Der findes ingen dansk jazzmusiker, der har haft større betydning for mit liv som musiklytter end Palle Mikkelborg. Han var med på den allerførste LP jeg fik som 9 årig. Det var Gasolin's Efter endnu en dag. Jeg hørte nummeret Stenalderjazz, som han havde skrevet, igen og igen, forstod ingenting og jeg elskede det. I firserne var det som medlem af trioen med Niels Henning Ørsted Pedersen og Kenneth Knudsen, at jeg oplevede ham adskillige gange på scene. Siden fulgte en opdagelse af alle de fede ting som han havde været inde over i løbet af karrieren. Jeg var med til at lave en af de første koncerter med Palle Mikkelborg og Blood Sweat Drum'n'bass i 2007 og har endnu ikke glemt det. Det var også første gang jeg mødte ham. Han gav hånd på en måde som jeg sjældent har oplevet det. Der var en Yoda-lignende kraft i ham, der fik hele verden til at stå stille i det øjeblik, vi mødtes.
Palle Mikkelborg er her stadig. Han har udgivet det som nok bliver hans sidste plade. Pladen er udgivet kort før han bliver 85 år. Det er Jakob Bro, der har hjulpet ham med at realisere albummet Light. Mikkelborg har med hjælp fra ganske få lavet den plade, som jeg har drømt om at han skulle lave I flere år. Det er ambient jazz, hvor Mikkelborgs ro og musikalske lys får lov til, at skinne. Åbningsnummeret At tænde lys er en hyldest til komponisten Per Nørgaard, på den efterfølgende Ambient spiller Mikkelborg på klaver ledsaget af klangflader. Der er flere numre, hvor trompet og flygelhorn er trådt i baggrunden for i stedet at lade stemningerne flyde. Lyset er det gennemgående tema. Når han på Wind spiller trompet med tilhørende rumklang bliver det ikke mere rent og klart Mikkelborg. Pladen lukker ned Thomas Laubs Stille hjerte, sol går ned, hvor Palle Mikkelborg er sammen med hustruen Helen Davies på harpe og Jakob Bro på guitar, der suppleres af kor soundscapes. Det er monumentalt og enkelt på samme tid. Light er ikke bare et højdepunkt i Palle Mikkelborgs karriere, det er den også i dansk jazz.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar