onsdag, september 13, 2023

Jakob Dinesen/Anders Christensen/Laust Sonne: Moonlight Drive (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Jeg udnævnte dem til min favorittrio, da de udsendte deres første plade for to og et halvt år siden. Som faste læsere af bloggen ved, så har jeg mange favorittrioer. Nu bliver jeg nødt til at stramme formuleringen. De er en favorit blandt favorit trioerne. Saxofonisten Jakob Dinesen ældes med ynde - hans tone balancerer mellem ro og tryghed. Ekstase og vildskab. Han rummer det hele med både overskud og elegance. Anders AC Christensen kan pumpe og samle. Hans underspillede basspil fylder så meget og er så vigtigt for trioens output. Laust Sonnes genfødsel som jazztrommeslager er intet mindre end magisk. Han tænder trioen, trykker dem på maven og kan mærke hvad de vil.

Trioen spiller en blanding af egen numre. Der er Jakob Dinesens fine hyldest til digteren Yahya Hassan, der rummer noget af kompleksiteten og nerven som digteren havde. Der er AC’s smukke hyldest til bedstemoderen Ingrid. Titelnummeret Moonlight Drive er skrevet af Laust Sonne. Her spiller han på altsax i stedet for trommer. Det nummer rammer rent og indeholder så meget stemning, at månestrålen lyser stuen op, selv om jeg hører pladen midt på dagen.

De har gjort det igen. Lavet en plade der spiller sig direkte ind i mit hjerte og min sjæl. Det er jazz af den sublime slags.

Bandcamp

Ingen kommentarer: