Guitaristen Carlo Dayyani fra Danmark er sammen med Steven Moser (trommer) og bassisten Seth Sjöström en del af trioen ALM, der er baseret i Berlin, hvor de studerer på Jazzinstitut Berlin. Debut-EP’en indeholder fem numre og åbner med det fragmenterede nummer “Drumsolo”, der – trods titlen – ikke er en trommesolo. Den følges op af den pulserende “Preach” og den lige så dragende “Motvind”, hvor Seth Sjöström indleder med en fedmefyldt bas, som Dayyani og Moser skaber uro omkring.
Det er ikke larmende jazz. Det fremstår som et ambitiøst projekt, hvor de tre musikere insisterer på at udvikle og gøre noget andet – og det lykkes ganske godt. De topper til allersidst på “Cocoon”, et nummer, jeg er vendt tilbage til igen og igen under lytningen af pladen. Mosers urolige rytme, Dayyanis opbyggende guitar og Sjöströms ulmende bas er betegnende for trioens musik, som forhåbentlig vil føre til meget mere fra den kant.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar