tirsdag, januar 20, 2026

Henrik Sørensen, Nicolai Schultz, Torben Bjørnskov & Anders Mogensen: Jazz Ground (AMM) digital

 

Allerede 2. januar fik jeg en besked på Messenger om en ny jazzudgivelse. Så var 2026 i gang. Det var pianisten Henrik Sørensen der ville fortælle at han lige havde udgivet et nyt album sammen med Nicolai Schultz på fløjte, Torben Bjørnskov på bas og Anders Mogensen på trommer. Henrik Sørensen spiller udelukkende Fender Rhodes på albummet. 


Hvis jeg nu siger CTI - hvad tænker du så? Hvis du ikke lige er med, så er det helt fint - du har til gengæld den store fornøjelse at skulle opdage et af 70'ernes fedeste pladeselskaber.


Det er lige præcis den vibe og stemning der kendetegnede CTI som kvartetten har kastet sig over og den rammer de lige i røven. Nicolai Schultz spiller jazzfløjte som få andre herhjemme. Det er indlysende at tænke på legendariske jazzfløjtenister som Joe Farrell, Hubert Laws eller Herbie Mann. Hvis Schultz havde boet i Los Angeles i starten af 70’erne, så var han nævnt i samme sætning som de tre amerikanere. 


Henrik Sørensens Rhodes og Bjørnskovs bas er roligt vuggende og Mogensens trommer tilføjer den subtile skarphed i udtrykket. Det er jazz af klassiske slags, hvor der spilles numre som Mal Waldrons Soul Eyes og efterårshits som Autumn Leaves og Autunm in New York. De balancerer så fint på kanten til det pæne og tager den med ro. Når de spiller er der så megen sjæl og nærvær, at det mærkes. En rigtig god jazzfløjteplade. Stor ros til Schultz på fløjten. 


Et lille efterpip fra min side skal lige tilføjes. Det er en skam at sådan en udgivelse kun lander i streamingshavet, hvor den hurtigt forsvinder i glemsel i dybet. Den havde fortjent en bedre skæbne som en fysisk udgivelse med rigtigt cover i stedet for et mobiltelefonbillede af en solop- eller nedgang. 

Streaming


Ingen kommentarer: