tirsdag, december 23, 2025

Mikkel B. Grevsen: Gartneriet/Gartneriet Brudstykker og Bevægelser (Blue Blitz Music) LP/digital

 

Først og fremmest beklager jeg at det bliver lidt nørdet til at starte med. Men det har betydning for musikken. Først sendte Mikkel B. Grevsen, der er bedst kendt for sit arbejde med Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter, et link til filerne til Gartneriet, så gik der lidt tid, så sendte han endnu et link, der var til filerne til Gartneriet Brudstykker og Bevægelser, der er en selvstændig udgivelse og som titlen antyder, hænger tæt sammen med den første. Nu kommer det nørdede. Begge udgivelser er ude på vinyl og jeg forventede at der kom to vinyler, da det drejede som 2 x 31 minutters (og vinylhovedreglen er at der kan være maksimalt 20 minutter på en pladeside). Det var ikke et dobbeltalbum. Det hele er på en LP og det kan det være fordi musikkens dynamik ikke er så voldsom - der er ikke trommer og den slags.


Han er en mester i at lave musik der skal ledsage noget, som eksempelvis Søren Ulrik Thomsens digte. Denne gang skal det ikke ledsage noget. I stedet er det Grevsen der folder sig ud på hovedinstrumentet trompet, suppleret af mellofon og en lang række synthesizere, der alle er nævnt på coveret. Det er flydende stemninger med betegnende titler som Rolig og vågen, Lyset kommer, Flimrende himmel og Haven. På Gartneriet - Brudstykker & bevægelser får vi andre stemninger fra de samme numre som på Gartneriet. Det hele foregår i en rolig ånd. Grevsen laver lydlandskaber, der ikke befinder sig i nogen tidsalder. Det er elektronisk musik, hvor trompeten flyver henover landskaberne og skaber et overblik og en stringens. Han har et afsæt i klassisk musik og der er linjer til nogle af den danske elektroniske musiks mestre som Else Marie Pade, Fuzzy eller Jørgen Plaetner. Alligevel er Grevsen helt sin egen og begge udgivelser på det der er en samlet udgivelse er fænomenale.

Hvis du vil købe pladen, skal du bare kontakte Mikkel B. Grevsen på Facebook. 

Mikkel Grevsen på Facebook

Ingen kommentarer: