I år blomstrer lyngen ikke - Jazznyt fylder 16 år

Tilbage i februar var jeg den stolte modtager af Gaffelprisen (10.000,- og en ægte stemmegaffel). Jazzselskabet Aarhus, der fylder 50 i år, havde inviteret til prisoverrækkelse på Dokk1 i Århus, hvor The Good Fight med Jens Mikkel, Maria Edlund og Christian Vuust, efter mit ønske spillede koncert. Alle stole var besat på denne smukke eftermiddag. Jeg fik prisen på grund af den blog som du læser lige nu. Lige nu føles det som meget lang tid siden. 

Bloggen fylder 16 år i dag. Den opstod fordi jeg havde læst nogle nyheder om jazz på nettet, som jeg havde lyst til at dele med andre. En af nyhederne handlede om Copenhagen Jazz Festival. Jeg kunne også have skrevet en nyhed om Copenhagen Jazz Festival i den forgangne uge - den værste nyhed om festivalen nogensinde.

En knastør sommer kan gøre heden til et brandfarligt område. En glød fra en cigaret kan på en sommerdag, omslutte heden i flammer inden lyngens lilla blomster er sprunget ud. Tænk hvis man ikke nåede at slukke branden og lod den brede sig til alle danske hedeområder. Så ville man opleve et år uden en blomstrende lynghede. Den eneste blomstrende lyng der var tilbage, var den der stod i potterne i supermarkedet eller måske den dusk man havde i baghaven. 

Hedens lilla hav af lyngblomster ville kun eksistere på billeder og i erindringen. For nogle ville det ikke betyde noget. De kom aldrig på heden og kunne iøvrigt bedre lide mælkebøtter. For andre, både dyr og mennesker ville det være en katastrofe. Hugorme, firben, edderkopper og rådyr ville miste unger der ikke nåede at flygte fra branden. De ville miste deres hjem.

Genrejsning af naturen og hedens lyngblomsterhav skulle iværksættes. Det ville være strengt nødvendigt med store økonomiske investeringer. Der skulle skaffes små overlevende rester af den vilde lyng fra folks haver, der kunne genudsættes på heden. Der ville gå lang tid inden heden og lyngen ville ligne det man kendte før branden.

Dansk jazz er uden lyng og unger i år. Vi ser på en stor afbrændt plet på jorden, hvor der ikke er liv tilbage.

Her på bloggen har jeg som regel fokuseret på de positive sider og gode historier fra jazzen. Jazzmusikere, jazzlyttere og læsere af denne blog er ikke idioter, så lige nu bliver det svært at bilde jer ind, at der kan komme noget positivt ud af coronakrisen. 

Jeg forsøger at finde et lyspunkt midt i denne krise. 

Når heden er brændt ned, opstår der nyt liv. Ved kontrollerede afbrændinger af hedearealer i marts måned oplever man allerede samme sommer, at der dukker nye planter op. På samme måde håber jeg at vi ser de små spæde spirer, der indikerer, at jazzen stadig lever - lige under den afbrændte jordoverflade - måske allerede i løbet af sommeren.

Jazz er øjeblikkets kunst. Improvisationen rådyrkes i jazzen. Den er livsgrundlaget for jazzen. Spontanitet og en griben ud efter elementer der kan farve og præge lyden af jazzen. Den vender tilbage på scenerne, der hvor den lever i samklang med publikum. Jeg ved det! 

Vi ses derude.