fredag, november 29, 2024

Children of Fish: Sunrise Paper Punk (Østersperle Plader) CD/digital

 

Children of fish er en ny trio der udspringer af Rytmisk Musikkonservatorium i København. Den består af polske Malina Midera på klaver og synth, norske Petter Asbjørnsen på bas og lettiske Jekabs Reders på trommer. 


P8jazz har haft åbningsnummeret Siema :-) i fast rotation i de seneste måneder og det kan jeg godt forstå. Det er en enkel melodi, hvor titlen betyder Hej på polsk. Det er i de små detaljer at der sker noget. Det er nemlig ikke klassisk triojazz. Det er tre musikere der er i nutiden og tilføjer andre elementer og lyde end klaver, bas og trommer på nummeret. De blander moderne jazz improvisation med synth-pop. 


De tager sig nogle friheder undervejs og spacer ind i mellem ud. Som feks. på Balkons, hvor de balancerer fint mellem impro, space og groove. I det hele taget er det en plade, der kan anbefales til dem der gerne vil høre lyden af jazzens fremtid som den lyder nu. 


Trioen har styr på den klassiske akustiske jazz som når de spiller Wunderland DC eller School of fish. Så er der The ground slithered through the hole, der er alt andet end klassisk triojazz. Her er der synth og spacelyde. I øvrigt er det ganske befriende at trioen ikke forsøger sig med hip hop friskhedsrytmer eller andet “moderne”. De er moderne på en anden og original måde. Det er derfor de skal tjekkes ud. 

Bandcamp

Ingen kommentarer: