Lueenas: Tender Anger (Barkhausen Recordings) LP/digital

 

Genrerne er cinematic, experimental rock, post-rock, nordic folk og post-metal. Lueenas er aktuelle med deres andet album. Den første udløste en masse ros og kom for 3 1/2 år siden. Maria Jagd og Ida Duelund på henholdsvis violin og kontrabas er indhyllet i effekter. På åbningsnummeret Vølve medvirker Rikke Emilie List fra doom metal gruppen Konvent. Hun kan growle, så man fornemmer den fortættede damp i mosen. Det er et dybt betagende åbningsnummer.

Tempoet er tungt og slæbende. Det nærmest kravler hen over gulvet. Det er mættet med stemning. Nummeret Canis Lupus er en af mine favoritter. Her medvirker Jakob Høyer på trommer, ligesom han også gør på flere andre numre. Det er en slow motion metal trance, der slutter i et hvinende støj-inferno. 

Jagd og Duelund fortæller historier gennem deres musik. Det falder ikke fra hinanden og er hele tiden på vej til at gøre det. Man får lyst til at følge dem ind i mørket for at se lyset.

Bandcamp

Night Repair: Slow Stone (Gateway) CD/DL/stream

 

Saxofonisten Martin Stender er mest kendt for Girls in Airports, et band som han i over 10 år har stået i spidsen for og skabt musik til. For nogle få år siden søsatte han bandet Night Repair, hvor han også skriver hovedparten af musikken. Bandet består udover Stender, af guitaristen Henrik Olsson, bassisten Jeppe Skovbakke og trommeslageren Sean Carpio.

Det mest tydelige bånd til Girls in Airports er bandet som et kollektiv, hvor Stender leverer melodier, der omsættes af bandet i fællesskab. Her er de enkeltes personligheder meget betydningsfulde. Henrik Olssons ukonventionelle guitarspil med effekter og vovemod er en fornøjelse. Her er et nummer som White Sails i særklasse. Olssons støjguitar finder sammen med Stenders smukke fløjtespil, Skovbakkes steady basspil og Carpios distinkte trommer. 

Musikken bevæger sig mellem postrock, postjazz og postaltmuligtandet. De er i nutidens store genreløse instrumentale virvar, hvor lyd, klang og melodi skabes i overbevisende og idérig samhørighed. 

Night Repair

Lumen Drones: Umbra (Hubro) LP/CD/DL/stream >> Skarbø Skulekorps (Hubro) LP/CD/DL/stream

Det er uden at overdrive, et af mine yndlingspladeselskaber. Norske Hubro Music fylder 10 år. De fejres eksempelvis ved fire koncerter ude i Europa, med tre toneangivende kunstnere fra selskabet; Erlend Apneseth Trio, Building Instrument og Bushman’s Revenge.

Alene i år har jeg begejstret skrevet om seks af deres nye udgivelser. Jeg når ikke at skrive om dem alle. Nu er der to mere, som jeg simpelthen bliver nødt til at fortælle om.

Lumen Drones med Nils Økland på hardangerfele og violin, har udgivet deres andet album på Hubro. Den første havde ECM fingrene i. Dengang var jeg meget rosende. Derfor er det også en ekstra stor fornøjelse at lytte til album nr. 2, der viser nye sider fra bandet. Økland er sammen med guitaristen Per Steinar Lie og trommeslageren Ørjan Haaland fra postrockgruppen The Low Frequency in Stereo. I det nye møde mellem postrocken og Øklands fiol, der balancerer mellem folkemusik og prog, hersker et betagende og eftertænksomt udtryk. Mere ro og mindre vrede. En meget stærk plade.

Som et nyt bud på et skoleorkester har Øyvind Skarbø fra trioen 1982, lavet Skarbø Skulekorps. Det er et noget alternativt skoleorkester. For det første er de alt for gamle. På den anden side, er der skæve elementer i det, som kan minde om noget man kan høre på en charmerende skoleorkesterplade fra 70’erne.

Forskellen er at Skarbø Skulekorps bevidst bruger det rytmisk skæve og rodede. Blæsere der kommer for sent eller tidligt ind. Lyt feks. til Four Foxes, hvor det 7 mand store korps sætter ret præcist ind med det upræcise. Undervejs får de iøvrigt hjælp af Møhlenpris Foreldrekorps. En popplade fra et uopdaget parallelunivers.

Hubro Music

Tonbruket: Live Salvation (ACT) LP/CD/DL/stream

Vi er inde i det område af jazzen, der trækker på stor inspiration fra postrocken. Lange filmiske forløb med guitar og keyboards er i den dominerende forgrund. Gruppen ledes af den tidligere Esbjörn Svensson Trio bassist Dan Berglund. De har udgivet fire studieplader siden 2010. Nu er tiden kommet til livealbummet, hvor de spiller musik fra de tidligere plader.

Jeg har stor sympati for Dan Berglund og synes i det hele taget at kvartettens andre medlemmer, også gør et godt indtryk. Når det er sagt, så synes jeg også at pladen er kedelig. Skuffende er måske et bedre ord at bruge. Det de spiller er hørt bedre før, endda for længe siden. De danske bands Bandapart og Grammofunch lavede for 10 år siden nogle plader, der bør stå i enhver dansk jazzhusholdning. De var tydelige eksponenter for den stilart som jeg nævnte i starten af indlægget. Tonbruket kommer simpelthen 10 år for sent med det livealbum. Den virker tung og ude af trit med dagens jazzscene. Tonbruket kunne have brugt en dag eller to på, at lytte på der sker på den britiske jazzscene. Det ville næppe have skadet.

Actmusic.com

Samuel Hällkvist & Variety of Rhythm (Boogie Post Recordings) CD/DL

Samuel Hällkvists nyeste udspil består af et enkelt nummer. Det er næsten 45 minutter langt og som sådan nok til, at fylde et album. Havde han været endnu mere prætentiøs end det er tilfældet, han kalder nummeret for en suite, så kunne han have inddelt den i forskellige underinddelinger eller stemninger. Det er dog en detalje, der ikke har noget med musikken at gøre.

I stedet sendes man som lytter på en musikalsk rejse til musikkens rytmiske indre. Hällkvist er guitarist af den variable slags. Han udsendte for kort siden et firserpop inspireret album med Orbit Stern & Q. Han er desuden begyndt at spille guitar sammen med sangerinden Indra, der igen er noget helt andet.

Den svenske guitarist Samuel Hällkvist, der bor i København har nu lavet sit tredje Variety of… album. Den 45 minutter lange suite byder på progressiv rock, freeform, soundtrack, postrock etc. Den er indspillet i perioden mellem marts 2015 og januar 2017 i Tokyo, Halmstad, Göteborg, København, New York, Paris og Malmö med 13 forskellige kunstnere. Her er så forskellige guitarister som Dick Lövgren fra extreme metalbandet Meshuggah og David Torn, der både har spillet med David Bowie og Don Cherry og har pladekontrakt med ECM.

I løbet af suiten møder vi en længere distorted guitarsolo fra Hällkvist, der understøttes af et industrielt sammenbrudt rytmisk groove. Det går over en basklarinet der afløses af vibrafon, hvorefter det går helt og aldeles i opløsning. Vi er kommet over halvvejs i suiten. Der er både slideguitar, vibrafon og drømmende klangflader og komplicerede rytmer tilsat lidt violin. Det er næsten grænsende til underspillet, men også kun næsten.

boogiepost.com

SVIN: Missionær (Pony Rec)

På deres fjerde udspil siden 2011 er der sket en markant udskiftning i bandet SVIN. Blæseren Magnus Bak har forladt bandet, hvor tangentspilleren Adi Zukanovic i stedet er kommet med. Det har trukket bandet i en ny retning, der allerede kunne anes på det seneste udspil fra 2014. Det brutalt buldrende er forladt til fordel for et mere soundscape underbygget groove. Det er stadig råt og metallisk og andre steder viser de deres poetiske og organiske sider. Musikken er indspillet på Island i Sundlaugin Studio, der er grundlagt af bandet Sigur Rós. Over 10 intense dage i studiet har de skabt musikken, hvor bandet gik ind i en symbiose med den islandske natur. 

Lars Bech Pilgaard serverer Morricone-twangy guitar, der udbygges af Zukanovic’s synthfalder, Thomas Eilers bastante trommer og Henrik Pultz Melbyes intime tenorsax på de rolige og luftige nummer V. Kirkeorgelsafrikaner indledes med Melbye på jaget saxofon og kirkeorgelklange, der går over i et skramlet og lettere afsporet afrogroove, der afløses af en simpel synthfigur, der går helt amok. Nummeret lukkes ned med en klarinet/synth duet. Denne mini-symfoni er et godt billede på SVIN lige nu. 

Det er abstrakt og ambient. Det er noise og nærvær. Det er storladent og SVIN’s hidtil bedste plade. Intenst og originalt, hvor de i en kollektiv udladning skaber noget, jeg ikke har hørt før. Pladens sidste nummer Stella, hvor Eilers løsslupne trommer finder sammen med filmisk hvinende sax, synth og guitar er ganske enkelt genialt.

svin-music.com

Oddarang: Agartha (Edition)

Den finske gruppe Oddarrangs fjerde album indledes med Aletheia, et malerisk postapokalyptisk og pompøst synthlandskab. Et landskab der hen mod slutningen nedbrydes med en støjende guitar. Så er der åbnet op for godteposen i den finske trommeslager Olavi Louhivouri's projekt, der har eksisteret siden 2004. 

Ligesom det forrige album udkommer det nye album også på det britiske selskab Edition records. Et selskab under ledelse af Dave Stapleton har udviklet sig til, at være et af de vigtigste pladeselskaber for skandinavisk jazz. På den internationale bane er det vel kun de tyske selskaber ACT og ECM der profilerer skandinavisk jazz endnu tydeligere. Prominente navne som danske Girls in Airports, Jasper Høiby, Phronesis og snart også Morten Schantz' Godspeed er sammen med finske Verneri Pohjola og Aki Rissanen kommet længere ud i Europa via selskabet. 

Oddarang lægger et tungt klangfladetæppe skabt af synthesizere ud under Louhivouris trommer. der får hjælp fra cello, trombone, guitar, bas og masser af synth. Louhivouri er kendt fra et finsk jazz’ mest toneangivende jazzbands gennem de senere år, Ilmiliekki Quartet, der spiller akustisk jazz med et nordisk touch. Det er Oddarang meget lang fra. De giver i stedet mindelser om postrockbands som Sigur Ros eller Boards of Canada, hvor der hersker en dyster grundstemning. Men også en pompøs og klassisk stemning i Oddarang. Ilmari Pohjolas trombone skal i særlig grad fremhæves for, at være med til at give bandet den særlige karakter. Guitaristen Lasse Sakara er det eneste medlem i bandet der ikke supplerer sit instrument med synth, hvilket også indikerer at der er en masse guitar undervejs. Blandingen af synthlandskaberne og de andre instrumenter er meget vellykket.

editionrecords.com

Television Pickup: Kinescope mountain (Boogiepost Recordings)

Fed melodramatisk stemning

Television Pickup udgav deres debutplade for 2 år siden og er nu klar med nr. 2. Musikken er rodet og peger ikke i éen retning. Der er elementer af filmmusik, postrock, avantgarde, improjazz og eksperimental electronica. Derudover møder man country, distortion og meget meget andet i et fantasifuldt setup. Den sidste halvdel af pladen fungerer bedst og her er det altså virkelig i top.
Nummeret Dialogue der med sin noise underlægning og smukt klaverspil, der ind imellem forvrænger, indleder denne del der fører os over i den melodramatiske postrocker Gunshots. Kinescope Mountain er en velfungerende plade, der nok ikke får dig i bedre humør, når det regner udenfor, men til gengæld hensætter dig i en times fed melodramatisk stemning.
Television Pickup er danske Katrine Amslers projekt. Hun har komponeret al musikken og spiller piano, synthesizer og omnichord. Med i bandet har hun den danske trommeslager Michala Østergaard Nielsen (der bla. spiller i Ask Alice, sammen med Lotte Anker og Lindha Kallerdahl), den svenske saxofonist Thomas Backman, svenske Samuel Hällkvist (fra bla. 15,5) på guitar og svenske Johannes Burström på bas og electronics.
Pladecoveret er et meget flot eksempel hvordan musik og indpakning i den grad passer sammen.
Television Pickup: www.ljud.org/televisionpickup
Myspace: www.myspace.com/televisionpickup

Bandapart: Vision du Lamarck (White.Out/Bonnier)

21st century jazzrock

I 70'erne blev den ene jazzrockplade efter den anden sprøjtet ud, nogle endda med kommerciel succes. Det var ofte musikere der fik lov til at spille ti minuttes solo, hvorefter den næste musiker kunne tage over i bandet. Idag kommer der stadig jazzrock, men det er ikke soloen der er i højsædet. Nu handler det om kollektivet og stemningen. Bandapart er nok det bedste eksempel på den type musik herhjemme. Keyboardspilleren og komponisten Søren Kjærgaard har lavet al musikken til pladen Vision du Lamarck. Bandapart udsendte den første plade i 2005 og der var mange gode idéer på den plade, men den kom aldrig helt op at svinge. Det gør den nye til gengæld. Kjærgaard har mere styr på kompositionerne og musikerne flagrer ikke så meget. Melankoli, bjergdis, våde gader og alle mulige andre billeder vælder frem i hovedet når man hører den flimiske musik.
Bandapart består af Jakob Bro på guitar, Jonas Westergaard på bas, Jeppe Gram på trommer og Kjærgaard på diverse keyboards. De har brugt flere gæstemusikere under vejs, der supplerer med violin, cello, basun, trompet etc. Bandapart burde med den nye plade få et navn på den internationale post-rock scene, med navne som Tortoise og Godspeed You! Black Emperor blandt de mere kendte.
My Space: www.myspace.com/bandapartdk