torsdag, april 02, 2026

Musikalsk træsprit - identitetstyveri på streamingtjenesterne

 

Er Spotify, Youtube, Tidal og andre streamingtjenester ved at brænde ned? I den seneste uge er der dukket nye numre op med Carsten Dahl, Mikkel Ploug og Bo Stief på tjenesterne. Numrene er tydeligvis AI genererede og har intet med de nævnte musikere at gøre. 


Det er et selskab der hedder On the spot music internasional der står bag udgivelserne. Når man tjekker hvem der er skabere af numrene inde på eksempelvis Spotify, så står der på alle tre at de spiller saxofon, hvilket ingen af dem som bekendt gør. 


Hvordan kan det lade sig gøre, at den slags slipper igennem? Tilbage i september 2025 meddelte Spotify at de havde fjernet 75 mio. numre, som de betegnede som “spammy tracks”. Det handlede bla. om numre der mindede alt for meget om eksempelvis musik af Drake, The Weeknd etc. I det aktuelle tilfælde handler det ikke om at musikken minder om Dahl, Ploug eller Stief. Det handler udelukkende om at der er nogen der misbruger deres navne. Musikken er en rædselsfuld omgang AI skabt musik, hvor selv det utrænede øre kan høre at det er noget skrald. 


Hvorfor tillader tjenesterne at musikernes navne bliver misbrugt på den måde? Det svarer til at et supermarked solgte vin der udgiver sig for at være fransk eller italiensk vin men udelukkende indeholder træsprit.


Det er for slapt at det kan lade sig gøre for svindlere, at lave den slags numre. Hvis supermarkedet fortsatte med at sælge træsprit ville myndighederne gribe ind. Hvem griber ind når streamingtjenesterne ikke har styr på deres butik? Carsten Dahl har meddelt på Facebook at han trækker al sin musik fra Spotify pr. 1. maj.


Jeg har i forbindelse med at jeg skrev denne tekst også opdaget at der er et fake-nummer ude med både Keith Jarrett Trio og Lennart Ginman der hedder Ashes in my coffee. Er det mon asken fra Spotify og de andre der er ved at brænde ned som lander i kaffen?

Ingen kommentarer: