Den esbjergensisk baserede guitarist Martin Lau har siden 2011 udgivet 3 albums i eget navn. Alle gange med en større besætning. På denne indspilning fra 2014, der først udgives nu, er Lau kun sammen med trommeslageren Casper Mikkelsen. Det er 10 år siden, at Mikkelsen kom frem som trommeslager i Magnus Fra Gaarden og sidenhen har excelleret som freelance sideman på bl.a. La Fontaine og i The Kutimangoes. Pladen indeholder 6 skæringer, hvor alle 6 svømmer over med intensitet og nerve. Der er de krævende numre Når vi kommer tættere på og Den verden som har forladt dem. Her løsner Casper Mikkelsen sig fra det rytmebundne og leverer et åbent freejazztrommespil, der besvares af Martin Laus forvrængede guitar. Lau er en guitarist med det grimme lige under den overflade, som ellers er ganske pæn.
Begge pladesider afsluttes med de enkle og legende numre Vores hjerner savlende og Forsvinder, som vand gennem åen. Den nysgerrige og lystige stemning er et velkomment sidekick til den ellers alvorlige stemning på Ansigtets lagte folder. Udgivelsen findes kun som LP og download. Martin Lau er i disse streamning-tider ikke repræsenteret på Spotify eller lign. På den anden side gør det heller ikke så meget, når man sætter sig foran stereoanlægget og mærker og hører den flotte dynamik og dybde der er i indspilningen. Nærværet er kommet med i rillerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar