Viser opslag med etiketten Chile. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Chile. Vis alle opslag

mandag, september 11, 2017

Morten Haxholm Chordless Quartet: Tesseract (Gateway) DL

Klaver, guitar og vibrafon er nogle klassiske eksempler på et akkordbærende instrument. Langt de fleste jazzudgivelser indenfor den klassiske jazz, har et akkordbærende instrument med. På den anden side er det heller ikke ultrasjældent at lave jazz uden et akkordbærende instrument. Et par af mine favoritter er Ornette Colemans trio på Gyllene Cirkeln i Stockholm og Sonny Rollins trio på The Village Vanguard. I så lille en kontekst bliver udtrykket mere råt og spartansk - selv om Coleman og Rollins ikke har problemer med at fylde hele fladen ud. Gerry Mulligan begyndte tidligt i 50'erne med at lave musik uden akkordbærende instrumenter. Det handlede ikke kun om at pianisten ikke var mødt op. Musikken var tænkt sådan fra starten. Her er indspilningerne med Chet Baker i særklasse. Lyt og smelt.

Den danske bassist Morten Haxholm har på sit femte album også tænkt musikken uden et akkordbærende instrument. Pladen er blevet til med to meget stærke blæsere i front. Danske Mads la Cour på flugelhorn og chilenske Melissa Aldana på saxofon. Sidstnævnte var JazzDanmarks Artist in residence i september 2016, hvor hun opholdte sig en måned i Danmark. Tilknytningen til den danske jazzscene kom efter at hun havde været instruktør på Summer Session på Vallekilde i 2015. Det er Morten Hæsum der sidder ved trommerne.

Morten Haxholm lavede musikken i 2011-2013 på soliststudiet på Det Rytmiske Musikkonservatorium, hvor han lavede den akkordløse musik, fordi der kunne blive mere plads til kontrabassen. Uden at røbe alt for meget, så er der ganske rigtigt blevet plads til masser af bas. Haxholm har ladet sig inspirere af så forskellige ting som Monk og Coltrane på Tumbalina, af det danske rockband Kashmirs bestemmerhat El Bastolon eller noget så enkelt som et nummer, der er lavet for, at lære rytmen 4 over 5 bedre at kende. Tesseract er et særdeles vellykket album med fine kompostioner, hvor der er masser af luft til solopræstationer. Makkerskabet mellem la Cour og Aldana er desuden en ekstra gevinst.

Bonusinfo:
Pladen udkommer kun som digital download, med et enkelt nummer tilgængelig på Spotify. Haxholms album Equlibrium er med over 300.000 afspilninger er ellers et af de mest streamede danske jazzalbums på Spotify, men ifølge Haxholm heller ikke særligt indtægtsgivende.

mandag, maj 01, 2017

Brooklyn Aliens (Unit Records) >> Julian & Roman Wasserfuhr: Landed in Brooklyn (ACT)

New York City nyder stadig stor tiltrækningskraft på mange ikke-amerikanske jazzmusikere. Brooklyn Aliens består af fem musikere fra Spanien, Tyskland, Chile og Sverige, der alle har Artist Visa i USA. Det betyder at de kan spille og rejse frit i USA. I kvintetten finder vi bl.a. den svenske bassist Lars Ekman. Saxofonisterne Gianni Gagliardi og Tobias Meinhart er den tydelige front i musikken. Stilen er af den moderne, dynamiske slags der næste kun kan laves i New York City. Meinharts smukke ballade Childhood og pianisten Yago Vazquez 728ing er favoritterne.

De tyske brødre Wasserfuhr, Julian (trompet, flygelhorn) og Roman (piano, marimba, seaboard) er også taget til Brooklyn for at suge NYC jazzviben til sig. Sammen med amerikanerne Donny McCaslin (sax), Tim Lefebvre (bas) og Nate Wood (trommer) har de lavet et velklingende og melodisk jazzalbum, hvor musikhåndværket er spitzenklasse. De har selv skrevet musikken ud over to numre. At spille et Sting nummer indenfor jazzen vidner ikke om den store opfindsomhed. Men jeg kan godt tilgive dem at de spiller Seven Days, når de også spiller deres version af det tyske kultpopband Tokio Hotel’s Durch den Monsun. Respekt for det. Og respekt for en røvsvedig tenorsaxsolo fra Donny McCaslin, der sætter en tyk streg under, hvorfor han er hot shit lige nu. Så absolut en vellykket nutidig jazzplade.