem er at jeg modtager færre og færre CD’ere fra danske kunstnere og selskaber. Herhjemme handler det om digital eller vinyludgivelser.

Fra Norge og Sverige kommer der stadig CD-udgivelser - de er selvfølgelig både billige at producere og sende til en blogger i Danmark.

En anden ting der slog mig, da jeg hørte den i Norge bosatte tysker Frederik Villmow Quartet’s plade Live in Copenhagen, var at det var lang tid siden, at jeg havde hørt en debutplade, med saxofonen i så meget i centrum. En saxofon der vel at mærke sparker røv som Michael Brecker eller kan være inderligt sjælig som John Coltrane. Nå, ja det giver god mening, da jeg tjekker coveret og ser at det er den svenske saxofonist Tomas Franck, der er mesterhylergæst på albummet. Han suppleres af kvartettens vanlige saxofonist Marc Doffey, pianisten Carl Winther, bassisten Julian Haugland og kapelmesteren på trommer på indspilningen fra Jazzhus Montmartre.

Det er hårdtpumpet postbop, hvor der spilles til kanten. Det er en ægte trommekapelmesterplade, der swinger og sveder. En gang i mellem tager de den også lidt med ro på numrene der er en blanding af standards og kompositioner af Villmow.

Ingen kommentarer: