Anders Lindsjö och Jakob Riis: Tack! (Setola di Maiale)

Støj kan udtrykkes på mange måder. Det kan være brutalt og larmende, som de japanske noiseekvilibrister Keiji Haino og Merzbow. Tager man til Malmö sker der noget helt andet med støjen. Den er ikke brutal i volumen. Det er til gengæld noget hidsigt stads at få i ørerne. Hyletoner der presser højtalerdiskanten til sit yderste. Skummende lavfrekvent støj, der til tider føles som nåle der vrides rundt i dine nervetråde. Jeg kan lige så godt tilføje, at jeg ikke har voldhørt denne plade. Jeg har kun hørt den igennem en gang. Men sådan er det med ekstremlytning. Der skal lige gå nogle måneder inden jeg hører den igen. Det er ikke musik, der giver humøret en gang lak. Det er en udmattende stærk oplevelse. Det er i det hele taget en interessant oplevelse at blive konfronteret med højfrekvente toner, der helt konkret gør ondt i kroppen. 

Svenskeren Anders Lindsjö og danskeren Jakob Riis bor begge i Malmö. Jakob Riis er også aktiv omkring The Orchestra, hvor han havde arrangeret sidste års udgivelse Money med big bandet. Han er meget langt væk jazzen på den aktuelle udgivelse. Lydene på Tack! er improviserede og frembragte i øjeblikket. Anders Lindsjö spiller akustisk og elektrisk guitar og Riis tager sig af computer, bækkener og feedback. Numrene har fornøjelige titler som Framför allt vill jag tacka…, Mitt varmaste tack…, og Särskilt tack vill jag rikta till… Den er udgivet på CD i et begrænset oplag på 100 af det italienske selskab Setola di Maiale, der udgiver musik under overskriften Musiche non convenzionali. Den findes også som download.

jakobriis.bandcamp.com/album/tack

Bjørn Solli: Aglow - The Lyngør Project volume 1 (Lyngør Records)

Der er ikke lige nogen bjælde der ringer hos mig ved navnet Bjørn Solli. Han er norsk jazzguitarist der har lavet en jazzplade, der på ingen måde ville kunne kvalificere sig til en udgivelse på ECM Records. Det lugter ikke af Jan Gabarek. Det er ikke fjordjazz. Det heller ikke sfærisk eller inspireret af norsk folkemusik. Det interessante er at han i pladens linernotes fortæller om musikkens tilblivelse, der knytter sig tæt til øen Lyngør. Det er heftigt swingende moderne jazz, der uden problemer kunne blive spillet en aften på klubben Smalls i New York - og ikke lige noget man forbinder med en ø i sydnorge. 

Solli har også et hold af musikere omkring sig for hvem New York er hjemmebanen. Pianisten Aaron Parks, saxofonisten Seamus Blake, trompetisten Ingrid Jensen (medvirker på fire numre), bassisten Matt Clohesy og trommeslageren Bill Stewart. Med sådant et hold kan det næsten ikke gå galt. Det gør det heller ikke. Det er udadvendt og direkte jazz, der ikke dvæler ved detaljer. Det er jazz med vidvinkel. Hans Pat Martino-inspirerede spil er veldrejet og fyldt med overskud. For lyttere med ørerne rettet mod New York er denne plade absolut lytteværdig.

bjornsolli.no

Filip Augustson: Viva Black (Found You Recordings) >> MoMoToP: Slipen Sessions (Pälsrobot Records)

Her er et par svenske plader fra jazzens mindre kendte navne. Et par plader, hvor specielt den første fortjener et lyt. Bassisten Filip Augustsson har på pladen Viva Balck allieret sig med violinisten Eva Lindal og trommeslageren Christopher Cantillio. Han fremhæver selv i pressematerialet at han er en lykkelig gift familiefar, der bor i en forstad. Det er ikke den sejeste identitet til en eksperimenterende jazzmusiker. Derfor har han kaldt pladen Viva Black for, at gøre det sejere. Musikken er da også alt andet end velfriseret og småborgerlig. Violinisten Eva Lindal kommer fra den klassiske musik - men har ikke problemer med den improviserede musik, der er central på denne plade. De hylder bl.a. de to trompetister Tomasz Stanko og Kenny Wheeler på henholdsvis Desperadon! og The Butterfly left the flower. Det er abstrakt impro med klare farver. Eksperimenterende med sjæl og puls.

Bandnavnet MoMoToP er et akronym for Mats och Måns och Tomas och Pontus. Pontus der spillede piano er ikke længere med i bandet. I trioformatet med guitar, bas og trommer har MoMoToP indspillet deres andet album Slipen Sessions. Musikken opstod sidste sommer (den der var varm), hvor de i den lille by Slipstensjön i det nordlige Sverige tog på en uges digital detox (minus smartphones etc.). De fokuserede 100 % på musikken i en uge. Her skabte de den musik, som de indspillede i efteråret i en kirke i Arvika. De har ladet sig insprere af naturen. Det er lavmælt jazz med små doser spræl. Styrken er de tre musikeres fine sammenspil. Svagheden er at det bliver lidt kedeligt.

Foundyourecordings.net

Palsrobot.se

DR og P8 Jazz svigter den nye internationale jazz

Det et en vild præstation at køre en jazzradiokanal 24 timer i døgnet, året rundt. DR's P8 Jazz er kanalen der skal omfavne jazzen og tilfredsstille mange lyttere. Der sidder ikke værter ved mikrofonen hele døgnet rundt, da der ikke budget til den slags. Musikken vælter dog alligevel ud af højtalerne i et væk. Når der ikke er en vært ved mikrofonen, er det en computer der afvikler musikken ud fra nogle givne playlister.

Hvad indeholder playlisterne så? Det kan man selv tjekke ud på DR's egen hjemmeside. Her kan man se hvornår kunstnerne er blevet spillet, hvilket nummer der blev spillet etc. Der er selvfølgelig spillet en masse Miles Davis. Der er også en masse der ikke er blevet spillet. Det giver sig selv, når man har at gøre med en genre, hvor den første plade udkom i 1917. 

De er rigtigt gode til at komme omkring den danske jazz. Her er P8 jazz altid topaktuelle og spiller gerne det sidst nye. Det forholder sig noget anderledes med den udenlandske jazz. Det ser man bl.a. med fire koncertaktuelle udenlandske kunstnere, hvor det kun er lykkedes for P8 at spille en enkelt af kunstnerne fire gange. De andre 3 er helt ude af playlisterne.

P8 Jazz behøver ikke at spille dem, bare fordi de er udenlandske og kommer til Danmark - eller hvad? P8 Jazz skal spille dem, fordi de er hot shit på den internationale jazzscene. P8 Jazz skal spille dem fordi de er gode og interessante for jazzlytterne. Er P8 Jazz ikke interesseret i at formidle? Vil de ikke fortælle lytterne om, hvad det er der sker på jazzscenen? 

Jarrod Lawson er en amerikansk sanger og pianist der spiller vokaljazz med store doser r'n'b. Han  placerer sig fint i kølvandet på Gregory Porter og Jose James som ofte er spillet på P8 Jazz. De er altså ikke bange for at køre den poppede jazz. Hvorfor pokker præsenterer de så ikke Lawson? Han spillede en række udsolgte koncerter i foråret i bl.a. England og Holland. Han vender tilbage til Europa i efteråret, hvor han spiller i Danmark. Skal P8 Jazz ikke afspejle det der sker på jazzscenen i Danmark?

Snarky Puppy gik udsolgt med 650 billetter på 12 timer til deres koncert i Herning til november. Det er den hurtigst solgte jazzkoncert i Danmark meget længe. De har aldrig spillet i Danmark og er i skrivende stund kun blevet spillet 4 gange på P8 Jazz. På den anden side tror jeg heller ikke, at Statsradiofonien havde spillet Charlie Parker ret meget, da han spillede i KB Hallen i 1950 - til statsradiofoniens undskyldning skal det dog tilføjes, at der ikke fandtes en jazzkanal dengang.

Endnu mere grotesk bliver det med Cory Henry og Kamasi Washington. Sidstnævnte er det mest hypede navn på jazzscenen lige nu. Hans nye plade The Epic har fået masser af ros i udlandet og herhjemme i avisen Information. Den lander helt sikkert i toppen på mange års bedste lister. Han spiller koncert i en lille gåturs afstand fra P8 Jazz studiet, i DR Koncerthuset Studie 2 til november. Dagen efter er det keyboardtroldmanden Cory Henry, der er på scenen samme sted. Det er godt nok Copenhagen Jazzfestival der leverer kunstnerne - men det foregår i et samarbejde med DR. Man kan ikke beskylde P8 Jazz for at lefle for den slags. P8 Jazz har aldrig nogensinde spillet Henry eller Washington. Her hylder de armslængdeprincippet i en noget misforstået udgave. Hvis det er fordi P8 Jazz synes at det er noget lort, så er det er helt fair, at de ikke spiller musikken. Hvis det er tilfældet. Så er jeg - og mange jazzfans og potentielle lyttere - meget uenige med P8 Jazz.

P8 Jazz værten Stine Danving har efter, at jeg lagde ovenstående på bloggen skrevet til mig og fortæller at:

“Jeg vil bare lige som en lille notits sige,  at vi spiller både Kamasi Washington og Snarky Puppy. Jeg har både spillet og omtalt dem flere gange i mine programmer, det er rigtigt, at de ikke er i rotation, men det ikke heeeelt korrekt at vi ikke spiller dem eller er opmærksom på dem. Et nyere navn som vi også er meget begejstrede for er basisten Ben Williams som også er ret hot lige pt, som vi også spiller. Musik afviklet fra cd'er fremgår ikke altid i statistikken på samme måde som de digitale skæringer - for når noget bliver afviklet på cd, er der nogle gange noget teknik der gør, at det ikke bliver vist på samme måde...

Det var bare lige det 

Kærligst, Stine”

Carsten Dahl: Grace (Tiger)

I pressemeddelelsen til Carsten Dahls nye album Grace, kaldes den for opfølgeren til Goldberg variationerne. Hvor Goldberg pladen excellerede i en dekonstruktivitisk klaverlyd, er den nye plade en tilbagevenden til et klaver der ikke er præpareret. Til gengæld er Carsten Dahl præpareret af de mange års intense arbejde med Bachs musik. Det er musik der er inspireret af den rejse. Pladen placerer sig også som en fortsættelse på soloklavereventyret der begyndte for over 15 år siden med Butterfly Dream og siden har kastet så markante udspil som grammy vinderen Solopiano fra 2003, Copenhagen Aarhus fra 2005, Effata fra 2010 og The Myth and The Moth fra sidste år af sig. Det nye udspil placerer sig i denne række som den smukke og yndefulde datter.

Den rene og pure enkelhed iklædt smukke toner møder lytteren på Grace. Carsten Dahl er en mangesidet pianist. På Grace har han skabt musik der for mange lytteres ører vil være klar til at bruge med det samme. Det kræver ikke de store forudsætninger - andet end lidt overskud til at lytte og lade Carsten Dahls smukke soloklaver strømme mod dine ører. Det er givende musik, der sagtens kan fungere som et lækkert soundtrack til dagens foreteelser. Carsten Dahls musik er improviseret og opstået på stedet. Han er tom når han sætter sig ved flygelet. Der er ikke en færdig køreplan. Der er til gengæld et liv og en masse timer foran flygelet der er gået forud. Grace har alle forudsætninger for at blive en plade, der kan blive brugt af mange. Den er billig (30 kr i en Tiger butikkerne) og den er vidunderligt indladende.

Udkommer d. 28. august.

carstendahl.dk

Jazz Live Efteråret 2015 - de store oplevelser

Jazz skal opleves live! Det er skønt med alt lytteriet hjemme ved højtalerne. Når musikerne står lige foran dig åbner det op for nye intense oplevelser. Der hvor øjeblikket antændes. Jeg har fundet en stribe koncerter frem fra dette efterår, hvor jeg vil være tilstede ved mange af dem. Måske ses vi?

Kamasi Washington

I det tyske magasin Jazz Thing bliver han kaldt den spirituelle jazz's svar på Gregory Porter. Han synger dog ikke, så han opnår nok aldrig den samme brede popularitet som Porter. Men saxofonisten fra Los Angeles, Kamasi Washington har med sit 172 minutter lange album Epic, alligevel braget i gennem jazzens lydmur. Han spiller i DR Koncerthuset Studie 2 d. 23. november. Det kan meget vel gå hen og blive årets jazzbrag.

http://jazz.dk/cphjazz/koncerter/14516/

The Necks

Australske The Necks gæster endnu en gang Jazzhouse i København, mandag d. 9. november. Jazzhousebookeren Bjarke Svendsen har hver gang opfordret mig til at komme. Som ulønnet jazzblogger fra Herning er det dog for dyrt, at drøne afsted hver gang der sker noget spændende i Kbh. Denne gang får jeg dem dog helt sikkert at høre, da de dagen efter også spiller på Atlas i Århus.

http://jazzhouse.dk/jazzklub/necks-au

http://fondenvoxhall.dk/koncerter/the-necks/

Ujazz

Fire! Orchestra har endnu en gang besøgt Jazzhouse. Denne gang skete det i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival, hvor en henrykket Henrik Palle kvitterede med fem hjerter i Politiken og ordene: "Det var en aldeles forrygende forestilling, der bedst kan beskrives som ’heavy metal møder Stockholms politis harmoniorkester møder Ornette Colemans dobbelte kvartet fra 'Free Jazz' møder Cecil Taylors store orkester på 'Winged Serpent'-pladen’." De spiller i Aarhus d. 4. september, hvor de afslutter en-dags festivalen Ujazz på Atlas. Inden da er Christian Vuust, The Wild Mans Band (med Brötzmann), Jacob Anderskov Strings, Percussion & Piano, Illdjinn, Homies, Howe Gleb & Stev Shelley og Stefano Bollani & Diego Schissi på scenen.

http://fondenvoxhall.dk/koncerter/ujazz-2/

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra feat. Kirk Knuffke

Den amerikanske kornetist Kirk Knuffke kommer til Danmark, hvor han spiller sammen med Pierre Dørge & New Jungle Orchestra på en turné. Knuffke medvirkede også Dørges kvartetplade Blui tidligere i år. Turnéen starter i Ry d. 23. september og slutter i Herning d. 27. september efter, at de har besøgt København, Hillerød og Føllenslev.

http://www.newjungleorchestra.com/tourplan

Snarky Puppy/Jarrod Lawson/Indra/Aaron Parks

Jo jeg har skrevet om det flere gange. Snarky Puppy spiller på Fermaten. Og jo jeg er med til at arrangere koncerten. Og det er også sandt at der er udsolgt. Men det er ikke det eneste der lugter af jazz, der sker på Fermaten i Herning. Søndag d. 25. oktober spiller den amerikanske sanger og pianist Jarrod Lawson på Fermaten. Hans nærværende og vedkommende blanding af jazz og r'n'b er smittende lækker. Det er bl.a. med spor tilbage til Stevie Wonder. Han spillede en række koncerter i foråret i England og Holland, med stor ros og opmærksomhed til følge. Lawson er starten på en heftig jazzuge i Herning. Allerede igen om tirsdagen er der besøg af den amerikanske sangerinde Indra Rios-Moore, der sammen med Benjamin Trærup, Thomas Sejthen og Uffe Steen har lavet albummet Heartland, der er udgivet internationalt. Det har fået berettiget ros fra flere markante jazzanmeldere. Lørdag d. 31. oktober spiller Aaron Parks og Christian Vuust på Carl Henning Pedersen museet. Det er med det nye duoalbum Storytelling i bagagen, at duoen efter eget ønske gæster museet, med den gode akustik og Steinway flyglet. Tirsdag d. 3. november slutter Snarky Puppy så dette musikalske festfyrværkeri af med en klokken 12 raket.

Fermaten.dk

Steve Gadd Band

Takket være saxofonisten Michael Blicher kunne vi sidste år opleve stjernetrommeslageren Steve Gadd i forbindelse med deres fælles turné rundt i det danske. Rygtet vil vide, at det gentages i 2016. Indtil da kan man møde Gadd i Amager Bio d. 2. nov, hvor han spiller saftig fusionsjazz sammen med et band, der bl.a. inkluderer keyboardspilleren Larry Goldings og guitaristen Michael Landau.

http://www.amagerbio.dk/index.php/events/index/steve-gadd-band-%28us%29/02-11-2015

Yaron Herman Trio

Den israelske pianist Yaron Herman er efter to albums på det tyske pladeselskab ACT, rykket til pladeselskabet Blue Note, hvor hans første plade udkommer d. 28. august. Allerede d. 18. september kan man opleve ham på Dexter i Odense, hvor han spiller sammen med trommeslageren Gerald Cleaver og bassisten Matt Brewer. Det kunne meget vel blive en stor oplevelse

http://dexter.dk/event.php?artist=yaron-herman-trio-2191

Tversted Jazzy Days

Den nordjyske jazzfestival er et sikkert indslag i efterårsferien. Musikchefen er orgelbetvingeren Niels Ole Sørensen, der selvfølgelig lader sin glæde for Hammond orgelet skinne igennem. Sidste år var det kæmpen Joey deFrancesco der gæstede den lille by. I år er det guitaristen Pat Martino, der tager tager Pat Bianchi med på orgel. Programmet byder også på den i USA bosatte, danske violinist Mads Tolling, der lige har fået en andenplads på det amerikanske magasin Downbeats liste Rising jazz violinists. Han spiller sammen med Jacob Fischer. Herudover er bl.a. Sinne Eeg, Jakob Sørensen, Riel/Pasborg, Christian Sands, Jørgen Emborg også at finde på programmet.

http://www.jazzydays.dk/with_fl/html/

Jazz i Trekanten

Jazz i Trekanten er navnet på den nye jazzfestival, der finder sted sidste uge i august 2015, fra 21. til 30. august. Vi befinder os geografisk i trekantsområdet med Vejle-Fredericia-Kolding. Det er Jazzforeningerne JIVE-Jazz i Vejle, Fredericia Jazzklub og Jazz6000 i Kolding der er gået sammen om at arrangere festivalen. Programmet byder på en god bunke trad. jazzbands og helt unge jazzmusikere. Derudover gæster bl.a. Emil de Waal og Nulle, Nicklas Knudsens Radio Timbuktu, Allan Mortensen, Bremer/McCoy, Magnus Hjorth, Henrik Gunde, Benny Green og Carsten Dahl den nye festival.

http://jazzitrekanten.dk

Ola Åkerman: Explosion (Calibrated)

Trombonespilleren Ola Åkerman fra Wonderbrazz har tidligere lavet albummet Dear Old Sweden sammen med Claes Jansson. Her var der fokus på svensk musik. Denne gang har han vendt synet mod USA. Det er funken der flyder fra trombonen. Den funk som skylder stort til f.eks. James Browns stilskabende trombonespiller Fred Wesley. 

Ola Åkerman befinder sig i det ubekymrede festhjørne. Der er masser af knald på kvintetten, der bl.a. tæller bassisten Mats Ingvarsson, der også lavede et funky album sidste år. Musikerne storhygger sig med grooves og vamps. Det er den gode stemning der er i fokus og den smitter. Pladen er ikke noget dårligt bud på en jazzet festplade anno 2015. Ikke voldsomt nyskabende - men for jazzlyttere med funky blod, er det ganske underholdende.

calibrated.org

Frost: Kaos & Kosmos (JL) >> Thomas Maintz & Aaron Parks: Duets in june (Beach Farm/Gateway)

Det er ikke den mest almindelige type duokonstellation i jazzen. Klaver og guitar. De fleste vil nok nævne Jim Hall & Bill Evans som de første de kommer i tanke om. Herefter begynder det at blive lidt sværere. Ikke desto mindre er der indenfor kort tid landet to af slagsen på mit anmelderbord. Frost med debutanterne Jeppe Lavsen (guitar) og Jon Døssing Bendixen (piano) har lavet pladen Kaos & Kosmos der er en musikalsk fortælling om jordens skabelse. De tager udgangspunkt i den nordisk mytologi, hvor Ginnungagap var det store tomrum der var i midten af verden før jorden blev skabt. På trods af eller måske netop p.g.a. at de kun er i starten af tyverne, gør at de har et skabt et friskt pust fra det århusianske. Sammen har de et interesant tag på de selvskrevne melodier.

Den anden plade er med Thomas Maintz der er sammen med den amerikanske pianist Aaron Parks. Sammen spiller de en række af Maintz’ kompositioner. Det er både nogle nye og nogle som han tidligere har præsenteret på pladerne Present og This is the colour. Parks og Maintz lærte hinanden at kende på Summersession på Vallekilde Højskole i 2013. Sidste år opholdt Aaron Parks sig i en længere periode i Danmark, hvor han var artist in residence. Her satte Maintz og Parks sig sammen nogle junidage og lavede musikken. Maintz er en teknisk meget kompetent guitarist, der både på elektrisk og akustisk guitar forvalter talentet til fulde. Maintz og Parks sætter hinanden stævne og finder sammen i eksperimenterende og frit univers, hvor melodien belyses og undersøge fra mange vinkler. 

thomasmaintz.com

Rune Kielsgaard/Jesper Zeuthen/Oliver Hoiness/Nis Bysted: Caribisk (Insula Music/kassettebånd) (Escho/download)

Det er som en stor pose bland selv slik. Alene tanken om posen er tillokkende. Indtagelsen af posen bliver et fråderen orgie. Men når det hele så er slut, så sidder man tilbage og er helt opkørt og ør i hovedet. 

Er man som jeg, fan af saxofonisten Jesper Zeuthen, så er dette kassettebånd ikke så lidt af en sukkerbombe. Tanken om en Zeuthen-overdosis er tillokkende. Selve lytningen bliver til et orgie, hvor jeg besættes af Zeuthen. Når det hele er ovre er jeg fuldstændigt udbombet og ør i hovedet. Pludselig indser jeg i mine lyttekramper, at det hele bare var et kassettebånd. Et kassettebånd med Rune Kielsgaaards kvartet Caribisk. Det er intens musik, der sætter sig mærkbart hårdt i kroppen. 

Saxofonisten Jesper Zeuthen og trommeslageren Rune Kielsgaard har spillet sammen i mange år i Anderskov Accident. Guitaristen Nis Bysted spiller Kielsgaard med i det tunge og eksperimenterende rockband Thulebasen, mens den anden guitarist Oliver Hoiness har været gæst i Kielsgaards nye trio Homies sammen med Ned Ferm og Jeppe Skovbakke. Det er musikere som Kielsgaard kender godt. Det kan høres at kvartetten i deres underjordiske dronejazz nedsmeltning, vrider dråberne ud af den knastørre impromusik. Det er en meget massiv lytte oplevelse, der er optaget live på Copenhagen Jazzhouse i maj i år. Jeg er meget begejstret og udmattet.

insulamusic.bigcartel.com/product/caribisk

Keith Jarrett: Creation (ECM) >> Gary Peacock Trio: Now this (ECM)

Da den 80 årige bassist Gary Peacock besøgte og spillede på Copenhagen Jazzfestival denne sommer, mere end antydede han at det var slut med Keith Jarrett trioen. Peacock har sammen med trommeslageren Jack deJohnette og maestro Jarrett henrykket mange jazzfans verden over. Men de er ikke færdige med at spille. Peacock og Jarrett er nu hver for sig aktuelle med nye albums.

Keith Jarrett har lavet endnu en soloplade. Denne gang er den sat sammen af indspilninger fra fire forskellige koncerter. Inden fascinationen over klaverspillet sætter ind, bliver jeg i særlig grad betaget af den utroligt flotte lyd der er på pladen. Klangen og dynamikken er fuldendt. Hvis du har et nogenlunde godt hifianlæg, vil du finde dig selv liggende på gulvet, mens du vrider kroppen af fryd. En anden væsentlig detalje der giver denne soloplade særlig glans i Jarrett-kataloget er manglen på klapsalver. På mange af de seneste soloplader har han haft en tendens til inkludere flere minutter lange klapsalver. Det er denne gang klippet helt væk. Jeg synes at det højner lytteoplevelsen på hjemmestereoen, når det smukke klaverspil ikke afløses af flere hundrede kødfyldte hænders dasken mod hinanden. Jarrett kalder pladen for Creation - Skabelsen. Det er skabelsen af livet og det levede. Det er forundring og beundringen over storheden i det skabte. De ni stykker musik er alle mellem 7 og 9 minutter lange. De flyder afsted i et adstadigt tempo. Creation er en af de smukkeste soloplader fra Jarrett i mange år.

Peacock har med sin nye trio fundet sammen med Marc Copland på piano og Joet Baron på trommer, der ikke får det til at lyde som Jarrett trioen version 2. Der arbejdes intenst med små musikalske figurer. Det er ikke melodien der er omdrejningspunktet. Fortabelsen over figurerne bliver noget trættende i længden og finder aldrig fodfæste. Førnøjelsen over Peacocks basspil er gudskelov intakt.

ecmrecords.com

Terri Lyne-Carrington: The ACT Years (ACT)

I løbet af de sidste 10 år har lyden af jazz udviklet sig meget mere end jeg umiddelbart tænker. Det bliver jeg tydeligt mindet om med denne plade. Den amerikanske trommeslager Terri Lyne Carrington lavede i årene 2002-2004 tre plader for det tyske pladeselskab ACT. Her har man nu samlet en slags best of fra de tre plader. På daværende tidspunkt spillede hun bl.a. i Herbie Hancocks band sammen med trompetisten Wallace Roney. De medvirker også på dette album, dog ikke på de samme numre - men alligevel fra samme plade. Numrene stammer fra hendes første ACT plade Jazz is the spirit fra 2002. 

Numrene sammen med Herbie Hancock er de meste straighte jazzsager på pladen - i øvrigt med en veloplagt Gary Thomas på saxofon. 

Den anden plade hun lavede i 2002 var hyldesten til Jimi Hendrix. Her er hun sammen med den markante guitarist Nguyen Lê. Det er svært underholdende at lytte til et par gange - men bliver noget anstrengende og outdated at lytte til i længden. De bedste skæringer er fra hendes sidste ACT plade, hvor hun var sammen med saxofonisten Greg Osby, bassisten Jimmy Haslip og guitaristen Adam Rogers. Det er blevet til en fornøjelig omgang fusion, hvor specielt Joni Mithchell nummeret Ethiopia er en fornøjelse. Her synger Terri Lyne-Carrington, ligesom hun gør på flere numre - og det er hun næsten lige så god til, som hun er til at spille trommer.

actmusic.com

Jeppe Zeeberg: Riding on the boogie woogie of life (Barefoot) LP

Pladen åbner med et nummer der næsten kan kategoriseres som Spike Jones goes avantgarde. Det er det dog ikke. Det er den danske pianist Jeppe Zeeberg der nu er aktuel med sit andet album i eget navn. Et album der er en passende opfølger til den meget roste It’s the most basic thing you can do on a boat fra 2014. Det er både legesygt og eksperimenterende. Det er også poetisk forundrende. Jeppe Zeeberg søger med sin “dobbelte trio”, hvor han har to bassister; Casper Nyvang Rask og Adam Pultz Melbye og to trommeslagere; Håkon Berre og Rune Lohse hele tiden mod grænserne. Han forfalder ikke til lamme ligegyldigheder. Han sætter sig selv og medmusikanterne på prøve.

I pressemeddelelsen bruges begrebet “kaotisk men homogent udtryk”. Jeg vil nærmere kalde det homogen kaos. Den massive lyd som to bassister, der bumler afsted med samme udgangspunkt giver, er mageløst. Det er bl.a. noget af det samme som jeg hører i det meget større Fire! Orchestra. Zeeberg formår at skabe et heftigt og omfattende lydbillede, der fylder godt. Zeebergs insisteren på at udgive på vinyl passer godt ind i det samlede udtryk. Det her er musik som fortjener at blive lyttet til. Riding on the boogie woogie of life er er fræk dansk jazz, når den er bedst. Et jazzet sammestød, hvor boogie woogien trives og lever i ægteskab sammen med avantgarden. 

jeppezeeberg.com

Snorre Kirk: Europa (Calibrated)

Snorre Kirk er en norsk trommeslager, der udover at have Danmark som sit andet hjemland også er en jazzromantiker, en traditionalist, der henter stor inspiration i swingmusikken. Det var bl.a. det der udløste et spillejob på en af Europas vigtigste jazzfestivaler North Sea Jazz Festival i Rotterdam i år. Festivalens booker Frank Boulder hørte Snorre Kirk i forbindelse med det danske fremstød på jazzmessen Jazzahead i Bremen sidste år. Da jeg talte med Boulder dagen efter, var det først og fremmest Kirk som han nævnte. Netop Snorre Kirks usvigeligt sikre greb om jazzens inderste urvæsen, tændte Boulder. 

Det er jazz der passer med det samme. Her er ingen overflødige virkemidler. Det er superelegant og velsiddende. Denne gang har han inkluderet det 19 årige supertalent Oilly Wallace i sekstetten, han glider sømløst ind ved siden af Jan Harbeck på tenorsaxen og Tobias Wiklund på kornet. De spiller som et veldrejet jazzband, der har suget til sig fra den store jazzhistorie. Snorre Kirk har den gamle kompagnon Magnus Hjorth med på piano, mens Lasse Mørck tager sig af bassen. Særligt Hjorths distinkte og lækre tag på Snorre Kirks musik er en fornøjelse. Melodierne er alle skrevet af Snorre Kirk. Der er genvalg til Coco fra den forrige plade. Ellers er det ny musk, der lugter af tidløshed. Europa får de varmeste anbefalinger herfra.

snorrekirk.dk

Samuel Hällkvist: Variety of Live (Boogiepost)

Det er befriende når der til stadighed findes musikere der insisterer på at spille musik, der ikke forholder sig til tidens toneklang, uden at de virker antikverede. Den i Danmark bosatte svensker Samuel Hällkvist manifesterer med sit nye album, at sammensmeltningen af prog, rock, world, fusion, jazz og electronica har gang på jord i 2015. Han har samlet nogle af de samme musikere som han brugte på albummet Variety of Loud, bl.a. Stefan Pasborg og King Crimson trommeslageren Pat Mastelotto - men også keyboardspilleren Richard Barbieri fra en af 80’ernes bedste new romantics grupper Japan.

Trommerne har et distingveret 80'er touch. De er med til at underbygge Hällkvists widescreen lydbillede. Der er rum og fylde. Hällkvists guitar er både til skæve ploinklyde og lange tunge rockhvin. Det er omfattende musik, der fungerer forbavsende godt. Forbavsende fordi det let kunne ryge i  en bestemt tidslomme - men aldrig gør det i kraft af den intense originalitet. Det er medrivende og original musik uden overflødigt effektjageri. Hällkvists plade er noget af det bedste improrock eller progrock som det retteligen hedder, jeg har hørt længe.

boogiepost.com

Kommende Jazzudgivelser Efteråret 2015

Som jazzfan er der altid en masse spændende udgivelser at se frem til. Jeg har samlet en række danske og udenlandske udgivelser vi kan se frem til i dette efterår. Der er nyt fra Girls in Airports, der har skrevet kontrakt med det engelske selskab Edition Records. Storyville Records udgiver to liveplader fra Montmartre. En med den amerikanske pianist Christian Sands trio samt Jesper Lundgaards trio med italieneren Enrico Pieranunzi på klaver. Alex Riel der snart fylder 75 år, sidder bag trommerne på begge plader. Jacob Anderskov har allerede udgivet den første plade i en trilogi, hvor den sidste kommer til september. God fornøjelse ude ved højtalerne og hovedtelefonerne.

AUGUST

Vestbo Trio: While You were gone (Dog Hound) vinyl
Jakob Dinesen/Rajiv Jayaweera/Sam Anning: We Three See (Stunt)

Martin Schack: Jazz på Dansk II (Gateway)

Kjeld Lauritsen: Learning to smile (Music Mecca) vinyl

Jacob Anderskov: Statics (The Map) - Habitable Exomusics vol. II (ILK)

Carsten Dahl: Grace (Tiger)

Rasmus Kjær: Orgelimprovisationer (Lydhør)

Jeppe Zeeberg: Riding on the boogie woogie of life (Barefoot) vinyl

Cæcilie Norby & Lars Danielsson: Just the two of us (ACT)

Misha Mullov-Abbado: New Ansonia (Edition)

Benny Green: Live in Santa Cruz (Sunnyside)

Martin Tingvall: Distance (Skip) solo

Kamasi Washington: Epic (Brainfeeder) Vinyl

Yaron Herman: Everyday (Blue Note)

Terri Lyne-Carrington: The Mosaic Project - Love and soul (Concord)

Fourplay: Silver (Concord)

Kirk Knuffke: Little Cross (Steeplechase)

Gene Segal: Matter (Steeplechase)

Dominique Pifarely: Time before and after (ECM)

Enrico Rava Quartet & Gianluca Petrella: Wild dance (ECM)

Sokratis Sinopoulos Quartet: eight winds (ECM)

Stefano Battaglia Trio: In the morning (ECM)

Iiro Rantala: My working Class Hero (ACT)

Adam Baldych & Helge Lien Trio: Bridges (ACT)

Klaus Paier & Asja Vaicic: Timeless Suite (ACT)

Pharoah Sanders & Chicago Sao Paulo Underground: Spiral Mercury (Clean Feed)

Jazz at Lincoln Center Orchestra with Wynton Marsalis: Live in Cuba (Blue Engine)

SEPTEMBER

Mette Juul: There is a song (Universal)

Palle Mikkelborg & Orchestra & Choir from Royal Academy of Aarhus: Awareness (Olufsen) Chappe er dirigent

Chris Minh Doky: TBA (Red Dot/Warner) med Jonas Johansen og Peter Rosendahl

Christian Sands Trio: Take One (Storyville) med Thomas Fonnesbæk & Alex Riel

Jesper Lundgaard Trio: 60 Out of Shape (storyville) med Enrico Pieranunzi & Alex Riel

Jacob Anderskov: Dynamics (The Terrain) - Habitable Exomusics vol. III (ILK)

Livingroom & Barry Guy: Live at Litteraturhaus (ILK) Søren Kjærgaard og Torben Snekkestad

Girls in Airports: Fables (Edition)

Klökkeblömst: TBA (??) 3. album fra Danstrups trio

John Taylor: 2081 (Cam Jazz)

Lizz Wright: Freedom Surrender (Concord)

Loose Tubes: Arriving (Lost Marbles)

Sarah McKenzie: We could be lovers (Impulse)

Chris Byars: Two fives (Steeplechase)

Vic Juris: Blue (Steeplechase)

Luciana Souza: Speaking Tongues (Sunnyside)

Philip Catherine: The String Project (ACT)

Torsten Goods: Thank You Baby! (ACT)

OKTOBER

Offpiste Gurus: In case of fire (Yellow Bird/Enja)
Christian Vuust/Aaron Parks: Storytelling (Aero)

Jakob Buchanan: Requiem (Buchanan/Pladekisten) 2LP

Rasmus Ehlers Trio: Muffling air under crystal water (??)

The Black Nothing: Paths (ILK) Anders Filipsen

Kasper Tom 5: TBA (Barefoot)

Christian McBride Trio: Live at The Village Vanguard (Mack Avenue)

Andrew D'Angelo: Norman (selfreleased)

Danilo Perez: Children of the light (??)

Marcus Printup: Young Bloods (Steeplechase)

Stephen RileY: Haunted Heart (Steeplechase)

NOVEMBER

Vulkan: TBA (??) med Jakob Sørensen

Jakob Thorkild with PO Jørgens & Nils Davidsen: Be strong (Tyrfing) vinyl

Lars Fiil: Frit fald (Feel Free/Gateway) Vinyl/CD

Flux: TBA (??) med Thomas Albæk Jakobsen, Søren Møller, Kenneth Dahl Knudsen etc.

Stefan Pasborg: Firebirds vol. 2 (ILK) musik af Carl Nielsen

Torben Snekkestad: Trilogi (ILK) 3 udgivelser nov-dec som del af Snekkestads forskningsprojekt

Dave Scott: Brooklyn Aura (Steeplechase)

Stanley Cowell: Reminiscent (Steeplechase)

Peter & Will Anderson: A sax supreme (Steeplechase)

INGEN DATO

Snarky Puppy: Family Dinner vol. 2 (Impulse)

Kenneth Dahl Knudsen: We'll meet in the rain (Two Rivers Records)

Leo Mathisen: Long Shadows 1947-51 (Little Beat Records)

Det er et imponerende stykke arbejde der nu afsluttes. Den ottende CD i entusiast pladeselskabet Little Beat Records' Leo Mathisen serie bliver den sidste. De startede i 2006 med Song of Souvenirs, der dækkede Mathisens tidlige karriere. Herefter er der udsendt CD'er med kendte og ukendte Leo Mathisen skæringer. Det er pionerarbejde af den bedste slags. De er kommet bredt omkring i Mathisens karriere. Det betyder desværre også at den sidste i serien, bliver den musikalsk svageste.

To ting belaster Mathisen i slutningen af fyrrene. Alkoholen og beboppen. Mathisens alkoholproblemer var begyndt inden beboppen blev født, så det er - uden at gå for dybt ind i det - nok den primære grund til Mathisens kunstneriske og personlige deroute. Han var presset på flere fronter. Han mistede det faste engagement på München i 1949, hvor han havde fejret så mange successer. Inden da havde han familien og orkesteret med i Belgien, hvor han blev snydt og mistede penge. Det hjælper heller ikke på karrieren at flere faste folk omkring ham får engagement andre steder. Han synger selv og det lyder simpelthen jammerligt, når han synger på engelsk. Han kan ikke gemme sig bag humoren længere. For det er ikke sjovt det der foregår. Dårlig omtale af koncerter hjælper heller ikke på rygtet. I 1953 er han på antabus og har et soloengagement på restauranten Chr. d. X. Han drikker tre snaps inden han skal på scenen. Han besvimer og kommer herefter aldrig til at optræde igen. Han tilbringer sine sidste 16 år på hospitaler og psykiatriske plejehjem. Fra at have været den mest populære skikkelse på den danske jazzscene forsvandt han. Ikke ind i glemslen. Han var stadig populær og der udkom diverse opsamlingsplader med Leo Mathisen. Men entertaineren Leo Mathisen var borte.

Little Beat Records fortjener en ærespris for deres arbejde. På trods af en presset økonomi, har de holdt et højt kvalitetsniveau hele serien igennem. Diskografisk akuratesse og spændende noter, er sammen med den nænsomt restaurerede musik forbilledlig.

littlebeatrecords.dk

Gush: The March (Konvoj Records) LP

Det er to år siden at Gush fejrede sit 25 års jubilæum. Mats Gustafsson på saxofon, Raymond Strid på trommer/percussion og Sten Sandell på piano var i den forbindelse på turné. Musikken stammer fra turnéens koncert i Malmö. Pladen udgives meget passende af Malmö-selskabet Konvoj Records der snart har eksisteret i et par år, hvor de har udgivet musik med bl.a. Jakob Riis, Lotte Anker og selskabets stifter Ola Paulson. Det er Gush’s 8. album, der nok kommer til at stå som et højdepunkt i deres karriere.

Det er veltemperet freejazz, hvor Mats Gustafsson har skruet ned for muskelstyrken. Han benytter sig både af sopran- og tenorsax på pladen. Det er specielt med førstnævnte at han viser andre sider end dem, der bl.a. kendes når han står i spidsen for Fire! Orchestra. Sten Sandells ekspressionistiske og vitroliserede piano er en nydelse i sig selv. Med hele legemet nedsænket i avantgardens store suppegryde, afgiver han smag og opsuger nuancer der tilintetgøres og genopstår. Raymond Strid er en free jazz danseuse. Hans hele tiden spændende og afvekekslende trommespil giver trioen et flydende og intenst udtryk. Gush er i den europæiske free jazz elite og denne plade er i allerhøjeste grad et lyt værd. Eller endnu bedre: Køb den på vinyl! 

konvojrecords.com

ELM (Jaeger Community Music)

Gamle danske melodier kan fortolkes på mange måder i jazzens vidtforgrenede verden. Niels-Henning Ørsted Pedersen og Kenny Drews ikoniske I skovens dybe stille ro, satte for over fyrre år siden standarden for hvordan den kage skullle skæres. Mange har med vekslende resultat, beskæftiget sig med dansk musik i samme ånd som de to. Seneste gode eksempel er Michael Sundings Carl Nielsen-hyldest. Det kan også gøres på andre måder, hvilket trioen ELM er et godt eksempel på. Her tager de udgangspunkt i en række sange fra højskolesangbogen og salmebogen. Endda så konkret at vi som lyttere introduceres for sangene fra nærmiljøet - der hvor de synges. Lyden af morgensang, fællessang, korsang og andre steder hvor sangene i al deres tidsløshed luftes. Efter introduktionen af sangen tager ELM over. De improviserer ud fra forlægget. Jacob Anderskov gjorde noget lignende på albummet Pådansk fra 2006, dog uden sangintroduktion.

Trioen ELM er alligevel sig selv. Trompetisten Jakob Sørensen, pianisten Mathias Jæger og trommeslageren/percussionisten Frej Lesner satser helhjertet. Det er stærkt stemningsskabende musik, når man sidder en juli-aften med vinduerne åbne og kan høre fuglenes aftensang i baggrunden. Musikkens nærvær og intimitet smelter sammen med øjeblikket. Jakob Sørensens melodiske improvisation betager mig endnu en gang. Frej Lesner har et ubundet og empatisk trommespil. Mens Mathias Jæger tilføjer den højstemthed som musikken fortjener. Jeg er begejstret.

elmtrio.dk

Cecilie Strange Quartet featuring Kasper Tranberg: The Beginning (Gateway) LP

Allerede nu kan det konstateres at 2015 er et godt debutantår i dansk jazz. Her er endnu et eksempel. Saxofonisten Cecilie Strange er selskab med tre unge mænd og en enkelt erfaren herre er tilføjet på The Beginning. Cecilie Strange Quartet deltog i 2010 i DR’s underholdningsprogram TALENT 2010, her spillede hun sammen med de samme musikere Stian Swensson på guitar, Morten Christian Haxholm på bas og Rasmus Schmidt på trommer som er med på pladen. Nummeret Sekunda som hun serverede på to og halvt minut i programmet, er også med på pladen i en seks og et halvt minut lang version. Det er jazz med skæverter og et fedt drive. Noget det går igen på pladen. Noget der også går igen på pladen er den intense stemning af koncentreret energi. 

Cecilie Strange er gået all in med debutalbummet, der både udkommer på LP og en forlænget CD med fem ekstra numre. Hun har også medtaget trompetisten Kasper Tranberg - der med sin trompet giver Stranges musik det sidste spark i den rigtige retning. Jeg ville ikke have efterlyst Tranbergs medvirken, hvis han ikke havde være der. Der er dog ingen tvivl om at Tranberg giver kvartetten en retning med fokus. Cecilie Stranges mission om at tilføje kant og skævhed, er til fulde lykkedes med The Beginning. LP’en er at foretrække, da det godt kan blive rimeligt massivt med CD’ens 72 minutter. Koncentratet med flot lyd af Bjørn Gjessing står stærkt på pladespilleren.

ceciliestrange.dk

Michael Sunding feat, Mads Vinding: The Melodies of Carl Nielsen (Music made possible/Gateway)

Carl Nielsen kom på et tidspunkt til at sige noget grimt om jazzen. Det nedtonede han dog senere i sit liv. Hans 150 års dag er lige blevet fejret. Havde Nielsen levet i dag og hørt hvordan jazzen kan formidle hans musik, er jeg sikker på at han havde været vild med jazz. Carl Nielsen brugte folkemusikken som en grundinspiration i sine kompositioner. Melodien var et bærende punkt for Nielsen. Det er det også for pianisten Michael Sunding, der fortolker 10 af Carl Nielsens kompositioner i et jazzet set up på The melodies of Carl Nielsen.

Der er flere grunde til, at albummet er blevet så vellykket. Sunding er ydmyg overfor materialet. Han er også jazzpianist. Han smyger sig omkring i improvisationerne og bevæger sig elegant rundt om det oprindelige melodimateriale. Sunding har inviteret Mads Vinding med på bassen. Det er i duospillet at pladen folder sit flotte potentiale ud. Mads Vindings melodiske sans på bassen er efterhånden legendarisk. De to musikere mødes over et stykke dansk musikhistorie. Det er guldklumper som Mit hjerte altid vanker, Solen er så rød mor og Jeg ved en lærkerede der får den fineste jazzpolish. En polish der er lavet af hvedemarker, blå himmel og evigt solskin med spredte regnbyger og blæst.

michaelsunding.dk