søndag, september 13, 2026

Club Coyote (Club Coyote) digital

 

Det er en fornøjelse, når P8 Jazz udnævner Club Coyotes debutplade til Ugens Album. Trioen fortjener ekstra opmærksomhed. Det sker endda i samme uge, hvor filmen Coyote vs. Acme har premiere. Noget, der må tilskrives et tilfældigt sammenfald, da de ikke har noget med hinanden at gøre. Hvis Club Coyote var en film, ville den foregå på den vestjyske prærie, mens Coyote vs. Acme-historien udspringer af den amerikanske prærie.


Jon Askjær på trompet og flygelhorn, Magnus Munk Tækker på guitar og slide og Cahlo Krill på guitar, banjo og orgelbas udgør Club Coyote. Du kender dem muligvis fra Antonio Dayyanis band, der i øvrigt er aktuel med et nyt album om ganske kort tid, hvor alle tre har en væsentlig rolle.


De spiller filmisk, støvet Nordic and Western jazz. Åbne landskaber, hvor vinden ikke møder mange forhindringer, flimrer forbi mine øjne, når jeg lytter til Club Coyote. De har lavet et stærkt og originalt debutalbum, hvor americana og nordisk jazz smelter sammen på helt naturlig vis.

De får en kæmpe anbefaling herfra.

Bandcamp

Ingen kommentarer: