Jeg har efterhånden oplevet Hilal Kaya en del gange sammen med elektrojazzerne Kalaha, hvor det kulminerede sidste år på Moor Jazz Festival med et brag af en koncert. Da havde jeg allerede oplevet Hilal Kaya med hendes eget projekt i forbindelse med SPOT Festival 2025 og har med længsel ventet på, at der skulle komme et helt album med hendes egen musik. Nu er det her endelig!
Hilal Kaya er født i Danmark og har tyrkiske rødder. Hun synger selvfølgelig på tyrkisk på Sümbül. Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal begynde med alt det gode, der er at sige om albummet. Der er tydelige rødder i tyrkisk folkemusik og inspiration fra rock, jazz og psykedelisk musik. Det er ikke helt forkert at kalde det anatolsk psych. Hilal Kaya har været med til at skrive sangene på pladen, bortset fra de tre, der er hentet fra tyrkisk folkemusik. Her er eksempelvis Mavi Yıldız, der stammer fra Yozgat-regionen, helt forrygende. Den er en af de mest elskede sange inden for tyrkisk folkemusik.
Hilal Kaya er gået sammen med guitaristen og produceren Søren Bigum om at lave pladen. Han har Søren og Henrik Poulsen med på henholdsvis bas og trommer, som han blandt andet spiller sammen med i Peter Sommers Tiggerne og Mukherjee Development. Søren Bigum spiller elektrisk guitar, akustisk guitar, mandolin, steelguitar og keyboards på pladen og skaber grundlaget for pladens lækre, organiske lydbillede, der passer perfekt ind i det anatolske univers. Det hele toppes af Orhan Özgür Turan på oud og bağlama, der får den swingende musik til at svimle.
Pladen indeholder flere topfavoritter. Der er både den twangy Harabe og partybangeren Sultan. Det er bare med at komme i gang med det særdeles vellykkede og gennemarbejdede album Sümbül, der får en stor anbefaling herfra.
Det er over 50 år siden Burnin’ Red Ivanhoe huserede på de danske scener ud over hele landet som absolut førende indenfor den psykedeliske rock, progrocken og tildels jazzrocken. Interessen er stadig stor og det er af stor betydning for nye og gamle fans, når Karsten Vogel har gravet dybt i arkiverne og fundet ikke tidligere udgivet materiale frem.
Vogel har sammen med Kenneth Holme fra Turn it Over Records lavet magi og masteret de gamle indspilninger.
Albummet præsenterer os eksempelvis for nye udgaver af Burnin’ Red Ivanhoe kendinge fra 1969-albummet M144; Medardus og Kaj der i den engelske udgave som vi her præsenteres for, var blevet til John-of-The-Dreams. Der er to udgaver af Ksilioy, en kort studieversion og en heftig liveudgave fra Ålborg Hallen på over 12 minutter. Det er instrumental vildskab fra fem opfindsomme og nysgerrige musikere.
Mine favoritter er Canal Trip i en fokuseret stram og mere poppet udgave end den fra 1970-albummet Burnin’ Red Ivanhoe. Karsten Vogel spiller en forrygende altsax på nummeret. Den anden favorit er Meditation on Secret Oyster Service, hvor Kim Menzer har en lang improviseret fløjteintro modsat originalen med sax-intro. Nummeret forbliver mere roligt og ikke som den oprindelige der stikker af i det vilde.
KS!L!07 er selvfølgelig et must for Burnin’ Red Ivanhoe fans - og der skal lyde stor ros til Turn it over Records for den flotte udgivelse.
Det er kulminationen på samarbejdet mellem electrojazz bandet Kalaha og sangerinden med de tyrkiske rødder, Hilal Kaya. Efter at have været med som gæst på Kalaha albums i ‘19 og ‘21 træder hun nu ind i en mere fremtrædende rolle. Den rolle tager hun med overskud, elegance og finesse. For at toppe det, så var Aarhus Jazz Orchestra under ledelse af “Chappe” også med i studiet.
Du skal forestille dig en blanding af tyrkisk pop og psych, electronica, big band og al den jazz. Det er storslået, festligt og forførende.
Albummet åbner med introen Tutku, der går over i hittet Cok Küstüm, dyb dansebas, big band messing riffs og Hilal Kayas vokal, der skinner så flot og klart. Hilal Kaya sang står også tydeligt i den tindrende Dinle Dünya, hvor anatolsk røgelse stiger fra pladen mens Niclas Knudsen sender en velplaceret guitarsolo afsted.
Disconummeret Disko Yolu er en højdespringer. Melodi Grand prix stemning som i 70’erne tilføjet mellemøstlig mystik og sang. Jeg er lykkelig. Blæserarrangementet af Søren Bang Rasmussen er i Allan Botschinsky klasse. Den efterfølgende Ince Ince er et cover af Selda Bagcan’s sang fra 1976. Den er en forrygende hyldest til tyrkisk psych-folk.
Tutku er med alle sine retninger og inspirationer en sammenhængende og meget anbefalelsesværdig plade - ikke mindst i kraft af Hilal Kaya!
Siden min yngste ungdom har jeg samlet på singleplader. Måske var det en af grundene til, at jeg for nylig var inviteret til singlenight. Ikke en aften for mennesker der lever alene og gerne vil finde en kæreste. Næh, det var en aften i singlepladens tegn. Da det var første gang jeg var med, tænkte jeg at det var godt, at lægge ud med noget opsigtsvækkende. Det kan man gøre på mange måder, når der sidder en flok vinylnørder,der sætter en ære i, at finde både obskure sager og solbeskinnede hits fra forne tider. Jeg havde simpelthen taget den her single med, der var udkommet dagen før.
Uffe Lorenzen fra Baby Woodrose og Spids Nøgenhat er med på singlen sammen med Kalaha. Det er med andre ord, langt fra jazzen det her. Syrerocksangeren sammen med electronicajazzerne Kalaha. Det er i min verden et godt bud på et solbeskinnet sommethit anno 2020.
“Hvis trippet ikke er godt”
“Så dans det op”
Jeg lagde ikke selskabet helt ned. Der var point for Uffe, men spredt utilfredshed med musikken, hvor jeg ellers vil fremhæve den orientalske guitarsolo hen mod slutningen. Nå men, jeg synes at den er fed.
Og for at holde fat i Orienten og det fede, så er den herboende tyrkiske sangerinde Hilal Kaya, der er i front på nummeret Eymen på den anden side. Hun var også med på Kalahas album fra sidste år, hvor nummeret hed Cok Küstüm og iøvrigt er det mest afspillede nummer med Kalaha på Spotify. Stilen er tyrkisk psych-funk og er mildest talt medrivende. Tak til Kalaha for at have trukket Hilal Kaya frem i spotlyset.
Det lyder måske ikke så pænt at kalde det smadre-jazz. Men det lyder sådan. "Ska’ du ha’ baaaaank?" Og inden saxofonen når at svare får den høvl. Det samme gør guitaren og trommerne. Bassen slipper mere nådigt.
Exoterm er norsk/amerikansk supergruppe der også har styr på hvordan jazz skal smadres og hvordan man smadrer noget med jazz. Nels Cline (guitar) og Jim Black (trommer) er legender indenfor den type jazz, hvor der gerne trædes lidt forkert. Fra Norge kommer Kristoffer Berre Alberts (saxofon) og Rune Nergaard (bas), hvor sidstnævnte bla. er kendt fra Bushman’s Revenge.
Det er vildt og lidt frit. Rune Nergaard og Jim Black samler og går gerne i en retning med rytme, der får det til at lugte lidt af prog og psych. Nels Cline er ikke uden grund at regne blandt nutidens stilskabende guitarister. Noise og spacede ting blander sig med Kristoffer Berre Alberts utilpassede saxofonspil.
Exoterm er et omfavnende inferno af besatte lyde og eskapader.
Hvis der er noget som nordmændene er mestre i, så er det udsyret heavy/prog/psych med rødder i improvisation og jazz. Red Kite er et af e bedste eksempler. De har bl.a. erfaringer fra Elephant9, Shining, Bushman’s Revenge og Grand General. Det er det engelske pladeselskab RareNoise der står bag udgivelsen af deres debut, der byder på ætsende frisk psych med orgel, guitar og masser af smæk på trommerne. Titler som 13 enemas for good luck og Focus on insanity giver en god idé om det der sker på albummet, der åbner med Alice Coltrane’s spirituelle Ptah, The El Daoud.
Guitaristen Even Helte Hermansen fra Red Kite er også aktuel med et nyt album med trioen Bushman’s Revenge, der efter 7 albums på selskabet Rune Grammofon er rykket til Hubro Records. Bandet holder fast i blandingen af forholdsvis straight jazz, som på deres forrige album, hvor John Coltrane er en helt. Der er også masser af tråde og tråd til Hendrix på et album der peger i nye retninger for Bushman’s Revenge.
Fælles for alle pladerne i denne anmeldelse er, at de udkommer på vinyl (jazzbloggeren har dog måttet nøjes med CD’er i denne omgang) - og at der i det hele taget er gjort noget meget ud af den fysiske udgivelse. Meget profetisk hedder Gard Nilssens album - trommeslageren fra Bushman’s Revenge - To whom who buys a record. Han spillede i år på Copenhagen Jazz Festival med trioen Acoustic Unity med bassisten Petter Eldh og saxofonisten André Roligheten. Her er hverken prog eller psych. Nu handler det om powerjazz uden filter. Det er en nutidig norsk udgave af new yorker loftjazz fra 60’erne
Går du også rundt og savner en norsk dirty bad ass Hammond trio? Så behøver du ikke at lede længe. Elephant 9 er svaret og sør’me om de ikke er aktuelle med hele to albums på samme tid. Trioen med Ståle Storløkken ved stærkt forvredne og distortede Hammond har besøg af guitaristen Reinar Fiske på den ene af pladerne. Her starter de ud med en meget alternativ version af Stevie Wonders You are the sunshine of my life. Musikken er beskidt og psykedelisk med klare rødder til de tidlige 70’eres rock, hvor improvisation og sære farver gik godt i spænd. Trommeslageren Torstein Lofthus er med i Red Kite - hermed nåede jeg vejen rundt.
Det århusianske undergrundspladeselskab Mastermind Records, har udgivet mange plader der falder udenfor vanlige musikalske genrer. De har kastet sig over det amerikanske band Crazy Doberman. Det er fra den dybe undergrund, jazzens undergrund. Bandet udspringer af Industrial bandet Doberman. Det 10 mand store Crazy Doberman har allerede siden starten for 2 år siden, udsendt over 15 kassettebånd og flere CDr (hjemmebrændt CD). Ud over en enkelt 12” fra 2017, er det her deres første regulære LP på vinyl.
Det er avantgarde, free jazz, improv, experimental, psych, kraut, musique concrete og flere andre genrer fra musikkens overdrev, der mødes i et forrygende clash. Jeg vil tillade mig at tilføje en tanke om at der opstår en psykedelisk og spirituel stemning, når man først placerer sig som lytter inde i musikken.
Der hvor Crazy Doberman skiller sig ud og viser deres originalitet, er i deres blanding af klassiske jazzinstrumenter, som saxofon og elektroniske instrumenter. Det smelter sammen på naturligste vis. Det amerikanske webmagasin Psychedelic Baby Magazine kalder dem meget præcist for et Black Hole Free Jazz Band.
For nylig så vi et billede af et sort hul ude fra rummet. Nu ved vi også hvordan det sorte hul i free jazzen lyder. Farligt og fascinerende.
Det er bandets andet album i år. Og den fjerde på vinyl siden 2016. Det nye album markerer en udvidelse af det musikalske territorium for Mythic Sunship, da saxofonisten Søren Skov, kendt fra Debre Damo Dining Orchestra er kommet med i bandet. Allerede fra starten viste bandet sit slægtskab med den kosmiske jazz i bandnavnet, hvor der er referencer til John Coltrane og Sun Ra. Musikalsk tager de bl.a. afsæt i den tyske krautrock. Lange astrale forløb, hvor soloer og det store kollektive udtryk smelter sammen.
Pladen er indspillet i Causa Sui guitaristen Jonas Munks studie, han medvirker også på et par numre. Der er ellers allerede to guitarister i bandet. Det er slet ikke for meget når man tager et kosmisk syrebad i lyden fra Mythic Sunship. Det er psykedelisk rock med tværdiagonale prikker af heavy metal, løsthængende afrobeat frugter og spirituelle jazztoner.
Det er mange stærke sager på en gang. Stærke fordi Mythic Sunship er spacede og langt ude og samtidig bevarer kontakten til lytteren. Pladen åbner med min favorit, det kvarter lange nummer Resolution, hvor Søren Skov lader saxofonen føre an i en spirituelt ladet hymne, hvor Frederik Denning roder løs på trommerne mens guitaristerne Emil Thorenfeldt og Kasper Stougaard Andersen maler med de brede fuzzpensler. Det er meditativt og sjælefuldt på den fyldige måde - og ender selvfølgelig i en vild eksplosion.
Another shape of psychedelic music er Mythic Sunships mesterstykke. Hvor de med den største tydelighed viser, at nutidig psykedelisk musik er noget andet og meget mere end det der blev skabt for 50 år siden. Velkommen ombord på det mytiske solskib.
Alle musikerne har berøring med de eksperimenterende dele af den danske jazzscene. Klimaforandringer, der nu er aktuelle med deres andet album Slægt, er ganske vist eksperimenterende. Jazz det dog ikke i hvert fald ikke i traditionel forstand. Lars Bech Pilgaard på guitar og vokal, Taus Bregnhøj Olesen på guitar, Peter Skibsted på bas og vokal, Rasmus Kjær på keyboards, Rune Lohse på trommer og vokal og Anders Vestergaard på trommer udgør det meget originale band. De trækker på inspiration fra afro, psych, kraut, rock og andet godt fra musikkens overflødighedshorn.
De insisterende og pågående grooves der flere steder understøttes af firserglade electrotrommer vokser frem som en avantgardistisk version af Talking Heads. Det er muligvis på grund af afroinspirationen. Der er også de krøllede guitarfigurer der snor sig om de pulserende grooves. Der er Rasmus Kjærs afsindigt skønne synthesizer der maximodulerer lyde. Prøv f.eks. at hør nummeret En tilstand, hvor Kjær giver den som en dansk udgave af en mellemøstlig bryllupsmusiker. Der er også vokalerne, der sejler i effekter. Alt det giver et album, der er som skabt til lytterne der trænger til et alternativ til det alternative. Slægt er ude på vinyl i gennemsigtig orange.
Det er et af de flotteste programmer nogensinde på Ujazz, forstået på den måde at der er flere større og dyrere bands end nogensinde på programmet. Det er godkendt. Jeg savner dog lidt flere lokale bands på plakaten, hvor Abekejser er ene om at repræsentere byen. Koncerterne holdes på Atlas, Voxhall og plænen mellem de to spillesteder. Partoutbilletterne er udsolgt på dagen. Der var 300 til salg, som er det der er plads til på Atlas. Der udover er der solgt ekstra billetter til koncerterne på Voxhall.
PAPIR
Eftermiddagspsych på en lun septemberlørdag. Årets første koncert på Ujazz er velsignet med godt vejr. Koncerten afholdes udenfor på scenen der er placeret mellem Atlas og VoxHall. Trioen Papir spiller instrumental rock med masser af plads til at dvæle ved et godt syret groove. Plekterbassen og de heftige trommer er i et kollektivt samspil med guitaren med space og mystik. 70'ernes krautrock og progrock er med i baglommen.
SELVHENTER
Det er det ligesom en Nutana mexi burger fra Urtekram, bare med modsat fortegn. Det er noget andet end det man lige ser. 5 kvinder. 2 trommeslagere/pecussionister, 1 på trombone, 1 saxofonist og 1 violinist spiller ikke "feminin" følejazz, men brølende tung noisebesat og eksperimenterende punkmetal. Tak skæbne! Det er fedt. Maria Bertel på trombone skaber metalliske guitarlignende riffs. Jaleh Negari og Anja Jacobsen på trommerne nedbryder og smadrer rytmer i et væk. Publikum er begejstrede.
ATOMIC
Gennem flere år har Atomic været højt på listen over de bands, man har ønsket at præsentere på Ujazz. Den svensk/norske kvintet er også det mest jazzede der er på dagens program.
Og det er jazz af den slags, hvor det kun er en fordel at man har øvet sig (sammen). Det er jazz med tydelige rødder i 60'ernes eksperimenterende jazz. Der hvor man i stedet for at spille helt frit, samler skæverterne op og bruger dem aktivt i samspillet.
Og spille sammen, det kan de. Fredrik Ljungkvist på sax og klarinet er sammen med Magnus Broo på trompet i spidsen for den viltre kvintet, hvor Håvard Wiik på piano, Inge-Brigt Håker Flaten på bas og det sidst tilkomne medlem Hans Hulbækmo på trommer sætter den kvalitetsmæssige barre så højt, at jazz af denne karakter næppe spilles bedre i Norden.
COLIN STETSON
Der er lige et par optrædende kunstnere jeg er hoppet hen over. Der skulle aftensmad i kroppen. Men Stetson skal opleves! Sidst jeg så ham, var han sammen med violinisten Sarah Neufeld. Nu er han alene på scenen sammen med saxofoner og mikrofoner.
Atlas er godt fyldt op. Folk har stillet sig helt op mod på scenen, hvor de kan følge saxofonfænomenet på tætteste hold. Stetson looper saxofonen, bruger den som percussion og skaber dybt fascinerende musik. Der er droner og forunderlige lyde der spreder sig i rummet. Han fastholder og tryllebinder hele salen.
ABEKEJSER
Dagens eneste lokale optrædende er også et af de bands, som jeg har set meget frem mod at høre. Jeg kender kun det ene nummer St. Puma som har været på Spotify i noget tid.
Med en twangy guitar, tre mand på keyboards/elektronik og en trommeslager har Abekejser et mere organisk udtryk end man umiddelbart kan forestille sig. Der er fusionsjazztendenser i musikken, både af ny og gammel dato. Det er festligt og svært at være i ro. Det er som at sætte sig ind i en åben sportsvogn for, at køre mod Risskov med palmer på begge sider af vejen.
Mens aftenmørket finder vej til udendørs scenen, bevæger Abekejser sig mod slutningen af koncerten mod et mere tungt udtryk, noget de gerne må arbejde mere med. Mon ikke at det er på tide, at de snart får udgivet mere end det ene nummer?
PS. Det fik jeg så at vide efter koncerten at de gør. De udgiver et nyt nummer på fredag med ny tilhørende animationsvideo.
DEERHOOF
Her er det mere U end Jazz. Med en gammel kærlighed til punk er det ikke svært at holde af San Francisco bandet, der spiller pågående og energisk. Melodisk lyserød 60'er pop køres gennem en skramlende og noisy punkkværn. Superenkelt og crunchy. Med den kvindelige forsanger Satomi Matsuzaki får jeg et flashback til den japanske pigepunktrio Shonen Knife. Der kommer et nyt album med det 23 år gamle band om en uge.
THE NECKS
Den australske trio har spillet flere gange i Danmark. Det er første gang at jeg oplever dem live.
Den hyperminimalistiske trio laver lange tranceskabende forløb, hvor gentagelsen gentages. Det er forstørret minimalisme. Som lytter hensættes man i en meditativ tilstand. Koncerten er en time lang, hvor de arbejder omkring det samme tema. Der sker løbende en ændring, men aldrig med voldsomme overgange. Der er ingen opbrud eller afbrydelser. Intensiteten er spændt langt ud over det yderste. Det blev en stor stor oplevelse, hvor små elementer blev forstørret og forstærket.
XIU XIU
Hvis der skulle laves et punket noir remake af Twin Peaks, så er musikken allerede skabt til den serie. Amerikanske Xiu Xiu opførte ved Ujazzens sidste koncert, den ikoniske musik fra TV-serien.
Med den karismatiske Jamie Stewart i spidsen for trioen, er der garanti for mange overraskende afbrydelser. Det blev til en fed afslutning på Ujazz-dagen. I blandingen af pop, jazz, avantgarde, punk, noise etc. kunne det ikke blive mere ujazzet.
Jeg har skrevet om alle de 8 kunstnere jeg nåede at opleve. Jeg havde en vidunderlig dag og aften. Hvis jeg skal nævne favoritter, så var Atomic i særklasse. Det svensk/norske band var også det mest jazzede på programmet. Så det er vel ikke så underligt at jazzbloggeren ender i lykkerus under sådan en koncert?
På deres fjerde udspil siden 2011 er der sket en markant udskiftning i bandet SVIN. Blæseren Magnus Bak har forladt bandet, hvor tangentspilleren Adi Zukanovic i stedet er kommet med. Det har trukket bandet i en ny retning, der allerede kunne anes på det seneste udspil fra 2014. Det brutalt buldrende er forladt til fordel for et mere soundscape underbygget groove. Det er stadig råt og metallisk og andre steder viser de deres poetiske og organiske sider. Musikken er indspillet på Island i Sundlaugin Studio, der er grundlagt af bandet Sigur Rós. Over 10 intense dage i studiet har de skabt musikken, hvor bandet gik ind i en symbiose med den islandske natur.
Lars Bech Pilgaard serverer Morricone-twangy guitar, der udbygges af Zukanovic’s synthfalder, Thomas Eilers bastante trommer og Henrik Pultz Melbyes intime tenorsax på de rolige og luftige nummer V. Kirkeorgelsafrikaner indledes med Melbye på jaget saxofon og kirkeorgelklange, der går over i et skramlet og lettere afsporet afrogroove, der afløses af en simpel synthfigur, der går helt amok. Nummeret lukkes ned med en klarinet/synth duet. Denne mini-symfoni er et godt billede på SVIN lige nu.
Det er abstrakt og ambient. Det er noise og nærvær. Det er storladent og SVIN’s hidtil bedste plade. Intenst og originalt, hvor de i en kollektiv udladning skaber noget, jeg ikke har hørt før. Pladens sidste nummer Stella, hvor Eilers løsslupne trommer finder sammen med filmisk hvinende sax, synth og guitar er ganske enkelt genialt.
De udsendte singlen Yesega Wat starten af 2015. En rendyrket ethiojazz sag, hvor inspirationen fra Mulatu Astatke var meget tydelig. Når de så laver et helt album er tanken nærliggende. Er de endnu en gang gået i ethiojazz sporet? Det er de ikke. De har på den anden side bevaret kontakten til ethiojazzen.
Åbningsnummeret Ubahn in Addis er ikke bare i titlen betegnende for bandets udvikling. De placerer deres ben i krautrock og ethiojazz med det nummer. Beatet er ubetinget rocket og lettere skramlende. Saxofonerne har stadig kontakt til ethiojazzen. Hen over resten af pladen hældes der psych og andre multifarvede 70’er inspirerede rocktoner i musikken.
Debre Damo Dining Orchestra’s vej fra ethiojazen mod det mere rockinspirerede er klædeligt. Det er ganske enkelt mere originalt. Søren Skov og Rasmus Karkov på saxofonerne, Simon Visti Tangs plekterbas, Peder Mertner Vind på keyboard, der gerne søger mod orgel og trommeslagerne Kasper Saaby og Asbjørn Nørgaard har lavet en afvekslende og spændende plade.
Subterranean 3 befinder sig på underbevidsthedens tærskel til en sumpet fest. Den får hovedet til at snurre uden brug af psykoaktive stoffer. Pladens sidste nummer Düsseldorf Dawn er et ode til neonlyshavets forsvinden. Syre og ethiojazz smelter smukt sammen og nye stærke nuancer opstår i et orange-lilla skær.
