30 år og hva' så?
Den ene er lige fyldt 30 år og den anden fylder snart 30 år. De er begge to pladeaktuelle med hver deres plade. Pianisten Søren Kjærgaards og guitaristen Jakob Bros veje har krydset hinanden mange gange. De spiller bla. sammen i postrockbandet Bandapart.
De mange paraleller stopper ikke her. De har begge brugt den amerikanske bassist Ben Street, der er en kendt mand i yngre dansk jazz, 40 års fødselaren (jo, der er mange runde dage for tiden) Jakob Dinesen og Kresten Osgood har feks. også brugt ham. Begge plader er indspillet i New York og de har brugt den legendariske lydtekniker James Farber.
Musikalsk befinder Kjærgaard sig i det dystre hjørne af stuen, nogle få solstråler slipper gennem gardinerne, men ellers er der mørkt. Det er ikke tilfældigt at Kjærgaard benytter sig af trommeslageren Andrew Cyrille, der fra 1964 og elleve år frem arbejdede sammen med Cecil Taylor. Kjærgaards musikalske afsæt er i frie jazztankegang. Han bringer dog ikke musikken i den totale opløsning, og Cyrille bevarer, pudsigt nok, den rytmiske puls. Pladen afsluttes iøvrigt med et rekviem; Radio House Requiem, et hus der har haft en vis betydning for netop Kjærgaards karriere.
Bro har også fået hjælp fra sine musikalske inspirationskilder. Trommeslageren/legenden Paul Motian og Ben Street udgør den faste rytmegruppe på pladens ni numre, hvor de suppleres af saxofonisten Mark Turner på 2 numre, saxofonisten Chris Cheek på 1 nummer, saxofonisten Jesper Zeuthen på 3 numre, basklarinetisten Andrew D'Angelo på 2 numre, Guitaristen Kurt Rosenwinkel på 1 nummer og den vigtigste guitaristen Bill Frisell der er med på 6 numre. Frisell og Bro kommunikerer med hinanden på guitarerne og da de taler det samme sprog, bliver det til nogle velartikulerede samtaler. De lytter til hinanden, tager tråden fra den anden op og råber aldrig i munden på hinanden. Musikalsk befinder vi os i et fritflydende balladunivers.
Jakob Bro og Søren Kjærgaard er to jazzmusikere, der begge får det maksimale ud af deres talent. De udfordrer sig selv ved konstant at være i fremdrift. De er hele tiden på udflugt efter nye musikalske sider af sig selv, og er ikke stagneret eller blevet kedelige, selv om de ikke er unge længere.
Bonus
Søren Kjærgaards trio kan opleves på sommerens to store danske jazzfestivaller
Søren Kjærgaard: www.sorenkjaergaard.com
Jakob Bro: www.jakobbro.com
Mads la Cour sammen med Håvard Wiik
Da Mads la Cour sidste år modtog DR P2's jazzpris ved Danish Music Awards var det en overraskelse af de gode. La Cour havde indtil da gjort mest væsen af sig på Fyn og i Tyskland. Men han havde vikarieret nogle gange i DR Big Band. Det havde DR lagt så meget mærke til, at han skulle præmieres.
Mads la Cour har sammensat et nyt orkester til denne indspilning. Den norske pianist Håvard Wiik, der bla. er kendt fra freejazzgruppen Atomic og i det hele taget har markeret sig en del på den norske jazzscene, trommeslageren Kresten Osgood, som her er tilbage på jazzlandevejen, la Cour's makker fra gruppen Quartz bassisten Andreas Lang og den tyske saxofonist Philipp Gropper, der også spiller med Lang i den dansk-tyske gruppe FUSK.
La Cour har valgt flygelhornet som primærinstrument på pladen. Den pæne forfader til trompeten, men la Cour er ikke en "pæn dreng". For det første er musikken ikke af den let tilgængelige slags og for det andet gør han ikke det mest indlysende; at sælge sig selv som musiker. La Cour vil mere end det, den her plade er der mere fokus på hans kompositoriske evner og kapelmesterrollen. Han har heldigvis evnerne til at gå ind i de to roller. Han giver plads til de fire medspillere. Håvard Wiik på klaveret og Andreas Lang på bassen spiller sig flere gange helt ud.
Bonusinfo
Mads la Cour er på miniturné i Danmark i slutningen af september med musikerne fra pladen.
My Space: www.myspace.com/madslacour
Jazz på seniorordning
På arbejdsmarkedet har man brug for de gamle rutinerede kræfter, dem der har erfaringerne og kan noget som ingen andre kan. Men de bliver tit presset ud, der kommer nye krav og rutiner og dem som egentlig gerne ville have taget nogle år mere på arbejdsmarkedet, hvor de kun gjorde det som de var gode til, stopper som regel. Fordi de mødes med krav om at lave ting som de ikke har lyst til.
Chick Corea fylder 67 år til sommer og Gary Burton er lige fyldt 65 år. I starten af 70'erne var de ustoppelige og var med i meget. Som feks. på en tysk jazzfestival, hvor arrangøren havde bedt de forskellige musikere om at optræde ved en fælles jam, sidst på aftenen. Der dukkede kun to musikere op: Corea og Burton.
Det blev starten på et musikalsk venskab, der har varet ved lige siden. Plademæssigt startede de med pladen Crystal silence på ECM Records, der siden fik klassikerstatus. Idag spiller de stadig sammen og den nye udgivelse The new crystal silence er en kraftig understregning af at de stadig er i en klasse for sig selv. Det er en dobbeltCD der indspillet sidste år i Australien og Norge. På den første CD bakkes de op af Sydney Symphony. Velkendte Corea kompositioner som Crystal silence og La Fiesta kommer i dette lys, til at fremstå som korte symfonier, med afvekslende forløb.
Den anden CD er fra Molde Jazzfestival, hvor Corea og Burton lægger salen ned med musik af Corea (bla. Señor Mouse), Bill Evans (Waltz for Debby) og Gershwin (I love you Porgy). Deres sammenspil er fantastisk. Burton som den store improvisator, hele tiden vekslende og kombineret med Coreas store klaverspil. Det er nok frækt at kalde den her for bedre end en 35 år gammel klassiker som Crystal silence, den er immervæk først lige udkommet. Men den er stor og komplementerer på fineste vis den gamle.
To ikke helt unge jazzmusikere viser her, at man kan lave intelligent og nutidig jazz, uden at gå på kompromis og kopiere sig selv. Der er stadig brug for dem, selv om det ikke længere er dem, der revolutionerer jazzen.
Bonusinfo
Kan du ikke få nok af Chick Corea, er der lige udgivet en 6 CD boks i Japan, med 5 forskellige triobesætninger. Du kan læse og lytte her: www.5trios.com
Chick Corea: www.chickcorea.com
Nyt fra den århusianske undergrund
Trioer i jazzen er ikke ualmindeligt, men konstellation sax, piano og trommer er ikke hverdagskost. Det berører så ikke ikke den århusianske trio Saft, men de er heller ikke hverdagskost. Trioen består af Mette Rasmussen på saxofon, Kasper Bjerg på piano og Wurlitzer og Søren Mehlsen på trommer. De var med i Dansk Jazzforbunds konkurrence Ung Jazz i 2006, hvor de blev nr. 2. De to herrer i trioen Mehlsen og Bjerg er særdeles aktive i det århusianske jazzmiljø omkring bla. Sunship og Konservatoriet. De spiller bla. i Berne/Bjerg/Mehlsen, Feed Your Head, Khrat og Opération Zéro, der ligeledes er en trio og pladeaktuelle. Her er Mette Rasmussen skiftet ud med guitaristen Kristian Westergaard.
Begge bands udgives på Kakofone, et nyt pladeselskab der udgiver moderne impro, eksperimenterende, støj og avantgarde. Kakofoni betyder mislyd eller ildelydende musik. De to første udgivelser er ikke musik skabt til en mintgrøn hotellobby, men ildelydende musik er det ikke.
Opération Zéro står for vildskaben og det utilpassede. Der stræbes efter et lydtryk og et udtryk, hvor støjen er gud. Der spilles ikke opløsningsagtigt frit, der veksles mellem støjrock a la Sonic Youth og undersøgende lydeksperimenteren med instrumenterne; feedbackstøj fra guitaren (har Kristian Westergaard Lou Reed's Metal Machine Music?) etc. Det er musik der hører hjemme i en fugtig kælder der kun er oplyst af en 25 watts pære.
Saft trioen trækker mere på nogle af de erfaringer som Mehlsen/Bjerg har fået via samarbejdet med den amerikanske avantgardesaxofonist Tim Berne, og når man lige har hørt pladen med Opération Zéro er den nærmest straight jazz. Men så nemt er det heldigvis ikke. De musikalske bindinger og strukturer slippes mange gange på pladen, søgende mod den komplette opløsning, hvorefter det gribes, bruges til noget nyt og genopbygges, så en anden idé kan nedbrydes.
Det bliver spændende at følge pladeselskabet Kakofone i fremtiden, niveauet er meget højt fra starten.
Bonusinfo
Opération Zéro's pladecover er sort som bare...men ser man godt efter kan man se at der står noget.
Opération Zéro: www.myspace.com/leoperationzero
Saft: www.myspace.com/saftmusicdk
Kakofone på You Tube: www.youtube.com/profile_videos?user=Kakofone&p=r
Cadentia Nova Danica -en klassiker?
På den gode amerikanske jazzblog Destination-out har man kastet sig over pladen John Tchicai & Cadentia Nova Danica fra 1968. Det var gruppens første plade. Pladen er ultrasjælden og er aldrig genudgivet. På Destination-out kan man høre tre af numrene i MP3 udgave. Blandt de medvirkende musikere finder vi Max Brüel, Karsten Vogel, Kim Menzer og Hugh Steinmetz.
I 1969 kom gruppens plade nr. 2, Afrodisiaca, der fik de gamle intellektuelle jazzanmeldere Boris Rabinowitsch (Politiken), Arnvid Meyer (BT) og Erik Wiedemann (Information) op af stolene og roste den til skyerne. Thurston Moore fra rockgruppen Sonic Youth, der har inspireret mange unge jazzmusikere, har den med på sin Top 10 over plader fra "The Free Jazz Underground"
Denne er iøvrigt heller ikke genudgivet på CD. Hvem kommer først?
Skip det danske
Esben Just er en fremragende sanger, entertainer og pianist. Søren Frost er swingende formidabel trommeslager og SP er ikke med længere. Han er skiftet ud med Ole Skipper Moesgaard. Så bandet hedder nu Skipper Just Frost.
De har eksisteret i over 10 år, hvor de har underholdt og holdt festgryden i kog på mange danske spillesteder. De er ganske enkelt uovertrufne på deres felt, når de med New Orleans inspireret rootsfunk trykker den af på scenen. Ved siden af har de udgivet plader. I 2004 valgte de at synge på dansk på pladerne. Det har de fået en del hug for siden. Men ligesom en bokser heller ikke holder op, fordi han har fået et sæbeøje, så holder trioen endnu en gang fast i, at det skal være på dansk.
Problemet er at man kan høre, at det er nogle stinkende dygtige musikere der spiller noget medrivende musik. Men hvorfor skal sangene lyde som ringeste tankstationsdansktop? Det er forvirrende og værst af alt, så kommer det til at lyde dårligt.
På den nye plade er der kommet toner med fra det cubanske, og musikalsk forsøger de at lægge op til fest. Men er det til enkebal? Man kan godt blive i tvivl.
Skipper Just Frost: www.spjustfrost.dk
Big band møder norsk brutaljazz
Jørgen Munkeby er medlem af den norske gruppe Shining, der spiller en norsk udgave af brutal metaljazz. Han spiller både på EWI, saxofon og guitar. På den nye plade med BSDnBB der er optaget på sidste års udgaver af Roskilde Festival og Aarhus International Jazzfestival medvirker Munkeby både som solist og komponist. Den første del af pladen er helliget hans arbejde, bla. med numre fra Shinings repertoire, der af gode grunde kommer til at fylde endnu mere end de gjorde i forvejen, når de bliver spillet af et 25 mand stort big band.
Numret Airborne er en perle fra dengang Jørgen Munkeby var medlem af Jaga Jazzist, herefter følger to numre med Munkeby på EWI. De minder på mange måder om en klassisk Kenneth Knudsen analog synthsolo, ikke dårligt! Så følger der nogle numre fra BSDnBB's eget repertoire og The Phrygian Axedeath er et sikkert hit, med blandingen af gammeldags heavyspade og heftige blæserarrangementer.
Inden pladen afsluttes med det vilde Munkeby nummer Fight dusk with dawn, møder vi sangerinden Turid Guldin på sangen Crawl right in, hvor hun sammen med René Damsbak på trompet står for pladens smukkeste nummer. Björk er ikke langt væk, men Guldin har sin egen stemme, og får rigtigt meget ud af den og BSDnBB.
BSDnBB fremstår lige nu som det mest originale danske big band, der er i kontakt med nutiden. Dem er der måske heller ikke så mange af, men det gør ikke BSDnBB mindre gode.
Bonusinfo
Blood Sweat Drum'n'Bass Big Band tager i midten af marts på tur med Palle Mikkelborg, hvor de bla. spiller i Ringsted (12. marts), Odense (13.), Herning (24.), Randers (28.), Grenå (29.) og Århus (30.)
BSDnBB: www.bloodsweatdrumnbass.com
My Space: www.myspace.com/bloodsweatdrumnbass
Norsk Pauseland
Den norske guitarist Jacob Young udsendte i 2004 sin første CD på det tyske pladeselskab ECM, med stor anmelderros til følge. Nu er han klar med en opfølger og musikerne er de samme. Det er en blanding af unge og garvede norske jazzmusikere. Mathias Eick på trompet, Vidar Johansen på sax, Mats Eilertsen på bas og Jon Christensen på trommer.
Styrken i Jacob Youngs musik finder man i gruppen. De afvikler musikken i et roligt tempo. Jacob Young byder som guitarist ikke på meget lir, der er ikke deciderede guitarsoli. Han spiller på akusitisk guitar på 6 af numrene. På den elektriske guitar kan han godt minde noget om Pat Metheny. Det lidt pudsige med pladen er at den på mange måder minder om århusianske Pauseland. Den store forskel er at Young udgives på ECM og som følge deraf kommer ud i hele verden. Pauseland klarer selv pladeudgivelsen.
Jacob Young: www.jacobyoung.no
Biblioteksjazz
På Gentofte Bibliotek bydes der i den kommende tid på to spændende jazzkoncerter. Den første er d. 26. feb. hvor Jan Kaspersen Kvartet spiller op sammen med Kaspersens mangeårige samarbejdspartner Simon Spang-Hanssen. D. 4. marts er det Thigpen-Bodilsen-Dahl der præsenterer musikken fra deres seneste CD Tribute to Night Train.
Gentofte Bibliotek: www.genbib.dk
Mangfoldigheden er her igen
Pianisten Jakob Davidsens gruppe Mangfoldighed er atter pladeaktuelle. Pladen At kaste sand op i luften præsenteres ved to releasekoncerter. D. 26. feb spiller de på Huset i Ålborg og d. 28. feb. er det på Copenhagen Jazzhouse man kan høre dem.
Jakob Davidsen: www.jakobdavidsen.dk
Hancocks pladesalg steg med 967%!
Efter at Herbie Hancock fik to Grammyer for pladen River: The Joni Letters, steg pladesalget voldsomt. Helt nøjagtigt med 967%, hvilket også medfører en plads som nr. 5 på den amerikanske Billboard Top 200. Hancock har aldrig tidligere været så højt placeret på hitlisten.
Kilde: www.jazztimes.com
Kirkeligt lydlaboratorium
Musikken på denne CD stammer fra 8 timers improviseret musik, der er kogt ned til 3 kvarter. Steinar Nickelsen spiller på kirkeorgel og synthesizer, Gunnar Halle på trompet og elektronik og Jeppe Kjellberg på guitar og elektronik. Musikken er indspillet i Brorsons kirke og Vor Frue Kirke i København, hvilket både har indflydelse på lyden (rumklangen), at Nickelsen kan spille på kirkeorgelet og at man kan høre fodtrin og andre ikke musikerskabte lyde.
På de fleste numre skaber musikerne store klangflader, hvor de med elektronik og deres individuelle instrumenter laver lange rolige forløb, hvor den ene krydser ind over den anden. Et enkelt nummer afviger lidt fra den form. På Canis Lupus spiller Gunnar Halle en forrygende lead på trompeten, med Kjellberg på akustisk guitar med en minimalistisk guitarfigur og Nickelsen på det store kirkeinstrument, og de får skabt et mere traditionelt stykke musik.
Trioen har skabt en plade med musik der ikke er hørt før, der er værd at høre. Det er behageligt, udfordrende, spændende og uforudsigeligt.
Gunnar Halle: www.myspace.com/hallegunnar
Forelsket i Örebro
Pladen hedder Se, det samme som svenske netsider ender på: .se, den er lavet af den danske pianist Rasmus H. Thomsen, som i en periode boede i Sverige. Pladen er lavet af en forelsket ung mand, forelsket i Sverige, forelsket i svenske Marie, som han nu er gift med. Pladen er herlig pop-jazzet sag, med vægt på den gode og enkle melodi.
Örebro er med overalt på pladen, der er lyde fra byens togstation, Musikhögskolans café Prego og Naturens Hus. Bassisten Patrik Hanson og trommeslageren Antti Ojala går igen på pladens numre, hvor der er mange gæstemusikere indover; flygelhorn, sang, marimba, sax og cello. Pladen er dog ikke overlæsset af den grund. Hmmm, tør man nævne den nordiske tone? Okay så en lille smule da, men Rasmus H. Thomsen lyder til at have været alt for glad og forelsket da han skrev musikken til at den havner i den melankolske gryde.
Bonusinfo
Der er releasekoncert på Jazzcup i Gothersgade i København d. 19. februar
My Space: www.myspace.com/rasmushthomsen
Klassisk Bazaarmusik
Bazaar har eksisteret på den danske musikscene i over 30 år. Med fagot/klarinet (Peter Bastian), orgel (Anders Koppel) og percussion (Flemming Quist Møller) har de skabt deres helt egen form for musik. Balkan, cirkusmusik, verdensmusik, schlagermusik, rumba, polka og mellemøstlige toner er bare nogle af ingredienserne. I 1980 og 1983 udgav de henholdsvis Gibbon jump og Nimbus på det hedengangne pladeselskab Amar, de er nu samlet på en CD; Vintage. Her kan man på den ene side høre typisk Bazaarmusik og på den anden siden er det alligevel lidt atypisk. Bazaars koncerter har altid forløbet som lange improviserede numre, der ikke er forudbestemte eller planlagte.
Vintage byder i den grad på arrangeret Bazaar og det trækker ikke ned. Det bliver afvekslende og de tre musikeres idéoverflow bliver tæmmet, men de opfører sig alligevel som tre 1-årige vildheste. Har man fulgt Bazaar gennem årene er denne plade uundgåelig. Det er velkendt Bazaarmusik og man kan ikke lade være med at blive i godt humør af numre som Sigøjnerkrudt og Freetown.
Bonusinfo
Melodien Parat start-! afsluttes med børnesang sunget af bla. Maria Carmen Koppel og Benjamin Koppel.
Bazaar spiller på Global, Nørre Allé 7 i København d. 22. feb. kl. 22.00
Saxophone Summit til København
Supergruppen Saxophone Summit der består af Dave Liebman, Joe Lovano og Ravi Coltrane kommer ifølge Ravi Coltranes site til Copenhagen Jazz Festival d. 6. juli. Bandet består desuden af Phil Markowitz (piano), Cecil McBee (bas) og Billy Hart (trommer). Saxophone Summit havde oprindeligt afdøde Michael Brecker som medlem, der også medvirkede på gruppens hidtil eneste album Gathering of spirits fra 2004.
Hvis Lund lå i Afrika
Den Lund-baserede Saxofonist Cennet Jönsson er en af de svenske jazzmusikere, der rykker mest for tiden. Han er aktiv i mange sammenhænge og er også en af kræfterne bag pladeselskabet Kopasetic productions, der startede i 2003 med at udgive den første plade med Cennet Jönsson Quartet. Nu er de aktuelle med deres anden plade Antelope dance. Udover Jönsson på tenor- og sopransax og basklarinet består kvartetten af Peter Nilsson på trommer, Mattias Hjorth på bas og Krister Jonsson på guitar.
Pladen rummer bevægende smukt og lyriskt saxspil, grovkornet groovy guitar, flagrende bækkenspil og tykt basspil.
Musikerne er i ørehøjde med hinanden, der er masser af plads til improvsation og det er tydeligt at de kender hinandens ressourcer godt, så de kan være med til at fremme det bedste ved hinanden. Musikken er med til at skabe billeder af afrikanske savanner set gennem en surreel farverig og varm tegneserieoptik.
Kopasetic: www.kopasetic.se
Summer Session er flyttet til Nordjylland
Sidste år blev jazz summer session aflyst, i år er den atter på banen. Dansk Jazz Forbund afholder den denne gang i Nordjylland på Vrå Højskole. I dagene fra d. 10. - 17. august er det muligt for danske jazzmusikere at få undervisning og inspiration fra nogle af jazzens store musikere.
Allerede nu er det afsløret at Yusef Lateef -der spillede med Jungleorkestret i Operaen for et par år siden, bassisten Miroslav Vitous og trommeslageren Jeff "Tain" Watts er blandt underviserne.
Du kan læse mere om arrangementet på Dansk Jazzforbunds site: www.dkjazz.dk
Jazzklaverhistorie på Christianshavns Beboerhus
Tirsdag d. 19. feb og de følgende 9 tirsdage kan man opleve en række danske pianister fortolke nogle af de allerstørste jazzpianister på Christianshavns Beboerhus. Jonas Müller spiller Harlem Renaissance, Johanna Borchert spiller Cole Porter, Jonas Müller (m. Anders Banke) spiller Chick Corea, Simon Toldam (m. Sture Ericsson) spiller Thelonious Monk, Søren Kjærgaard & Jonas Müller spiller Duke Ellington/Billy Strayhorn, Søren Kjærgaard (m. Jakob Høyer og Anders Christensen) spiller
Bud Powell og Sun Ra, Heine Hansen (trio) spiller McCoy Tyner, Margriet Naber spiller Mary Lou Williams, Mikkel Mark (m. Anders Christensen og Kresten Osgood) spiller Bill Evans og til sidst Jacob Anderskov (m. Jakob Høyer og Anders Christensen) der spiller Kompositioner af Herbie Nichols, Andrew Hill & Carla Bley.
Læs mere på Beboerhusets site: www.beboerhus.dk
Ny dansk superkvintet
Torsdag den 21. februar slår Paradise Jazz, der holder til i Huset i Magstræde i København, dørene op for en nydannet dansk super-jazzkvintet.
Hovedpersonerne er saxofonisterne Jan zum Vohrde og Thomas Agergaard, som har haft hver deres bemærkelsesværdige karrierer, men som nu går sammen i dette fælles projekt. Med sig har de 3 yngre, men allerede veletablerede musikere, nemlig Niclas Knudsen på guitar, Kaspar Vadsholt på bas og Karsten Bagge på trommer. Om projektet fortæller Thomas Agergaard: ” Det er 30 år siden jeg ringede på Jan zum Vohrde’s dør for at få undervisning i at improvisere over akkorder. Og nu har vi lavet en kvintet sammen. Det er meget spænende at dykke ned i sine egne rødder, og genopleve at de frø som jeg modtog den gang, har udviklet sig så meget, men stadig har en klar linje tilbage til de værdier som Jan satte så stor pris på ved den improviserede jazz. Det er fantastisk som vores klang idealer ligger tæt og hvor naturligt vores linjer arbejder sammen.”
Paradise Jazz: www.paradisejazz.dk
Mazur bliver Artist in residence på Molde Jazz
Som Artist in residence skal hun afholde 4-5 forskellige koncerter på den norske Molde Jazz Festival der løber af stablen fra d. 14. -19. juli. Projekterne bliver afsløret i starten af marts.
Molde Jazz: www.moldejazz.no
Hollænder på ECM
Den 33 årige hollandske pianist Wolfert Brederode har to gange tidligere været med på en ECM plade, nemlig hos sangerinden Susanne Abbuehl. Denne gang er det uden sang. Brederode får hjælp af bassisten Mats Eilertsen (kendt fra Source og Jacob Young), trommeslageren Samuel Rohrer og klarinetisten Claudio Puntin.
Pladen er klassisk højspændt ECM lyd. Trommerne flyder frit, pianoet er stort og med rumklang, Eilertsen på bassen stabiliserer og er ikke uden skyld i at denne plade er særdeles lytteværdig. Den schweiziske klarinetist Claudio Puntin svæver over Brederodes nærmest minimalistiske klaverudtryk.
Wolfert Brederode: www.wolfertbrederode.com
Michel Camilo til Århus og København
Han optrådte der første gang i 1991 med kvintet og igen i 2002 med trio, nu vender den dominikanske pianist Michel Camilo atter tilbage med trioen til Aarhus international jazz festival, hvor han d. 17. juli optræder i Musikhuset.
Han kommer atter til Danmark i efteråret med trioen der består af Charles Flores på bas og Dafnis Priesto på trommer, hvor han indtager Copenhagen Jazz Houses scene over tre aftener fra 17. til 19. november
Michel Camilo: www.michelcamilo.com
Norsk brutaljazz nomineret til megapris
Den norske gruppe The Shining er nomineret til StatoilHydro prisen på 100.000 euro, det er de i selskab med bla. Susanna Wallumrød. Vinderen bliver afsløret på den norske festival By:Larm d. 23. februar.
Shining: www.shining.no
Norsk hjemmehygge
For et par år siden fik den norske sangerinde Solveig Slettahjell en pris på Kongsberg Jazzfestival. Prisen brugte hun til at købe et flygel. Flygelet betød at hun fik ny inspiration og det førte indspilningen af den aktuelle Domestic songs. Den er indspillet hjemme hos Solveig og hendes vanlige musikkammerater Slow Motion Quintet er krøbet gevaldigt, så der kun medvirker enkelte musikere på numrene.
Pladen indeholder flere numre med hitkvaliteter, en sang som One of these days befinder sig i Norah Jones-genren. Man kommer også til at tænke på Tom Waits, bla. med Lennon/McCartney nummeret Because, der er udstyret md bla. trompet, mellophone, euphonium, harmonium, glockenspil etc. Nummeret der følger lige efter er faktisk et Waits nummer, det er den smukke ballade Time fra klassikeren Rain dogs, som her serveres i en nøgen og smuk klaver/vokal udgave.
Solveig Slettahjell nyder stor popularitet i Norge, hvor hun såmænd har huseret på den norske hitliste i efteråret.
Solveig Slettahjell: www.curlinglegs.no/slettahjell/
Dansk amerikansk møde med svenske indspark
Denne plade sneg sig med på Informations liste over de 5 bedste danske jazzplader i 2007, og det er på ingen måde uforståeligt. Hans Ulrik og Jonas Johansen er for tredje gang sammen med den legendariske bassist Steve Swallow. Denne gang er der gæstemusikere med på pladen. Ulf Wakenius på guitar og Bobo Stenson på piano tilføjer flere dimensioner til den i forvejen stærke trio. Materialet er overvejende amerikanske standards. Selvom det er Steve Swallow der er "den store" er det ikke noget man tænker over når man hører Jonas Johansen og specielt Hans Ulrik som folder sig ud på saxofonen med en modenhed som bare gør ham bedre og bedre. Han er herhjemme i en klasse for sig selv, når han spiller som han gør på Believe in spring. Man kan komme til at tænke på både Sonny Rollins, Jan Garbarek og Michael Brecker, når man hører Hans Ulrik, uden at han er noget plagiat af dem.
Denne plade kan anbefales til alle som holder af nutidig klassisk jazz.
Cykeljazz
På coveret er der et billede af et nav fra et forhjul til en cykel. Peloton er for mange danskere noget vi kender fra TV om sommeren. Det er det der står på skærmen, når vi ser et billede af feltet under Tour de France. Det kan godt være at der nogle ryttere som er stukket af i et udbrud, men feltet er som regel samlet det meste af tiden og næsten altid når de er på flad landevej. Peloton er også en norsk jazzgruppe bestående af musikere der ikke har valgt den flade jazzlandevej. Musikken er overvejende skrevet af bandets saxofonist Hallvard M. Godal. Bandet består desuden af Karl Strømme (trompet og synth), Petter Vågan (guitar og lapsteel), Steinar Nickelsen (Arp, Oberheim og Moog) og Erik Nylander (trommer). Musikken er tildels inspireret af 70'ernes avantgarde/fusionsjazz. Det er nysgerrig og undersøgende musik, med til tider fuldstændigt besynderlige synthudbrud, understyret heavyguitar og groovy trommespil.
My Space: www.myspace.com/pelotonjazz
Fermaten i Herning genåbner
Det herningensiske spillested Fermaten har været lukket i en længere periode på grund af opbygning. Det regionale spillested, der er tegnet af arkitekten Kim Utzon er nu udvidet til det dobbelte. Fermatens jazzklub Moor Jazz har i den anledning hyret den legendariske trompetist Palle Mikkelborg til den første jazzkoncert d. 24. marts. Han skal for første gang spille sammen med det 26 mand store Blood Sweat Drum 'n' Bass Big Band fra Århus. Palle Mikkelborg spillede oprindeligt til den officielle åbningskoncert af Fermaten i 1988 sammen med Kenneth Knudsen og NHØP.
Moor Jazz præsenterer også en række andre koncerter: Moreno/Stief/Kock Hansen (d. 4. april), Phil Parnell 3 (d. 23. april) og Return to Forever Tribute feat. Thomas Clausen (d. 8. maj).
Derudover er der hver lørdag frokostjazzkoncerter med bla. Bourbon Street Jazzband, Swingstyrke 7, Steen Nikolaj Hansen, Katrine Madsen og mange andre.
Fermaten: www.fermaten.dk
Han lader træblodet flyde
Gennem årene har den 34 årige bassist og komponist Thommy Andersson spillet meget med Dalia Faitelson og Pierre Dørge, så når han endelig selv får lavet en en plade, kan det nok ikke undre at musikken er skrevet en nat på Bali. Men den lyder ikke specielt meget af verdensmusik, ihvertfald ikke af den fjerne slags. Svensk folkemusik er en del af Thommy Anderssons baggage. Vemod og melankoli præsenteres følsomt og smukt. Vokalerne på pladen består mest af ordløs sang og kan minde en del om samernes joik. Thommy Andersson har tidligere skrevet for symfoniorkester og flere gange undervejs på pladen støder man også på den nordiske klassiske musiktradition. På nummeret Circle blues vrider han bassen, så man høre Charles Mingus stå i kulissen. Musikalsk bakkes han op af musikere som han har arbejdet sammen med i løbet af sin karriere. Det drejer sig om Anders Banke (klarinet og fløjte), Pelle Fridell (sax, klarinet og fløjte), Gunnar Halle (trompet), Jakob Munck (tuba), Bent Clausen (vibrafon), Philip Sandholt (valdhorn), Martin Andersen (div. slagtøj), Perry Stenbäck (nøgleharpe), Henrik Lindstrand (piano), Josefin Cronholm (vokal), Liva Akselbo Andersson (vokal) og Santi Ibarretxe (vokal).
Politikens overstrømmende anmeldelse: http://ibyen.dk/musik/cd-jazz/article469967.ece
My Space: www.myspace.com/thommyandersson
Tribute to Night Train
Der findes enkelte plader som har en helt speciel betydning. Ofte er det plader man har stiftet bekendtskab med i sine unge dage og som fik betydning for ens videre musikinteresse. Oscar Peterson's Night Train er en af den slags plader, som rigtigt mange jazzfreaks er startet med. Jazzpianisten Carsten Dahl er en af dem. I sine unge dage, da han spillede trommer øvede han sig i "time" ved at spille til den plade, og drømte samtidigt om at møde mesteren der sad bag kedlerne; Mr. Taste, Ed Thigpen. Det gjorde han senere i sin karriere da han var skiftet til klaveret.
På denne aktuelle udgivelse forenes Night Train, Ed Thigpen, Carsten Dahl og bassisten Jesper Bodilsen. Men selv om pladen kaldes Tribute to Night Train, så er der kun to numre som går igen fra Petersons. Hymn to Freedom i to forskellige versioner og Milt Jacksons Bag's groove. Stilmæssigt er vi dog i den samme størrelse sko, som Night Train (the original) og den klemmer overhovedet ikke! Carsten Dahl er som vanligt i topform og spiller the blues, som var det derfor han blev sat i verden.
Pladens materiale er af forskelligt ophav. Carsten Dahl har skrevet tre af numrene, en hyldest til den afdøde Bent Jædig, en hyldest til Jædigs enke Tove Enevoldsen og en hyldest til Thigpen. En enkelt fra Thigpen (Small changes) og en fra Jan Johansson (Laverne Walk) etc.
Bonusinfo
Trioen er på turné i marts hvor de bla. kan opleves i Kolding, Tversted, Hjørring, Århus og København.
My Space: www.myspace.com/edthigpen
Triosamarbejde
Pianisten Peter Rosendal er lige nu på tur med sangerinden Sinne Eeg. I foråret 2007 lavede han pladen Solo, han har også samarbejdet med søsteren og operasangeren Jette Rosendal, spillet i trad.jazz bandet Six City Stompers, spillet med folkbandet ULC og i electronicaprojektet Plateaux Techniques. Men han er for de fleste kendt som triopianist.
Først var der trioen med Mads Vinding og Morten Lund, og siden 2005 har han spillet sammen med Graig Earle på bas og Janus Templeton på trommer, hvilket han også gør på den aktuelle udgivelse.
Peter Rosendal har en romantisk lyrisk åre, men det er ikke den melankolske eller sødladne, der er ganske enkelt for meget knald på Rosendal til at musikken bliver for morgentågeagtig og nordisk. Den nye plade er ingen undtagelse. Trioen har et godt samarbejde, Templeton på trommerne er hele tiden fremme på beatet og Earles basspil er levende.
rosendal.earle.templeton: www.rosendalearletempleton.com
Hyldest til Bergman
Da den svenske instruktør Ingmar Bergman døde sidste sommer, havde han efterladt et minde om en af de stærkeste kulturpersonligheder i Sverige. Han var hud- og kompromisløs og inspirationskilde for mange. Pianisten Jan Lundgren så Bergmans film Høstsonaten kort efter at instruktøren var død. Der blev det tydeligt hvor vigtig musik og stilhed er i Ingmar Bergmans film. Denne plade er en hyldest til Bergman og det arbejde han efterlod sig.
Jan Lundgren har været vidt omkring i jazzen, for nylig kunne vi opleve ham herhjemme på turné sammen med den amerikanske saxofonist Scott Hamilton. På denne plade tager han en afstikker til renæssancens kormusik; Orlando di Lasso, Claudio Monteverdi, Cristobal de Morales, William Byrd og flere andre komponister er blandt de udvalgte. I samarbejde med korlederen og dirigenten Gustaf Sjökvist og bassisten Lars Danielsson har Lundgren skabt et unikt univers hvor improviseret jazz, madrigalsang og verdensmusik mødes og forenes, som havde de levet sammen altid.
Pladen er stemningsmættet og passer perfekt til en stille råkold vinterdag.
Jan Lundgren: www.janlundgren.com
Svensk Jazz Grammis vinder
Den svenske sangerinde vandt årets svenske jazz Grammis i Globen i Stockholm d. 9. jan. Det gjorde hun foran E.S.T. -der havde fået flest jury-stemmer, men da publikum som noget nyt i år kunne være medbestemmende, blev det Rigmor Gustafsson der løb med prisen.
Det er hendes syvende plade, og hun er vendt tilbage til eget materiale denne gang. Hun har tidligere bla. udforsket The Great American Songbook, Michel Legrand og Dionne Warwick. Musikalsk befinder hun sig pop-jazz land, hendes store force er den personlige og meget flotte stemme. Hun bakkes op af Max Schultz (guitar), Jonas Östholm (piano), Lars Danielsson (bas/producer) og Eric Harland (trommer). Der findes et hav af kvindelige jazzvokalister i den poppede afdeling med stort potentiale, men få får som Rigmor Gustafsson så meget ud af det. Melodimaterialet er OK, det er ikke genrebrydende eller på anden måde nyskabende, men det skal det vel heller ikke være. Modsat er Rigmor Gustafsson så stærk en stemme, at man er solgt med det samme.
Rigmor Gustafsson: www.rigmorgustafsson.com
Kong Pat residerer på tronen
Findes der stadig jazzmusikere, som kan flytte genren og blive ved med at vise nye sider af deres instrument? Ja, der er da nogle enkelte stykker og Pat Metheny er stadigvæk på toppen! Hans nyeste udspil Day Trip, der er en trioindspilning i selskab med Christian McBride (bas) og Antonio Sanchez (trommer) blev indspillet på en dag, og inkluderer 8 helt nye Metheny kompositioner og 2 ældre kompositioner. Da Metheny debuterede i 1976 med pladen Bright Size Life skabte han sig et navn som en af de helt store, og den aktuelle plade cementerer den position. Idérigdom og sprælskhed, sensitivitet og elegance, vi får det hele. Sanchez der for tiden er Methenys foretrukne trommeslager i både Group og Trio er helt forrygende. Han spiller fleksibelt som en Elvin Jones, men bevarer hele tiden en underspillet spændstighed. McBride er steady as a rock på bassen og holder sammen på Metheny og Sanchez.
Pat Metheny: www.patmetheny.com
Verden ifølge Mazur
Det er 13 år siden Marilyn Mazur sidst udgav en plade på det tyske pladeselskab ECM Records. Dengang var det sammen med gruppen Future song, idag er det i selskab med det norske sax-ikon Jan Garbarek. Han medvirker på halvdelen af pladens 21 numre. Mazur og Garbareks sammenspil former sig som musikalske samtaler mellem to musikere der kender hinanden særdeles godt. Mazur har medvirket på flere af Garbareks plader, samt turneret med ham i adskillige år. Kombinationen "en hulens masse percussion og en enkelt alt-sax" lyder lidt vissen som idé, men det forholder det sig helt anderledes i virkeligheden. Mazurs percussionspil er sanseligt, enkelt og udforskende som lyden af træernes hvislen i vinden. Det er naturen og det organiske man kommer til at tænke på når man hører musikken. Der er nordisk æstetik, afrikansk rytmik og østlig mystik. Er det verdensmusik? Næh det er Mazurmusik.
Bonusinfo 1
Pladen blev indspillet i sommeren 2005, hvor instruktøren Chr. Braad Thomsen også var tilstede. Det kan ses i dokumentarfilmen Queen of percussion, der er udgivet på DVD af det danske filminstitut.
Bonusinfo 2
Marilyn Mazur Group er på tur under vinterjazzen, hvor de spiller i Danmark og Sverige (med Fredrik Lundin) og i Norge (med Nils Petter Molvær)
Marilyn Mazur: www.marilynmazur.com
Danske Jazz Klassikere?!
En dobbelt CD med 31 numre med danske jazzmusikere med undertitlen: Danske jazz klassikere er en frisk udmelding! At den så udsendes af et af de store selskaber (Warner) og ledsages af en TV-reklamekampagne er ikke noget vi er vant til i det danske jazzmiljø. Men hvad er det så for nogen, de der danske jazz klassikere? Tjaa, det er ihvertfald nogen der primært er skabt indenfor de seneste 10 år og så har de alle det tilfælles at de har pop-appeal. Her er Maria Montell med en engelsksproget 8 minutter lang udgave af Didadi, Chris Minh Doky's formidable udgave af Every breath you take (med Dianne Reeves og Michael Brecker) og Cæcilie Norby's kendte udgave af Bowies Life on Mars? Men hvad med de mindre kendte? Her hører Radiostar og Martin Lutz Group til blandt højdepunkterne. Der er en overvægt af vokale numre; Caroline Henderson, Thera Hoeymans, Veronica Mortensen, Malene Mortensen, Katrine Madsen og Povo (med Trine Lise Væring) er blandt de udvalgte, men også den mere skæve Thulla er der blevet plads til.
I den instrumentale afdeling finder vi Kasper Villaume i selskab med Chris Potter på Cloudy & blue fra den mesterlige Hands fra 2005. Her er også Benjamin Koppel sammen med Phil Woods med Mother's song fra pladen Pass the Bebop i en lækker alt-sax dialog. I 1998 havde Hans Ulrik stor succes med Jazz and mambo pladen, hvorfra Invitation er taget. Der er også blevet plads til et par stykker af ældre dato. Mikkelborg/Knudsen/NHØP's Imagine fra 1986 og NHØP og Tania Marias Bim bom fra 1979.
Pladen er en fin reklame for dansk jazz og en god indføring for novicen. Der er par smuttere, men det ville vel også være underligt andet med så stort et udvalg. Forhåbentlig giver den folk lyst til at købe en hel plade med en af kunstnerne eller komme til koncert med dem. Hvis jeg ikke allerede havde Jakob Bros Sidetracks eller String Swings Blue Hat, var det nu de skulle købes.
Fra Afrika til Carl Nielsen
Han er dansker, boede i Østafrika som barn og har de seneste år boet i USA. Jonas Müller er navnet og han spiller både på kornet og klaver. Pladen er delt op i 2 dele eller suiter. En afrikansk og en nordisk. Den afrikanske hedder East African Prayer Meeting og er mere syd- end østafrikansk. Slægtskabet med Abdullah Ibrahim er tydeligt. Müller boede i Californien da han skrev musikken og der kom han meget i en sort kirke, hvilket også har præget suiten både spirituelt og stemningsmæssigt.
CD'en burde have været en LP, så man kunne omstille sig mentalt mens gik over pladespilleren for at vende LP'en. For hold da op, sikke et stilskifte fra afrikansk varme og rytme til folkemusik og Carl Nielsen, der sker når man kommer til nordiske suite. Müller vil gerne spille sin version af den nordiske tone, og den er en anden end den vi kender fra Jan Johansson og Jan Garbarek. Müller er tættere på noget regulært dansk, og den første komposition i den nordiske suite hedder da også Til Carl, og Carl Nielsen er ikke langt væk.
Men pladen er altså en jazzplade og hverken klassisk, folkemusik eller afrikansk. Jonas Müller bakkes op af New Jungle Orchestra veteranen Morten Carlsen på tenor-sax og taragot, Peter Dahlgren på basun, Anders Banke på alt- og sopransax, Jeppe Skovbakke på bas og Stefan Pasborg på trommer.
Bonusinfo
Jonas Müller spiller på Christianshavns Beboerhus d. 29. januar kl. 20.30, og der er fri entré!
Ung og russisk
Den russiske sangerinde Zarifa var 13 år gammel da hun startede på det prestigiøse Moscow Music School for at studere klaver og sang. To år senere flyttede hun til Frankrig, her lærte hun violisten Florin Niculescu at kende. Han førte hende ind på den franske jazzscene og han har også hjulpet hende med den aktuelle plade Nature girl.
En del af materialet er taget fra de mest slidte sider i The Great American Songbook (Just one of those things, What a difference a day makes etc.), og som følge deraf er forventningerne ikke blevet lavere, men melodierne er omvendt så gode at det ikke går helt galt. Det gør det heller ikke for Zarifa. Hun har valgt at lægge strygere på nogle af numrene, men de måtte gerne være strøget, da det lyder meget bedre uden. Men så lyder det også godt. Men det er ikke kun standards. På nummeret This Masquerade (af Leon Russell), som nogen nok kender med George Benson, klinger trioen bag hende forbilledligt og hun er meget nærværende. På Sunny (-af Bobby Hebb og jep den som både Boney M og en masse jazzmusikere har indspillet) akkompagneres hun udelukkende af Sylvain Luc på guitar og det er pladens højdepunkt.
Bonusinfo
Florin Niculescu arbejder aktuelt en del med guitaristen Bireli Lagrene i The Gipsy Project. Han har tidligere arbejdet sammen med NHØP og Philip Catherine.
My Space: www.myspace.com/zarifajazz
Svensk Big Band i stor klasse
På den anden side af sundet i Malmö har de i en årrække haft et af nordens bedste big bands, Tolvan Big Band og det bliver atter en gang understreget med den aktuelle CD Code Red. Bandet er et powerhouse big band, der er knald på fra starten. Tolvan er siden '79 blevet ledet af saxofonisten og komponisten Helge Albin. Han har også skrevet tre af pladens 7 numre, de andre står Cennet Jönsson (sax) og Jacob Karlzon (piano) for. De er ligeledes medlemmer af det 18 mand store Tolvan Big Band, der også inkluderer folk som Vincent Nilsson og Ola Åkerman (trombone) og Lennart Gruvstedt (trommer).
Er man vild med DR Big Band fra perioden med Thad Jones eller den med Bob Brookmeyer og man trænger til en ny frisk plade, er Code red mere end anbefalelsesværdig. Cennet Jönssons Cats And dogs er en perle og endda udstyret med en del humor.
My Space: www.myspace.com/tolvanbigband
Norsk/svensk på dansk
Denne trio er identisk med de musikere som Malene Mortensen har brugt i nogle år, ligeledes spiller to af musikerne sammen i People Are Machines. Magnus Hjorth (piano), Petter Eldh (bas) og Snorre Kirk (trommer) er alle tre produkter af Det Rytmiske Musikkonservatorium. De kommer ikke fra Danmark, men fra Sverige og Norge. De er dog blevet hængende i Danmark og spiller mest her.
På den aktuelle plade Loco Motif spiller de triojazz. De bevæger sig vidt omkring. Som trio er de velspillende og fungerer godt sammen. Det er Hjorth der står for hovedparten af numrene, hvor han har bla. ladet sig inspirere af New Orleans Second line, melankoli og swing. Det gennemgående træk ved musikken er at det er udadvendt og kraftfyldt.
Hjorth tilhører en ny generation af jazzmusikere der allerede har en del jobs på kalenderen. Han er godt på vej, og denne plade er en god markering
Bonusinfo:
Magnus Hjorth Trio spiller på Cafe Blågårds Apotek på Nørrebro d. 2. februar.
Magnus Hjorth: www.myspace.com/magnushjorth
Efter at Giant Steps i Svendborg i 2006 blev kåret som årets jazzspillested har de i vinterjazzugen siden markeret sig kraftigt. Det gælder også i år, hvor de tyvstarter d. 24. januar med en koncert med Ulf Wakenius' Groove Factor, herefter følger koncerter med de lokale Peter Skumme Special Occasion Project og Kridtsko (25.), Badun (26.), Bo Stief World Time (31.) og Copenhagen Washboard Five (2.).
I Odense på Dexter spiller det internationale Grey to Blue med Mariane Bitran og Makiko Hirabayashi (24.), Mathias Eick (26.), Enrico Pieranunzi Trio (30.), Bjarne Roupé Group (31.), Silvana Malta Group (1.) og som afslutning er der Semifinale i UngJazz (2.).
I Assens på Tobaksgaarden er koncerter med Øberg-Lundberg-Vinding (25.), Bjarne Roupé Group (26.), Nullernix børnekoncert (26.), Thera Hoeymans (31.), Emil de Waal+ (31.) og Musicmusicmusic.
Det bliver svært at sidde fast i sofaen som fynsk jazzfan i den uge.
Giant Steps: www.giantsteps.dk
Dexter: www.dexter.dk
Tobaksgaarden: www.tobaksgaarden.dk
Vinter over Sol Skibet
Sun Ship i Århus præsenterer 5 koncerter i løbet af Vinterjazzen. Den første koncert er i Studenterhus Århus med Thunderstrucks (27.) -med Jonas Struck, Anders Christensen, Kasper Tranberg og Kresten Osgood, der senere i år har varslet en CD med filmisk/melodisk/ekspressiv og støjende musik.
KakoFone er navnet på et nyt århusiansk pladeselskab og d. 29. præsenterer de to orkestre og to nyudgivelser med SAFT (der i 2006 fik en 2. plads i Ung jazz konkurrencen) og Operation Zero. Begge bands er trioer og Kasper Bjerg (keys) og Søren Mehlsen (trommer) går igen i de to konstellationer, der begge tager udgangspunkt i improvisation og eksperimenterende jazz.
Den svenske duo Wildbirds & Peacedrums har sneget sig i vinterjazzprogrammet og dem er der nok mere vinter i end jazz, når de på Studenterhus Århus' scene (30.) præsenterer musik der bevæger sig mellem spirituel pop og en fri form for blues og soul.
Mathias Eick regnes for at være en af de mest spændende norske trompetister, og han spiller med sin kvartet enkel og lyrisk musik, ikke nødvendigvis jazz eller pop, men åben musik med en hel del improvisation. Han er på Musikcaféens scene d. 1. februar. Trompetisten blev i 2007 kåret som årets internationale jazztalent og har bl.a. spillet i Jaga Jazzist, Trondheim Jazzorkester og Motif. Hans aktuelle kvartet rummer nogle af Norges fremmeste jazzmusikere, bl.a. trommeslager Audun Kleive.
Sunship: www.sunship.dk
Svenskerne indtog Hamburg
Trioen E.S.T. (aka Esbjörn Svensson Trio) har et kæmpepublikum -og pladeselskab i Tyskland, så det er meget logisk at indspille den første liveplade siden 1995 i landet. Trioen har henrykket publikum i en årrække på både scene og plade -det er desværre ved at være lang tid siden at de har spillet herhjemme på en scene.
I november 2006 var de ved afslutte deres Tysklandsturné og koncerten i Laiszhalle i Hamburg blev optaget af NDR. Det er den koncert som er blevet til en no-nonsense dobbelt CD, med hele koncerten i den rigtige rækkefølge. Så pladen kan både fungere som en souvenir eller som en tørstslukker til dem, der virkelig trænger til en E.S.T. koncert.
Meget af materialet stammer fra pladen Tuesday wonderland, som netop var udkommet på det tidspunkt, der er blevet mere plads til at eksperimentere og numrene er blevet længere. E.S.T.'s store force er at de kan blande klassisk, jazz, pop, rock, ambient, ekspressionisme etc. Det er ikke mindre tydeligt på denne anbefalelsesværdige plade.
E.S.T.: www.est-music.com
Return to Forever gendannes
Til sommer gendannes en af jazzens absolutte superbands: Return to Forever. Det er 25 år siden at de har spillet sammen sidst. Bandet tager på en turné der bringer dem både til USA og Europa, de forventer at spille 40-50 koncerter. Gruppen består af Chick Corea (keys), Stanley Clarke (bas), Al di Meola (guitar) og Lenny White (trommer). Hmmm...gad vide om Copenhagen Jazz Festival er ved at skillinge sammen?
Chick Corea: www.chickcorea.com
I år får Tversted Jazzy Days prisen for deres utrættelige arbejde med at præsentere jazz af høj kvalitet, deres unikke evne til at give publikum såvel som musikere oplevelser langt ud over det sædvanlige. Derudover får de prisen for deres visionære og engagerede arbejde i lokalmiljøet.
Med Tversteds beliggenhed, som en af landets nordligste klubber, har de været tvunget til at arbejde ekstra hårdt for at tiltrække og fastholde både musikere og publikum. Dette arbejde vil juryen i særlig grad belønne.
Tversted Jazzy Days formår at tiltrække et interesseret publikum, og giver dem oplevelser, der rækker langt ud over gennemsnitsoplevelserne.
De møder musikerne med en utrolig positiv energi og giver også musikerne nogle af deres bedste spilleoplevelser.
Det engagement, Tversted Jazzy Days udviser på den danske jazzscene, når tillige langt ud over det at producere jazzkoncerter. Både vækstlag, professionelle koncertarrangører, lokale erhvervsdrivende og den offentlige forvaltning i regionen nyder godt af Tversted Jazzy Days ildhu og kreative ideer.
Dette arbejde er uden sidestykke i Danmark, skriver Dansk Jazz Forbund i deres begrundelse.
Prisen er på 35.000 kr og gives af Dansk Jazz Forbund i samarbejde med professionelle danske jazzmusikere.
NHØP & Den hemmelige juvel
Det tyske pladeselskab MPS, der havde sin storhedstid i 70'erne var dårligt distribueret udenfor Tyskland. Derfor findes der en række plader som aldrig blev opsnappet af de danske jazzfans dengang. Det råder Universal heldigvis bod på, med denne fire dobbelte CD med George Shearing, der blev slået til ridder i England i juni 07, som 87 årig. Den engelske pianist var rejst til USA i 40'erne og blev sidenhen en af de absolut største, rent kommercielt. Han tilhørte ikke jazzparnasset og havde siden slutningen lavet plader som dårligt nok kunne betegnes som jazz (de landede i Easy Listening kassen, hvis der fandtes en sådan). Så da han i slutningen af 70'erne gik studiet med den danske verdensbasist NHØP og guitaristen Louis Stewart var der ingen der lagde mærke til det. Tiden var slet ikke til klassisk triojazz, man skulle have fusion.
Men facit er rent faktisk at man sidder med en plade, hvor NHØP er på toppen, og han får lov til at vise det. NHØP er meget længere i billedet end han nogensinde fik lov til hos Oscar Peterson. De tre musikere optræder ligeværdigt, så der er meget plads til det, som vi elsker NHØP for. Det er når bassen får lov til at være et instrument der ikke kun skal lægge bunden. Han er forrygende.
Stilmæssigt er vi ikke langt fra Oscar Peterson. De tre musikere har kastet sig over en mængde blandede bolcher. De 44 numre stammer fra 5 LP'er, hvor den sidste er med strygere arrangeret af Robert Farnon. Blandt de mange numre finde vi to af NHØP; Cowboy samba og My Little Anna. To numre af Chick Corea; Windows og 500 miles high, samt musik af folk som Dizzy Gillespie (Con Alma), Dave Brubeck (In your own sweet way), Duke Jordan (Jordu) og Carl Michael Bellman (Fjäriln vingad syns på Haga). Dette er en juvel for NHØP fans -og måske endda også for dem som ikke vidste at de var det.
George Shearing: www.georgeshearing.net
Dansk digtekunst sat i musik
Anadyomene er et tilnavn til Afrodite der også betyder den af havet opdukkede. Det er ligeledes et digt Sophus Claussen, som Emil Hess har sat musik til. Han og Camilla Dayyani har hver især sat musik til en stribe danske digte af H.C. Andersen, Piet Hein, Tove Ditlevsen, Johannes V. Jensen, Pia Tafdrup og Johannes Jørgensen.
De to udgør sammen med Nikolaj Hess på piano trioen. Emil Hess spiller div. sax og Camilla Dayyani synger de ikke helt lette sange. Det er digte, som er tænkt som digte, men de fleste af dem rummer heldigvis så meget musik i forvejen at projektet lykkes. Digtene præsenteres meget nøgent, der er masser af plads til at ordene kan komme til rette. Camilla Dayyani har en meget klar og ren stemme, der som det vigtigste er tydelig, man kan høre hvad hun synger. Jeg er spion for en fremmed magt, med tekst af Tove Ditlevsen har Dayyani sat musik til, men det lyder som at det er Anne Linnet, den har de samme klare popvirkemidler. Men istedet for at lade musikken være poppet afleveres den med strygere. Pladen er ikke en baggrundshyggeplade, dertil er Camilla Dayyanis sang alt for lang fremme. Det drejer sig om nogle der virkelig har noget på hjerte (digterne) og det respekteres til fulde af trioen, og det er vel også lige det, det drejer sig om? Hess/Dayyani Trio: www.myspace.com/hessdayyani
30 år og hva' så?
