Jeg husker ganske tydeligt denne koncert fra Copenhagen Jazz Festivals program i 2019, hvor Carsten Dahl skulle spille Keith Jarrett “solo-sange” sammen med et stjernehold af musikere. De har så vidt jeg ved, kun spillet denne ene gang. Jeg havde ikke mulighed for, at være til koncerten - hvilket irriterede mig, da jeg er mere end almindeligt vild med begge kunstnere. Det råder Storyville Records nu bod på, da de har udgivet en times musik derfra under navnet The Solo Songs of Keith Jarrett.
Carsten Dahl er på scenen sammen med Palle Mikkelborg (trompet), Fredrik Lundin (saxofon), Stefan Pasborg (trommer) og Nils Bo Davidsen (bas) - de får følge af fire strygere fra Ensemble MidtVest, et ensemble som Dahl har arbejdet tæt sammen med omkring improvisation, i en 10-årig periode.
Pladen er noget blandet affære. Hvordan tolker en improvisator en anden improvisator? Den del løses egentlig ganske fint. Der er tråde til Jarretts lyd, stemning og spiritualitet gennem hele pladen. Lundin står for en af de stærkeste præstationer. Han fortolker saxofonlyden som Jarrett har omgivet sig med på en personlig måde. Der er klare tråde til nordmanden Jan Garbarek som Jarrett spillede med i 70’erne - men også til Dewey Redman som Jarrett spillede med i samme periode - bare i en anden kvartet. Lundin prøver ikke på at ligne dem. Han forsøger nærmere at tale samme sprog.
Pladens helhedsudtryk er dens svaghed. Den er simpelthen for rodet. På den anden side, tror jeg egentlig at det har fungeret fint ved koncerten, nu sidder jeg hjemme i stuen og vurderer ud fra det. Carsten Dahls Allentown Blues er en rammende hyldest til Jarrett - mens det senere nummer af Mikkelborg ikke er komponeret til lejligheden. Mikkelborgs The Mysterious Corona er en fire minutters nedkogt version af det der varer en hel pladeside i 1967. Iøvrigt med en fin indledning af strygerne. Men Keith Jarrett har det ikke noget at gøre med.
Det samme kan siges om Evil Speak/Adonis af Dahl/Mikkelborg. Det er vist for at sætte fokus på Keith Jarretts tid hos Miles Davis. Højt tempo, Fender Rhodes og en Mikkelborg der trykker den af. Hvor koblingen er til Keith Jarrett solosange - ja ja Jarrett improviserede da, en solo hist og her når han spillede med Miles Davis.
Pladens højdepunkt for mig er Little song for Fredrik. Det er ren tribute til Jarretts skandinaviske kvartet. Den luftige gospelinspirerede stil som Jarrett altid har dyrket skinner så smukt. Igen er det Lundin der løfter. Hold da op, det er fedt. Det samme kan siges om fortolkningen af Keith Jarretts Pris. Jeg synes ikke at det er en lorteplade, dertil er der alt for meget der fungerer godt. Jeg vil nok bare hoppe over visse elementer på pladen, når den skal genbesøges i fremtiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar