Det musik de laver, det rører mig dybt. Det insisterer på enkelheden. Det insisterer på roen.

- interview med Peter Sommer om samarbejdet med Bremer/McCoy

Tidligere på ugen anmeldte jeg det nye album Carry my heart med Indra Rios-Moore. I al min iver over den gode musik glemte jeg, at nævne de to numre som Indra selv har lavet på pladen. Hun har skrevet numrene sammen med Søren Bigum, som jeg ikke tidligere er stødt på. Indtil torsdag eftermiddag, hvor jeg mødte ham i bandrummet på Fermaten i Herning. Han spiller guitar i Peter Sommers band Tiggerne. Og Peter Sommer? Ham hilste jeg også på - og talte med. Der har nemlig sneget sig noget jazz ind i Peter Sommers univers, der ellers overvejende er baseret i rockmusikken. Jeg tog en lille snak med Peter Sommer om jazzen.

Helt konkret drejer det sig om fire numre - side B på vinylen minus det sidste nummer på det nye album Elskede at drømme, drømmer om at elske, som han har lavet sammen med duoen Bremer/McCoy.

“- Det var gennem Rasmus Poulsen, der udgiver deres musk på selskabet Raske Plader, at jeg hørte om dem. Rasmus og jeg skulle skrive noget sammen, så sagde han i en pause, at jeg skulle høre det her, som han lige havde udgivet. Jeg var ikke klar over, at der var nogen der lavede det her i Danmark. Jeg fik lyst til at fortælle nogle historier med det. Ligesom med Jan Johansson. Der er nogle historier i det. Der er noget fortælling, som jeg synes kunne være sjovt at få sig lagt ovenpå. Der gik ikke lang tid efter, at jeg havde hørt dem, før jeg kontaktede dem.”

“- Det musik de laver, det rører mig dybt. Det insisterer på enkelheden. Det insisterer på roen.”

“- Det jeg var mest bange for, var at teksten kom til at fylde alt for meget. I forhold til mine rockarrangementer kommer sangeren trods alt til, at fylde mindre, selv om der måske er nogen der synes at det fylder alt for meget i forhold til deres spartanske ting. Der er eller længere passager uden sang. Vi har brugt halvandet år på at lave de her fire sange. Vi er gået meget søgende til værks. Vi har brugt meget længere tid på, at lave de fire numre end på pladens seks andre numre, som er lavet sammen med mit band, Tiggerne. Dem har jeg kendt i mange år.”

Var det vigtigt at man kunne høre at det var Bremer/McCoy?

“Ja for fanden. Vi har nogle steder kommet lidt mundharpe og lidt guitar på. Det er sådan lidt nyt. Det er mig der er kommet med det for, at tage dem et nyt sted hen. Det er de ellers varsomme med i deres egne ting. Nu er de jo i gang med at lave en ny plade…as we speak.”

“Her må man godt kede sig. Her må man godt dvæle ved ikke så meget.”

“Det her med, at blande det sammen, den jazzagtige ting og den rockagtige ting, at bibringe noget ro til noget der er lidt strammere, At have de to ting til at stå og råbe lidt ad hinanden. Eller bare stå overfor hinanden. Det passer mig ret godt. Det ligner til forveksling mit eget temperament. Hvis man gerne vil sige noget med en plade, så skal man også vise sit temperament. Vise hvem man er…”

Er det den klassiske midtlivskrise for en rocksanger? Søren Sko har lige lavet en Nat King Cole tributeplade og Lars H.U.G. var også omkring jazzen i 90’erne?

“Jeg synes ikke at det vi laver, minder ret meget om Søren Sko og egentlig heller ikke om så meget om Lars H.U.G. Jeg kan forstå, at man vil det nedbarberede, det afpillede, der hvor tingene er tydelige og rolige. Der er tænkt virkeligt meget over tingene i det jeg laver sammen med dem her. Det er gennemarbejdet i en grad som jeg ikke er vant til.”

Er det jazz?

“Jeg har selv vægret mig ved, at kalde det jazz, fordi det er også dub. Der kommer min tekst på, mit foredrag på, så minder det til forveksling om nogle af de stille sange som jeg laver ovre i rocklejren. De små store sange. Noget der giver plads til teksten og sangeren på en anden måde. Uden brug af de sædvanlige rockvirkemidler, hvor der skal være tryk på, når der er omkvæd. Der gør vi det modsatte her. Vi bliver nede.”

“Det er ikke inde på jazzens brede midte, det her. Det er ikke svært spillet, komplekst, mærkelige perioder og sådan noget. Det er den rene nordiske enkelhed og stemning. For sådan en som mig, der ikke er velbevandret ud i jazzens verden. Jeg har mest lyttet til nordisk jazz. Jan Johansson og Jazz på svenska er helt oplagt. Jeg fik den samme åbenbaring, da jeg hørte Bremer/McCoy, som da jeg som ung, hjemme hos en ven i brandert blev præsenteret for Jazz på svenska. Hvad fanden sker der? Vi plejede at høre hård rock. Lige pludselig fik vi lov til, at synke ind i musikken. Man aner en fortælling. Men du ved ikke rigtig hvad det er. Jeg var ikke trænet i, at høre jazz. Det var sådan noget der fyldte stuen med stemning. Der er ikke et spørsmål om jeg kan lide det eller jeg ikke kan lide det. Selvfølgelig kan alle lide Jazz på svenska. Hvis man skal være ærlig, så vil ni ud af ti synes at det er rart det her. Det er interessant på en måde jeg ikke forstår. Jeg har ikke lyttet til meget instrumental musik…jo elektronisk musik. Men det er bygget op mod et klimaks. Her er der ikke noget klimaks. Klimaks er, at du har sat den på og tør blive i det, selv om du ikke ved hvad det betyder.”

“Jeg havde aldrig tænkt at jeg skulle involvere mig med folk fra jazzscenen, før jeg hørte dem. Det er fandme originalt og jeg kan skrive en original tekst til det. Hvis det lykkes, at klemme noget sammen uden, at det tager noget fra hinanden. Det er jo det vi er i gang med her. Nu har vi lavet fire numre. Vi har helt klart tænkt os, at fortsætte. Vi er kun lige kommet i gang og har lært hinanden at kende lidt. Vi har da store planer frem i tiden. Men de har også travlt og deres karriere går rigtigt rigtigt godt. Vi ved ikke om skal spille live. Vi har også kun fire numre. Vi venter til vi har flere numre. Planen er, at der ikke er nogen plan.”

Maceo Parker Interview

I forbindelse med, at saxofonisten og funklegenden Maceo Parker besøger Danmark i næste uge, blev jeg tilbudt muligheden for et telefoninterview med manden. Det er ikke så tit, at jeg får den slags tilbud her på bloggen. Jeg får faktisk aldrig den slags tilbud. Så jeg kastede mig lystigt ud i muligheden for, at tale med en af mine store musikalske helte, som jeg senest oplevede på Blue Note i New York i april i år. Her spillede han med funky sjæl. Den funky sjæl var så sandelig også tilstede under interviewet med Maceo Parker.

Da jeg er ved at runde telefoninterviewet af med funk-legenden Maceo Parker, siger han, at slet ikke har fået sagt det vigtigste, nemlig de fire bogstaver: "L.O.V.E. - det er det der motiverer mig." Det er vigtigt for ham at sige og fortsætter: "Jeg elsker mennesker og jeg elsker at optræde. Når det lægges sammen, får jeg styrke og energi til at fortsætte."

Når saxofonisten og sangeren Maceo Parker besøger Herning og Fermaten d. 24. oktober er det første gang han er så langt vestpå i Danmark. Det betyder nu ikke meget for den turnévante legende. Han er ofte på turné. Han spillede i Chile for nogle uger siden og er nu på en længere Europaturné. Han synes ikke, at der er nogen forskel på, at spille så forskellige steder. Allerede som 17 årig havde han en drøm, der handlede om at kunne leve af, at spille musik overalt i verden. At få muligheden for, at dele sin musik med mennesker overalt. En drøm der i sandhed er gået i opfyldelse.

"Mennesker kan godt lide, at blive underholdt, at opleve talenter. Det kan være til football eller basketball. Musik passer også ind i det billede." Det er en morgenfrisk og veloplagt Maceo Parker, jeg har fået i telefonen og han fortsætter: "Funkmusik inkluderer publikum og opmuntrer dem til, at deltage, danse og have det sjovt. Jeg kan godt lide, at trække folk ud af deres hverdag og give dem en god oplevelse." fortæller Parker fra den anden side af Atlanten. "Der opstår en forbindelse mellem musikerne og publikum. Det er derfor jeg sætter pris på det jeg gør. Til forskel fra en footballkamp, så holder vi alle med det samme hold. Der er ingen vindere og tabere. Det er fornøjelse for alle. Der er ikke nogen der brokker sig over at tabe."

Soul-legenden James Brown var skyld i, at Maceo Parkers navn blev kendt i den store verden. Da Parker spillede med Brown i 60'erne råbte Brown i hittet Get it Together: "Maceo, Bring it down, I want you to blow." Parker oplevede pludselig at folk ikke bare råbte James Brown's navn ved koncerterne men også hans navn. I dag kombinerer han erfaringerne fra tiden med James Brown og P-Funk opfinderen George Clinton med sin egen musik. "Det er mig der sidder i førersædet og bestemmer hvilken vej vi skal." Maceo Parker fortæller at han er velsignet med en gruppe af musikere, der har fulgt ham i mange år. Guitaristen Bruno Speight (der var med i firserfunkbandet S.O.S. Band) og bassisten Rodney "Skeet" Curtis (der var med i Clinton's Funkadelic) er to af de faste musikere som han også tager med til Danmark. Parker's band er kendetegnet ved, at de er tæt sammenspillede. De kan skære funken i skiver med en kirurgs præcision samtidig med, at de fremstår fuldstændigt afslappede og tilbagelænede. 

Maceo Parker lavede sine første soloplader, i eget navn i starten af halvfemserne. De var med til, at løfte ham frem som selvstændig kunstner. Stilen blev efter anbefaling fra pladeproduceren meget jazzet. Pladerne blev meget populære. Men Parker var ikke tilfreds, før han i 1992 lavede hans mest populære album, livepladen Life on Planet Groove. Her rykkede han fra land med dansegulvsfavoritter som Shake everything you got og Pass the Peas. Det var der han ramte den smittende stil, som han siden fortsatte med. Folk har ofte spurgt ham om, hvor længe han kan blive ved. Han svarer, at så længe B.B.King - der er 18 år ældre end den 70 årige Parker - kan spille The Blues, så kan han også blive ved. 

Parker's band har bl.a. spillet i eksklusive jazzklubber overalt i verden. Lige fra Blue Note i Tokyo og New York til SF Jazz Center i San Francisco, hvor de også spiller ugen efter besøget på Fermaten. Men det betyder ikke så meget, når han spiller et nummer som James Brown-klassikeren Get up...get on up. Så er der fest og folk rejser sig og danser. "Der er så meget man skal tage stilling til i dagligdagen. Børnene skal afleveres i skole. Man skal tage sig af sine bedsteforældre. Afdragene på bilen skal betales. Når vi spiller, kommer man væk fra det og har det sjovt."

Maceo Parker's karriere startede med, at han kom med i James Brown's band i 1964. Brown ville gerne have Parker's bror Melvin på trommer med i bandet og var ikke interesseret i Maceo. Men Melvin ville kun, hvis Maceo kunne komme med. De to havde allerede spillet sammen i nogle år og James Brown gik til sidst med til, at tage Maceo med. Maceo Parker kom derefter med på utallige turnéer og pladeindspilninger. Han spillede bl.a. på numre som Out of sight, Say it loud, I'm black and I'm proud og Sex Machine. Efter flere uoverensstemmelser med den humørsvingende James Brown, gik Parker solo i starten af 70'erne. Han kom efterfølgende med i George Clinton's løststrukturerede og flippede bands Parliament og Funkadelic - der også kendes som P-Funk. Der var nogle tynde år i firserne, hvor han går tilbage til James Brown af økonomiske årsager - men der er også nogen der gerne vil have ham med som gæsteartist på deres plader. Rolling Stones guitaristen Keith Richards og Red Hot Chili Peppers har bud efter ham. Ligesom Bryan Ferry, James Taylor og Ani DiFranco senere får sendt bud efter ham. Men det er samarbejdet med Prince, der starter i 1999, der sætter de dybeste spor. Parker medvirker på flere af Princes plader og Prince er også med på en Parker-plade. Jeg spørger Maceo Parker om der er forskel på at arbejde med Prince, James Brown eller George Clinton. Han svarer, at der ikke er nogen forskel. Der var en forbindelse med det samme. 

Han spiller i Tyskland, Tjekkiet, Norge, Holland og Østrig inden han som det sidste stop på Europa-turen rammer Amager Bio i København d. 23. oktober og dagen efter Herning og Fermaten.

10 JazzNy(t)sgerrige spørgsmål til Lars Winther

I anledning af at Lars Winther tiltræder som ny sekretariatschef ved Jazzdanmark d. 1. april har Jazznyt stillet ham 10 spørgsmål i et mail-interview. Lars Winther har været med til, at sætte sit præg på denne blog siden han startede pladeselskabet Your Favourite Records i 2007. Først og fremmest i kraft af de mange forskellige udgivelser men også på grund af den meget høje kvalitet pladerne har holdt.

JazzNyt: Du har spillet jazz og lavet plader i nogle år og skal nu være sekretariatsleder hos Jazzdanmark, skal du så ikke spille jazz og lave plader længere?
Lars Winther: Nu skal jeg først og fremmest godt og grundigt ind i arbejdet hos JazzDanmark - det kræver og fortjener stilingen. Jeg vil nok aldrig holde op med at spille jazz, men spørgsmålet er hvor meget tid der bliver til "de skrå brædder" - og det vil jeg lade tiden vise. Ligesådan med udgivelser - nu har jeg jo lige nået at sende en ny udgivelse afsted inden jeg starter i den nye stilling, så statistisk set går der jo alligevel et par år før jeg skal være pladeaktuel igen...
Ifht. udgivelser på mit pladeselskab, Your Favourite Jazz, så er der jo nogle klare potentielle interessekonflikter når jeg også sidder på JazzDanmark, så dét kan jeg ikke fortsætte med.

JN: Hvad laver en sekretariatschef i Jazzdanmark?
LW: Nu er JazzDanmark jo ikke verdens største organisation, og derfor er alle også nødt til at tage fat hvor der er behov for det - med andre ord kommer jeg ikke til at sidde og ryge cigarer på kontoret imens "de andre" løber rundt; jeg kommer til at sidde med nogle konkrete projekter ligesom de andre ansatte. Blandt de aktuelle projekter er eksport-fremstød i de nye EU-lande og Kina, en styrkelse af et netværk for danske jazz-spillesteder, styrkelse af JazzDanmarks online-profil og Børnejazz-fremstød.
Men derudover har jeg selvfølgelig et overordnet ansvar for at det hele kører, og er sammen med bestyrelsen også med til at vurdere og bestemme fx hvilke områder der skal satses på i fremtiden. Lige nu har organisationen jo været "underbemandet" siden den tidligere leder gik af til nytår, så der er sikkert rigeligt brug for en hjælpende hånd når jeg møder op til første arbejdsdag d. 1. april.

JN: Har dansk jazz det godt?
LW: Ja, det vil jeg bestemt sige. Der er en helt enormt spændende scene fyldt med talent, så det vigtigste grundstof er i høj grad til stede. Men hvis man breder spørgsmålet lidt ud til også at indbefatte fx "dækningen af dansk jazz", så ser det måske lidt mindre godt ud.

JN: Hvad mangler vi på den danske jazzscene - og er det noget vi kan få?
LW: Hm... Jeg synes vi mangler noget mere opbakning og dækning i medierne. Det er utroligt så lidt plads der er til dansk jazz - og jazz generelt - i både de trykte medier, tv og radio.
Og så mangler vi at JazzDanmark bliver bedre til at være det centrale samlingspunkt for alle interessenter - musikere, spillesteder, festivalarrangører, pladeselskaber, publikum. Dét er noget jeg vil arbejde meget for at styrke.
Og med fare for en kliché, så kunne vi - jazzscenen som helhed altså, og ikke kun JazzDanmark - måske nok også godt bruge lidt flere penge til at støtte de enormt mange talenter der er i det danske jazz-miljø.
En stor del af JazzDanmarks økonomiske resourcer går fx til at yde transport-støtte til danske musikere der gerne vil til udlandet og spille og faktisk støttede JazzDanmark omkring 4 gange så mange koncerter i 2009 som i 2006 - og dét for nogenlunde det samme beløb. Men så kan man jo ikke lade være med at tænke på hvad der kunne ske hvis man fik lidt flere penge at støtte med.

JN: Hvilke udfordringer står dansk jazz over for i de kommende år?
LW: I dag er "at høre jazz" ét ud af hundredevis - måske tusindevis - af "tilbud" den almindelige dansker kan benytte sig af i sin ofte sparsomme fritid. Men mange af de andre "tilbud" (i mangel af bedre ord) har nok været lidt bedre til at positionere sig og gøre reklame for sig selv gennem de sidste årtier, og der skal jazzen helt frem i skoene for at kunne være med. For alt for mange mennesker er jazz enten ikke-eksisterende eller noget man "kun" lytter til i forbindelse med sommerens festivaller - dét kunne være rart at få gjort noget ved. Og her er opbakning fra medierne naturligvis også en vigtig faktor - men bestemt ikke den eneste.

JN: Svigter Danmarks Radio dansk jazz - og behøver dansk jazz egentlig Danmarks Radio?
LW: Nej og ja. Nej fordi de få folk der får lov at arbejde med jazz på DR efter min mening er utroligt engagerede og kompetente, og Ja fordi der er så få af dem, og så lidt plads til det de laver. Selvfølgelig skal DR dække jazzen bedre - det er simpelthen ikke godt nok (eller rettere "nok") som det er nu...

JN: Når traditionelle medier som radio og aviser har en vigende interesse for dansk jazz, hvor skal dansk jazz så promovere sig for at nå bredden?
LW: Det er klart at jazzen skal blive bedre til at promovere sig gennem de "nye" kanaler, dvs primært de digitale platforme. Det gælder selvfølgelig hele vejen rundt, musikere, spillesteder og selvfølgelig JazzDanmark selv. Jazznyt er jo fx. én af de vigtigste kilder til information om ny (dansk) jazz, og der har "miljøet" som helhed selvfølgelig et ansvar for at forsøge at rykke publikum med over på de digitale medier, så vi sammen kan skabe os et godt miljø og forhåbentlig tiltrække flere jazzlyttere - når nu radioen fx ikke gider beskæftige sig med os... Men ikke dermed sagt at kampen om/med/for DR er opgivet...

JN: Er der nogle plader du er specielt stolt af at have udgivet på Your Favourite Jazz?
LW: Dem alle sammen... Jeg er stolt af kataloget som helhed fordi jeg synes det er en flot mosaik der viser dansk jazz' bredde og kvalitet - og alle udgivelserne er vigtige brikker i den mosaik. Og så er der ting ved hver enkelt plade som jeg er specifikt stolt af ved dem: Looter Beats fordi jeg ikke har hørt noget lignende herhjemme, Rasmus Ehlers fordi han er min gamle lærer og det betyder meget for mig at han betroede mig at arbejde med to af hans plader, Søren Bebe fordi den har solgt godt i Japan - og sådan kunne jeg blive ved, hele kataloget igennem.

JN: Hvordan blev du sporet ind på jazz?
LW: Da min gamle musiklærer, helt tilbage i folkeskolen, forærerede mig Lars Janson's "A Window Towards Being". Det er efterhånden nogle år siden jeg har hørt den, eller Janson i det hele taget, men det var helt klart der jeg begyndte at interessere mig for jazz og udforske genren.

JN: Hvilke 3 jazzplader er dine all-time favourites?
LW: MEGET svært spørgsmål, men hvis jeg skal nævne tre som jeg tager mig selv i at sætte på igen og igen og igen, selv efter mange år på cd-hylden, så kunne det fx være:
Paul Motian "Bill Evans"
Kenny Wheeler "Music for Large and Small Ensembles"
Keith Jarrett "The Melody at Night With You"
- men hvis du spørger mig imorgen hvor jeg har tænkt lidt længere over det, kan det sagtens være at det er nogle andre der popper op i mit hoved - der er heldigvis så ufatteligt meget god jazz at tage af!

10 skarpe til Ginman

Tirsdag d. 6 november starter Ginman/Jimmy Jørgensen deres Danmarksturné på Voxhall i Århus, hvor de præsenterer det nye album Deep, live. De spiller en lang række koncerter på spillesteder landet over i den følgende tid. JazzNyt har lavet et mini interview via e-mail, med 10 skarpe spørgsmål til bandlederen Lennart Ginman inden turstarten.

JazzNyt: Hånden på hjertet, hvilket instrument har du spillet mest på indenfor det sidste år, når du ikke har været på scenen, laptoppen eller bassen?
Ginman: Jeg øver altid en time om dagen på kontrabassen. Det er vigtigt for mig at være i tæt kontakt med instrumentet. Jeg sætter uret og stopper efter præcis 60 min. Ved at lade uret bestemme 100%, er jeg som regel lige midt i et eller andet godt flow som blir’ afbrudt og dermed gir’ mig ”sult” efter at fortsætte dagen efter. Men jeg har også brugt LANG tid med laptoppen. Dels til at komponere på, men også det rent tekniske med at sætte mig ind i det tyske program Ableton Live og integrere det (vha. et avanceret midi-system som trigges med fødderne under koncerten) i en liveperformance side om side med musikerne i mit band.
JazzNyt: Flere af numrene starter med noget filmagtigt snak indover, er det fra rigtige film? -eller tør du overhovedet svare på det, i forhold til ophavsrettighederne?
Ginman: Det er lydstumper fra foredrag, film, radio, vinyl men også fra mine mange rejser rundt om i verden hvor jeg altid har min lille båndoptager med. Dogs starter feks. med et tog nede fra industrihavnen i Yokohama........
JazzNyt: Du var i Vietnam med forløberen til dit aktuelle projekt og der er en vietnamesisk musiker med på to numre, hvorfor?
Ginman: Jeg elsker Vietnam og har spillet derude flere gange. Denne unge musiker gjorde et dybt indtryk på mig. Specielt i udklingningen af figurer, er han fantasisk rørende. Samtidig er han blevet en af mine venner, og jeg har forstået mange ting i historien bedre efter mit møde med ham.
Og så er Vietnam for mig et meget specielt og smertefuldt spejlbillede på store og tragiske menneskeskabte begivenheder i såvel hele Asien (specielt Kina) som i den vestlige verdens historie.
JazzNyt: Andre jazzmusikere som Peter Rosendal og Chris Minh Doky har også arbejdet med electronicamusik indenfor det sidste års tid. Har du hørt det? -og hvad synes du om det?
Ginman: Jeg har desværre ikke hørt det.
JazzNyt: Basunen, trommerne, sangen, pedal steel'en og bassen er besat, når i står på scenen, hvem skal så sørge for keyboard og samples?
Ginman: Laptoppen og mit sirligt udviklede midipedal system som er den fuldendte sammensmeltning af menneske og maskine. Jeg kan skabe og følge improviserede forløb med orkestret og samtidig have den vidunderlige kølighed og repeterende vibe, som kun loops og maskiner har.
JazzNyt: Sangerne Jimmy Jørgensen og Steen Jørgensen kommer begge fra Københavns sorte rockundergrund, hvor man gik med spidse sko og havde sorte rander under øjnene i 80'erne. Oplevede du dem nogensinde dengang til en koncert?
Ginman: Nej faktisk ikke. Men de er begge nogle af de største sangere på kloden efter min mening.
JazzNyt: Du fik to grammy'er i 1999 for Ginman/Jørgensen pladen, hvad betød de for dig?
Ginman: Rigtigt meget personligt må jeg indrømme.
JazzNyt: Hvorfor er Carsten Dahl Danmarks fedeste jazzpianist?
Ginman: At udnævne en til DEN fedeste er umuligt. Men jeg elsker Carsten og hans spil er verdensklasse. Han har den styggeste time og kan swinge så man skal holde fast i bordpladen. Carsten og mig lyder vildt godt sammen. Vi har spillet (og grint og grædt) så meget sammen at vi har et meget tæt forhold. Han er fantastisk.
JazzNyt: I 10 år har der været jazzstævner på Vallekilde med stor succes, og med dig som en bagmændene. I år blev det aflyst pga. for få tilmeldte. Hvorfor var der ikke flere tilmeldte?
Ginman: Indholdet kedede åbenbart de som vi troede det ville interesse. For lav underholdningsværdi.
JazzNyt: Hvad kan publikum forvente, når de står i den koncertsal/klub, hvor I skal give koncert?
Ginman: En ny koncertform som ikke tidligere er set. Mellem numrene kører jeg speak, citater, realoptagelser etc. som umærkeligt glider ind og ud af numrene og skaber associationer i opleverens indre. Der er ikke pause mellem numrene, men vi laver et sammenhængende flow i mørket. Dette underbygges af visuals som Casper Øbro har skabt til hvert enkelt nummer, som afvikles på en stor skærm bag os på scenen.
Koncertdatoer/steder og mere info på: www.ginman.dk