Viser opslag med etiketten EDM. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten EDM. Vis alle opslag

mandag, marts 09, 2026

Smag på dig selv: This is why we lost (Stunt) LP/CD/digital

 

Er Smag på dig selv mere end en kortlivet sjov idé, en gimmick? Øh ja da, det må man godt nok konstatere med den uvorne drønnert af en plade, som de har sendt på gaden. This Is Why We Lost er deres tredje udgivelse siden EP’en Dunkelkraft fra 2020. Det, som var en blanding af EDM, anarki og en lille sjat jazz, har udviklet sig til en højeksplosiv og fysisk energiudladning, der balancerer mellem fest og alvor.

Trioen med Thorbjørn Øllgaard på baryton- og bassaxofon samt vokal, Oliver Lauridsen på tenorsaxofon og Albert Holberg på trommer har hyret TMI Tammi som producer på albummet, hvilket har givet dem en seriøs opstramning, der passer godt ind i den musikalske udvikling. Der er flere numre, der kører på et hårdt klubbeat af forskellig slags. Åbningsnummeret Like a Word I Never Knew kører i 170 BPM med Thorbjørns bassaxofon brummende i bunden. Halvvejs inde i nummeret kommer Oliver ind på tenorsaxen, hvor der mærkes en sårbarhed og et nærvær. Fitness Bro og førstesinglen Hits 4 Kids Vol. 3000 summer også af puls og party. Gashåndtaget trykkes helt i bund på Vik’s Rawcore, hvor Viktoria Søndergaard er gæst på vibrafon.

Vi mærker, at trioen er mere end bare tryk på. LP’ens side 1 lukkes ned med den smukke Ya Tal3een, en palæstinensisk sang, som Ay Say’s Luna Ersahin synger. Hele pladen afsluttes af bandet Pas på dig selv, der består af de tre medlemmers mødre, som spiller på saxofon og trommer ligesom sønnerne. Meget passende – med reference til nummeret på SPDS’s forrige album – har de startet et punkband og har lige lært at spille på instrumenterne. De kommer med gode råd om at huske cykellygten, lade være med at tage stoffer og ringe til deres mor.

Smag på dig selv har lavet et fantastisk album, hvor de viser, at de kan udvikle sig – og det er simpelthen en mindre genialitet, at TMI Tammi har produceret.

https://smagpaadigselv.bandcamp.com/album/this-is-why-we-lost

onsdag, april 17, 2024

Smag på dig selv (Stunt) LP/CD/digital

 

Har man været til koncert med trioen Smag på dig selv og mærket deres utæmmelige energi, så burde man være tilfreds med bare at kunne mærke halvdelen, når man skal høre dem på anlægget eller i sine hovedtelefoner. Men sådan forholder det ikke med dem. De har taget energien med i studiet og lader den eksplodere i ørene på den sagesløse lytter. Det er uden tvivl den vildeste energiudladning i dansk jazz i adskillige år.


Oliver Lauridsen på tenorsax, Thorbjørn Øllgaard på bas- og barytonsax og Albert Holberg på trommer har spillet sammen siden 2018. Umiddelbart kan de minde om amerikanske Michael Wilburs Moon Hooch og Thundersmack. Det er dog kun på overfladen SPDS er vildere og dybere i sjælen og holdningerne. Blandingen af jazz, hip hop, afro, punk og 90’er dance får et spark i nyrerne i Smag På Dig Selvs version. 


De har en politiske holdninger, som de ikke holder igen med. “Der er ikke andet end fremgang på menuen, når vi er så sultne” som Thorbjørn siger på Spoken Word nummeret Start et Punkband og fortsætter “Middelklassen holder øje med middelklassen mens overklassen bare smadrer derudaf.” 


SPDS har lavet et afsindigt stærkt album, hvor de fede numre banker ind i kroppen på dig. Fuck der kommer kontrollører er et "hjertet oppe i halsen" nummer. Hyldesten til scooteren PGO Hot 50 er eurodance gone mad. PVC (Polyvinylchlorid) er drum’n’bass i bedste Prodigy stil. TOTAL FULL POWER EXTREME er Goa og Psytrance. Der er også et par mere rolige numre. Det hele spilles af Oliver på toppen på tenoren, Thorbjørn i de dybe toner og Alberts ekstatiske trommer. 


Sidste nummer på pladen peger måske i en ny retning for trioen. Her har de inviteret Luna Ersahin indenfor. Hun synger på kurdisk på nummeret Negiri, der betyder Græd ikke. Mødet mellem traditionelle kurdiske toner og moderne EDM er medrivende og viser SPDS’ bredde.


Albummet får en stor anbefaling fra Jazznyt - og uden at spoile for meget, så kan jeg godt afsløre at albummet lander på Årets bedste listen, når året gøres op.

Smag på dig selv på Facebook