Det er jazz som den blev spillet dengang Gerry Mulligan, Serge Chaloff og Harry Carney styrede verden (jazzen). Det fynske saxofonfyrtårn Hans Mydtskov har støvet baritonsaxofonen af og har sammen med kvartetten Soul Station lavet en vidunderlig plade. Den eneste fejl er vel nærmest at den ikke er udkommet på vinyl, måske endda som EP eller 10” vinyl, så det kunne være lige så autentisk som musikken, der lyder af noget der lavet i sidste halvdel af 50’erne.
Hans Mydtskov er sammen med Simon Krebs på guitar, Marius Prasniewski på bas og Anders Mogensen på trommer. De spiller jazz på kanten af cool jazz. Det er afslappet og velspillet jazz i balladeland. Der hvor man spiller standards som I’m glad there is you, The party is over og When Sunny gets blue. Mydtskov er stjernen i en ellers stærk kvartet. Han spiller med feeling og nerve, der kan holde til langt ud på natten.