Hvis man tager en omgang triojazz en gang imellem, er jeg ret sikker på, at man lever lidt længere. Det er desuden vigtigt, at man pirrer ører og sjæl med ny triojazz, så man ikke hænger fast i det sædvanlige – det er også livsforlængende. Her kommer Martin Vollertsens nye udspil Når her bliver normalt som kaldet. Han er sammen med Frederik Sakham på bas og John Riddell på trommer.
Der råder en tidløs stemning over musikken. Der er for så vidt ikke nogen tvivl om, at den er dybt rodfæstet i jazzens lange historie, hvor både Duke Ellington, Herbie Hancock og en pæn portion af den nordiske jazztradition har smittet af. Det betyder med andre ord, at du både finder swing, sjæl og melodisk lethed med et strejf af både humor og alvor i musikken.
Der er så mange gode numre på pladen, som er lige til at gå til. Titelnummeret og Old Alexander, der er skrevet til trommeslagerens far, indeholder begge en glæde og umiddelbarhed, der går direkte ind i mine ører med træsko på. Det er meget betegnende for Vollertsens tilgang til triojazzen, der ikke læsses til med komplicerede finurligheder. Han kommunikerer direkte med lytteren og inviterer i den grad indenfor.
Når her bliver normalt skulle være udkommet tættere på debuten, der kom for fire år siden. En brækket hånd og genoptræning kom i vejen for Martin Vollertsens piano skills. Det virker også, som om han har brugt musikken som mental genoptræning – det, der har givet håb, det, der har gjort, at det var værd at kæmpe for at få det normalt igen.
Pladen er fuld af varme – og den bliver ved med at give. Jeg har hørt den igen og igen og har lyst til at høre den igen. Så tror jeg, at jeg napper Dans da lige eller Aronia. Der er så mange gode steder på pladen.
Køber du kun én trioplade i dag, så skal det være den her. Køber du kun én trioplade i år, så skal det stadig være den her. Jeg ved, at du vil takke mig for det tip.
Instagram
Ingen kommentarer:
Send en kommentar