Spot Festival 2026 - mine 11 koncerter og en masse solskin

 

Når jeg har mødt folk, jeg kender, i løbet af de to dage, som Spot Festivalen har varet, har de oftest sagt noget i retning af, at der ikke var så meget jazz på Spot, og om det var nok for mig. Om det var? Ja da! Der var en masse jazz rundt omkring – både det helt åbenlyse og den jazz, der kommer ud gennem revner og sprækker i andre genrer. Faktum var, at den mest indlysende organisation til at skabe fokus på jazzen i Danmark, JazzDanmark, ikke var med i år for at sætte ekstra fokus på jazzen, som de tidligere har været. De satsede hele butikken weekenden før på Jazzahead i Tyskland.

Spot er en genial festival. Du kan vælge udelukkende at lytte til folk, roots, electronica, indie, hiphop, rock, avantgarde eller jazz i løbet af de to dage, som festivalen varer. Blandingen af små, intime indendørsscener, koncertsale og store udendørs scener er god. Man kan komme helt tæt på musikken og i øvrigt sagtens løbe ind i nogle af de mange optrædende musikere rundt omkring på festivalpladsen. Spot er venlig, hyggelig og imødekommende.

VENYA – fredag på UMTO-scenen
Helt utilsigtet blev min fredag på Spot Festival fyldt med trompet – og nå ja, en masse solskin – og det er da også lidt jazzet.
Første band på Spot var en blød, jazzet start på en stegende hed festival på UMTO-scenen (Unge Miljøernes Take Over).
Stilen var inderlig, 70’er-lækker, organisk neo-soul med en god portion jazz, særligt i samspillet mellem vokal og trompet. Kender man Tigeroak, er man godt på vej. Tilsæt en keyboardspiller, der kan sin jazz, og en trompetist, der har roen og sjælen til at skabe et smukt, flydende rum i musikken.
Venya er i den grad et band, jeg vil følge fremover. Koncerten sluttede med nummeret Blue, der havde et fedt hiphop-beat, en stærk klaversolo og et unisont møde mellem trompet og vokal. Undervejs kom der nogle uventede skift, og det klædte nummeret.

SEBI VIOLA – fredag på UMTO-scenen
En dosis ægte soul-kærlighed fra en ung fyr med rigtig meget på hjerte, som han når at dele med stor charme og nærvær med publikum i løbet af den halve time, som showcasen varer. Sebi Viola er moderne soul i stil med det, man kender fra D’Angelo og andre. Det er meget let at omfavne hans musik, der emmer af spilleglæde og gode vibes. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at han har valgt en stil, der stiller store krav til musikerne – men også til ham selv som sanger, hvor han sammen med saxofonisten nailer den flere gange undervejs med stor publikumsrespons.

BØLLE – fredag på Klubscenen
Bølle er et band fra Aalborg, og som de friskt sagde, da de kom på scenen, var det anden gang, de spillede i Aarhus. De konstaterede tørt, at der var ti gange så mange til denne koncert på den lille Klubscene som dengang, de spillede på Café Smagløs.
Trompetisten (og lejlighedsvis flygelhornspilleren) Bertil Vesterlund er et kæmpefund. Han har allerede sat sit navn i Aalborg i adskillige sammenhænge, bl.a. i livebandet for indiepopduoen Schæfer, der et par timer senere spillede på den store udendørsscene, hvor Bertil trådte i karakter flere gange.
Bølle har tydeligvis arbejdet med deres scenefremtoning – og de balancerer fint i deres kedeldragter og i introduktionerne til de enkelte numre, som de skiftes til at give. Her er både show og godt humør, når de trykker den af med deres velformede udgave af moderne jazzfusion. En fed oplevelse – og der er vist nye numre på vej fra gruppen.

TINGO – fredag på Folkscenen
Efter at have hørt en række helt nye navne var det tid til Tingo, der spillede på Folkscenen. De udgav deres debutalbum for nogle år siden og har et nyt på vej. De kunne sagtens have spillet på en jazzscene, hvis en sådan fandtes på Spot.
De spillede norske og svenske folkemelodier i deres eget take med en jazzet (improviseret) tilgang. De spillede også titelnummeret fra deres kommende album Medvind Modvind, som April Records udgiver i oktober. Her er Cecilie Stranges saxofon dejligt støvet og rolig. Tim Ewés trompet er det lyse og glade indslag i al den nordiske melankoli. Tingo gør det let og ligetil at lytte til folk (udtalt på engelsk)-jazz eller jazzet folk.

PURPUR – fredag på UMTO-scenen
Det var tredje band, jeg ville høre på UMTO-scenen om fredagen. Det syv kvinder store band mødtes i et uforudsigeligt clash mellem jazz, nordisk folk og pop. Her var der atter trompet, som sammen med saxofonisten var særdeles velspillende. Desuden to vokaler, keyboard, bas og trommer.
Glæden over at se det store publikum sidst på eftermiddagen var tydelig. Purpur gør det ikke let for sig selv. De spiller afvekslende og spændende arrangementer, hvor de bringer både kollektivet og de enkelte musikere godt i spil. De deltager i øvrigt i JazzDanmarks Jazzkonkurrence sammen med Venya og Eljo, som spillede sidste år på Spot. Purpur var en rigtig god liveoplevelse – og der kommer også snart musik på streamingtjenesterne.

AEGTESKAB – fredag på Cirkelscenen
Dagen sluttede meget passende et sted, der matchede den paneldebat, jeg startede dagen med på SPOT+. En debat om alderisme i musikbranchen, hvor fokus var på ældre musikere, der bliver presset og ikke længere får samme opmærksomhed som yngre.
Her er Aegteskab i den grad en trio af erfarne musikere, der har været med længe og er etablerede navne. Så hvorfor spille på Spot, der primært fokuserer på nye og uprøvede navne? Det kan man, når man disker op med noget nyt – som bluessangeren og guitaristen, Lars Lilholt, trommeslageren og jazzsaxofonisten gjorde. Musik af høj klasse med fokus på nærvær, virtuositet og ikke mindst originalitet fik den overvejende voksne del af publikum til at smelte sammen med musikken foran Musikhuset.

LUCIE HENDRY – lørdag i Musikhusets Lille Sal
Den herboende skotske harpist Lucie Hendry har netop udsendt sit andet album. Hun spiller på den mindre leverharpe og har taget masser af inspiration fra skotsk folkemusik med ind i sin egen lyd. Hun havde bl.a. den skarpe jazzguitarist Jacob Djursaa med på scenen.
Her spillede de numre fra det nye album. Stilistisk lander det et sted mellem de storladne skotske traditioner og jazzens mere jordbundne udtryk. Hun indtager scenen med en god og positiv udstråling og er musikalsk ét med sit instrument.

VIKTORIA SØNDERGAARD TRIO – lørdag på Palmehavens udendørsscene, Institut for (X)
Der var proppet med publikum udenfor Palmehaven, hvor koncerten foregik. Inden start var der en konstant uro og vandren frem og tilbage foran den lille interimistiske scene, og jeg var bekymret for oplevelsen.
Viktoria havde taget Elvira Skovsang og Frederik Blæsild Vuust med, og det blev en stærk og intim oplevelse. Publikum faldt til ro og lyttede intenst. Musikken, som Viktoria selv kaldte mystisk, var måske ikke så mystisk endda – men den var dragende. Den vedvarende baggrundsstøj fra festivalen smeltede sammen med trioens udtryk.
De spillede numre fra Secrets, der udkom i efteråret – bl.a. Le soleil, le pain et l’âme og Her Absence, en kærlighedssang skrevet af Frederik til Viktoria. En stor oplevelse i små rammer.

HØK – lørdag i Musikhusets Kammermusiksal
Koncerten var lige startet, da jeg kom ind i den lille kammermusiksal. Jeg famlede mig frem i mørket, direkte fra solen udenfor. I scenelyset stod trioen HØK, hvis navn består af medlemmernes forbogstaver. Guitar, bas og trommer.
Musikken var naturinspireret – smuk, melodiøs og nærmest indladende. Trioen viste dog flere facetter. I nummeret Distance bevægede de sig fra en kantet start over i et roligt, flydende udtryk. En god oplevelse.

CLOTHING CLUB – lørdag på Garden Stage, Institut for (X)
Hvis Drake og Rihanna var en jazztrio fra Aarhus, ville de lyde som Clothing Club. De har netop udgivet deres andet album Spring Collection og præsenterede naturligvis materialet herfra.
Trioen med M.S. Lowkey på bas, Deepchain på tangenter og Phairo Z på trommer har skabt et funky festalbum, der fik den tætpakkede plads foran scenen til at gå amok. Instrumental funky jazz, der rammer bredt, er en fornøjelse. Clothing Club kan starte og styre en fest – her var både jazzet stadionrock og stramme grooves. Kæmpe optur.

RUMPISTOL ENSEMBLE – lørdag i A-Huset, Institut for (X)
Jeg havde på fornemmelsen, at det var en god idé at være der i god tid. Rumpistol og hans ensemble spillede på den lille scene i A-Huset.
Frederik Bülow på trommer, Sven Dam Meinild på saxofon og basklarinet og Arendse Nordtorp Pedersen på violin udgjorde et ekstremt velspillende band.
Rumpistol har bevæget sig fra de ambient-prægede udgivelser til det nye album Nebula, hvor han arbejder med mere episke udtryk. Det fik rummet til at vokse. Titelnummeret blev en kæmpeoplevelse, og også Vildheks fra Isola blev leveret i en forrygende version.
Jeg sluttede mit Spot her – og i den grad på toppen. En vild finale på to vilde musikdøgn. Spot gjorde det igen!

Spot Festival, lørdag d. 3. maj

 

Lørdag blev en forrygende dag, hvor saxofonen skinnede om kap med den sol, der skulle have været der. Det regnede en del i løbet af lørdag, det lod publikum på den udsolgte festival sig heldigvis ikke påvirke af

SHOOM - Alléscenen

Jeg var egentlig på vej til noget andet, da jeg i pisregnvejr krydsede Frederiks Allé, der var spærret af i anledning af Spot Festival. Der var stillet to scener op. Her hørte jeg noget der lød af den vildskab som kendetegner den jazzede del af no wave scenen fra starten af firserne, som jeg holder meget af.

Spot app’en blev åbnet og jeg fandt ud af, at det var en hollandsk gruppe, Shoom, der stod på scenen. Her stod der noget om Black Midi, Charlie Parker, Talking Heads og MF Doom som inspirationskilder. Jeg blev hængende og hørte en ung sortklædt gruppe iført solbriller, der udover attituden også spillede fedt. En saxofonist der vidste hvornår han skulle trykke den af, to guitarister, der kunne flænse et nummer og en bassist og trommeslager, der sørgede for de teknisk krævende breaks og skæve indslag. En meget godkendt performance med en skøn saxofonist.

VERONIKA RUD - Havescenen, 

Regnen havde fået godt fat i Aarhus, hvilket var et ret fesent udgangspunkt for rolig balladejazz på en eftermiddag. Musikkens transformerende og samlende væsen blev demonstreret i eftermiddagens regnvejr, hvor Veronika Rud spillede på Havescenen. Ja, det kunne have været fedt i solskin. I regnvejret rykkede vi til gengæld sammen med musikken om en god oplevelse. Veronika Rud var tydeligt rørt over det store fremmøde. Hun er en vokalstjerne i svøb. 

Hun har hjemme genren der også er kendt som jazz-jazz i disse genremodulerende (lad være med at tjekke ordet på google, det var noget jeg lige fandt på) tider. Veronika Rud har en stemme der dybt funderet i jazzen. Hun har styr på vokal traditionerne og bruger dem med balanceret ro. Sammen en velspillende trio trodsede hun regnen og skabte solskin i vore sjæle.

NAUSIA - Århus Bowlinghal

Den noget anderledes scene i bowlinghallen blev introduceret sidste år. Scenen var placeret ind over nogle baner - i den anden ende var der stadig åbent for at vælte nogle kegler. Jeg var så heldig at mødes med et par gutter der også blev grebet af bowlinghal stemningen. Vi fik øl og cowboytoast inden koncerten.

Nausia’s nye udtryk, hvor de trækker mere over indierocken var et klart hit hos det unge publikum. Personligt (jeg tilhørte den alderstunge del af publikum) synes jeg også at det var fedt. Isak Schiødt og Oskar Faye på saxofonerne var sammen med Christoffer Beese Nielsens guitar helt fremme. De præsenterede udelukkende numre far den nye plade, hvor særligt Eco-death altid er et hit.

IDA DUELUND - A-Huset

I A-Huset ved Institut for (x) holdte Sunship atter til, hvor de præsenterede en række koncerter, der kulminerede med Ida Duelund, der tidligere i år udsendte albummet Sibo. Hun har gennem adskillige år været bassist i mange forskellige projekter. Nu er hun gået solo med sit eget projekt, hvor hun også synger. 

Det er et dadaistisk projekt, der trækker på inspiration fra bla. Broadway’s jazzstandarder, kormusik fra Hildegard Von Bingens middelalder, og moderne klassisk kompositions- og improvisationsmusik. Hun havde allieret sig med viola og blæsere udover Rasmus Oppenhagen Krogh på guitar og Jakob Høyer på trommer. Ida Duelund sang på et eget konstrueret sprog, der fremstod meget poetisk og i balance med et legende musikalsk menneske. Jeg tænkte både på noget italiensk, fransk og en masse andet. Til sidst slap jeg de tanker og blev grebet med.

BITOI - Turkis

Der var noget der pegede på et sprogligt tema for mig. Endnu en gang hørte jeg et eget konstrueret sprog. Denne gang med udgangspunkt i et fugleatlas, hvor de latinske navnes fonetiske udtryk blev brugt. Jeg havde allerede hørt BITOI’s album, Sirkulu adskillige gange inden koncerten. BITOI, der står for Bass is the only instrument, bestod af den svenske bassist Cassius Lambert og tre vokalister. 

Koncerten blev en medrivende oplevelse, hvor de tre vokalekvilibrister Alexandra Shabo, Anja Tietze Lahrmann og Agnes Åhlund imponerede med et overskud og en teknisk præcision, der sammen med Cassius Lamberts out-of-this-world solobasspil (manden havde et massivt arsenal af pedaler foran sig) var en helt særlig oplevelse, der bevægede sig mellem det skrøbelige og det voldsomme. Mellem det mørke og det lyse.

TABLOID - Rytmisk sal, Musikhuset

Der var en monsterlang kø til Tabloid koncerten - og selv om jeg er anmelder, havde jeg ikke særlig adgang, så jeg hoppede (snød mig) ind i køen. Det blev en eksorbitant fed oplevelse, hvor gammelfar lige pludselig kunne nyde lyden af noget der mindede om firsernes (min ungdoms) funky jazz sammen med en sal fuld af unge mennesker, der jublede ekstatisk, når Oilly Wallace trykkede den af på saxofonen eller fløjten.

Johannes Wamberg på guitar, der står i spidsen for bandet, introducerede kort og herefter var der fuld fart på bandet og publikum. Det blev en hæsblæsende omgang af de helt store. Tabloid er et powerhouse af god energi og musikalitet. Det er sgu’ da fedt, at instrumentalmusik kan få så mange op at ringe. En stor stor oplevelse.

Spot Festival 2025 - fredag d. 2. maj

 

Saxofonen kom, spillede og sejrede på min udgave af Spot Festival 2025. Jeg kunne helt sikkert have undgået den. Men nu er jeg jo et jazzhoved, så jeg opsøgte den og mødte den i nogle fede udgaver, særligt om lørdagen. Fredag stod den på jazz og det der ligner i forskellige varianter.

UDSYN - Turkis

Her var et band der indtog et fyldt spillested på forrygende vis. Jeg hørte Udsyn på Montmartre i februar og så frem til at høre dem igen. Det større spillested, Turkis lagde op til større lyd og det udnyttede de. I det hele taget udnyttede de muligheden ved, at spille på Spot fuldt ud. 

Udsyn bruger der kollektive udtryk, hvor solisten er stendød. Her er alle stjerner.

De havde lavet et program med deres energiske og dynamiske numre - og selv om en Spot koncert ikke varer så længe, så havde de roen til, at lade musikken vokse frem. De bygger op bryder ned - samles i smuk melodi. Guitaristens undertændte vildskab, bassistens samlende ro, klaver og keyboard spillernes forrygende interplay og en aldrig kedelig trommeslager.

Der er et før og efter Spot for Udsyn. Der var næppe nogen der gik fra koncerten uden, at have taget noget Udsyn med i deres hjerte.

ANNA ROEMER with STRINGS - lille sal, Musikhuset

Topprioriteten i dagens program havde klart været Anna Roemer. Hendes LP Blåregn fra sidste år har jeg hørt mere end meget. Roemers guitar med strygere er så oplagt. Hvad jeg ikke vidste var at strygerne bestod af Thorbjørn Kaas på bas, Line Felding på cello og Maria Jagd på violin. Det er tre strygere der har erfaring med - og forståelse for improvisation. Her var ikke stramme arrangementer.

Den højgravide Anna Roemer modtog tidligere på ugen, Carl Prisen for Årets komponist indenfor jazz for albummet Blåregn. Det var også derfra hun spillede numre. De fine og enkle melodier fik luft under sig med strygerne. Det var et meget vellykket møde, der lægger op til mere.

ELJO - Den rå hal

Jeg har fulgt duoen tæt, siden de dukkede op på min musikradar for et års tid siden, hvor jeg hørte et par numre fra den plade der er udkommet for nyligt. Siden har jeg set dem på små intime scener. Det var den rå hal ikke. Den var kæmpestor. Scenen var placeret i midten og lyden kom fra højtalere placeret hele vejen rundt om scenen, så man fik en 360 graders lydoplevelse. Måske var lyden lidt rungende men det generede ikke. 

Johannes Bohn på trommer er en fornøjelige oplevelse. Han udstråler en glæde og positivitet der kommer ud via trommerne. Det kan høres i det opfindsomme trommespil. Elias Lykkeskov på tangenter har en mere tilbagetrukket rolle, bare ikke i musikken, hvor han doserer firsersynth-lyde sammen med et mere organisk udtryk. ELJO er en duo, der er værd at lytte til og holde øje med.

HILAL KAYA - Turkis

Endelig skulle jeg høre Hilal Kayas eget materiale live. Jeg har oplevet hende flere gange sammen med Kalaha, der som de fleste nok ved, er et ret heftigt band. Hilal Kaya havde ikke skruet ned for ambitionerne med hendes eget band, der bestod af Ipek Yolu frontmanden Orhan Özgur og de tre Mukherjee Development musikere (og mange andre sammenhænge), Søren Poulsen på bas, Henrik Poulsen på trommer og Søren Bigum på guitar.

Sidstnævnte satte sig tydeligt i centrum og skruede op for psych-charmen på guitaren. Det var helt fantastisk. Hilal Kayas rene og klare stemme matchede det perfekt. Koncerten blev en fest med tyrkiske traditioner, dans og elementer fra den tyrkiske psychmusik. Hilal Kaya er betagende på scenen og er god kontakt med publikum. En stor oplevelse.

Rygtet siger at der kommer et album i 2026, hvis alt går vel. Indtil da må vi klare os med numrene på Spotify, hvor den nye Sultan er hit hos mig.

SAFARIO - Scandinavian Center

Når programmet lover en blanding af hip hop, jazz, punk og en norsk rapper med polske rødder, så er der trykket på så mange knapper i mit indre like center, at jeg måtte opleve norske Safario live. Alle mine forventninger blev indfriet. For det første havde Safario en saxofonist med, der konstant placerede sig centralt i musikken. Lyt feks. til deres Chowder (Rada Rada)

De åbnede med ekstastisk åbning, hvor rytmen lød hen ad at trashet skabeat og en rapper, der var overalt. Hårde clubbeats spillet af et band, der gerne bevægede sig på kanten af kaos og hele tiden havde styr på festen. Midtpunktet, den charmerende Safario skabte en fest og havde styr på alle virkemidlerne, hvor der både var moshpit og crowdsurfing. 

Jazz på Spot Festival 2024

Der har i alle de år, hvor jeg er kommet på Spot Festival, været jazz og det der ligner. I 2005 hørte jeg både Nicolai Munch Hansen, Anderskov Accident, Autofant (med Kresten Osgood, som jeg også hørte i år), I got you on tape (med Jakob Bro) og norske Susanna & The Magical Orchestra, der spillede en uforglemmelig koncert på Aros. 2024 har været et rigtigt stærkt år for jazzen på Spot Festival. Jeg tager det som et udtryk for at jazzen i det hele taget står meget stærkt lige nu.

Hvalfugl spillede for en stopfyldt store sal og Gaffa kvitterede med 6 stjerner. Smag på dig selv lavede en fest sent fredag aften på den store udendørs scene foran Musikhuset, hvor Gaffas Torben Holleufer leverede 5 stjerner. Tigeroak og Astrid Engberg fyldte begge Rytmisk Sal. 

JazzDanmark var sammen med Sunship flyttet ind på A-Huset i området ved siden af Godsbanen. Her præsenterede de fredag, seks forskellige kunstnere i den eksperimenterende ende af jazzen, hvor Maria Faust, Emil Palme og Håkon Berre var fra den erfarne ende. Området omkring A-Huset sydede af spirende forårsfornemmelser. Solen deltog også på Spot, der kunne melde udsolgt fredag aften. Emil Palme leverede en nærmest meditativ oplevelse med guitaren, hvor store klangflader blev fyldt ud med filmiske og stikkende elementer. 

På Spot kunne man opleve det helt nye band Frequens med direkte inspiration fra fusionsjazzen, de næsten lige så nye Clothing Club, de mere erfarne søskende Døssing og bandet Clapper, der er Abekejser uden Døssing men med Malthe Jepsen. De spiller med indirekte inspiration fra fusionsjazzen og er en del af jazzens nutid, hvor Aarhus er leveringsdygtig i en grad, der må gøre andre byer misundelige. 

Jeg havde et særlig øjeblik med The Three Body Problem i Ridehuset, dem har jeg skrevet et selvstændigt indlæg om. Ligesom jeg også har skrevet om Maria Faust, der spillede med Kresten Osgood og Lars Bech Pilgaard. Hun har en ny plade ude nu, som hun præsenterede på festivalen. 

I forbindelse med Spot var der også en scene med live-podcasts. Her havde Spot spurgt om jeg ville lave en udgave af min Podcast, Pladesamlerne - en larmende minoritet. Det siger man ikke nej tak til. Det blev til en time i selskab med Carsten “Dusty Wax” Reinholdt, der fortalte om at samle på plader og være DJ gennem en menneskealder. Du finder den snart i din podcast-app.

Jazzen blev også repræsenteret i forskellige afarter af eksempelvis Kalaha, Girls in Airports med Teitur, Nana Rashid, Akabanga, Miriam Mandipira, Ida Nielsen, Jeremy Troy og Rest in Beats.

Jeg fangede Hvalfugl, Astrid Engberg, Elias Rønnenfelt (fra mit favoritrockband Iceage) og Smag på dig selv, til en intens showcase på Radar, lørdag middag og et par timer frem. Her blev jeg bekræftet i at Hvalfugl står stærkere end nogensinde, at Astrid Engberg lyder for fedt, når der gå voldsomme klubbeats i den og at Smag på dig selv, så godt stegte ud efter fredagens succes på Parkscenen. Det lod de ikke påvirke koncerten, der var tight og intens.

Spot var i særklasse i år set fra en jazzfreaks synspunkt. Spørgsmålet er om det er Spot eller jazzens skyld? Jeg hælder til det sidste. Jazz er nutidens musik - og det ved Spot. 

Spot Festival 2023 - indtryk fra anden dag, lørdag

 

Spot Festival er et fedt sted at møde mennesker. Hvilket jeg også benyttede mine dage til. Der er mange branchefolk og en hulens masse musikere. Jeg fik hilst på og snakket med en masse forskellige folk. 

Jeg startede lørdagen til branchetalk på den del af Spot der hedder Spot+. Her var der oplæg om streaming og hvordan økonomien hænger sammen. Det var superspændende og i øvrigt også meget kompliceret at forstå hvordan afregningen foregår. 

Der var koncert allerede kl. 12 i Symfonisk Sal i Musikhuset, hvor r’n’b sangeren MAAD ZEN og sangskriver og guitarist Lasse Michelsen var på scenen sammen med blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra, strygere fra Aarhus Sinfonetta, Jon Døssing fra Abekejser på keys og trommeslageren Jakob Marker der bl.a spiller med Tigeroak. Det var en god opvågning og start på en lang Spot-dag. Urban grooves med strygere og blæs er en lækker kombi - og det fungerede godt.

Jeg gik direkte til en talk med Troldspejlet værten Jakob Stegelman der fortalte om filmmusikkens vigtighed. Noget han gjorde ved at benytte nogle forskellige filmintroer. Det var spændende og tankevækkende. Jeg nåede over på Turkis til en hyggelig eftermiddageskoncert med den tyrkisk-islandske duo Thorhan, der spillede musik inspireret af både Tyrkiet og Island. Det lyder lidt underligt på skrift - men var det overhovedet ikke i virkeligheden. Det var iøvrigt en kobling til talken jeg lige havde oplevet med Stegelman. Thorhan spillede en hyldest til Ennio Morricone - en komponist som Stegelman fremhævede som en vigtig grund til spaghetti westerns blev så populære.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at den koncert som jeg havde set allermest frem til var duoen Kaleiidos møde med Aarhus Jazz Orchestra. Hvad var det så jeg oplevede og levede det op til forventningerne? Det var en af den slags koncerter, hvor man skulle være og mærke det med hele kroppen og sindet. Lagre den intense stemning. Duoen Kaleiido leverede sammen med Aarhus Jazz Orchestra den ubetinget største oplevelse for mit vedkommende på Spot Festival. De brugte hele Symfonisk Sal - blæsere der var placeret på balkonerne og højttalere placeret i rummet, så lyden kunne sendes rundt. Aarhus Jazz Orchestras musikere var ude i et nyt og for nogle grænseoverskridende territorium. Kaleiido udvidede deres eget originale område indenfor muskken. De plejer at mødes med nogle få musikere og ud fra nogle enkle rammer skabe improviseret musik. Det gjorde de også med Aarhus Jazz Orchestra. Forskellen var at big bandet i det her tilfælde blev et instrument, en lydskaber, der smeltede sammen med Anna Roemer (guitar) og Cecilie Stranges (saxofon) flydende musik, der til tider var ambient og på andre tidspunkter skabte kanter.

Undervejs var der solostykker til trompetisten Jakob Sørensen og saxofonisten Cesar Joaqinet. Bassisten Ida Duelund, der havde spillet på Spot, dagen før med Lueenas, var sprunget til som stand in i sidste øjeblik. Det fungerede ligesom resten, suverænt. Aarhus Jazz Orchestra er modige i deres udforskning af jazzens muligheder og Kaleiido har endnu en gang understreget, hvorfor de er noget helt særligt på den danske musikscene. I øvrigt siger rygtet siger, at det ikke er det sidste vi har hørt til samarbejdet med Kaleiido og Aarhus Jazz Orchestra.

Jeg havde næsten lige skrevet en positiv anmeldelse af Henrik Lindstrands nye album Klangland, så det var stor forventning at jeg skulle opleve ham i Musikhusets store sal, der ret hurtigt blev fyldt op. Han indtog scenen sammen med strygerne Who Killed Bambi. Det blev en smuk oplevelse, hvor Henrik Lindstrands rene og klare mol-farvede musik indtog lytterne i salen og hensatte dem i en meditativ tilstand. Han foldede musikken fra det nye album ud på smukkeste vis. I øvrigt sneg han, hen mod slutningen af koncerten, nogle seje jazzfraseringer ind i musikken og afslørede at han også har en del og andet med i den musikalske bagage end Kashmir.

Jeg nåede lige, at opleve Anna Brønsteds Our Broken Garden, der er aktuel med nyt album til august. Herefter gik turen til Aarhus Congress Center ved siden af Musikhuset. Her skulle hip hop/jazz bandet Ahead spille sammen med den pladeaktuelle rapper Jaden Castro. Ahead er vel det tætteste vi kommer på et The Roots lignende band herhjemme. Bandet inkluderer blandt andet trommeslageren Mathias Fischer og guitaristen Glen Montanaro. Jaden Castros rapflows er knivskarpe og sikre, hvilket blev bakket godt op af bandets fede groves. Der blev stille og roligt fyldt op foran scenen. En lækker koncert der giver lyst til mere. En lyst jeg kan få styret i Aalborg, hvor de spiller hver måned på El Mundo sammen med forskellige kunstnere.

Årets Spot skulle sluttes af med manér. Det sikre valg ville være Smag på dig selv, som jeg har set mange gange. I stedet havde jeg besluttet at det skulle værre AySay der spillede på samme tid i Lille Sal i Musikhuset. Den plan blev spoleret, da jeg løb ind i en der gav et hot tip. Jeg havde ikke lagt mærke til Akabanga i programmet. De skulle spille på Turkis. Da jeg fik at vide hvem det var der skulle på scenen, så var jeg ikke i tvivl. Jeg havde nemlig oplevet dem for halvandet år siden under et andet navn; De Place/Gambula/Bøgh - og det havde jeg ikke glemt. Det var burning afro med masser af electro og house. 

Trommeslageren fra Total Hip Replacement, Jakob De Place, guitaristen fra Faratuben Mikas Bøgh og bassisten fra Athletic Progression, Justo Gambula har med bandet Akabanga skabt noget af de fedeste afro, der kan opdrives herhjemme. Både Bøgh og Gambula spillede mere på keyboards end på deres vanlige instrumenter. De rammer lige ned i tendenserne og musikken der strømmer ud fra det afrikanske kontinent, hvor hip hop, house og electro smelter sammen med afro af forskellige slags. Turkis var proppet og der blev hoppet og danset. Akabanga er en fest - og kan, uden at det virker underligt, være et godt midnatsnavn på adskillige festivaler, inklusiv de jazzede.

Det var en suveræn afslutning på et Spot, der for mit vedkommende blev mindeværdigt - særligt på grund af Kaleiido og Akabanga.