Det er ikke nogen hyggeklub. Det er helt frem i stolen, når den amerikanske trommeslager Jeff Tain Watts krydser klinger med danskerne Carl Winther på piano og Richard Andersson på bas. Det er overvejende i højt tempo at det hele sker. Der er selvfølgelig blevet plads til de obligatoriske ballader. Det er i det kraftfyldte, energiske og dynamiske spil, hvor trioen får det til at gå op i en hellig treenighed.
Jeff Tain Watts er broen mellem nutiden og Elvin Jones. Komplekse skift der veksler med sindssygt svedigt swingende trommespil. Her er pianisten Carl Winther rigtigt meget på hjemmebane. Han er vant til det effektive spil efter mange år som sideman hos Anders Mogensen, der heller ikke er kendt for at spare sig selv, andre eller på energien. Albummet åbner med tornadoen Planet P, hvor Richard Andersson ret hurtigt får cementeret, hvorfor han er så dygtig. Der er både steady basspil og en solid solo undervejs. Min favorit er Manhattan, der med sine finurlige krøller undervejs, stiller krav til de årvågne musikere. Det er Carl Winther der har skrevet al musikken, udover standarden My Old Flame, der kommer som en rolig sag midt på pladen.
På den anden plade er Carl Winther atter i selskab med en anden legende. Den amerikanske trompetist Randy Brecker, der for mange er mest kendt fra tiden, med det i 70’erne ustyrligt hippe jazzfunk band Brecker Brothers. Han kan så meget andet. Sammen med Winther er det tight kvartetjazz. Anders Mogensen sidder ved trommerne mens Alexander Claffy, som også kendes fra samarbejdet med Rasmus Sørensen, tager sig af bassen.
De spiller numre af Winther, hvor den friske åbner Lipstick går direkte i hjertet på mig. Der er også blevet plads til et nummer af Carl Winthers far, trompetisten Jens Winther. Igen et kraftfyldt nummer, hvor Randy Brecker kommer fint ind under huden på Jens Winther.
Igen er fin udgivelse hvor Carl Winther medvirker. Han holder en høj udgivelsesfrekvens af albums, der kan anbefales at dykke ned i.
Bandcamp
