En gang imellem dukker der debutanter op, der koger og syder af så meget talent, at det er umuligt at holde nede. Allerede sidste år kom Musvit i vælten ved jazzens DMA, hvor de efter udgivelsen af en EP blev nomineret i flere kategorier og bragede igennem som årets nye jazznavn. Nu er der kommet en hel LP fra gruppen, og med den er Musvit nomineret i tre kategorier ved DMA Jazz, herunder den prestigefyldte Årets Jazzudgivelse.
Sukker er i den grad et album, der gør indtryk. Musvit favner bredt og formår alligevel at skabe sit helt eget udtryk. Ronja Rose Andersson, der både synger og spiller altsaxofon, er et så stort talent, at det rækker langt ud over Musvit. Hun vil med garanti stadig lave musik om 20-30 år og gøre indtryk. Det tror jeg også, saxofonisten Teis Ortved vil, ligesom den yderst dynamiske og stramt spillende rytmegruppe med Jacob Tjernström på bas og Adam Lorentzi på trommer har masser at byde på.
På albummet kaster Musvit sig over to jazzklassikere: Lee Konitz’ Palo Alto og Miles Davis’ All Blues. Det er ikke hverdagskost blandt de yngre danske jazzbands. På numrene På tværs og Når jeg vågner bevæger de sig over i en neosoul- og hiphopinspireret jazz. Førstnævnte ender i et vidunderligt kaos, mens sidstnævnte, der er lavet i samarbejde med Slalum, har et oplagt hitpotentiale og burde pitches til P3. Derudover er der to numre, hvor Ronja Rose Andersson synger på svensk.
Musvits Sukker er årets helt store danske jazzplade. Det er stort, når man formår at lave spændende, original jazz, der rammer lige ned i tiden.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar