Chris Minh Doky & The Nomads: New beginnings (Red Dot Music) LP/CD/digital

 

Han har været i jazzens game i mange år og har taget veje i jazzen som kun få danske jazzmusikere. Han debuterede allerede på plade som 20 årig. Nu er han 56 år og kalder sin nye plade for New beginnings. 

Det er bassisten Chris Minh Doky og det er egentlig ikke fordi han har overrendt mit stereoanlæg de seneste år. Sidst der kom nyt fra ham var i 2018, hvor det handlede om triojazz. Nu er han ovre i et - for mig - mere klassisk Minh område indenfor jazzen. Det er frem med bassen som melodi bærende instrument og godt med tangenter, både Hammond, klaver og synth - spillet af danske Poul Reimann, Gwilym Simcock og andre. Det suppleres med klasse-trommeslagere/percussionister som bl.a. Antonio Sanchez, Keith Carlock og Mino Cinelu. Og på toppen en gæsteoptræden af trompetisten Randy Brecker på et enkelt nummer. 

Minh giver den gas og der er punch i bassen. Har man altid holdt af ham, når han er i det fusions-inspirerede hjørne, så er der en klar anbefaling. New Beginnings er ikke så nyt endda - og det gør ikke noget. Ny mand ombord er i øvrigt sønnen Milo Tai K. Doky, der har været med til at skrive flere af numrene og er alene ansvarlig for den afsluttende Closure, hvor han også spiller keyboards. 

Chris Minh Doky

Pino Palladino/Blake Mills: Notes with attachments (Impulse!/New Deal) LP/CD/DL/stream

 

Der er 34 år mellem Paul Young’s giganthit Wherever I lay my hat og Ed Sheeran’s endnu større hit Perfect. Bassisten er den samme på begge numre. Den 63 årige walisiske session-bassist Pino Palladino. Han har også været medlem af The Who. Han blev hyret to dage før de skulle spille koncert i The Hollywood Bowl. The Who’s legendariske bassist Jon Entwhistle var lige død. Pino klarede det perfekt udover at de klagede over at han ikke spillede højt nok. “We can’t hear you.”

På det tidspunkt havde han i en periode spillet med The Soulquarians, der blev samlet på foranledning af D’Angelo og rummede notabiliteter som Questlove, J. Dilla og Roy Hargrove. De udviklede sammen med Mos Def, Erykah Badu og Talib Kweli den lyd af sort amerikansk musik, som stadig kan høres. Det var her han revolutionerede moderne basspil med at ligge forskudt rytmisk. 

Det er noget af alt det som Pino Palladino har taget med på hans første plade i eget navn, der ellers ikke lyder af pop eller hip hop. Det lyder som og er en jazzplade. Han har lavet pladen sammen med Blake Mills. De har valgt at placere saxofonen i en central rolle på pladen. Det er Sam Gendel og på et enkelt nummer Marcus Strickland der leverer den del. Palladino og Mills leger og eksperimenterer med musikken. Der er jazz, pop, afro, akustiske og elektriske instrumenter i den store gryde. 

De samler mange dele og får et ensartet udtryk ud af det. Der er en masse at hente for nørderne - og for andre er det et spændende musikeventyr. Det eneste der ikke er så fedt er, at Pino Palladino tilsyneladende ikke turnerer længere - han ville have været et perfekt hovednavn i DR Koncerthuset ved årets Copenhagen Jazz Festival.

Efter at have skrevet anmeldelsen, kontaktede jeg bassisten Bo Stief for, at høre hans mening om pladen. Han skriver bl.a. at “Det er den “nyeste” jazz, jeg har hørt længe... Det er en superplade med så meget stemning og med musikere der kan og vil... De har fundet noget som ikke har været her før... noget som har det bedste af fortiden med og samtidig peger ud i fremtiden.”

Notes with Attachments

Quercus: Nightfall (ECM) >> Malija: Instinct (Edition)

Her er et par plader med nogle af de mest fremtrædende engelske jazzmusikere fra de seneste tyve år. På den første er folksangerinden June Tabor sammen med saxofonisten Iain Ballamy og pianisten Huw Warren (fra Wales) i trioen Quercus. De lavede deres første album sammen i 2013. De har lavet et nyt album Nightfall, hvor de i et kammermusikalsk setup lader folk møde jazz. June Tabor's mørke stemme er smeltende smuk. Pladen åbner med Auld Lang Syne i en udgave der er så langt fra en engelsk-sproget nytårsaften, som man overhovedet kan forestille sig. Det højstemte kommer helt ned på jorden. Hvert eneste ord får lov til at svæve langsomt ud i rummet. Sådan er resten af pladen. Iain Ballamy's saxofon som jeg kender bedst fra den eksperimenterende duo Food, er ligeledes nede på jorden og sammen med Huw Warren giver han en lydhør backing til Tabor. Blandt pladens originale kompositioner har Quercus også sneget nogle kendte sager med. Jazzstandarden You don't know what love is og Bob Dylan's Don't think twice It's alright er i særklasse.

Både Warren og Ballamy har spillet sammen med saxofonisten Mark Lockheart (Loose Tubes, Polar Bear). Han er aktuel med det andet album med trioen Malija. Her er han sammen med den danske Phronesis-bassist Jasper Høiby og pianisten Liam Noble. Musikken er også ovre i det kammermusikalske hjørne. Malija er dog en trio med et helt andet temperament end Quercus. Der er mange elementer der kan minde om klassisk musik. Høiby holder et rytmisk pace, som omfavnes af Lockheart's lysende saxofon og Noble's klaver. Trioen har delt komponisttjansen i mellem sig. De er hver især tro overfor trioen og har lavet musik der er fyldt med temperamentsfyldte lag.

Ecmrecords.com

Editionrecords.com