The Gutophone Mixtape (Gutophone) digital

Mixtapes har altid været en favorit hos mig. Når jeg tænker på alle de mixtapes, jeg lavede dengang, hvor det reelt var et tape/bånd, til alle de playlister, der siden har hobet sig op på min Spotify-konto, bliver jeg aldeles ør i hovedet.

Det nystartede pladeselskab Gutophone starter ud med at udgive et mixtape, hvor de præsenterer en række af de mest toneangivende jazzmusikere fra Norden med helt nye numre.

De tre pladeselskabsiværksættere, der bidrager til udgivelsen, under navnet Gutophone Trio med nummeret Why Don't You, er sammen med trompetisten Erik Kimestad. Det er rent ud sagt et vidunderligt krøllet nummer, der placerer sig i en tidløs jazzatmosfære. Det er noget af det samme, pianisten Jeppe Zeeberg bidrager med på nummeret Star-crossed Lovers, hvor han er sammen med trommeslageren Oliver Laumann. Det er 100 års jazz kogt ned til fem et halvt minut.

Det er ikke udelukkende jazz-jazz, man finder på pladen. Svenske Ima Baeza Bilgin bidrager med et støjende elektronummer, mens guitaristen Carlo Dayyani bidrager med Aftensang, der lyder som titlen. Viktoria Søndergaard spiller solostykket Krøllet sammen i min lomme, hvor der hersker ro. Ronja Rose Andersson fra Musvit kommer med Did You Think It Was Your Words, hvor der er bygget en sfærisk stemning af vokaler op omkring hendes sang, der ligesom flere af de øvrige medvirkendes bidrag giver lyst til at høre mere med dem.

Så har mixtapet løst sin opgave og kan ikke blive meget bedre.

Gutophone

Jasper Høiby: Fellow Creatures: We must fight (Edition Records) LP/digital

 

Sammen med sit nuværende band har bassisten Jasper Høiby valgt at genbesøge kompositioner fra tiden med Høiby’s meget populære trio Phronesis. Pladen åbner med Lipwash, der er fra 2012-pladen Walking Dark. En meget velvalgt åbning med masser af energi. Høiby’s band består af Alex Hitchcock på saxofon, Ketija Ringa Karahona på fløjte, Saied Silbak på oud, Xavi Torres på piano og Luca Caruso på trommer. 

Det giver indlysende mere fylde i musikken, hvor særligt saxofonisten Alex Hitchcock er med til at løfte pladen et ekstra stykke. Han har også været med til at skrive et par nye kompositioner sammen med Høiby.

Det er europæisk jazz af den fineste slags og det er mere end det. I forbindelse med udgivelsen udtaler Høiby, at pladen handler om at råbe op, at kæmpe for det der betyder noget, hvor vi skal bruge vores frihed til at kæmpe for dem der ikke har den. 

Det er ikke uden betydning at palæstinensiske Saied Silbak er med på oud. Det er med til, at give en stemme, et lys i mørket, hvor vi mindes om det gode af at være sammen på tværs af kulturer og nationalitet. Det er One for us fra 2018-albummet We are us og Stillness fra 2016-albummet We are us, forrygende eksempler på.

Jasper Høiby har en endnu en gang lavet et vedkommende og toneangivende album med store kvaliteter.

Bandcamp

Children of Fish: Sunrise Paper Punk (Østersperle Plader) CD/digital

 

Children of fish er en ny trio der udspringer af Rytmisk Musikkonservatorium i København. Den består af polske Malina Midera på klaver og synth, norske Petter Asbjørnsen på bas og lettiske Jekabs Reders på trommer. 

P8jazz har haft åbningsnummeret Siema :-) i fast rotation i de seneste måneder og det kan jeg godt forstå. Det er en enkel melodi, hvor titlen betyder Hej på polsk. Det er i de små detaljer at der sker noget. Det er nemlig ikke klassisk triojazz. Det er tre musikere der er i nutiden og tilføjer andre elementer og lyde end klaver, bas og trommer på nummeret. De blander moderne jazz improvisation med synth-pop. 

De tager sig nogle friheder undervejs og spacer ind i mellem ud. Som feks. på Balkons, hvor de balancerer fint mellem impro, space og groove. I det hele taget er det en plade, der kan anbefales til dem der gerne vil høre lyden af jazzens fremtid som den lyder nu. 

Trioen har styr på den klassiske akustiske jazz som når de spiller Wunderland DC eller School of fish. Så er der The ground slithered through the hole, der er alt andet end klassisk triojazz. Her er der synth og spacelyde. I øvrigt er det ganske befriende at trioen ikke forsøger sig med hip hop friskhedsrytmer eller andet “moderne”. De er moderne på en anden og original måde. Det er derfor de skal tjekkes ud. 

Bandcamp

Alfons Slik: Nie przejmuj sie (Love & Beauty Music) CD/DL/stream >> Radek Wosko Atlantic Quartet: Surge (Multikultiprojekt) CD/DL/stream >> Karlis Auzins: Oneness and the transcendent truth (Gotta Let it Out) CD/DL/stream

Jeg har fundet tre plader frem med unge østeuropæiske musikere, der alle er uddannet på konservatorier i Danmark.

Den første er med duoen Alfons Slik. Pianisten Grzegorz Tarwid blev færdig fra Rytmekons sidste sommer og trommeslageren Szymon Gasiorek blev færdig fra Rytmekons forrige sommer. Gasiorek har tidligere gjort sig gældende i Pimpono Ensemble, The Love And Beauty Seekers og Wood Organization. Alfons Slik kaster sig frygtløst ud i et musikalsk eventyr, hvor der både er hip hop, freejazz, rock klassisk og polsk bryllupsmusik. På trods af alle de retninger som det stritter i, så har duoen imponerende nok, et samlet og homogent udtryk.

Trommeslageren Radek Wosko er i spidsen for Radek Wosko Atlantic Quartet, der er aktuelle med deres andet album. Han er sammen med Søren Gemmer (piano), Stian Swensson (guitar) og Marius Praniewski (bas). Wosko har arbejdet en del for at gøre opmærksom på den herboende polske talentmasse. Det er albummet Surge et godt eksempel på. Stilen er moderne jazz, af den slags, der er kompliceret at spille. Lytningen er ikke så kompliceret. Det er jazz med en masse detaljer og dybder.

Den sidste plade er med den lettiske saxofonist Karlis Auzins, der bla. spiller med Mount Meander. Han har lavet solosaxofonplade, hvor han benyttet flere spor. Det er undersøgende musik, hvor Karlis Auzins bruger saxofonen til at afsøge nye muligheder. Han har prøvet på at tænke som om han skulle lave musik til et orkester. Derigennem har han presset sig til, at gå veje han ellers ville være gået. Musikken har et abstrakt udtryk, hvor former og farver opstår undervejs og giver ny mening.

Alfons Slik Bandcamp

Radek Wosko Bandcamp

Karlis Auzins Bandcamp

Matias Fischer: Adaption (Blikflak) DL/stream

Selv om hip hop er tidens mainstreammusik og mange yngre danske jazzmusikere har haft en ungdom med ørerne rettet mod hip hoppen, så er det først indenfor de seneste par år, at hip hoppen er begyndt at snige sig naturligt ind i dansk jazz og blive hørbart uden, at være en påklistret gimmick.

Trommeslageren Matias Fischer har på sin debut-EP Adaption en underliggende hip hop inspiration i trommespillet. Sammen med bassisten Kenneth Dahl Knudsen og den lettiske pianist Edgars Cirulis har han lavet en plade med inspiration fra naturen. En af hans store inspirationskilder er gåture igennem en tæt, tung skov, for lige pludselig at nå til en lysning med en træstub, hvor der er plads til at ånde ud.

Åbningsnummeret Adaption er et powerfyldt nummer med en masse breaks og et percussivt pianospil. Det fungerer medrivende effektivt. Kenneth Dahl Knudsen spiller elbas og Edgars Cirulis tilføjer lidt synth til klaveret. Noget der bliver helt tydeligt hen mod slutningen af nummeret Change of weather.

Trioen bevæger sig på inspirerende vis gennem tid og rum. EP’en Adaption er samtidig et rammende dokument på, at Ålborg har en boblende jazzscene, hvor særligt Kenneth Dahl Knudsens tilstedeværelse er med til, at løfte musikken ud af byen.

Mount Meander: Live in Berlin (Gotta Let it Out) CD/DL/stream >> Ocean Fanfare: First Nature (Barefoot) CD/DL/stream >> Vulture Forest: Some things stay broken (Microtone Records) LP/CD/DL/stream >> Tropiques: Into the wild (Headspin Recordings) CD/DL/stream >>

Fire plader med bands, hvis navne tager udgangspunkt i naturen. Fælles for alle fire bands er, at det er deres andet album-udspil.

En lette, en polak og to tyskere udgør kvartetten Mount Meander. De har udgivet deres andet album der er en live-indspilning fra Berlin. Den lettiske saxofonist Karlis Auzins bor i København indtager flere gange teten i Mount Menander. De har et krævende og afsøgende udtryk, hvor avantgarde jazzen stråler som ledestjerne over et fintvævet net af jazz, world, rock og pop. De sidste elementer er mere sporadisk forekommende end de første. De har et stærkt kollektivt udtryk.

Den amerikanske antropolog Anna Tsing’s bog The mushroom at the end of The World har inspireret Ocean Fanfare til deres andet album Nature First. Bogen handler om den eftertragtede Matsutake svamp, der kun gror i skove, hvor mennesket har gjort en indsats for at den kan gro. Albummet er en hyldest til biodiversitet og den første i en serie på tre albums. Tomasz Dabrowski på trompet og Sven Dam Meinild på altsax står i spidsen og har skrevet musikken på et veltempereret freejazz album, spækket med musikalsk biodiversitet.

Den danske guitarist Kristoffer Vejslev bor i Holland, hvor han leder kvartetten Vulture Forest, der er et internationalt sammenrend med medlemmer fra Slovenien, Sydafrika og Sverige. Det er flydende og filmisk jazz, der her på album nr. 2 har fået et dryp af noget bittersødt - nærmest melankolsk over sig. Det er kollektivistisk jazz, hvor det samlede udtryk gør indtryk. Vejslev har godt fat i musikken og musikerne.

Goran Kajfes er hovedmanden i det vilde svenske band Tropiques, der i en underlig syret kop te, fremkalder ånder og syner. Det er heftig omgang, hvor Kajfes vidtfavnende og nysgerrige tilgang til jazzens mere kulørte sider, er en fornøjelse at lytte til. Det er hypnojazz, som pladeselskabet kalder det.

Mount Meander

Ocean Fanfare

Vulture Forest

Tropiques

Moonbow: When the sleeping fish turn red and the skies start to sing in C major i will follow you to the end (ILK) >> Mount Meander (Clean Feed) >> Karlis Auzins: Images in regard of the central reference system (Karlis Auzins)

Kort tid efter at jeg havde modtaget Moonbows album var jeg i New York, hvor jeg besøgte pladebutikken Down Town Music Gallery. Den føles som en domkirke for den eksperimenterende jazz, på trods af at den ligger i en kælder i Chinatown. Her genkendte jeg musikken der strømmede ud af højtalerne. Moonbows album var også landet i NYC.

Det er bassisten Tomo Jacobson der har skrevet musikken og samlet et band med 3 sax'er, guitar, bas, klaver og trommer. Besætningen er en international samling af musikere fra København, hvor Mads Egetoft og Kresten Osgood er det danske islæt. Musikken der er skrevet af Tomo Jacobson henter inspration hos blandt andre instrumentkollegaen Charles Mingus. En anden væsentlig musiker der har haft betydning for Jacobson er William Parker der har skrevet et medfølgende digt om Moonbow’s musik. Pladen fascinerer og holder et højt niveau hele vejen.

Tomo Jacobson er sammen med pianisten fra Moonbow, Lucas Leidinger også med i Mount Meander, der har udsendt deres første album på det portugisiske selskab Clean Feed. Her er saxofonisten Karlis Auzins, der ligesom Jacobson også bor i København, en væsentlig kraft. De forsøger at nedbryde grænser mellem jazz, avant garde, verdensmusik, rock og pop. Det er meget velspillet og afvekslende.

Karlis Auzins, der kommer fra Letland, har også udgivet en plade i eget navn. Sammen med den polske pianist Artur Tuznik, den svenske bassist Joel Illerhag og den danske trommeslager Jakob Høyer har han lavet en plade, der trækker på elementer fra lettisk folkemusik og nutidig europæisk jazz. Tempoet er roligt og stemningen melodisk. Pladen er godt dokument på den smeltedigel som København er, når det gælder jazz. Her arbejdes på tværs af nationaliteter. Der opstår konstant nye strømninger i jazzen. København er et af knudepunkterne lige nu i Europa.

tomojacobson.com

cleanfeed-records.com

karlisauzins.com

Heavy Beauty: Propaganda (Ava Muusika)

Den baltiske kvartet Heavy Beauty har to musikere med, som vi udemærket kender herhjemme. Saxofonisten Liudas Mockunas har ofte samarbejdet med Stefan Pasborg. Guitaristen Jaak Sooäär er uddannet fra det Rytmiske Musikkonservatorium i 2001. Heavy Beauty laver musik der befinder sig et sted mellem heavy metal og jazz. Det er ikke en blanding vi hører så ofte længere. I dag går man gerne til ekstremer som thrash, doom, glitch, free og avantgarde. Dertil er er Heavy Beauty alt for glade for et forståeligt og tungt rockbeat, endda sine steder suppleret med en funky bas. Ja, den er god nok, så er vi ikke så langt fra Primus. Living Colour eller vores hjemllige Düreforsög. 

Liudas Mockunas er heldigvis altid en spændende saxofonist, der både bestrider bas-, tenor-, og sopransaxofon på pladen. Han sender bassaxen helt ned i kælderen for, at hente de buldrende tunge toner. Han kan spille råt og uforsoneligt. Det er godt for Heavy Beauty, der ellers bliver alt for ligefremme og direkte.

soundcloud.com/zilvinaz/sets/heavy-beauty-propaganda

Paolo Russo: Bandoneon Solo vol. 1 Jazz Standards (Zina Zinetti) >> Duo Russo & Vilensky: Kattegat (Zina Zinetti)

Da jeg oplevede den herboende italiener Paolo Russo spille bandoneon første gang, var det kun som et supplement til klaveret. Det var i en trio sammen med bassisten Bo Stief og akkordeonkongen Lelo Nika, at Russo fremdrog det argentinske tango instrument. Det er over 10 år siden nu. Russo har fortsat med at udforske instrumentets muligheder. Et instrument der er kendt for at være meget svært at spille på. Legenden siger at det tager et helt liv at lære at spille på. At Russo først gik i gang som voksen burde altså diskvalificere ham ud fra de gængse normer. Men som så meget andet med Russo er det ikke de gængse normer der hersker. Han er aktuel med to nye albums.

På den første kombinerer han sine bandoneon- og jazzevner. Det er et bandoneon soloalbum, hvor han udelukkende spiller jazzstandards. Lush Life, Whisper Not, You don't know what love is, How insensitive og flere andre er med på albummet. Det er både intest og nærværende. Man kan høre knappernes raslen - mens lyden fra instrumentet har fået et skud rumklang. Paolo Russo nærmest kravler ind i numrene. Jimmie Rowles The Peacocks og Wayne Shorters Infant eyes er blandt mine favoritter. Tiden og roen giver luft til numrene. Noget som Russo er god til at mestre - når der også skal doseres noget temperament ned i musikken - det er jo et tangoinstrument. Han vender også tilbage til ‘Round Midnight som han allerede i 2007 havde med på albummet Doble A(nima), hvor han spillede solo på både bandoneon og piano.

På den anden plade er Russo sammen med den lettiske cellist Ruslan Vilensky. De begyndte at arbejde sammen i 2013 og har spillet i både Danmark og de baltiske lande. Musikken de spiller er overvejende skrevet af Russo og inkluderer blandt andet min gamle favorit Radio Tirana fra 2002 debutpladen Alchemy. Derudover spiller de også et par kompositioner af Piazzolla og en enkelt af Diego Schissi. Sammen med violin, bratsch og kontrabas mødes Russo og Vilensky i et musikalsk stævnemøde mellem jazz, kammermusik og tango. Det er både fornemt og elegant udført. 

Bonusinfo:

Duo Russo Vilensky er på turné fra d. 28. januar, hvor de spiller på det italienske kulturinstitut. Se flere datoer på hjemmesiden.

paolorusso.com

duo-russo-vilensky.com

Denniss Pashkevich & Christian Frank: Close (Gateway)

For et par år siden lavede de en kvartetplade sammen. Nu bliver det endnu mere intimt. De er rykket indenfor. De har flyttet sig fra vinteren udenfor. De er gået ind og har sat sig foran brædeovnen sammen. Guitaristen Christian Frank er sammen med den lettiske saxofonist Deniss Pashkevich på duopladen Close. Det er blevet til en balladesag, hvor de i et nordisk inspireret og meget melodisk enkelt univers lader de musikalske blomster vokse frem. Pladen er et vellykket eksempel på musik, der ikke vil imponere. Det er til gengæld musik der er nærværende.

Pashkevich og Franks samarbejde hen over østersøen er en belejliget påmindelse om, at jazz er en international kommunkationsform. Med dette duosamarbejde udbygger de to musikere det de startede med den vellykkede kvartetplade. Denne gang er det bare blevet en smule bedre. Det er en af den slags plader, der behageligt finder sig til rette som soundtrack til rolige efterårsdage.

christianfrank.dk

K Trio: Meatball evening (Dimma)

Jazzen er en international smeltedigel, hvor der ind i mellem kan være regionale forskelle. I Europa ser man mange jazzmusikere der lader sig opsluge af noget andet end selve nationaliteten. Konservatorierne er med til, at skabe de mange kontakter på tværs af landegrænser. Den islandske pianist Kristján Martinsson vandt i 2008 i København, konkurrencen Young Nordic Jazz Comets med trio K Trio. De udgav kort efter et album. Efterfølgende har Martinsson slået sig ned i Amsterdam, hvor han har studeret på konservatoriet. Her har han også mødt de nye medlemmer af trioen, franskmanden Pat Cleaver på bas og letten Adris Buikis på trommer. 

På albummet Meatball Evening præsenterer Martinsson jazz, der har indeholder så mange forskellige enkeltdele, at man ville kalde det fusionsjazz, hvis det begreb ikke allerede var optaget, af noget elektrisk jazz fra 70'erne. Martinsson blander ekspressivt rockede rytmer med melodisk udadvendt jazz, der til tider for lov til, at udvikles og modnes i en ikke nærmere definérbar retning. Samtidg med at det er klavertriojazz. Musikken er fyldt med humor og giver sig ikke ud for, at være noget andet end det, det er. Det er ukompliceret jazz med små fine detaljer til den opmærksomme lytter. Kristján Martinsson giver med K Trio et godt bud på, hvordan europæisk triojazz kan lyde anno 2013.

dimma.is

Frank/Pashkevich Quartet: Outlook (Gateway)

Jazzen er et grænseløst væsen. Det er også i helt konkret forstand at jazzen er grænseløs. Tænk bare på alle de svenske og norske jazzmusikere der i dag er en helt naturlig del af den danske jazzscene. Guitaristen Christian Frank har med sit udsyn fundet sammen med en musiker fra Letland. Saxofonisten Deniss Pashkevich der medbringer trommeslageren Artis Orubs fra Letland mens Christian Frank stiller med den danske bassist Claus Kaarsgaard.

Sammen har de lavet et stykke frostbidt jazz. Der er skitselignende numre, hvor Frank og Pashkevich afprøver idéer. Der er også de samlende numre, hvor melodien bliver det bærende element. De er ikke bange for, at eksperimentere. Musikalsk lander de ikke langt fra noget af det vi kender fra Jakob Bro. Intimt og flydende bevæger musikken sig afsted. Tiden omkring kommer til at stå stille. Der er en kølig melankoli, der med kvartettens gode samarbejde ikke bliver isnende. Nok er musikken frostbidt, men når man kommer fra Danmark og Letland kender man kulden. Man har brug for de kølige årstider, som modvægt til sommerens varme.
frank-pashkevich.com