tirsdag, december 02, 2008

Årets svenske jazznavne


Den svenske Grammisgalan 2009 afholdes d. 9. januar i Stockholm. I modsætning til den Danish Music Awards, kårer man i Sverige andre genrer end kun pop og rock ved et og samme arrangement.
E.S.T. med afdøde Esbjörn Svensson er nomineret i flere kategorier hvor de konkurrerer med popnavne, bla. i årets album, årets komponist, årets producer og selvfølgelig i kategorien Årets jazz. Her er de oppe mod en blanding af gamle garvede og unge friske: Bobo Stenson Trio, Georg Riedel Och Vänner, Nina Ramsby/Ludvig Berghe Trio, Oddjob, Peter Asplund Quartet, Steve Dobrogosz & Anna Christoffersson, Ulf Wakenius, Viktoria Tolstoy og Wildbirds & Peacedrums.
Grammis: www.grammis.se

Viktoria Tolstoy: My russian soul (Act/Sundance)

Svensker på russisk visit

Det er en - på mange måder - stor fornøjelse at være i selskab med denne plade. Melodi materialet er ganske velkendt og Viktoria Tolstoy er lækker - at høre på. Pladen hedder My russian soul og det er udover et par russiske folkemelodier også den store klassiske komponist Peter Tchaikovsky's kompositioner der er brugt. Det er som melodimateriale til flere af de nyskevne tekster, der er skrevet af Anna Alerstedt. Man griber sig selv i gå og nynne med på sangene, men det er nok også fordi at meoldierne er forholdsvis velkendte, bla. fra Nøddeknækkeren, Svanesøen og Patehtique. Der er også musik af Vysotsky, Rachmaninov og Petrov. Stranger in paradise, der var baseret på en russisk melodi, var med i Broadway-musicalen Kismet fra 50'erne. Den er med som en af den slags numre, der banker på og spørger om den må komme indenfor.
Pladen er produceret Nils Landgren og Tolstoy bruger på pladen nogle af de fineste svenske jazzmusikere, der kan opdrives. Jacob Karlzon på piano har arrangeret flere af numrene og han er en fornøjelse i begge roller. Han har samarbejdet med Tolstoy de seneste år. Hans kraftfyldte indfølende og samtidigt følsomme klaverspil klæder Tolstoys stemme. Johan Granström (bas) og Rasmus Kihlberg på trommer supplerer forbilledligt. Joakim Milder på sax, Nils Landgren på basun og Lelo Nika på akkordion gæster på flere numre, desuden er der hældt en portion strygersovs ind over flere numre.
Pladen er som helhed meget mere velfungerende end man kunne frygte. De russiske numre holder til at blive jazzificeret, det bliver aldrig for sødt eller sukret. Det indeholder tværtimod den substans der skal til for at pladen er værd at høre igen og igen.
Bonusinfo:
Viktoria Tolstoy skriver på sit site d. 25. nov. at nu ville hun holde en pause indtil foråret, da hun snart skal være mor.
Viktoria Tolstoy: www.viktoriatolstoy.com

mandag, december 01, 2008

Oddjob: Sumo (ACT/Sundance)

Dans og dystert

Oddjob er for Bond-kendere, japaneren der kan smide med sin dræbende bolwerhat i filmen Goldfinger. For jazzfolket er Oddjob blevet synonym med den svenske gruppe der efterhånden har lavet 4 CD'er. Den fjerde er den første der udgives på det tyske pladeselskab ACT. Det er ikke en atypisk Oddjobplade, men snarere en noget atypisk ACT-udgivelse.
Oddjob har altid lavet jazz til dansegulvet. Det gør de stadig. Inspireret af rare-groove, acid-jazz, fusion og andre mindre jazzintellektuelle genrer kan de spille musik for kroppen. Men det spøjse er at de også giver indhold til det vi har mellem ørerne. Engang imellem så meget at nogle af numrene ikke ville blive valgt af mig, hvis jeg var DJ og skulle holde festen oppe, i et niveau hvor pulsen var stabil.
Glem ikke at Oddjob er svenskere, så lite svart och deppigt måste det vara. På nummeret Painkiller slår de ikke smerten ned, men bringer os gennem et fedt langsomt groove med el-klaver, drone-orgel og en lækker solo fra trompetisten Goran Kajfes, uhhh det er dystert!
Pladen er dejligt afvekslende, med numre der appelerer til dansegulvet, men også mere downtempo sager som førnævnte og et nummer som Like Josef, der er en hyldest til Joe Zawinul. Alle numrene er skrevet af bandet, pånær den amerikanske folk-song/traditional Where did you sleep last night, som nogen måske husker fra Nirvanas unplugged plade. Den er ikke blevet mindre kedelig af en tur gennem Oddjob's vridemaskine med håndklap, fløjt og vibrafon.
Bonusinfo:
De spiller på Copenhagen Jazzhouse d. 11. februar.
Oddjob: www.oddjob.cd

m:u:s:t: Solsort (Aero) Dualdisc

Når lyd og billede smelter sammen

Dette er på flere måder en ikke helt almindelig plade, den her. Det er en CD/DVD med 2 sider, på den ene side er det en CD og på den anden er det en DVD.
m:u:s:t er en trio der består af Henrik Munch (electronics) -tidligere kendt fra folk/electronica pionererne Sorten Muld, Christian Vuust (klarinet og saxofon) - kendt fra bla. Pauseland og samarbejde med digteren Peter Laugesen og Iben West (visuals) - der bla. har udsmykket Musikhuset i Århus. m:u:s:t bevæger sig musikalsk i et electrojazz univers, hvor de jazzede indslag er Vuusts fine indsats og fortjeneste. Henrik Munch har bragt inspirationen fra folkemusikken ret meget på afstand. Dog anes der en del folkemusik i det rytmiske, uden at det bliver særligt dominerende.
Det spændende ved denne plade er sammensmeltningen af lyd og billeder, der ikke just er nogen revolution - tænk lige MTV. m:u:s:t er meget langt den billede og lyd eksplosion som vi kender det fra traditionelle musikvideoer. Musikken er rolig og behagelig, tilføjet en masse små detaljer og lyde. Det er medvirkende til, at musikken ikke bliver et lydtapet eller underlægning til en film, men et interessant udtryk i sig selv, der afhængig af billederne.
Pladen indeholder 5 numre. På den første der hedder Harry er vi på besøg i en stue, hvor tiden har stået stille i en årrække. I en masse nærbilleder præsenteres vi for en række ting uden særlig værdi, men fyldt med minder. Pladens anden skæring, Trafik er tilføjet grønlandsk tale, billederne der ledsager, er ufokuserede trafikbilleder. Synes du det lyder spændende kan du se videoerne og høre musikken på deres site.
Pladens bedste nummer er Spy der byder på besynderlige sort/hvide billeder ledsaget af det mest jazz-inspirerede nummer på pladen. Det er ikke kun fordi at nummeret er jazzet, at det er godt. Men nok fordi Spy har mere form og sammenhæng end de andre numre.
m:u:s:t optræder også live med deres musik og billeder.
m:u:s:t: www.m-u-s-t.dk

onsdag, november 26, 2008

Vinterjazz på Huset i Ålborg


Ikke nok med at de slår skotterne i fodbold i Ålborg, de kan også finde ud af, at holde Vinterjazz festival. På Huset i Hasserisgade afholdes der i dagene fra d. 26. januar til d. 6 februar en række spændende jazzkoncerter.
6 nye jazzbands skal varme op for mere etablerede navne. Between the lines, Playground, The Utter Chaos Quartet, Adijazz, Meget = Lidt og sidst orkestret med det lidt specielle navn 4og er de heldige udvalgte orkestre der får chancen på scenen i Ålborg. Navnene som de skal varme op for er en perlerække af de bedste danske jazznavne lige nu: Mads la Cour, Sinne Eeg, Magnus Fra Gaarden, Katrine Madsen og Schackmates.
Du kan selvfølgelig læse meget mere om arrangementerne på Husets hjemmeside: www.huset.dk

tirsdag, november 25, 2008

Benita Haastrup: Sunrise (Calibrated)

Udadvendt og smittende

Trommeslageren og percussionisten Benita Haastrup der bla. har spillet meget med pianisten Maj-Britt Kramer, Sophisticated Ladies, John Tchicai og Percussion Paradise (med bla. Marilym Mazur og Lisbeth Diers), har lavet sin første plade i eget navn siden 1995. Det sker med pladen Sunrise, hvor hun allieret sig med gode musikalske bekendte; Christina Dahl på saxofon, Kaare Munkholm på vibrafon og Jens Skou Olsen på bas. Desuden er hendes far Bent Haastrup med på trompet.
Har man oplevet Benita Hastrup på en scene ved man, at hun står for den udadvendte og smittende glæde ved musikken. Derfor er det spændende, om det er lykkedes hende at gøre det samme på CD.
Pladen byder på 16 numre på næsten 49 minutter som den varer. 6 af numrene er små vignetter på under 1 minut, hvor Benita spiller næsten solo, kun understøttet lidt af et instrument. Med titler som Listen, Move, Breathe, Think, Speak og And Then er det små rytmiske indspark hvor hun følger os på vej.
Bent Haastrup på trompet er en fornøjelse, han kommer fra swingjazz baggrund i Louisiana Jazzband. Far og datter komplementerer hinanden i deres musikalske møde. På numre som Gennem livet - hvor Bent spiller en klædelig duet med Christina Dahl og Aftenstjerne, er det næsten som at være der selv og det er hyggeligt! Kaare Munkholm på vibrafon skal også have et lille hip herfra - eller egentlig er det Benita - for at give ham så god plads som han får. Lyt feks. til Raindance.
Benita Haastrup kommer godt ud af højttalerne med sit levende, flydende og ikke mindst afvekslende og sammenhængende trommespil. Hun åbner op for en spændende musikalsk rejse, der både smitter og er udadvendt. Man ikke sættes af undervejs.
Benita Haastrup: www.benita.dk

Kom til koncert på Village Vanguard


New York jazzradiostationen WBGO og NPR (National Public Radio) har siden april budt på koncerter fra den legendariske New York jazzklub Village Vanguard. Koncerterne kan høres direkte på nettet. For de mere langsomme kan man heldigvis gå ind på nettet og høre koncerterne efterfølgende. Allerede nu er der opbygget et lille arkiv over koncerter med nogle af de mest spændende navne på den amerikanske jazzscene. Chris Potter Underground, Bill Charlap Trio, Ravi Coltrane, Motian/Frisell/Lovano, Kenny Barron, Uri Caine og Brian Blade er blandt navnene.
D. 17. december er Cedar Walton på scenen og D. 7. januar kan du høre Kurt Rosenwinkel direkte fra klubben, hvor der kun er plads til 135 publikummer - men nu også en masse radiolyttere.
WBGO: www.wbgo.org
NPR: www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=90611896

mandag, november 24, 2008

Fini Høstrup: Following (Calibrated)

Fra teater til jazz

Han har siden pladedebuten i 1981 udsendt jazzplader
drypvis. Senest i 2004 med pladen So gentle. Pianisten og komponisten Fini Høstrup er ikke den mest aktive på den danske jazzscene, men har alligevel lavet en række jazzplader efterhånden. Fini Høstrup arbejder primært som teaterkomponist/arrangør/kapelmester.
På den aktuelle plade Following medbringer han to musikere, der i jazzsammenhænge er mest kendt for deres udfoldelser i DR Big Band. Bassisten Kasper Vadsholt og trommeslageren Søren Frost. Sidstnævnte har jeg ingen erindring om nogensinde at have medvirket på en jazztrio-plade - udover selvfølgelig i det New Orleans funky band Skipper Just Frost.
Det er godt tænkt af Fini Høstrup at bruge de to musikere. Dette er ikke pergament-tynd klavertriojazz. Det er saftig, dynamisk og med en kraft der doseres, så man som lytter ikke bliver blæst fuldstændigt bagover. Høstrups mangeårige erfaringer som teaterkomponist mærkes. Han laver ikke musik, hvor vi kobles af undervejs. Vi bliver pænt fulgt rundt i en ballade-verden der har temperament. Der anes en vis inspiration fra gammel dansk folkemusik.
Dette er endnu en fin plade fra Fini Høstrup. Gad vide om han får lyst til, at tage ud spille sit materiale på en jazzscene?
Fini Høstrup: www.finihoestrup.dk

søndag, november 23, 2008

Lars Ekman: Introducing Lars Ekman (Stockholm Jazz Records)

En homogen størrelse

Bassisten og svenskeren Lars Ekman spiller i Ludvig Berghes trio, Magnus Lindgren Special Project og har tidligere spillet i Fredrik Norén Band. Så en introduktion kan man næppe kalde det, men som kapelmester er det en pladedebut. På pladen medvirker desuden Björn Cedergren på tenor- og altsax, Daniel Tilling på piano og Daniel Fredriksson på trommer. Det er en flok musikere fra den yngre generation af svenske jazzmusikere. De spiller alligevel med overskud og modenhed. De holder sig til moderne nutidig jazz, med fokus på samarbejde, improvisation og nogle gode melodier. Lars Ekman har komponeret 6 af pladens 8 titler. De sidste to er Speak low af Weill & Nash og Just Friends af Lewis & Klenner.
Kvartetten fremstår som en homogen størrelse, hvor de udnytter hinanden godt. Dog skal saxofonisten Björn Cedergren fremhæves, han får megen plads og formår at bruge den. Hans tone er varm og personlig.
Det er en fin plade som Lars Ekman debuterer med. En blanding af modal jazz, ballader, uptempo og velspillet klassisk jazz.
Bonusinfo:
Lars Ekman starter en lille releasetour på Fasching i Stockholm d. 25. november, se de andre spillesteder på hans My Space.
My Space: www.myspace.com/larsekman

Arve Henriksen: Cartography (ECM/Sundance)

Vinter lydlandskab

Den norske trompetist med mere Arve Henriksen har på soloplader, som medlem af Supersilent og Christian Wallumrøds bands, etableret sig som et internationalt navn man skal lytte til. Nu er han blevet tilknyttet pladeselskabet ECM Records, hvilket uden tvivl kommer til at lægge flere alen til den internationale karriere, da pladen distribueres over hele verden. Da han lavede debutpladen Sakuteiki i 2001 var han helt alene og på de følgende to plader lukkede han nogle få musikere ind i sit selskab. Han turnerede ofte alene og i tæt samarbejde med lydteknikeren/kreatøren Jan Bang kreerede han mageløse lydlandskaber. Arve Henriksen har brugt trompeten og elektronikken på måder som man ikke troede var muligt, skabt lyde og klange af en anden verden. Selvom man har hørt både Miles Davis, Nils Petter Molvær og Palle Mikkelborg var Arve Henriksen en helt ny oplevelse.
På den nye plade er der lukket flere gæstemusikere med ind i arbejdet. Den engelske sanger David Sylvian er med på to numre, hvor han fremsiger to digte. Arve Henriksen har tidligere medvirket på Sylvians plader. Det er alligevel en typisk Arve Henriksen plade, dog vil jeg gå så langt og sige at han komprimerer det bedste han kan.
Pladen starter med en indspilning fra Punkt Festivalen i 2005, hvor lydteknikeren og troldmanden Jan Bang livesampler musikken. Bang er med på hele pladen med programmering, samples, beats og andet godt. En anden kending fra Punkt Festivalen er Erik Honoré der supplerer med synthesizer og samples.
Cartography byder på en dyster, nærmest melankolsk stemning. Sfæriske, flydende klange og luftige arrangementer, som man feks. kender det fra Brian Eno. Man skal være en usædvanligt kæk og lalleglad for ikke, at kunne drage ind i dette fantastiske univers. Man får lyst til at tage en ekstra varm trøje på, mens man skutter sig ved den åbne ild.
Dette er et musikalsk højdepunkt i Arve Henriksens karriere og i 2008, i det hele taget.
Bonusinfo:
Den norske festival Punkt, der ellers har hjemme i Kristianstad har lige været på gæstevisit i Kings Palace i London, hvor både Arve Henriksen, Jan Bang og Erik Honoré var blandt kunstnerne.
Arve Henriksen: www.arvehenriksen.no
My Space: www.myspace.com/arvehenriksen

lørdag, november 22, 2008

Real People: Real People (Blackout/Bonnier)

Rigtige jazzmennesker

Anders Mogensen er en slagfærdig og kontant trommeslager, der siden 90'erne har været en af de mest markante og personlige trommeslagere herhjemme. Med gruppen When Granny Sleeps og i diverse soloprojekter har Anders Mogensen slået sit navn fast. De seneste år har han også undervist på det fynske musikkonservatorium, hvor han nu er blevet prorektor.
Der er nogle musikere som går igen i Mogensens karriere og et par stykker af dem er også med på denne udgivelse, hvor bandet kaldes Real People, det er dog Mogensen der er kapelmester. Trompetisten Kasper Tranberg og pianisten Jacob Anderskov har før spillet med Mogensen, hver for sig. Nu spiller atter sammen med Mogensen og de tre musikere får de gode sider frem hos hinanden.
Her er de så suppleret med alt-saxofonisten Rudresh Mahanthappa, der har etableret sig som det store nye i USA -han anmeldes bla. i denne måneds udgave af Down Beat på to plader, der begge får 4 stjerner. Tranberg og Mogensen lærte Mahanthappa at kende i 1991 på Berklee School of Music, hvor de gik på daværendende tidspunkt. Her lærte de også kende en anden New York-baseret musiker bassisten Carlo DeRosa, der ligeledes er med i Real People.

De fem musikere Real People spiller melodisk jazz med avantgardeelementer eller er det omvendt? Der er et flydende groove, hvor alle musikerne er gode til at give plads til hinanden. Den ene solo glider over i den anden. Tranberg er i topform, med den ene åbne følsomme desperadosolo efter den anden. Rudresh Mahanthappa er et fint match til Tranberg og er god til at køre hårdt på, uden at der laves musikalske kompromisser.
Alle fem musikere bidrager med kompositioner til pladen, der er afvekslende men også krævende. Dette er jazz for den nysgerrige og åbne lytter, der ikke kan lade være med at følge med i jazzens forunderlige udvikling.
Bonusinfo:
Du kan nå at fange gruppen live på Fatter Eskil d. 25. november, hvor Jazzselskabet i Århus præsenterer Real People.
Anders Mogensen: www.andersmogensen.dk
My Space: www.myspace.com/andersmogensen

Radio Jazz kan endelig høres på nettet


Radio Jazz er nu endelig tilgængelig udenfor København. Stationen har eksisteret i en lang årrække og har kun været mulig, at modtage på FM-båndet i København. Men nu er Radio Jazz endelig kommet på nettet, så man også har mulighed for at høre dansk jazzradio i provinsen. Det er et samarbejde med Den 2 Radio der har muliggjort dette.
På Den 2 Radio er der også jazzprogrammer i ny og næ. For tiden er der feks. et program tilgængeligt, om den nye bog om Montmartre. Radio Jazz's sendetider er kl. 21-04 på hverdage og kl. 12-16 i weekenden.
Radio Jazz: www.radiojazz.dk
Den 2 Radio: www.den2radio.dk

Dansk jazz med i norsk TV-succes


På den norske kanal NRK, har der lige kørt en ny norsk TV-serie med stor succes, bla. i form af over 1 mio seere. I serien Himmelblå har man brugt ny og ukendt musik i hvert afsnit fra primært norske kunstnere. Musikken er udvalgt af Martin Horntveth fra bla. Jaga Jazzist. Han har her udvalgt en enkelt dansk gruppe, der med deres behagelige nordiske afrojazz, helt sikkert ikke har trukket ned på oplevelsen. Martin Lutz Groups nummer Where are the trumpets, Mr Ibrahim? fra sidste års plade Where are the trumpets er med i serien. Den har været brugt i to forskellige episoder af de første otte episoder. Til januar starter serien igen og endnu en gang er der udvalgt et Martin Lutz Group nummer som underlægningsmusik.
Martin Lutz Group fik velfortjent i juni i år en Danish Music Award, for deres plade i kategorien Årets Crossover album.
Martin Lutz Group: www.martinlutzgroup.dk
Himmelblå: www.nrk.no/himmelbla/

onsdag, november 19, 2008

Hvem er Gerard Presencer?



Den 17. januar åbner DR's koncerthus. Der bliver mulighed for at opleve musik med DR's orkestre i de forskellige sale. DR Big Band giver også koncert, hvor de medbringer en af deres gamle samarbejdspartnere; sangerinden Etta Cameron. Derudover medbringer de Gerard Presencer, under overskriften Generations of Jazz, en trompetist, som jeg aldrig har hørt om. Men takket være lidt intens og tilbundsgående googlin', er det lykkedes mig at finde ud af hvem han er. Det er ikke mange hits der popper frem på manden, der hverken har egen hjemmeside eller My Space.
Til gengæld er han professor og Head of Jazz på Royal academy of music i London. Han kom med i Charlie Watts Quintet i starten af 90'erne. Herefter medvirkede han på en af de bedst sælgende Blue Note albums der nogensinde er lavet. Han spillede trompet på nummeret Cantaloop (Flip Fantasia) med hiphop gruppen US3 på albummet Hand on the torch. Us3 tog deres musikalske udgangspunkt i gamle Blue Note-skiver, forlægget for denne var Herbie Hancocks Cataloupe Island.
Han spillede ellers på Londons jazzscene og var derudover en eftertragtet sessionmusiker. I de senere år har han spillet med gruppen Platypus, der er fusionsinspireret, samt lavet nogle enkelte soloplader, bla. Chasing reality fra 2003 på ACT records, hvor folk som Joe Locke på vibrafon og Geoffrey Keezer på keyboards medvirker.

søndag, november 16, 2008

Arnvid Meyers Orkester: Right out of Kansas City (Stunt)

Overfødighedshorn

Fem CD'ere, en dvd og en bog er vi blevet beriget med og det endda med en musiker og et orkester, hvor der ikke tidligere har eksisteret særligt meget på lydbærende materialer. Historien har dog været rig på legender, myter og gode anekdoter, når det drejer sig om Arnvid Meyer, der udover at være en vigtig person for dansk jazz gennem mange mange år, også var trompetist og orkesterleder i eget orkester fra slutningen af 50'erne til starten af 70'erne.
Sønnen Cim Meyer, der er mest kendt for sit arbejde med magasinet Jazzspecial gennem en lang årrække, har været primus motor på CD-boks projektet. Her får vi på fem plader mulighed for at høre Arnvid Meyers Orkester i en lang række optagelser, der ikke tidligere har været udgivet.
Arnvid Meyers Orkester var hverken et tradionelt eller moderne jazzorkester, men holdte sig til swing. Count Basie og Duke Ellington var guderne, og med det fulgte nogle gode muligheder for at hente amerikanske musikere til Danmark, som man spillede med i kortere eller længere perioder. Arnvid Meyer var ingen gudsbenådet trompetist, men havde nogle fænomenale evner som organisator, kontaktskaber og ikke mindst øre for hvad der holdte rent musikalsk.
Ude i landet og i København var der bud efter orkestret, der spillede for de mange jazzklubber der var overalt. Ofte havde de op gennem 60'erne en gæstemusiker med; Cat Anderson, Don Byas, Benny Carter, Buck Clayton, Vic Dickenson, Harry Sweets Edison, Roy Eldrigde, Edmond Hall, Coleman Hawkins, Jay C. Higginbotham, Earl Hines, Brew Moore, Charlie Shavers, Stuff Smith, Sonny Boy Williamson og selvfølgelig Ben Webster.
Gennem de fleste af årene var basunisten, den pæne mand og chokoladegrosserer John Darville fast mand i orkesteret. Jesper Thilo på tenorsax, Niels Jørgen Steen på piano og Hugo Rasmussen på bas hørte til blandt de musikere, der havde gang i en professionel karriere i et orkester der også rummede folk som Hans Nymand på trommer, Jørn "Jønne" Jensen på piano, der kom til Papa Bues, Leif Juul Jørgensen på klarinet og Henrik Hartmann på bas. De sidstnævnte hører ikke til blandt de mest hyldede eller berømte indenfor dansk jazz. Men deres roller var ikke desto mindre vigtige i de perioder, de var med i Arnvid Meyers Orkester, hvor man balancerede elegant på kanten af professionalisme og amatørisme. Ikke at man kunne høre at det var amatører der stod på scenen, men flere havde et job ved siden af, som feks. Hans Nymand der var damefrisør.
Udgivelsen Right out of Kansas City er et overflødighedhorn, som Cim Meyer har lavet. Arnvid Meyer deltog selv i processen, med at udvælge musikken til pladerne frem til hans død sidste år, hvor han var blevet 80 år. Bogen er rig på billeder og historier fortalt af dem som var tæt på orkestret. Det er ikke kedelige historier vi får om de amerikanske musikere, der ofte godt kunne lide at slukke tørsten med alkoholiske drikke. Den medfølgende DVD indeholder blandt andet en koncert fra Svendborg i 1971 med en sober Ben Webster og en som vanligt særdeles skarp Benny Carter. De to musikere kunne frembringe noget smukt i hinandens spil.
Vi har her fået et fantastisk dokument over en periode dansk jazz, der har sat sig dybe spor.

lørdag, november 15, 2008

Gianluigi Trovesi All' Opera: Profumo di violetta (ECM/Sundance)

Opera med jazz i

Dybt forankret i den italienske folkesjæl, synes at være kærligheden til operaen. Således også for Gianluigi Trovesi, der de sidste 10 år har lavet en række plader for ECM records, heriblandt sidste års
formidable trioplade Vaghissimo ritratto. Nu er han vendt tilbage til det store orkester, så meget at han har medtaget et helt "banda", et stort blæser/tromme orkester der kan være med til at udleve Trovesi's idé om hvordan opera kan lyde, når en klarinetist/saxofonist som Trovesi lægger sine jazzvaner ind i den ellers stærke musik.
Det medvirkende (amatør)orkester Filarmonica Mousiké under ledelse af Savino Acquaviva, er fra Trovesi's hjemby Nembro i Bergamo provinsen i det nordlige Italien. Orkestre af denne type findes i mange italienske byer. Det var også med til, at starte den lille Gianluigi Trovesi's drømme om at spille musik. At han så siden løb ind i jazzen, kommer ham ikke til skade på denne udgivelse. Musikken er en blanding af Trovesi's kompositioner og uddrag fra operaer af feks. Verdi, Puccini, Monteverdi, Pergolesi og Mascagni. Det fremføres med et overskud af glæde, humor, kærlighed og ikke mindst musikalitet.

Gianluigi Trovesi: www.gianluigitrovesi.com

Torsten Goods: 1980 (ACT/Sundance)

Toto Jazz

Var du en bette knægt og hørte du Hej P3 i 1980, så optog du garanteret numre som It's still rock n' roll to me med Billy Joel, 99 med Toto og Crazy little thing called love med Queen på din kassettebåndoptager, på de kassettebånd som du havde fået i julegave. For så at høre numrene igen og igen og igen og.
Nu er Torsten Goods ikke dansker, men tysker. Så han hørte nok en tysk ækvivalent til Hej P3. Ihvertfald er numrene med på Torsten Goods nye CD, der meget passende hedder 1980. Resten af musikken har han selv klaret, udover Love dance af Ivan Lins. De holder sig stilmæssigt på det samme spor, som han har fundet med de gammelkendte pophits, så meget at et nummer som Don't let it get to you næsten lyder mere af Toto end Toto's egen 99 gør.
Goods både synger og spiller guitar. Hans stemme er lækker og ren, på sine steder kan han minde om Jamie Cullum, uden sidstnævntes sprælskhed. Som guitarist er han ikke langt fra George Benson og her tænkes på Benson, når han er bedst. Pladen er et hyggeligt bekendtskab, her sættes velspillet vellyd i højsædet. Det er dyder som man kender fra feks. Toto. Det er værd at blafre med flaget for hans udgave af Billy Joel's It's still rock n' roll to me, der leveres i en fejende flot big band version. Svenske Rigmor Gustafsson gæster på numret (I need you) So bad og det gør ikke noget.
My Space: www.myspace.com/torstengoods

Malene Mortensen på tur i Frankrig


Fra d. 20. november er sangerinden Malene Mortensen på turné i Frankrig. Hun spiller 5 koncerter sammen med sin gruppe der består af Magnus Hjorth på piano, Petter Eldh på bas, Snorre Kirk på trommer og Calle Mörner på guitar. Turnéen slutter d. 27. november med en koncert på den legendariske jazzklub New Morning i Paris.
Malene Mortensen: www.malenemortensen.com

torsdag, november 13, 2008

Catrine Frølund +Ramsbøl/Mikkelsen (Gateway)

Ligetil og personligt
Det er fornøjelse at opleve hvordan den ene spændende jazzmusiker efter den anden kommer ud fra Konservatoriet i Esbjerg. På det seneste har vi oplevet pladedebut fra saxofonisten Maria Faust og førstepladsen i Ung Jazz konkurrencen til bandet Magnus Fra Gaarden. Sidstnævnte har en trommeslager der også er med i det her projekt. Casper Mikkelsen spiller med pianisten Catrine Frølund og bassisten Morten Ramsbøl i Frølunds trio. Der er ellers ikke mange musikalske koblinger til Magnus Fra Gaarden i det her.
Catrine Frølund spiller ren og elegant nordisk triojazz, som vi er mange der ikke kan få nok af. Hun er ikke bange for at være ligetil og en smule sentimental.
Det er ikke fordi at det her er ligegyldigt, men der er en tone af noget som er så meget Frølund, at selv et konservatorieophold ikke har pillet det ud af hende. Hun kan umiddelbart godt minde om en anden og noget mere erfaren kvindelig pianist, Majbritt Kramer der heller ikke er bange for at gøre det på sin egen måde.

Frølund bakkes op af en af de fornemste jazzbassister herhjemme ud i det nordiske udtryk, Morten Ramsbøl - hvorfor får han dog ikke snart samlet materiale nok til en sin egen udgivelse? Jeg vil ihvertfald gerne høre den. Pladen er et samlet og behageligt bekendtskab af både det kompositoriske og trioen. Den efterlader mere sult efter endnu mere Frølund.
Catrine Frølund: www.catrinefrolund.dk
My Space: www.myspace.com/catrinefrolund

onsdag, november 12, 2008

DR Big Band feat. Mike Stern: Chromazone (EMI/Red Dot) >> DR Big Band feat. Vince Mendoza: The Phoenix (EMI/Red Dot)

Big bandet på rette spor

Okay, måske er det uden grund, men jeg har altså flere gange i løbet af de seneste år frygtet at nu lukkede DR Big Band. Det har set meget skidt ud i perioder. Vi er blandt andet blevet præsenteret for diverse mindre jazzede udgivelser fra big bandet - og det er altså ikke fordi at der skal gå jazzpoliti her i bloggen. Desuden har DR skåret meget på jazzsendetiden i radioen. Ligeledes kan man jo ikke lade være med at tænke at en besparelse af et omkostningstungt big band, meget let kunne finansiere et halvt års boligprogrammer - hvis man altså er DR-mand med budgetansvar.
Big bandet er begyndt at samarbejde med Chris Minh Doky og hvad er mere naturligt for et sådant samarbejde end, at starte med guitaristen Mike Stern der har haft bassisten Minh med på utallige turnéer verden over. På CD'en Chromazone spiller Mike Stern sammen med Big Bandet, i noget af det mest potente der er hørt længe fra det store jazzorkester. Stern spiller sin velkendte, til tider rockede guitar med et funktwist. Der bydes på fire numre fra Sterns hånd, derudover præsenteres vi for Gershwin's Summertime i Gil Evans' arrangement, Ellington's In a sentimental mood og som den sidste på pladen Razaf's Christoper Columbus arrangeret af Bob Mintzer.
På den anden plade The Phoenix præsenteres vi for noget ganske andet. Her er der i spidsen tale om en ægte big band-mand, med alt hvad et indebærer. Siden november 2005 har amerikaneren Vince Mendoza været chefdirigent for det hollandske Metropole Orchestra, der om nogen har et respektindgydende CV. Han har deltaget i adskillige jazz-pop cross-over samarbejder, som feks. med Elvis Costello, Joni Mitchell og Bobby Mcferrin. Desuden har han lavet musik sammen med Brecker brødrene.
På den aktuelle plade er det ganske straight big band jazz der serveres for os. Mendoza har komponeret og arrangeret musikken, som han også dirigerer. Meget passende indledes pladen med en hyldest til den dirigent der gjorde Radioens Big Band verdensberømte, Thad Jones hyldes på Thadlike. Mendoza store force er evnen til at fremhæve små detaljer i et meget fyldigt lydbillede. Desuden skal fremhæves to af de nyere medlemmer af DR Big Band: Mads La Cour på trompet og Niclas Knudsen på guitar, der begge leverer nogle fremragende soli. Har du kun råd til en af disse plader, anbefales The Phoenix.
Bonusinfo 1
Der er også udgivet en CD med sangerinden Szhirley, der synger James Bond-melodier sammen med Big Bandet.
Bonusinfo 2
I den første del af 2009 står den på koncerter og pladeindspilninger med de tre sangerinder Rigmor Gustafsson, Cæcilie Norby og Silje Nergaard sammen. Desuden spiller big bandet på Copenhagen Jazzhouse d. 8. januar sammen med den amerikanske supertrommeslager Jeff Tain Watts.
DR Big Band: www.dr.dk/Orkestre/DRBigBand