tirsdag, september 13, 2022

Randi Pontoppidan & Sissel Vera Pettersen: Inner Lift (Chant Records) LP/DL/stream >> Randi Pontoppidan & Povl Kristian: Life in life (Chant Records) LP/DL/stream

Den eksperimenterende vokalist Randi Pontoppidan har indenfor de senere år lavet duo-plader med Greg Cohen, Thomas Buckner og Christian Rønn. Her er et par stykker mere.


På den første er hun sammen med norske Sissel Vera Pettersen. De har ofte arbejdet sammen. De bruger begge deres stemmer og supplerer med elektronik og effekter. De løfter hinanden op i et sfærisk og meget smukt klangunivers, hvor tid og rum synes uendeligt. Det er sanseligt og meditativt bombardement.


På den anden er hun sammen med Povl Kristian, der er bedst kendt for sit samarbejde med Lars H.U.G. Han spiller her udelukkende på et Steinway D flygel. Randi Pontoppidan supplerer stemmen med elektronik, hvor hun med loops og effekter påvirker lyden af stemmen med det samme. De har indspillet albummet uden brug af overdubs. Musikken er komponeret i øjeblikket af Povl Kristian og Randi Pontoppidan. 


Det har et anstrøg af avantgarde - og kan sine steder også minde om et møde mellem Keith Jarretts soloklaver og en ordløs Laurie Anderson i et roligt øjeblik. 

Randi Pontoppidan

 

Ingen kommentarer: