Krigen kommer og Take it easy
I påsken 1940 er Leo Mathisen på ferie på Sanderstølen Høyfjellshotel i Norge, uheldigvis er det sammenfaldende med at Danmark bliver besat d. 9. april. Familien Mathisen kan ikke komme ind i Danmark, og da det endelig lykkes d. 18. maj, havde Mathisens faste guitarist siden 1938 Svend Hauberg fået job hos Svend Asmussen og det faste engagement i danserestauranten München var besat til anden side. Mathisen får engagement på Københavnerkroen og 1. sept. 1940 var Mathisen atter at finde på Münchens tribune.
Den norske sanger Cecil Aagaard er med som nyt medlem og hans indtræden i Mathisen var ikke skidt. Det kan man høre på den tredje CD i Little Beat Records Leo Mathisen serie. Her er de 8 numre som de indspillede sammen i efteråret 1940 inkluderet. Aagaard var en fysisk stor mand, men synger følsomt og indlevende. Aagaard rejser hjem i slutningen af januar. I 1941 spiller Leo Mathisen en del i provinsen, med længerevarende engagementer i Odense, Århus og Esbjerg. Det er også i 41 at Mathisen indspiller under eget navn for første gang. Fats Wallers Anita og Mathisens Take it easy er blandt de melodier som sidenhen er med til befæste Mathisens position, som den første danske jazzstjerne.
På pladen er der fire numre med The Keyboard Capers, der udover Mathisen også bestod af bla. Walther Bødker på piano. Her må man så konstatere at ikke alt hvad Mathisen rørte blev til guld. Til gengæld afsluttes pladen med en Jam-Sessiom fra JAZZreports Swingklub, hvor en smårodet men også medrivende Honeysuckle Rose får en til, at tro på at det kunne koge i København, en sen oktobernat i 1941.
Little Beat Records: www.littlebeatrecords.dk
Oktobermusik
Det er et højst interessant projekt som komponisten og bassisten Torben Westergaard har skabt, med det han kalder Torben Westergaard Oktober. Det er anden gang han laver musik med denne konstellation. Der er flere markante samarbejdspartnere på pladen. Suzanne Brøgger har skrevet teksten til to sange på pladen omhandlende to kvinder fra den græske mytolgi. Den første Penelope, der også er pladens titel bliver sunget af den svenske sangerinde Eva Dahlgren. Cellisten Ida Nørholm medvirker på 9 af pladens 11 numre, Francesco Cali spiller accordion på 8 numre og Anders Banke spiller sax og basklarinet på 9 numre. Guitaristen Allen Hinds er med på 4 numre. DJ Buda der kommer fra electronicamusikken har lavet to af pladens numre sammen med Torben Westergaard, nummeret Samsara er med på årets Stella Polaris (chill out event i Århus og København, hvert år i august) compilation CD, hvor Westergaard iøvrigt kalder sig Frygtløs.
Westergaard har lavet en afvekslende plade med melodisk og behagelig musik, der befinder sig et sted hvor ambient, klassisk, pop og jazz mødes.
MP3 Download tip: Samsara
Torben Westergaard: www.torbenwestergaard.dk
Adams, Lauper og Joel i munden på Anka
Hvad sker der når Paul Anka får et halvdårligt Bryan Adams nummer (Heaven) lagt i munden. Så sker der fede ting, er meldingen herfra! Nummeret er blevet til et forrygende udadvendt swingnummer, med big band for fuld udblæsning. Det samme får han gjort ved Cyndi Laupers Time after time og Marc Cohn's Walking in Memphis. Det samme får han ikke gjort ved Duran Duran's Ordinary world, den er blevet til en bovlam sovset sag. Alle disse numre kan man høre på Anka's nye plade Classic songs, My Way. Det er en slags opfølger til Rock Swings fra 2005, hvor det var musik af Soundgarden, Nirvana og Van Halen han bla. kastede sig over. Denne gang er det den blødere pop, det er gået ud over. Billy Joels I go to extremes er endnu et eksempel på at Paul Anka kan få poppen til at swinge på den medrivende måde. Pladen afsluttes med den sang, der mere end nogen anden har været Paul Anka's pensionsopsparing, My way som både Frank Sinatra og Sid Vicious har været omkring (og mon ikke de fleste læsere af dette, bedst kan lide den første). Paul Anka har taget Jon Bon Jovi med i studiet, og her fristes man til at sige, at pladeselskabsmanden som fandt på dette (for det kan næppe være Anka), ikke har haft sin bedste dag, uha det er slemt.
MP3 Download tip: Heaven
Paul Anka: www.paulanka.com
Blues med soulsauce og festfeeling
Han har lige udsendt sin tredje plade, den hedder Here I am, og spørgsmålet er om han ikke får sit gennembrud denne gang. Pladen er gennembearbejdet, materialet er originalt og den giver en, en naturlig tørst efter en tur i byen, hvor han står på scenen sammen med de 6 musikere, som er med på pladen. Han har en hel stribe jobs i Sverige i dette efterår, men kun nogle ganske få herhjemme. Så nu må det være de danske spillesteders opgave at hyre en mand, der både synger godt og laver nogle gode melodier. Han hedder Thorbjørn Risager og kan sætte gang i en fest med et band, der indeholder så fine musikere som feks. trompetisten Peter Kehl fra Wonderbrazz, saxofonisten Kasper Wagner og guitaristen og sangeren Svein Erik Martinsen fra Pillow.
Stilen er inpireret af 70'er funk, 60'er soul , sumpblues og New Orleans grooves og har man en svaghed for saftige blæserriffs, en smule guitarlir og den der rytme der får en til, at vippe med foden og munden til at blive noget så tør, så er Risager sagen. Bandet spiller mange jobs live og det er med at påvirke pladen, musikken er prøvet af og pudset af foran publikum inden den er indspillet i studiet.
MP3 Download tip: Downhome blues
Thorbjørn Risager: www.risager.info

Svensk folkejazzviseavantpop
På deres My Space side beskriver de musikken som "et skoleorkester, der har en genforeningsfest efter mange år, hvor de har været væk fra hinanden."
De har opkaldt sig efter Kostcirkeln, der oprindeligt var forløberen til madpyramiden og blev introduceret i Sverige i 1965 af Statens Institut för Folkhälsan. Den var inddelt i 7 dele. Bandet Kostcirkeln er i 10 dele og ledes af sangerinden Qarin Wikström (kendt fra DMA Jazz vinderne Sekten). De andre ni dele/musikere spiller på harmonium, guitar, bas, trommer, trompet, basun, eufonium og tuba. Wikström betjener også ukulelen og guitaren.
Hun har skabt et højst særegent univers, med nik tilbage i svensk musikhistorie til både Evert Taube og Carl Michael Bellman. Musikken er med alskens mulige vitaminer, men fremstår på ingen måde som rendyrket af nogen slags, udover det sidste nummer Fågel, hvor Qarin Wikström synger og akkompagneres af hornblæserne, som kunne det have været i kirken til jul.
Wikström har taget udgangspunkt i den letfordøjelige popmelodi, men i kraft af den originale besætning og arrangementerne bliver det til noget andet og mere spændende.
MP3 Downloadtip: Spegelbild-skild
My Space: www.myspace.com/kostcirkeln
Anorakjazz
Er det betænkeligt at man får associationer til forholdsvis ulovlig tobak, der måske ligger i en grøn forvasket anorak, den anorak som man har taget ovenpå islændersweateren. I mavelommen på anorakken ligger tobakken. Omkring sofabordet sidder vennerne og bliver budt. Kanon anorak tobak tak udbryder en, pludselig omkring bordet, og tænker samtidig: "nøøj en fed pladetitel". Han er tilfældigvis medlem af det århusianske jazzband Khrat, som mangler en titel til deres debutplade.
Så her er den altså, Khrats debutplade med titlen Kanon anorak tobak tak, der på mange måder tager udgangspunkt i den jazz, der var fremme, samtidig med den grønne anorak og islændersweateren. De spiller udadvendt og meget energisk, og man kommer flere gange til at tænke på John Coltrane. De fire musikere er også farvet af mere nutidige skandinaviske klange. De har alle fire deres udgangspunkt fra Det Jyske Musikkonservatorium. Espen Laub (Phil Parnell3 og JKA & The Band) på trommer, Kasper Bjerg (Saft, Berne/Bjerg/Mehlsen) på piano, Thomas Sejthen på bas og Morten Bruun (JKA & The Band) på tenorsax og klarinet udgør Khrat.
MP3 Downloadtip: Mean Gus
Khrat: www.khrat.dk
Michael Blake i endnu et dansk samarbejde
Den amerikanske saxofonist Michael Blake har lavet to CD'er med de tre danske musikere Søren Kjærgaard, Jonas Westergaard og Kresten Osgood i gruppen Blake Tartare. De har ligeledes turneret flere gange.
Han har denne gang taget de tre musikere med i DR's studier i København, samt en stribe gæstemusikere, med Peter Fuglsang (basklarinet og klarinet) og Kasper Tranberg (trompet) som de mest fremtrædende. Strygerne Lars Bjørnkjær (violin) og Henrik Dam Thomsen (cello) medvirker på fire numre. 6 af de 9 numre er skrevet af Lucky Thompson, som også er hovedpersonen på pladen, der hedder The world awakes -A tribute to Eli "Lucky" Thompson. Lucky Thompson var en myteomspunden tenorsaxofonist der om nogen var med til, at påvirke beboppen med sit saxofonspil. Han kom fra swingmusikken, men var feks. med på de legendariske Los Angeles indspilninger med Charlie Parker i 1946 (Moose The Mooche, Yardbird Suite etc.). Michael Blakes interesse for Lucky Thompson deles med bla. Ib Skovgaard (DR) og Søren Friis (Stunt Records), så vejen for en indspilning var så småt banet. Pladen er ikke en museal gennemgang af Thompson's musik, men Blakes personlige og originale bud på, hvordan musikken også kan lyde. Der er blevet plads til to kompositioner af Blake selv, hvor han kommenterer Thompsons liv og musik. Michael Blake har lavet en smuk og værdig hyldest til en musiker med en på mange måder trist historie, som man kan læse mere om i CD-bookletten.
MP3 Downloadtip: Scratch
Michael Blake: www.michaelblake.net
I starten af november udgiver Politikens forlag CD/DVD projektet Yndlingsdigte, hvor Johannes Møllehave har udvalgt 12 digte, som pianisten og komponisten Maiken Ingvordsen har sat musik til. Det er digte af Benny Andersen, Halfdan Rasmussen, Jens August Schade, Frank Jæger, Sophus Claussen, Tom Kristensen, Harald Bergstedt og Morten Nielsen. Møllehave læser digtene op og Ingvordsens musik ledsager digtene og oplæsningen.
DVD'en er lagt i hænderne på Lars Andreas Pedersen, der sammen med Maiken Ingvorden har lavet filmen Møllehave går til musikken. Desuden er der en film, Poesi til dig og mig, hvor Møllehave fortæller om hvert enkelt af digtene.
Er der mon lagt i kakkelovnen til en julegaveidé?
www.yndligsdigte.dk
Jazzkamikaze på stor tour
I sidste uge startede Jazzkamikaze på en omfattende turné der bringer dem rundt til en lang række danske byer og jazzklubber, Skive Jazzklub, Toldkammeret i Helsingør, Huset i Ålborg og mange flere. Derudover spiller de på Kristianstad Jazzfestival i Sverige og har bla. en stribe jobs i Finland, to jobs i Rusland, Paris og et job på Quasimodo i Berlin. Turnéen slutter 7. december i Hillerød. Herefter skulle være klar til, at gå i studiet og indspille deres tredje plade. På turen bliver der mulighed for at høre alt det gamle, men også lidt af det nye, bla. har pianisten Morten Schantz taget en vocoder med og springer ud som 21st century Herbie Hancock. Rygtet siger at der kommer mere vokal på den nye plade.
Jazzkamikaze: www.jazzkamikaze.com
Bliv executive producer på Torben Waldorffs næste plade
Det står allerede klart nu, at pladen kommer til, at hedde Afterburner og at den skal indspilles i slutningen af december. Det er guitaristen Torben Waldorffs anden plade for ArtistShare, det drejer sig om. For $ 5000 kan du blive executive producer, dette inkluderer en masse godter, udover pladen i en ultrasjælden specialudgave og dit navn på pladen som executive producer får du bla. lov til at opleve indspilningen, en middag sammen med Torben i New York, en guitarpedal, som han har brugt ved mange koncerter gennem årene og så videre. Dollaren er idag nede i 5.24 kr, så det kan godt være at det er nu du skal slå til. For den lidt mere menneskelige pris af $ 18.95 får du pladen, plus adgang til videoer omhandlende skabelsesprocessen (af pladen).
Torben Waldorff er den eneste europæiske musiker der er tilknyttet ArtistShare, hvor Maria Schneider og Jim Hall er blandt de mest prominente
Torben Waldorff: www.waldorff.com
Nordjyske jazztalenter på CD
Formålet med dette initiativ er at promovere jazztalenter fra Nordjylland og dermed præsentere en række spændende konstellationer inden for nordjysk jazz. Idégrundlagetfor Nordjyske Jazztalenter er, på bedste vis at få repræsenteret udvalgte orkestre med etgennemarbejdet og lokkende PR-materiale, der skal formidles til en lang række af landets spillesteder samt mere utraditionelle scener som eksempelvis erhvervslivet.
Gennem produktionen af sampler-CD'er de følgende år skal PR-materialet være medvirkende til at forholdsvis ubeskrevne musikere kan få sat gang i deres karriere regionalt som nationalt, og det forventes at synliggørelsen og jobmulighederne for de nordjyske jazztalenter øges med dette formidlingsinitiativ. Håbet er, at sampler-CD'erne skaber tendens hos de potentielle kunder til at engagere relativt ubeskrevne musikere og orkestre, ligesom CD'erne forhåbentlig skaber en synergi-effekt i det udøvende miljø, der kan resultere i nye kunstneriske konstellationer. Og her kunne det være interessant med initiativer der fusionerer jazzen med andre musik/kunstformer som eksempelvis electronica eller billedkunst.
Projektet varetages af Jazzformidling.dk i et samarbejde med Tversted Jazzy Days og forløber over en 3-årig periode, men der vil blive arbejdet på at gøre sampler-Cd'en levedygtig for fremtiden. Da Nordjyske Jazztalenter henvender sig til den talentmasse, der umiddelbart står på tærskelen til en karriere, supplerer projektet det allerede eksisterende rammeprogram for talentudvikling under Tversted Jazzy Days, der bl.a. tæller projekterne Jazzy Talents, der laves i samarbejde med MGK i Hjørring og Jazzy Kids - et rytmisk akademi med musiske skoler og professionelle jazzmusikere. Nordjyske Jazztalenter er støttet af Kulturaftale Nordjylland og Tversted Jazzy Days, der står for at tilvejebringe den resterende finansiering.
Niels Lyhne Løkkegaard modtager DPA-jazzkomponist-prisen 2007
Niels Lyhne Løkkegaard vandt første prisen på 10000kr i Jazzkomponistkonkurrencen for jazzkomponister under 30 år udskrevet af DPA (DanskePopulærAutorer).
Prisfesten fandt sted d. 4/10 i Huset i Magstræde hvor Ivan Pedersen uddelte prisen og som i motivationstalen bla. sagde om Løkkegaards komposition: ”I al sin enkelhed, fotæller Niels Lyhne Løkkegaard, med få tonale virkemidler en poetisk og rørende historie. Han formår at strække materialet ud, kontrolleret og dog samtidig på en måde så der er plads til at musikerne kan udfolde sig.I jazzens rå og kraftigt udtryksfulde verden er Niels Lyhne Løkkegaards komposition både meget modig og meget moden”.
Niels Lyhne Løkkegaard: www.nielsloekkegaard.dk
Sniglyt til Jakob Bros kommende plade
Guitaristen Jakob Bro har lige været i New York, hvor han har indspillet i Avatar Studios. Blandt de musikere som han har indspillet med, finder man hans gamle arbejdsgiver, trommeslageren og legenden Paul Motian, guitaristerne Kurt Rosenwinkel og Bill Frisell (er det ikke første gang en dansker arbejder sammen med Frisell?) og saxerne Mark Turner, Chris Cheek, Andrew D'Angelo og Jesper Zeuthen. Han har indspillet hele 25 melodier og har materiale nok til 2-3 CD'er, hvor den første bliver udgivet i foråret 2008. Allerede nu kan du lytte til fire numre fra sessionen, på Bro's My Space side.
Bonusinfo:
Jakob Bro er med i den polske trompetist Tomasz Stankos nye band. De spiller første gang offentligt d. 9. og 10. nov. i Polen.
My Space: www.myspace.com/jakobbro
Kom tæt på Jim Hall og Bill Frisell
Vil du være executive producer på den kommende duoplade, som guitaristerne Jim Hall og Bill Frisell skal lave? For $ 12.500 kan du blive "Artistshare Executive producer". Det betyder at dit navn kommer på pladen, hvor der står Executive Producer: Niels Overgård (sådan cirka). Du får også et nummereret eksemplar af pladen (#1 af 10.000), du får lov til at opleve duoen under indspilningen, du er med under den efterfølgende masteringsession, du får VIP adgang til alle Jim Hall koncerter i et år og 50 eksemplarer af CD'en som bliver sendt til dine venner. Det er det kunstnerejede pladeselskab, Artistshare der står bag denne spændende mulighed, som der kun er en person der får mulighed for at købe. Du kan også købe nogle mere neddroslede versioner.
www.artistshare.com
Kommende pladeudgivelser
OKTOBER
Keith Jarrett: My foolish heart (ECM) -en sur mand spiller smuk musik
Thigpen/Bodilsen/Dahl: Tribute to Night train (Universal)
Simon Spang-Hanssen 5tet: Coexistence (Alisio)
Stanley Clarke: Toys of men (Telarc)
Jan Lundgren: Magnum mysterium (ACT) -med Lars Danielsson og Gustaf Sjökvist kammerkor
Niels Jørgen Steen Beatkapel: The Åhus Concert (Ayler Records) -indspilning fra 1973 på Åhus jazz festival i Sverige
Enrico Rava & Steffano Bollani: The third man (ECM)
Stacey Kent: Breakfast on the morning tram (Blue Note)
Bugge Wesseltoft: IM (Jazzland)
Thorbjørn Risager: Here I am (Cope)
Torben Westergaard Oktober: Penelope (Calibrated) -med bla. Eva Dahlgren
Aphrodesia: Indigo (Stunt)
NOVEMBER
E.S.T.: Live in Hamburg (ACT) -dobbelt CD med 10 numre
Nostalgia 77 Octet: Weapons of Jazz Destruction (Tru Thoughts)
Jacob Anderskov: Panta Rhei (ILK) -solopiano med Anderskov
Ginman på nye Jørgensen-eventyr
Lennart Ginman fik et gennembrud af de større, da han sammen Steen Jørgensen, modtog to grammyer for debutpladen Ginman/Jørgensen i 1999. Han har også udgjort en tredjedel af en trioen GinmanBlachmanDahl, der nu er hedengangne, men da de ekstisterede spillede de nogle eksplosive koncerter. Han spiller bas, men det er ikke det eneste instrument han betvinger på den nye plade Deep, som han har lavet sammmen med Hotel Hunger sangeren Jimmy Jørgensen. Ginman der har skrevet, produceret, programmeret og arrangeret al musikken og spiller også på keyboards og theremin. Desuden har han fundet de samples, som indleder numrene med citater fra film. Men selv om der næsten står Ginman overalt, så er der tre musikere med i nogle vigtige roller, der lyder mere akavet på papir end det gør på pladen. Margrethe Björklund spiller på pedal steel, hvilket hun også har gjort i Darleens, Lis Wessberg spiller trombone, hvilket hun også gør i bla. Fredrik Lundin Overdrive og Jeppe Gram spiller trommer, hvilket han bla, også gør i Beautiful Day. Alle tre er væsentlige og med til at farve musikken.
Jimmy Jørgensen er blevet voksen, det må være alt det teater med følelser og arbejdet med sig selv. Hans baggrund som festglad forhyler i Hotel Hunger er næsten glemt, når man hører Deep. Han er blevet moden med stil og synger bedre end nogensinde. På nummeret This fall lyder han nærmest som Scott Walker!
Lennart Ginman har lavet en stemningsfuld og tidstypisk plade, en af den slags plader, hvor man om tyve år siger at det er nemt at høre at det er en plade fra nullerne. Et nummer som The pale blue dye er et højdepunkt.
Bonusinfo:
Ginman/Jimmy Jørgensen er på tur fra d. 7. november, hvor de starter på Skråen i Ålborg, de spiller på Fermatens Scene 2 d. 9. nov. og slutter i Rødovre på Viften d. 16. nov.
Lennart Ginman: www.ginman.dk
Swingstyrke 7 anno 2007
Tidligere i år udsendte Little Beat Records en plade med Swingstyrke 7, der bestod af musik fra radio/tv optagelser fra årene 1978 til 1982. I den forbindelse blev der afholdt en koncert med Swingstyrke 7 anno 2007. Koncerten blev optaget med henblik på at blive udsendt. Den afholdtes 26. april og er nu tilgængelig som CD'en Right on!. Little Beat Records excellerer ellers normalt i ældre dansk jazzmusik, og har stået for plader med Harlem Kiddies, Jonny Campbell Sextet og Leo Mathisen.
Det er uforfalsket og rendyrket kvalitetsjazz af den gamle skuffe vi præsenteres for på denne plade, her er ingen elektronikbling. Lederen og samlingspunktet i orkesteret er stadig guitaristen Jørgen Hallin-Olsen, og medlemmerne af den aktuelle udgave hører ikke til de yngste, udover basunisten Anders Jacobsen på 44 år. De øvrige medlemmer er Niels Stuart på fløjte og sax, Jens Chr. Søndergaard på sax, Ole Kock Hansen på piano, Hugo Rasmussen på bas og Aage Tanggaard på trommer. Repertoiret er på alder med musikerne. Pladen starter med Ellingtons In a mellotone og fortsætter med Basies Swingin' the blues. De fleste af numrene er arrangeret af musikerne fra Swingstyrke 7, med Jens Søndergaard som største bidragsyder. Ole Kock Hansen har lavet et godt arrangement af den gamle traver Corner Pocket, hvor Niels Stuart har en forrygende fløjteintro. Musikken på pladen er på ingen måde revolutionerende, til gengæld spilles den veloplagt og levende af de gode musikere.
Little Beat Records: www.littlebeatrecords.dk
Det bedste med Krall
The very best of Diana Krall er en meget bombastisk udmelding, ikke bare de bedste, men de rigtigt meget bedste, der nok altid vil dele vandene. Hvis Diana Krall selv har stået for udvælgelsen af numrene, er hun usædvanligt beskeden. Der er nemlig ikke inkluderet et eneste af de numre, som hun selv skrev til The girl in the other room, det eneste nummer som er med fra den plade, er et nummer som slet ikke er med på pladen fra 2004, nemlig Tom Waits' The heart of saturday night, som er overskudsmateriale fra indspilningerne.
Pladen er nærmere The very best standards. Her er 'S Wonderful. Pick yourself up, Let's fall in love, The look of love, All or nothing at all etc. Med andre ord et sandt overflødighedshorn af den musik som har gjort hende til den, med rette mest populære jazzsangerinde/pianist i dette årtusinde. Der er desuden blevet plads til to numre, som ikke kom med på The look of love fra 2001. Det drejer sig om You go to my head og Only the lonely. Pladen fungerer som et fint supplement til The girl in the other room. Men er altså hverken The very best eller de ringeste.
Diana Krall: www.dianakrall.com
My Space: www.myspace.com/dianakrall
Europa og jazzen på DVD
Sidste efterår havde den tyske dokumentarfilm Play Your Own Thing premiere i de tyske biografer. Filmen der er lavet af Julian Benedikt handler om den europæiske jazzmusiks historie. Den er nu udsendt på DVD. Historien starter helt tilbage i tyverne, og pointen er at det godt kan være at amerikanerne opfandt jazzen, men europæerne har været med næsten lige så længe. Filmen skifter mellem interviews med nulevende musikere (hvor enkelte er døde siden filmen blev lavet; Zawinul og NHØP) og koncertoptagelser. Desuden er der nogle gennemgående naturbilleder a la ECM pladecovers, hvor Jan Garbarek fortæller sin version af den europæiske jazzhistorie. Filmen er et forrygende lyd og billedbombardement. Julian Benedikt har styr på de mange lag, der afvikles under filmen. Det vigtigste er selvfølgelig historien, hvor man nok synes at der er lidt for mange tyske jazzmusikere, men ellers er der musikere fra hele Europa, Tomasz Stanko fra Polen, Enrico Rava fra Italien, Django Bates fra England, Palle Mikkelborg fra Danmark, Christian Wallumrød fra Norge, Attila Zoller fra Ungarn, Daniel Humair fra Schweiz, Louis Sclavis fra Frankrig og mange mange flere. Inspirationen og påvirkningen fra USA undervurderes ikke, navne som Gillespie, Don Cherry og ikke mindst Ben Websters kortere eller længere ophold i Europa fremhæves som vigtige for europæisk jazz. Der er helt afsnit om Montmartre i filmen og man kan ikke lade være med at være stolt som dansker, når man ser filmen, hvor både Mikkelborg og NHØP er med i nogle længere interviews.
Men som vi kommer frem i historien er det mere og mere tydeligt at der er udviklet en egen europæisk jazzscene, med inspiration fra folkemusik, klassisk musik etc.
En af de sidste musikere man møder i filmen er Marilyn Mazur og det er nok ikke helt tilfældigt, for den allersidste der er på i filmen er ikke en musiker, men ECM pladeselskabsbossen Manfred Eicher, en mand der om nogen har været til at få europæisk jazzmusik dokumenteret og ikke mindst gjort tilgængelig. Marilyn Mazur er aktuel til januar med en ECM plade, og når filmen er slut kan man godt se, den fede streg som kunstnere der er tilknyttet ECM trækker gennem filmen.
Filmen burde være pensum for amerikanske jazzsmagsdommere, de vil helt sikkert blive lidt flove over at de ikke har hørt al den fede europæiske jazz, og brugt tiden på at dyrke Wynton Marsalis og anden museumsmusik.
DVD'en distribueres af Naxos.
www.play-your-own-thing.de
Bugpowder trommeslager får pris
Trommeslageren Laust Sonne, der sammen med Kasper Tranberg, Mads Hyhne og Jonas Struck udgør kultjazzbandet Bugpowder, er årets modtager af Ken Gudman prisen. Gudman der selv var trommeslager døde i 2003. Han nåede vidt omkring i dansk musik, ligesom Sonne der får prisen d. 7. oktober i Amager Bio. Her kan man udover Bugpowder også høre nogle af de andre bands som Laust Sonne er med i; D-A-D, Tim Christensen, Dear og Dicte. Desuden kommer Erik Moseholm også på scenen.

Savner du det gode gamle bånd, som du fik stukket i hånden af en bekendt, som syntes at der var noget spændende musik du lige skulle høre. Han havde måske siddet hjemme foran stereoracket, fundet en fede stak plader frem og lavet et 2 gange 45 minutters Maxell Chrome bånd med blandet musik. Det kunne han gøre uden at han blev sagsøgt ind i helvede. Nå men det var den gang....
Idag kan du næsten opleve det samme. De gode folk på Destination-out.com har fået pianisten Vijay Iyer til at lave et "mixtape" hvor han har udvalgt en stribe solopiano indspilninger som han sætter stor pris på. Her er både Geri Allen, Sun Ra, Randy Weston, Cecil Taylor, Andrew Hill og et par af Iyer's egne soloindspilninger. Du kan frit downloade den i en uge, så du skal være hurtig!
Anne Mette Iversen på tur og i studie
Bassisten Anne Mette Iversen der til daglig bor i New York er på turné i nordeuropa med sin kvartet i starten af oktober. Kvartetten består af Otis Brown III (trommer), John Ellis (sax) og Danny Grissett (piano). De fik stor ros for deres seneste CD This is my house af Jazzreview.com og Jazzspecial. Kvartetten har desuden optrådt på et udsolgt Club Dizzy's i New York. Under den forestående turné er der afsat tid til en pladeindspilning. Du kan se turplanen på My Space.
My Space: www.myspace.com/annemetteiversen
Mikkel Ploug Group på deres 3. Europa tur
Guitaristen Mikkel Ploug udsendte sidste år pladen Mikkel Ploug Group feat. Mark Turner. Pladen der er udsendt på det spanske kultpladeselskab Fresh Sound New Talent (de opdagede bla. The Bad Plus) fik velfortjent opmærksomhed og ros. Nu er gruppen atter turaktuel. Mikkel Ploug assisteres af Mark Turner på sax, Jeppe Skovbakke på bas og Sean Carpio på trommer. De besøger denne gang Luxembourg, Bruxelles, London, Rotterdam for at slutte af i Danmark, hvor de spiller d. 11.okt på Huset i København, d. 12. okt. hos Jive i Vejle og d. 13. hos Holbæk Jazzklub. Der er også afsat tid til en pladeindspilning under turen.
Mikkel Ploug: www.mikkelploug.com
My Space: myspace.com/ploug
Mændene kommer til byen
Frederiksbergs Falkoner Teater danner rammen om to koncerter med to amerikanske syngende jazzsværvægtere i dette efterår. D. 26. oktober kommer Harry Connick jr. til Danmark for første gang, hvor han tager sit big band med. Koncerten vil uden tvivl blive en hyldest til hjembyen New Orleans, som han allerede har hyldet to gange i år med pladerne Oh my Nola og Chanson du Vieux Carré.
Den 5. december er det Al Jarreau man kan møde på Falkoner scenen. Han har senest lavet pladen Givin' it up med George Benson, som han fik to Grammyer for i år. I 2004 lavede han standardpladen Accentuate the positive.
Jazzklub i Thisted
Jazzen i Thy har fået sig nogle permanente støtter i den nye jazzklub Jazz i Thy. En flok ildsjæle har startet klubben, der præsenterer et flot program. D. 1 nov. er det Uffe Steen der indtager scenen i Salen i Plantagehuset, der befinder sig i Thisted. Plantagehuset danner rammen om alle klubbens koncerter. Senere i år præsenterer de saxofonisten Michael Blichers Radiostar og souljazzerne The Right Stuff. I starten af 2008 kommer Katrine Madsen, Singers og Kasper Villaume. Se mere på deres hjemmeside: www.jazzithy.dk
Hyldest til en mester
På pladecoveret kan kendere nok godt ane at de spinkle tuschstreger er John Coltrane fra Blue Train coveret. Ligesom kendere af John Coltrane godt kan høre at det er ham som hyldes på pladen A tribute to Trane. Pladen er ikke en stribe Coltrane numre. Men fire musikeres meget personlige hyldest til saxofonisten, der ville være blevet 80 i år. Musikerne er pianisten Søren Møller, bassisten Morten Ramsbøl, altsaxofonisten Fredrik Kronkvist og trommeslageren Antonio Sanchez. Pladen starter med en ægte Coltrane klassiker Naima, allerede her bliver man som lytter opmærksom på, at de fire musikere er igang med at skabe original nutidig Coltrane inspireret musik. Søren Møller folder sig ud og man hører at, han er vant til at samarbejde med Ramsbøl i sin egen trio. Arrangementerne er ikke lavet så musikerne kan læne sig tilbage og slappe af. Tværtimod skal de alle være på hele tiden. Fredrik Kronkvist er et fund, den 32 årige svenske saxofonist har allerede skabt sig et navn hinsidan (han udsendte tidligere i år pladen Ignition med bla. Kasper Villaume). Antonio Sanchez er udråbt til at være den vigtigste jazztrommeslager, der er kommet frem i dette årtusinde. Så det er ikke uden grund at to af jazzens store navne, Chick Corea og Pat Metheny har valgt Sanchez til deres respektive trioer. Han har stor musikalsk spændvidde og selvfølgelig er der blevet plads til at han kan fyre op under trommerne på flere af numrene. Kvartetten er lige nu igang med en Danmarksturné, der slutter tirsdag d. 25. sept. på Huset i Ålborg. Turnéen startede i Herning i onsdags hvor Sanchez, der lige var kommet til Danmark, upåvirket lagde bunden til en stor koncertoplevelse, hvor der var plads til at alle fire musikere fik vist deres kvaliteter.
Bonusinfo:
Antonio Sanchez har lige udsendt pladen Migration, hvor David Sanchez og Chris Potter spiller sax, Scott Colley bas og Metheny og Corea gæstemusicerer på et par numre.
Søren Møller: www.sorenmoller.com
My Space: www.myspace.com/sorenmoller

Percussionisten Marilyn Mazur modtog d. 18. sep. Telenors internasjonale kulturpris for 2007 i Bærum Kulturhus i Norge. Prisen består af 250.000 norske kroner. I juryens begrundelse hedder det bla: "vinderen af Telenors kulturpris 2007 er en international artist som er berømt ikke bare for sin fremragende kunstneriske kvalitet, men for den overbevisende måde hun bryder etablerede kunstneriske og sociale grænser."
Prisen er tidligere overrakt til norske kunstnere indenfor specielt skuespil og kunst. Det er første gang en dansker får prisen og første at en jazzmusiker får prisen.
Tillykke til Marilyn!
Bonusinfo:
Mazur kan opleves d. 2 okt. på Mantziusgården i Birkerød og d. 4. okt. hos Giant Steps i Svendborg. Begge gange med Makiko Hirabayashi Trio.
Marilyn Mazur: www.marilynmazur.com
Loco får besøg af Tony Scherr
Han er singer-songwriter der spiller guitar, der har aftjent sin musikalske værnepligt (primært på bas!) hos så forskellige folk som Norah Jones, Bill Frisell, John Lurie, Michael Blake, Woody Hermann og Dakota Staton. Ifølge New York Times' Ben Ratliff er han visuelt en singer-songwriter i et barband, ikke en jazzmusiker, men sammen med de musikere han optræder med, improviserer de sig gennem det meste af deres koncerter. Det er heldigvis de samme musikere han tager med til København når han besøger Jazzclub Loco på Stengade 30 d. 6. og 7. oktober. Det drejer sig om trommeslageren Anton Fier og bassisten Rob Jost.
Han har netop udsendt pladen Twist in the wind.
Tony Scherr: www.myspace.com/tonyscherr
Dansk Trio i moderne nordisk design
Den nordisk inspirerede triojazz har haft vind i sejlene i de senere år på de vigtige amerikanske og japanske jazzmarkeder. Her har navne som svenske E.S.T. og de norske Tord Gustavsen Trio og In The Country haft stor succes. Der er ingen danske navne som har markeret sig internationalt med den stil. Lars Winther Trio er måske dem som kan gøre det.
Trioen har netop udsendt pladen Nordic by nature. Det er plade der musikalsk befinder sig et sted mellem In The Country og E.S.T. De er ikke nær så eksperimenterende som førstnævnte, men mere chancetagende end sidstnævnte.
Pianisten og komponisten til hovedparten af pladens numre, Lars Winther spiller ikke kun på flygel, han bruger også synths og Rhodes. Han spiller også på prepared piano (John Cage opfandt begrebet, der går ud på, at lægge noget på flygelets strenge, så det får en anden lyd). Bassisten Jesper Thorn smider også effekter ind i musikken, han spiller med en blød baslyd, der lever lidt tilbagetrukket i lyden. Trioens bund lægges af trommeslageren Victor Dybbroe.
Lars Winther Trio har lavet en overbevisende plade, der både pleaser og udfordrer. Der er numre som Rise of fall, der med det samme sætter sig. Der er numre som Waltz for Noone, der først er på plads efter flere gennemlytninger.
Man får desuden en DVD med, hvor der er billeder til 5 af pladens numre, samt to andre. Det er Lars Winther, der selv har produceret de sort/hvide levende billeder. Det virker som om Lars Winther har tænkt, at nu skal den have hele armen, og det får den.
Pladen efterlader et imponerende ambitiøst indtryk, og vigtigst af alt, musikken er helt fantastisk. Dansk jazz har fået en ny supertrio!
Lars Winther Trio: www.larswinther.dk/trio

Den østrigske jazzlegende Joe Zawinul er død. Han døde af kræft på et hospital i Wien, 75 år gammel. Zawinuls betydning for jazzen kan ikke overvurderes. Han vandt i 1959 et scholarship til Berklee College of Music i Boston og immigrerede efterfølgende til USA. I 1961 kom han med i Cannonball Adderleys sekstet og var medlem indtil 1970. Her medvirkede han bla. på et af de vigtigste souljazz albums nogensinde, Mercy Mercy Mercy, hvor Zawinul tillige havde skrevet titelmelodien. Nummeret blev nr. 11 på den amerikanske hitliste i februar 1967, hvilket ikke er sket for mange instrumentaljazznumre. I den samme periode spillede han også hos Miles Davis, endda på to af de vigtigste jazzalbums ever! In a silent way (her havde Zawinul igen skrevet titelnummeret) og Bitches Brew. I slutningen af 1970 danner han sammen med Wayne Shorter det indflydelsesrige fusionsjazzband Weather Report. Her er han med til at skabe, ikke bare genrefornyende musik, men også populær instrumental jazzmusik. Weather Report kan fylde sportshaller med begejstrede publikummer og spiller også på Roskilde Festivalen i 1976. I 1977 udgiver de Heavy Weather med den udødelige Birdland. I 1985 er det slut med samarbejdet med Wayne Shorter og Zawinul fortsætter med sin mere worldmusic inspirerede musik. Han besøgte sidst København denne sommer, hvor han spillede på Det Kgl. Teaters gamle scene med Zawinul Syndicate, en koncert der ifølge Copenhagen Jazzhouse bossen Lars Thorborg var årets bedste.

Pianisten Ethan Iverson har på det seneste optrådt i duosammenhænge i New York, bla. med bassisten Charlie Haden på klubben Blue Note og senest med pianisten Fred Hersch på Jazz Standard, denne koncert var en del af 6 koncerter med pianoduetter med Hersch som gennemgående. Han spillede bla. også med Jason Moran, Kenny Barron og Brad Mehldau.
Men bare rolig, Ethan Iverson har ikke glemt, det som gjorde ham kendt, The Bad Plus. Dette efterår kan det danske jazzpublikum opleve dem hele to gange. Første gang er på Copenhagen Jazzhouse d. 16. oktober og anden gang er på Dexter i Odense d. 20. oktober
Blog: thebadplus.typepad.com/dothemath/
My Space: www.myspace.com/badplus
Stjernejazz i Skåne
I dagene 11.-13. oktober er der jazzfestival i Kristianstad. Den lille festival får besøg af den sydafrikanske jazzlegende Abdullah Ibrahim (aka Dollar Brand). Bassisten Esperanza Spalding, der spillede på Jazzhouse under jazzfestivallen tager saxofonisten Joe Lovano med. Manu Dibango & The Soul Makossa Gang sørger for endnu et afrojazz indslag på festivallen. Desuden kan man opleve vore egen yndlinge Jazzkamikaze.
Se mere på: www.jazzfestivalen.se
Hancock spiller Joni Mitchell
På den kommende Herbie Hancock plade, River: The Joni Letters har Herbie Hancock kastet sig over Joni Mitchells musik. Der er fire instrumentalnumre (bla. Both sides now) og resten af numrene synges af Norah Jones, Tina Turner, Corinne Bailey Rae, Luciana Souza, Leonard Cohen og Joni Mitchell.
My Space: www.myspace.com/herbiehancock

Sinne er moden til succes
Sangerinden Sinne Eeg har lige sendt sin anden plade Waiting for Dawn på gaden. Den første kom for fire år siden. Sinne Eeg har en stemme der betager med det samme. Hun synger med en enkelhed og lethed, følelserne er tilstede lige under overfladen, de kan både høres og mærkes. Der kunne nævnes et par nulevende og et par afdøde sangerinder som man kommer til at tænke på når man hører musikken, men Sinne Eeg er sig selv og det ville være ufortjent at lade nogle stjernenavne skygge for hende.
Hun har skrevet 6 af pladens 11 numre, hvor specielt Stuck hænger fast. Lars Jansson har skrevet 3 numre og spiller piano på pladen og det er et scoop, der lige præcis løfter pladen helt op. At han så bakkes op af Mads Vinding på bas og Morten Lund på trommer gør det kun bedre. De spiller sig helt ud og Sinne Eeg kunne næppe få et bedre band.
Sinne Eeg bør få et gennembrud med denne plade, der er udgivet af Calibrated Records.
Bonusinfo 1:
Sinne Eeg er på tur i uge 5 i 2008 med trioen, hvor Peter Rosendal er stand in for Lars Jansson.
Bonusinfo 2:
Sinne Eeg underviser i sang på Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg.
Bonusinfo 3:
Pladen fik de sjældne 6 hjerter i Politiken af Boris Rabinowitsch.
My Space: www.myspace.com/sinneeeg
Trompetisten Arnvid Meyer er død, 80 år gammel. Fra 1959 og frem til 1973 havde han sin egen sekstet, hvor han i løbet af årene bla. havde Jesper Thilo, Hugo Rasmussen, Hans Nymand, Niels Jørgen Steen og John Darville. Han nåede at præsentere en lang række amerikanske koryfæer som gæstemusikere, bla. Harry Sweets Edison, Buck Clayton, Benny Carter, Coleman Hawkins, Ben Webster og J.C. Higginbotham.
Men det var ikke som trompetist han satte sit største fingeraftryk på dansk jazz. Han dannede Det Danske Jazzcenter i Rønnede, som stod for både organisations- og dokumentationsopgaver. Han var med i Den Danske Jazzkreds, senere Dansk Jazzforbund. Ligeledes var han med i etableringen af Radio Jazz, Montmartre i Nørregade og ikke mindst Jazzpar prisen og havde i 11 år et vigtigt sæde i Statens Musikråds repræsentantskab.
Han har gennem årene bla. modtaget følgende priser, PH-Prisen, Dansk Musikerforbunds Hæderspris og Ben Webster Fondens Hæderspris og senest i 2005 modtog han ved Danish Jazz Awards IFPI's ærespris, for sit store arbejde for jazzen i Danmark.
I de seneste år har han været optaget af forarbejdet til en ny dansk jazz diskografi og sammen med sønnen Cim Meyer forberedte han en bog og CD udgivelse med højdepunkter med sit orkester.
En Smuk Dag på Sol Skibet
Beautiful Day har snart eksisteret i 10 år. I løbet af de 10 år har alle fire medlemmer manifesteret sig som alsidige og de har etableret sig godt og grundigt på den danske musikscene. I 1999 startede gruppen med at spille musik komponeret af guitaristen Jakob Bro. Musikken fra dengang kastede de sig atter over sidste sommer, hvor de spillede to koncerter på Voxhall i Århus arrangeret af Sun Ship, under Århus Jazz Festival.
Musikken er nu udgivet af Loveland Records på en CD med titlen Live at Sun Ship. I 1999 følte bandet sig som verdensmestre og Bro var mand nok til, at lave så kompliceret musik, at der skulle gå 7 år, før de endelig var i stand til at spille dem ordentligt. Jakob Bros kolleger i Beautiful Day er Jeppe Gram på trommer, Nicolai Munch Hansen på bas og Jakob Dinesen på saxofon.
De fire musikere er kompetente nok til den komplicerede musik, som nok handler om at sprøjte en masse ud i hovedet på lytteren, men den masse er ikke ude på at vælte lytteren, men smyger sig istedet om kroppen og hovedet. Musikken er fyldig, Dinesen og Bro kører et parløb og mens man nærlytter til de to musikeres genialiteter opdager man at Gram og Munch-Hansen spiller lige så meget med. Beautiful Day er en unik kvartet på den danske jazzscene og man må håbe at de bliver sammen mange år frem.
Jakob Bro: www.myspace.com/jakobbro

Er det ved at udvikle sig til en tradition? Den amerikanske jazzsanger Curtis Stigers besøger atter Danmark i en længere periode. Han er på scenen i Musikhuset i Århus d. 18. okt. og på Tobakkens scene d. 19. okt. D. 21. okt. står han på Postens scene i Odense, sidste år var han på det mindre Dexter 2 aftener. Men i år bliver det altså på det store nyrenoverede Posten, der har fået stor ros for sin gode akustik.
Stigers slutter Danmarksbesøget af med fire koncerter på Copenhagen Jazzhouse fra d. 22. okt til d. 25. okt.
Curtis Stigers: www.curtisstigers.com
Jazz i Kolding
Jazzsæsonen er startet på Godset, det regionale spillested i Kolding. Her huserer jazzklubben Jazz 6000. Pillow med Bjarke Falgren spillede sæsonen igang, torsdag d. 30. aug. I efteråret kan man opleve et stilmæssigt blandet program. Se og hør Grupo Dansons salsa, Jazzkamikazes powerjazz, Martin Lutz's afronordic, Niels Jørgens Steen og A-Teams swing, Blanco Y Negro's cubajazz og Scott Hamiltons moderne swing.
www.jazz6000.dk
En tændt Lampe
Der er kul på med det samme, Get loose synger han, og lige præcis dét er han god til, at være loose. Det drejer sig om den, for de fleste, fuldstændigt ukendte danske jazzsanger Søren Lampe.
Stemmen er original og charmerende, Lampe synger ikke som nogen anden, en meget upræcis beskrivelse er at han lyder som en blanding af Billy Eckstine (Lampe er ikke lige så affekteret) og Frede "Fup" Nordbrink (Lampe er bedre til at synge på engelsk). Stilen er tilbagelænet jazz med stænk af blues og pop. Han kaster sig over jazzkendinge som My foolish heart og Almost like being in love, men også Hendrix's Angel og Dylan's Just like a woman er der blevet plads til. Desuden har han selv skrevet tekst til fire af pladens numre.
Vi har ikke mange mandlige jazzvokalister herhjemme (der går vel 50 kvindelige på en mandlig jazzvokalist), så når der endelig dukker en op, er det spændende hvad han har på hjertet. Lampe har en god chance for at kunne blive populær på koncertscenerne. Det lyder til at der er fest og farver i manden. Men ifølge hans My Space er der ikke koncerter i farvandet.
Lampe har fået de allerbedste startbetingelser. En flok meget erfarne jazzmusikere er med på pladen. Kasper Villaume spiller piano og har produceret. Herudover møder vi Morten Lund (trommer), Thomas Fonnesbæk (bas), Jeppe Tuxen (hammond), Per Gade (guitar), Thomas Maintz (guitar), Anders Gaardmand (baryton sax), Claus Waidtløw (tenor sax), Steen Hansen (basun), Gunnar Halle (trompet) og Anders Ørsager (kor). De får heldigvis plads til diverse soli som er strøet med rund hånd ud over hele pladen.
Pladen udgives af Calibrated Records
Bonusinfo:
Søren Lampe har været sanginstruktør på både Brandbjerg og Engelsholm musikstævnerne.
My Space: www.myspace.com/sorenlampe
Nicolai Munch-Hansen vil gerne gøre det rigtige
Når Tim Christensen, Jens Unmack og Dicte mangler en bassist ringer de til ham, så på trods af hans store talent som jazzbassist har han aldrig nået at lave en soloplade før nu. Der har altid lige været et rockband som kunne bruge ham. Men heldigvis er Nicolai Munch Hansen også kendt som bassisten i de musikalske projekter som omkranser Jakob Bro's Beautiful Day og Jeppe Gram's Gramski Beat.
Nu er der så kommet en soloplade fra Munch Hansen. Den blev allerede indspillet i marts 2005, iøvrigt med bassistkollegaen Anders Christensen i producerstolen. Pladen hedder Wanna do right, but not right now, og kender man de jazzprojekter som Munch Hansen ellers har været involveret bliver man ikke overrasket negativt. Jakob Bro spiller guitar på tre numre, Mads Hyhne (basun), Ned Ferm (sax) og Jakob Høyer (trommer) udgør grundstammen på pladen. Jakob Høyer er mest kendt for at spille i The Raveonettes. De fire musikere fylder meget, men på trods af både Høyers og Munch Hansens jobs i rockverdenen er det hverken beskidt eller hårdtslående. Det er ligefrem småelegant, Hyhne er selvfølgelig altid lidt utilregnelig, men ellers holder de sig i skindet og spiller op til og med hinanden. Ned Ferm på saxofonen er ikke Danmark længere, han tog til USA efter at han var færdig på rytmekons. Gad vide om Hyhne ikke savner ham. De to musikere forstod i den grad at kommunikere med hinanden, og nåede at gøre det i mange andre sammenhænge.
Pladen udgives af Jakob Bro's Loveland Records, der distribueres af pladekisten.dk
Bonusinfo:
Nicolai Munch Hansens bror, Christian Munch Hansen er jazzanmelder på dagbladet Information.
Loveland Records: www.lovelandrecords.dk
Katrine Madsen på DVD
I løbet af efteråret optages 8 jazzkoncerter på Gimle i Roskilde, med henblik på at få billeddokumenteret den danske jazzscene. Da DR TV ikke er forpligtet til at bringe kvalitesmusik og ej heller er interesseret i det, finansieres optagelserne af Dansk Jazzforbund. Optagelserne kan bands'ene så senere udgive på DVD.
Men der findes allerede danske jazz DVD'er. So What Film er klar med deres 4. udgivelse. Det drejer sig om en koncertoptagelse fra Copenhagen Jazhouse med Katrine Madsen. Hun har efterhånden 9 CD udgivelser på samvittigheden og et utal af koncerter landet over. Det er det sidste som bringes i fokus her. Med hendes altid veloplagte trio bestående af Henrik Gunde på piano, Jesper Bodilsen på bas og Jonas Johansen på trommer præsenteres vi for en række numre, som mange kender fra hendes koncerter, bla. den selvskrevne When night birds sing, Ellingtons In a sentimental mood og Lennon/McCartneys Can't buy me love.
Vi kommer tæt på Katrine og trioen via DVD'ens ekstramateriale. Katrine lukker os ind i den verden og de tanker der er med til at skabe hende som sanger (-eller musiker, som hun fortrækker at blive kaldt) i et interessant interview. Trioen får også lov til at komme til orde. Her fortæller de om den musikalske udvikling som trioen og Katrine Madsen har været igennem.
Katrine Madsen brænder igennem, når hun står på scenen. Hun er en sammenfletning af performer og ægthed. Der er sjæl, smerte, skønhed og frem for alt, det som gennemsyrer Katrine Madsen og trioen; et vanvittigt højt teknisk niveau, som næppe kan matches herhjemme. I forbindelse med en koncert i Rockport, USA siger Jesper Bodilsen at arrangøren gerne vil sammenligne Katrine med Diana Krall, men Bodilsen hælder mere til Shirley Horn, hvis der endelig skal nævnes nogen. Det kan han have ret i. Katrine Madsen trækker på de store sangerinder som var engang, men hun er idag i kraft af hendes store erfaring gået hen og blevet sig selv -mon ikke Bodilsen er enig? ;-)
Koncertdelen på DVD'en indeholder 8 numre og der er 40 minutters bonusmateriale.
Katrine Madsen: www.katrine-madsen.dk
Poesiplade parade
Peter Laugesen er beatpoet.
Beat som i Ginsbergs beatgeneration,
Beat som i at holde beatet
Rytme og jazz og digte
Svingende poetisk jazz-fra En mening om Peter Laugesen (Niels Overgård)
En negerdreng i sneen
med bourdeaux rød vindjakke
Olivengullig strikket tophue
og reklamerne i to store orange tasker
på en kanariegul cykel
-fra Et halvfjerdsindstyvende forår (Peter Laugesen)
Peter Laugesen er digteren og manden med ordene i Consul Pepsi & The Sweet Thunder Parade, som også er ny plade med digte og jazz. Laugesen har tidligere samarbejdet med bla. Mindspray og Singvogel. Denne gang er den musikalske stil i høj grad inspireret af 60'ernes 50'ernes amerikanske jazz (Coltrane og Miles). Jakob Buchanan (trompet og flygelhorn) er en af de skyldige i stilen. Han har komponeret 5 af pladens 12 numre. Nummeret Et halvfjerdsindtyvende forår er modaljazz. Hundedigt 1 og 2 er mere Coltrane, eller for at være mere retfærdig John Tchicai.
Det er ikke helt tilfældigt, For Tchicai medvirker nemlig på pladen. Samarbejdet kom i stand efter at Tchicai i 2005 fik den århusianske jazzpris Gaffelprisen, og her spillede han sammen med Jakob Buchanan og Peter Laugesen var special guest. I maj 2006 indspillede de pladen i en 1000 år gammel kirke i Pyrenæerne, den er indspillet af Johannes Hejl der står bag One Mic. Det er også ham der spiller kontrabas i Consul Pepsi, der også består af Madsole på sax, Anders Holm på trommer, udover de førnævnte Tchicai og Buchanan.
Musikerne i Consul Pepsi har forskellig musikalsk baggrund. John Tchicai er saxstjerne i avantgarden, Madsole er første altsax i Ib Glindemanns Orkester, Anders Holm spiller trommer i Hush og Michael Blichers Radiostar, Johs. Hejl er udover at være ejer af One Mic også bassist i Klondyke, Antophones og Sorten Muld, Jakob Buchanan er med i Pauseland og udgav i 2006 med Jakob Buchanan Sextet pladen "i"
Peter Laugesen er en mester, sansen for ordene, rytmikken og timingen er suveræn. Han er ikke reduceret til en mand, der bare læser højt, han er lige så meget med i bandet, som de andre.
Spørgsmålet er om digte og jazz kan være mere sammensmeltede end de er her? Det kan de næppe!
Pladen udgives af Buchanan Records, der distribueres af Pladekisten.dk

En af allerstørste indenfor jazzen er død. Trommeslageren og stilskaberen Max Roach blev 83 år. Han døde på et hospital på Manahattan, sent onsdag aften efter lang tids sygdom.
Han var med ved fødslen af beboppen. I 1942 var han begyndt at spille med Dizzy Gillespie og Charlie Parker ved jam sessions i New York. I 1944 var han med i dannelsen af en af de første bopgrupper sammen med Oscar Pettiford og Dizzy Gillespie.. I 1947 var han med i Charlie Parkers kvintet og de spillede siden sammen ved mange lejligheder, bla. på Jazz at Massey Hall fra 1953. I 1954 dannede han sammen med Clifford Brown en kvintet, der skulle blive en af de mest stildannende. Han medvirkede på en lang række af de vigtigste jazzplader fra 50'erne (med bla. Thelonious Monk, Sonny Rollins og Charles Mingus)
I 1960 begyndte han at bruge sine musikalske evner politisk og lavede sammen med Abbey Lincoln (som han var gift med fra 1962-1970) pladen We insist- Freedom now suite. I 1970 dannede han det 10 mand store percussionenesemble M'Boom, senere i 70'erne arbejdede han sammen med Anthony Braxton, Cecil Taylor og Dizzy Gillespie.
Max Roach blev i løbet af sin karriere hædret med mange priser og inkluderet i diverse Hall of fame.
Max Roach søgte aldrig den letteste vej i trommespillet og ved hjælp af hans store virtuositet blev han den mest innovative trommeslager jazzen nogensinde har hørt.
(tak til Martin Ramsgård for tippet)
Jazz i Herning
Jazzklubben Moor Jazz holder til på det regionale spillested Fermaten i Herning, der på andet år er igang med en ombygning. Det afholder dog ikke jazzklubben fra at afholde koncerter. Alle koncerterne afholdes på den intime Scene 2 midt i Herning. Dette efterår har Moor Jazz et af de mest ambitiøse programmer til dato. De starter d. 19. september med trommeslageren Antonio Sanchez (kendt fra Pat Metheny Trio, Joshua Redman Trio og Chick Corea) der kommer i selskab med Søren Møller (piano), Morten Ramsbøl (bas) og Fredrik Kronkvist (sax), de vil spille musik af John Coltrane.
Herefter følger koncerter med Jazzkamikaze, Mais Uma feat. DJ Master Fatman, Emil de Waal+, Ginman feat. Jimmy Jørgensen og Scott Hamilton Scandinavian Five.
På frokostjazzprogrammet kan man møde så habile folk som Hugo Rasmussen Allstarz, Birgitte Laugesen, The Jaazzz feat. Nulle, Fessor og Jesper Riis og Bourbon Street Jazzband.
Moor Jazz: www.moorjazz.dk
Stjernesur Keith Jarrett
Nu er mr. Jarrett jo ikke ligefrem kendt for at være en Otto Leisner i alfaderlig imødekommenhed. Men hvis du stadig tvivlede og troede at de eneste ord som kom ud af Jarrets mund under koncerterne var et grynt i ny og næ, så kan man godt tro om igen. På You Tube kan man for tiden se en amatøroptagelse fra den italienske jazzfestival, denne sommer, hvor Keith Jarrett's trio optrådte. Han anvender meget grimme gloser om dem, som har brugt kamera under koncerten, truer med at forlade scenen og mener iøvrigt det er et privilegium for publikum at få lov til at være til koncert med ham.
Ifølge Howard Mandels blog Jazz beyond jazz, udtalte den kunstneriske leder Carlo Pagnotta, at byen Perugia, der er vært for Umbria Jazz, ikke ville have noget med Keith Jarrett at gøre i fremtiden, de klarer sig uden hans musik.
www.youtube.com/watch?v=BB9mMABRM0c
Har du lyst til, at se en koncertoptagelse fra før Jarrett blev alt for muggen, kan du opleve ham sammen med Miles Davis på Isle og Wight festivalen i 1970 på CNET, med nummeret Call it anything
http://www.cnettv.com/9742-1_53-7507.html
Coltrane hyldest
To kapelmestre fra det danske jazzmiljø og en svensk saxofonist går nu sammen om at danne en kvartet med internationalt format og ambitioner. Med den mexicanske trommeslager Antonio Sanchez som energisk inspirator, den svenske altsaxofonist Fredrik Kronkvist helt i front, samt pianisten Søren Møller og bassisten Morten Ramsbøl, er der lagt op til en række koncerter med jazz af høj international klasse.
Kvartettens tilblivelse vil blive markeret ved en række koncerter i Danmark og Sverige, samt udgivelsen af cd’en A TRIBUTE TO TRANE. John Coltrane ville i år være fyldt firs. CD’en indeholder numre man normalt forbinder med John Coltranes Quartet, samt egne kompositioner af Søren Møller og Fredrik Kronkvist, der bygger videre på Coltranes ideer og bringer musikken up to date.
Antonio Sanchez er en stjerne på den internationale jazzhimmel og har igennem hans samarbejder med Pat Metheny Group, Joshua Redman og Chick Corea skabt en sammensmeltning mellem hans latinamerikanske rødder og den moderne amerikanske jazz. Med denne nye internationale kvartets tilblivelse, får det danske og det svenske publikum en helt unik mulighed for at høre denne mestertrommeslager i mere intime omgivelser end normalt. En fantastisk mulighed for at komme helt tæt på en af jazzens mest respekterede trommeslagere.
Ramsbøl, Kronkvist, Møller og Sanchez præsenterer en musik der lægger vægt på høj energi og smittende rytmer. Men mon ikke kvartettens overvejende skandinaviske tilhørsforhold vil bringe de melodiske ideer og de nordiske vider frem i de fire musikere.
De kan i september måned opleves i Herning (19.), Skive Jazzklub (22.), Copenhagen Jazzhouse (23.) og på Huset i Ålborg (25.)
Søren Møller: www.sorenmoller.com
Jazz i Svendborg
Giant Steps er ikke kun en meget populær plade med John Coltrane, det er også navnet på jazzklubben i Svendborg. Efterårets program starter med d. 6. september med sangeren Benni Chawes, herefter følger koncerter med TadsTaTour (under ledelse af P2 prisvinderen Mads la Cour), Return To Forever Tribute (med Thomas Clausen), Drums Across feat. Carsten Dahl og Lennart Ginman, Makiko Hirabayashi Trio (med Marilyn Mazur), Radio Bevort, Peter Vuust Quartet feat. Veronica Mortensen, Etienne Mbappe, Tango Orkestret, Ginman feat. Jimmy Jørgensen og flere andre. Efteråret sluttes af med den årligt tilbagevendende Giant Steps Dream Jam, hvor man kan opleve danske jazzmusikere i en helt ny sammenhæng.
Giant Steps: www.giantsteps.dk