Palle Mikkelborg: Light (Loveland Records) LP/CD/digital

 

Der findes ingen dansk jazzmusiker, der har haft større betydning for mit liv som musiklytter end Palle Mikkelborg. Han var med på den allerførste LP jeg fik som 9 årig. Det var Gasolin's Efter endnu en dag. Jeg hørte nummeret Stenalderjazz, som han havde skrevet, igen og igen, forstod ingenting og jeg elskede det. I firserne var det som medlem af trioen med Niels Henning Ørsted Pedersen og Kenneth Knudsen, at jeg oplevede ham adskillige gange på scene. Siden fulgte en opdagelse af alle de fede ting som han havde været inde over i løbet af karrieren. Jeg var med til at lave en af de første koncerter med Palle Mikkelborg og Blood Sweat Drum'n'bass i 2007 og har endnu ikke glemt det. Det var også første gang jeg mødte ham. Han gav hånd på en måde som jeg sjældent har oplevet det. Der var en Yoda-lignende kraft i ham, der fik hele verden til at stå stille i det øjeblik, vi mødtes.

Palle Mikkelborg er her stadig. Han har udgivet det som nok bliver hans sidste plade. Pladen er udgivet kort før han bliver 85 år. Det er Jakob Bro, der har hjulpet ham med at realisere albummet Light. Mikkelborg har med hjælp fra ganske få lavet den plade, som jeg har drømt om at han skulle lave I flere år. Det er ambient jazz, hvor Mikkelborgs ro og musikalske lys får lov til, at skinne. Åbningsnummeret At tænde lys er en hyldest til komponisten Per Nørgaard, på den efterfølgende Ambient spiller Mikkelborg på klaver ledsaget af klangflader. Der er flere numre, hvor trompet og flygelhorn er trådt i baggrunden for i stedet at lade stemningerne flyde. Lyset er det gennemgående tema. Når han på Wind spiller trompet med tilhørende rumklang bliver det ikke mere rent og klart Mikkelborg. Pladen lukker ned Thomas Laubs Stille hjerte, sol går ned, hvor Palle Mikkelborg er sammen med hustruen Helen Davies på harpe og Jakob Bro på guitar, der suppleres af kor soundscapes. Det er monumentalt og enkelt på samme tid. Light er ikke bare et højdepunkt i Palle Mikkelborgs karriere, det er den også i dansk jazz.

Bandcamp

Lueenas: Tender Anger (Barkhausen Recordings) LP/digital

 

Genrerne er cinematic, experimental rock, post-rock, nordic folk og post-metal. Lueenas er aktuelle med deres andet album. Den første udløste en masse ros og kom for 3 1/2 år siden. Maria Jagd og Ida Duelund på henholdsvis violin og kontrabas er indhyllet i effekter. På åbningsnummeret Vølve medvirker Rikke Emilie List fra doom metal gruppen Konvent. Hun kan growle, så man fornemmer den fortættede damp i mosen. Det er et dybt betagende åbningsnummer.

Tempoet er tungt og slæbende. Det nærmest kravler hen over gulvet. Det er mættet med stemning. Nummeret Canis Lupus er en af mine favoritter. Her medvirker Jakob Høyer på trommer, ligesom han også gør på flere andre numre. Det er en slow motion metal trance, der slutter i et hvinende støj-inferno. 

Jagd og Duelund fortæller historier gennem deres musik. Det falder ikke fra hinanden og er hele tiden på vej til at gøre det. Man får lyst til at følge dem ind i mørket for at se lyset.

Bandcamp

Veronika Rud: Nothing (BlikFlak) LP/digital

 

Det er da helt vildt, så meget som Veronika Rud kan nå på en EP med 6 numre. Hun skifter udtryk flere gange undervejs. Hun var nomineret til en DMA som årets nye jazznavn i 2025 og fortsætter med at imponere med den nye udgivelse. 

Sangen You don’t have to do anything er et mesterligt møde mellem stemme og musikere. Hendes fraseringer smelter sammen med Buster Isitt’s guitarspil. Det følgende nummer, Stranger, er med scat-sang, Albert Schwalbe på saxofon og swing ud over det hele. Titelnummeret Nothing er musikalsk nærvær, hvor hendes faste trio med Elias Häninnen Pedersen på bas, Jakob Marker på trommer og Svend Winther på klaver står så tindrende skarpt. Så kommer den sfæriske ordløse Sang om haab og den introverte Hideaway. Den sidste er Kram, der er på dansk og hold da op, hvor er den god. Hun er kun i selskab med bassen og fylder så meget. Endnu en nuance på Veronika Ruds store musikalske palet. 

Veronika Rud på Instagram

Odense Jazz Orchestra meets Loren Stillman (AMM Records/Gateway) LP/CD/digital

 

Sidste år kom pladen Ghost of a city med Odense Jazz Orchestra, hvor de spillede Jeppe Grams musik. Den blev nomineret til en DMA jazz award. Big bandets pladser er besat af en lang række markante jazzmusikere, der kan opfylde big bandets høje standard.

De er gået sammen med den amerikanske saxofonist og komponist Loren Stillman som herhjemme bl.a. kendes for sit samarbejde med Mikkel Ploug og ude i den store verden for at have spillet med Charlie Haden, Carla Bley og Paul Motian. Han har skrevet seks numre som big bandets bassist Kasper Tagel har arrangeret. 

Det er helt grundlæggende en god og sammenhængende big band plade, hvor der er et roligt og behageligt flow. Stillmans melodier lægger op til og er i stand til at rumme den musikalske fyldighed fra big bandet. Loren Stillman indtager ofte rollen som solist, enten på tenor eller sopransax. Han har en myndighed i tonen, der giver big bandet overskud.

Det er en fornøjelse at høre det vellykkede samarbejde mellem den nordiske tone og de amerikanske jazztraditioner. Lyt f.eks. til A tree falls eller den fortryllende Like a magic kiss, hvor big bandets mangeårige trompetist Tomasz Dabrwoski og Stillman mødes i flot samspil.

Mødet mellem big bandet og amerikaneren føjer endnu et anbefalelsesværdigt kapitel til historien om det fynske big band.

Odense Jazz Orchestra

Girls in Airports feat. Halvcirkel: Imaginal (Mawi Music) LP/CD/digital

 

De har eksisteret i over 15 år og har udgivet en god bunke plader, herunder både en liveplade, en big bandplade og såmænd også en plade med færøske børnesange. For nylig tog jeg dem med på en liste over de bedste debutplader i dansk jazz i dette årtusinde.

Girls in Airports er uden tvivl et af de vigtige bands i nyere dansk jazz. De har haft deres egen lyd og stemning lige fra starten, der stille og roligt har flyttet sig gradvist nye steder hen. På det nye album, Imaginal er de gået sammen med strygertrioen Halvcirkel. Det er godt træk. Trioen matcher Girls in Airports’ høje musikalske ambitioner. Musikken er skabt i samarbejde mellem Girls in Airports og Halvcirkel. Det er ikke et forsøg på at lade en klassisk strygertrio smelte sammen med et indiejazzband. Det handler om at gå nye veje, hvor man holder hinanden i hånden og på turen mødes i ånden. 

Det lyder måske højpandet. Det er det ikke. Det er et stærkt stemningsmættet album, hvor ambient, würlitzer, svævende rytmik, strygere og Martin Stenders saxtone forenes på et af Girls in Airports’ stærkeste udspil og det siger ikke så lidt.

Bandcamp

Søren Bebe Trio: Gratitude (From Out Here Music) LP/CD/digital

 

Det er syvende album fra Søren Bebe i selskab med trio. Der findes også en god bunke soloplader med Bebe. Den nye plade Gratitude kommer både på vinyl og CD. I denne anmeldelse handler det udelukkende om vinyl-udgivelsen og de ni numre som den inkluderer. CD’en er med dobbelt så mange numre. 

Han er som på foregående plade, sammen med Kasper Tagel på bas og Knut Finsrud på trommer. Stilen er den rolige nordisk inspirerede jazz, hvor han selv nævner Tord Gustavsen og Esbjörn Svensson som nogle musikken ofte er sammenlignet med. Jeg vil dog mene at Bebe også er noget andet end de to. Der er en ro og en mildhed i Søren Bebes musik, samtidig er der også noget dramatik og spænding. Helt kort kan Søren Bebe Trio kategoriseres under det milde drama. 

Søren Bebe har fornemmelsen for at lade storheden drysse stille ned fra himlen som lette snefnug og lader dem lande i musikken. Det høres til fulde på titelnummeret Gratitude, der også er den sidste skæring på LP’en. Lige inden har trioen spillet deres vellykkede udgave af den altid smukke Throw it away, som Abbey Lincoln har skrevet. Søren Bebe fortæller at pladen er lavet af taknemmelighed overfor trioens mange dedikerede lyttere, for at skabe musik sammen og i det hele taget gøre det som han holder allermest af; at spille og skabe musik. 

Han har hentet inspiration i naturen omkring ham, som den høres på den vinterknitrende Frostblad og den efterfølgende Tystrup Sø, der har fået titel efter søen, der ligger tæt på Sorø, hvor Søren Bebe bor. Der er også blevet plads til Billy Joels It so it goes fra 1989. Et klogt valg at lade trioen spille den, så den lyder som en gå-hjem-sang, der runger af længsel og vemod. Det er meget elegant.

Søren Bebe

Jesper Thorn: Stille (April Records) LP/CD/digital

Der er snart gået ti år siden bassisten og komponisten Jesper Thorn lavede sin første plade i eget navn. Nu er tiden inde til den fjerde. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været ekstra spændt på den. Hvordan kommer man videre fra det mesterværk som den forrige plade, Dragør, var? Det gør man selvfølgelig ved at gå nye veje og bevare sig selv i musikken.

Der er sket en vigtig udskiftning blandt musikerne. Schweiziske Marc Méan på piano er som vanligt med. Cecilie Strange på saxofon og Andreas Bernitt på violin, der var med på Dragør, er atter med. Det er Maj Berit Guassora på trompet og flygelhorn, der er kommet med i stedet for Tobias Wiklund på kornetten. Det er et markant skifte, der er aldeles vellykket. Maj Berit Guassora kommer med en sikkerhed og musikalsk ro, der klæder Jesper Thorns musik.

Stille er et af den slags albums, der har fundet sig til rette i mit hjerte og sjæl med det samme. Titlen på pladen er en reference til Thorns egen søgen efter stilhed, fred og ro i en larmende og hurtig verden. Her har Thorn brugt musikken som et helle, som lytter og som musiker og komponist. Stille er lige præcis sådan en plade, hvor man som lytter hensættes til en verden hvor man flyder med musikken og langsomt lader pulsen falde.

Numre som Stilleben og Fragmentarium er blandt de helt store på en skøn plade, hvor Thorns musikere forstår hans musik og sammen med ham omsætter den til en meget smuk oplevelse.

Bandcamp

 

Søren Østergaard Pedersen Trio: Standards (Søren Østergaard Pedersen) digital >> Natugle: Intro (Juust) digital

 

Her er to selvudgivne albums, hvor det ikke handler om at flytte jazzen i nogen som helst retning. Det handler om at spille jazz fordi man ikke kan lade være og fordi man har noget på hjerte. Fælles for begge albums er at de med klavertriojazz og der er jeg som bekendt ret billigt til salg. 

På den første er det bassisten Søren Østergaard Pedersen der er i selskab med trommeslageren Chris Falkenberg og pianisten Jens Ulrich Kiilstofte. Det er behagelig at lytte til trioen, der er solide musikalske håndværkere. Søren Østergaard Pedersen er ud af Niels Henning Ørsted Pedersen traditionen og er ikke bange for at tage føringen. De spiller favoritter som Bob Dylans Don’t think twice it’s alright, der lyder som en versionering af en højskolesang i trioens hænder. Der er også Chick Corea’s Armando’s Rhumba og den altid fede Falling Grace som Steve Swallow skrev til Gary Burton i 1966.

Den anden udgivelse er med Natugle, der består af Peter Just Rasmussen på piano, Ulrik Hofman Bøegh på kontrabas og Anders Senderovitz på trommer. De holder sig udelukkende til eget nyskrevet materiale, hvor det er trioens bassist, der har skrevet hovedparten. Det er nordisk inspireret jazz inspireret af naturen. De har taget navn efter en natsværmer og det passer fint til roen som trioen har. Det er jazz til de små mørke timer, hvor man tømmer hovedet, slapper af og bare er til. 

SingleNyt JazzNyt Januar 2026

Det pibler frem med ny dansk jazz på singlefronten for tiden. Januars Singlenyt sætter fokus på 13 nye danske jazztracks. Du kan selvfølgelig selv søge numrene frem i den streamingtjeneste du bruger. Hvis du bruger Spotify kan du følge min playliste, hvor alle numrene er med.

Playliste på Spotify

Emil Otto: Copenhagen Noir (Copenhagen Noir)

Crooner Emil Otto med hjælp fra Peter Marott går i andre jazzeres fodspor som eksempelvis Pierre Dørge, Bjarne Liller og Theis Jensen, når han deltager i Dansk Melodi Grand Prix. Det er med en pompøs sag, der nok skal få kaffekopperne til at klirre ude i de små stuer landet over.

Lucie Hendry: Ashes (BlikFlak)

Harpen har haft en revival i jazzen i de senere år, bl.a. i kraft af Brandee Younger. Nu kommer der et halvdansk bud på hvordan det kan lyde med den herboende skotte Lucie Hendry.

Tabloid: Tango Jalousie (Sony Music)

Selvfølgelig kan Tabloid slippe helskindet fra at lave en totalt corny udgave af den 100 år gamle Tango Jalousie, der i øvrigt minder lidt om Ole Høyers 49 år gamle discoversion. 

Aske Stubkjær: Plus (BlikFlak)

Lydkunstneren Aske Stubkjær er atter aktuel med ny musik. Det er rolige toner, hvor klaveret fylder med sine legende klange. Der kommer selvfølgelig et helt album senere på året.

Katrine Schmidt: To the moon and back (Katrine Schmidt)

Albummet kommer i midten af februar - inden da kan man nyde andensinglen fra sangerinden Katrine Schmidt. Hun er blevet mor og har lavet en smuk og enkel sang til sit barn.

Blåly: Bølger (April Records)
Hurra! Så er der nyt fra trioen Blåly. Det er en klavertrio, der forstår at skabe længselfulde stemninger i et bevægende melodisk univers. Den nye single lover godt for albummet der komemr til efteråret.

Lis Wessberg feat. Veronika Rud: Longing (April Records)

“Perfect for late-night listening, introspective moments, and immersive headphone experiences.” står der i pressemeddelelsen. Ja da! Veronika Ruds stemme er en perfekt partner til Wessbergs musik.

Gustaf Ljunggren feat. Skúli Sverrisson: Stevelen (April Records)

Så er der nyt fra Gustaf Ljunggren, der atter har lavet en plade sammen med islændingen Skúli Sverrison. Førstesinglen er ambient jazz, der møder folk fusion.

Made in Wood: Breathe like Keith (Prisma Music)

Der kom singler med klaver/bas duoen Made in Wood stort set hver måned i 2025. Det ser ud til, at de fortsætter i samme produktive spor i 2026 med nordisk inspireret rolig jazz.

Veronika Rud: You don’t have to do anything (BlikFlak)

Med sin nye single vender Veronika Rud tilbage til barndommens lethed. Sangen er en hyldest til den bekymringsfrie tid, hvor man leger i haven, glemmer tiden og mærker verden uden forpligtelser.

Grammofon: Absinth (Grammofon/Zack’s Music)

Duoen Grammofon med saxofon og guitar tager den med ro og serverer en Absinth. Stemningen er tilbagelænet, afslappet og venlig.

Johannes Gammelgaard Kvartett: Vi Kör (Mark the music)

Den danske saxofonist Johannes Gammelgaard der bor i Stockholm er atter aktuel med sin kvartett. Vi kommer på køretur med dem rundt i det svenske.

Hess is More feat. Oilly Wallace & Angela Watson: It’s nothing personal (Music for Dreams)

Hess is More er sammen med Oilly Wallace der tjekker ind, fire minutter inde i nummeret. Der er dømt danceflooraltosax.

Omrum: Bringer of light (Hobby Horse Records) LP/CD/digital

 

Det virker som en salme. Ikke i en religiøs eller kristen forstand. Mere som et udtryk for fællesskabets åndelige oplevelser. Tonen er i udpræget grad nordisk på kvartetten Omrums plade Bringer of light. Det er den herboende norske trompetist Erik Kimestad der har skrevet seks af de ti numre på pladen. Mads Hyhne der spiller trombone har skrevet en enkelt mens de tre sidste er kollektive improvisationer. Richard Andersson spiller bas og Jakob Høyer tager sig af trommerne.

Kimestad og Hyhne er i front i et følsomt sammenspil, hvor de bruger deres musikalske stemmer på en rolig måde til, at skære i gennem alt det ligegyldige og lade det opbyggelige og udfordrende stå tilbage. Det er meget fascinerende at blive suget ind i.

Bandcamp

Bévort 3: A Cup of Joe (Pernille Bévort) CD/digital

 

Det kan da godt være at nummeret hedder Simplicity for at hylde det enkle og ligefremme. Den kunne også have heddet Pushy. Det er også det som det handler om på Bévort3’s ? plade. Det er jazz der er helt fremme i bussen, hvor der stilles krav. Selv om det er enkelt, så er det ikke enkelt at spille. 

Pladen udgives 25 år efter at den amerikanske saxofonist Joe Henderson døde i en alder af 64 år. Bandleader og saxofonist Pernille Bévort har hentet en god portion inspiration hos Henderson gennem årene. 

Trioen der også består af bassisten Morten Ankarfeldt og trommeslageren Espen Laub von Lillienskjold bliver qua sin sparsomme instrumentering uden harmoniinstrument som klaver eller guitar, en sammenvævet enhed, der står tæt. 

Der er plads til alle tre på en gang. Det får mig til at tænke på Hendersons klassiske live trioplader fra 80’erne, hvor intensiteten kogte. En af de store forskelle er at Bévort’s plade er indspillet i studiet. Der sker noget med den type jazz som Bévort spiller, når det kommer ind i et studie, hvor der er mere ro til at tænke over sagerne og mindre brug for det impulsive. Det behøver man ikke nødvendigvis når man kender hinanden så godt. 

Bévort 3 er bedst når der er tempo i foretagendet som på Caught in the act og It’s a puzzle. De kan også vride en lækker ballade som eksempelvis Jenka. 

Pernille Bévort

GinmanBlachmanDahl: Play Ballads (Storyville) LP/CD/digital

 

Hvis der er nogen der kan gøre det, hvor det hverken bliver kitschet, corny eller kedeligt, så er det de tre drevne jazzkatte i GinmanBlachmanDahl. Her er så megen pondus, erfaring, nerve og så højt et ambitionsniveau, at en plade der hedder Play Ballads ikke kun kommer til at fungere som lydtapet til en voksenmiddag med rødvin og stearinlys. Det er jazz der spilles af en nødvendighed og med så megen hjerte og sjæl, at der er rigeligt med kvalitet til intensiveret nærlytning for jazznørderne, deres venner og dem der bare vil lytte til god musik. 

De har valgt en bunke jazzklassikere, der primært er kendt for at bevæge sig i mediumtempo eller mere. Trioen er ikke bleg for at kaste sig over en nedslidt og dog evigt god sag som Duke Ellingtons kendingsmelodi Take the A Train og puste nyt liv i den på en rolig og subtilt larmende måde. Det er så cool. En anden Ellington favorit er C Jam Blues, som de kaster sig smilende og legende over. Det er en kæmpe fornøjelse at høre en voksen og erfaren jazztrio spille så nysgerrigt og overskudsgivende som det er tilfældet med GinmanBlachmanDahl. De revolutionerer ikke en skid. De spiller den jazz vi kender så godt på en behageligt udviklende måde. Det er tårnhøj klasse!

Det er den i jazzkredse kendte kritiker, Scott Yanow der har skrevet pladens linernotes - og der er så mange detaljer med om musikerne, at det tenderer til historieforfalskning, når det ikke nævnes at Thomas Blachman er verdensberømt i Danmark som X Factor dommer. Det er simpelthen for noller, at det ikke kan stå blandt mandens mange bedrifter i musikkens verden, selv om det ikke umiddelbart er særligt jazzet. 

Bandcamp

Henrik Sørensen, Nicolai Schultz, Torben Bjørnskov & Anders Mogensen: Jazz Ground (AMM) digital

 

Allerede 2. januar fik jeg en besked på Messenger om en ny jazzudgivelse. Så var 2026 i gang. Det var pianisten Henrik Sørensen der ville fortælle at han lige havde udgivet et nyt album sammen med Nicolai Schultz på fløjte, Torben Bjørnskov på bas og Anders Mogensen på trommer. Henrik Sørensen spiller udelukkende Fender Rhodes på albummet. 

Hvis jeg nu siger CTI - hvad tænker du så? Hvis du ikke lige er med, så er det helt fint - du har til gengæld den store fornøjelse at skulle opdage et af 70'ernes fedeste pladeselskaber.

Det er lige præcis den vibe og stemning der kendetegnede CTI som kvartetten har kastet sig over og den rammer de lige i røven. Nicolai Schultz spiller jazzfløjte som få andre herhjemme. Det er indlysende at tænke på legendariske jazzfløjtenister som Joe Farrell, Hubert Laws eller Herbie Mann. Hvis Schultz havde boet i Los Angeles i starten af 70’erne, så var han nævnt i samme sætning som de tre amerikanere. 

Henrik Sørensens Rhodes og Bjørnskovs bas er roligt vuggende og Mogensens trommer tilføjer den subtile skarphed i udtrykket. Det er jazz af klassiske slags, hvor der spilles numre som Mal Waldrons Soul Eyes og efterårshits som Autumn Leaves og Autunm in New York. De balancerer så fint på kanten til det pæne og tager den med ro. Når de spiller er der så megen sjæl og nærvær, at det mærkes. En rigtig god jazzfløjteplade. Stor ros til Schultz på fløjten. 

Et lille efterpip fra min side skal lige tilføjes. Det er en skam at sådan en udgivelse kun lander i streamingshavet, hvor den hurtigt forsvinder i glemsel i dybet. Den havde fortjent en bedre skæbne som en fysisk udgivelse med rigtigt cover i stedet for et mobiltelefonbillede af en solop- eller nedgang. 

Streaming

Human Being Human & Chris Cheek: Being (April Records) LP/CD/digital

 

Chris Cheek har siden 90’erne været en af de mest markante amerikanske saxofonister. Han har spillet med en masse store navne indenfor jazzen, bla. om fast sideman gennem adskillige år med Paul Motian. Han har også spillet med flere danske jazzfolk, hvor samarbejdet med Jakob Bro nok er det mest kendte. Nu er han sammen med den aahusianske trio Human Being Human, der efter to trioplader, har haft brug for at udvide butikken.

Samarbejdet med Chris Cheek betyder også at Human Being Human har ændret i det musikalske fokus. Det er ren akustisk jazz og Frederik Bülows velkendte signaturreferencer til hip hoppen er så subtile, at jeg ikke kan høre det. Det betyder heldigvis ikke at det er kedeligt. Det betyder, at de tre danskere får fremvist en ny side af deres jazzterritorium. Trioen læner sig tilbage og lader Chris Cheek være den styrende. Torben Bjørnskovs kompositioner er en gevinst. Pladen svømmer over af gode numre. Den rolige saxofon/bas duet Filia, balladen Human Spirit og min helt store favorit, den nordisk klingende Human Nature, der er i medium tempo. Det er dansk jazz af den fineste slags, der får ekstra energi fra amerikaneren Chris Cheek.

Bandcamp

Copenhagen Clarinet Choir & Anders Lauge Meldgaard: Jeux d’eau (år & dag/Conatala) LP/digital

 

I 2025 kom der en plade med strygerne Halvcirkel og Anders Lauge Meldgaard, der spiller på New Ondomo, en moderne håndbygget japansk udgave af det næsten 100 år gamle franske tangentinstrument Ondes Martenot. Den glidende vibratolyd der kommer ud af instrumentet behersker Anders Lauge Meldgaard til fulde. 

På den aktuelle udgivelse er han sammen med Copenhagen Clarinet Choir, der består af 6 klarinetister (Henriette Groth, Maria Dybbroe, Jonas Engel, Francesco Bigoni, Anders Banke og Carolyn Goodwin). ALM har komponeret ud fra nogle workshops han har haft sammen med klarinet-koret og inspireret af et besøg i Villla D’este i Tivoli, Italien. Stedet er kendt for sine springvand og har inspireret både Franz Liszt og Maurice Ravel til værker af samme navn som ALM’s komposition.

Klarinetternes møde med Anders Lauge Meldgaard, New Ondomo og en modular synth hænger godt sammen. Det er renæssance og old school science fiction på en gang. ALM bevæger sig i et musikalsk parallelunivers, hvor der grænsefladerne mellem klassisk musik, elektronisk musik og improvisation er udviskede og fremstår logisk sammenhængende. Det er en vellykket hyldest til vand og relationen mellem menneske og natur. 

Bandcamp