Der er noget særligt for en jazznørd, at sidde med ørerne fulde af musik, som der ikke er så mange andre der har hørt. Helt aktuelt har jeg en liveoptagelse kørende, der er optaget på Tapperiet i Køge i starten af februar. Publikum hørte selvfølgelig koncerten. Men ellers er der ikke andre der har hørt den, da den ikke er udgivet. Kunstneren havde ikke bedt mig om at anmelde den, men bare sendt den som en slags information om hans kunstneriske status. Da jeg alligevel begyndte at grave mig ned i musikken, så kunne jeg lige så godt sætte nogle ord på oplevelsen.
Den er med Terkel Nørgaard ved trommerne, Lars Jansson på piano og Jeppe Skovbakke på bas. Det er en anden og anderledes lydende trio end Reverse, som Terkel Nørgaard har udgivet flere plader og spillet mange koncerter med. Ligeledes er det også noget andet end Lars Jansson Trio. Med den svenske veteran ved tangenterne er der en indbygget garanti for melodisk ligefremhed. Den der umiddelbare, ja nærmest sangbare melodi, der giver sig selv. Det er f.eks. meget tydeligt ved koncertens åbningsnummer I am that, som er skrevet af Lars Jansson og det sker så absolut også flere andre gange undervejs.
På den følgende Beginners Blues, der også er skrevet af Jansson, er der ganske rigtigt hældt blues på tanken. Men det er stadig svenske Jansson, der styrer bilen der er mere Volvo end Dodge. Det er også her, at Jeppe Skovbakke kigger frem med en bassolo der er hentet i dybderne. Skovbakke besidder en imponerende jazzhistorisk forståelse og bredde. Han er lige så naturligt hjemme i den eksperimenterende jazz som han er i den klassiske jazz.
Jeppe Skovbakkes Mainly Grey er en melankolsk ballade. Den er med sit stærke melodiindhold meget tro mod standardjazztraditionen. På Wayne Shorters Fee Fi Fo Fum fra det klassiske Blue Note 1964-album Speak no evil får Terkel Nørgaard lov til, at folde sit trommespil ud i fuldt flor. Det var oprindeligt Elvin Jones der spillede på Shorters version. Terkel Nørgaard har helt sikkert haft Elvin Jones med i sin aftenbøn flere gange og under trommesoloen høres der dele af Jones' på en gang swingende, komplicerede og mangedelte spil.
Terkel Nørgaard blev som barn introduceret til Lars Janssons musik af sin far. Det er musik han har et nært og kært forhold til. Han introducerer To the mothers in Brazil af Lars Jansson som en af sine helt store favoritter. Det er iøvrigt interessant at høre Jeppe Skovbakkes basspil på det nummer, der bevæger sig over mod et mere nordisk og syngende basspil end det der oftest høres fra Skovbakke.
Lars Jansson er ganske vist svensk, men han har også hentet en god portion i den amerikanske. Noget der f.eks. er tydeligt på Configuration, der er skrevet af Lars Jansson. Det er en variation over temaet fra Charlie Parkers Confirmation.
Koncertens andet sæt er lidt kortere end det første. Her når trioen både at spille numre af Joe Lovano, Joe Henderson og så selvfølgelig igen Lars Jansson. Her er der bl.a. en ballade fra Janssons hånd, der stikker ud. Trioen er ikke bange for at flagre lidt mere end Lars Jansson Trio. Heldigvis uden at det stikker af i rod og uorden. Skovbakke er en solid timekeeper, der giver Nørgaard ro og overskud til at skabe små eksplosioner i et tight og lækkert spil. Lars Jansson er nestoren, den store inspirator der løfter musikken op på meget smukt og vellykket niveau. Det eneste jeg vil tilføje her til slut er, at det godt kan ærgre mig, at jeg ikke var i Køge den aften. På den anden side har jeg fået lov at fordybe mig i en i øvrigt meget vellydende optagelse. Tak for jazz, siger jeg bare...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar