torsdag, maj 03, 2018

Andy Sheppard Quartet: Romaria (ECM) LP/CD/DL/stream >> Shinya Fukumori Trio: For 2 Akis (ECM) CD/DL/stream >> John Surman: Invisible Threads (ECM) CD/DL/stream

Hvis der er noget som pladeselskabet ECM er mestre i, så er det at skabe plader hvor den stilrene æstetik rådyrkes. Der går en lige linje gennem ECM's udgivelser fra 70'erne og frem til idag. Det skyldes først og fremmest selskabets bagmand og producer på de fleste udgivelser, Manfred Eicher. Jeg har fundet tre aktuelle udgivelser frem, der hver især hører hjemme i ECM-butikken.

Den britiske saxofonist Andy Sheppard er meget snart aktuel på en ny plade sammen med Espen Eriksen Trio. I mellemtiden kan man fornøje sig med denne kvartetudgivelse, der er en opfølger til kvartet udgivelsen Surrounded by sea fra 2015. Han har holdt sammen på kvartetten med nordmanden Eivind Aarset på guitar, Michel Benita på bas og Sebastian Rochford på trommer. Pladen bevæger sig mellem smukke ballader, som titelnummeret Romaria, der er skrevet af brasilianeren Ranato Teixeira til ambient jazz og flagrende sager som They came from the north.

Den japanske trommeslager Shinya Fukumori er taget til Europa, hvor han har fundet sammen med tyskeren Walter Lang på piano og franskmanden Matthieu Bordenave på tenorsax. Selv om vi geografisk befinder os i München, hvor trioen holder til, så er der ikke langt til den nordiske tone i jazzen. Fukumori fremhæver bl.a. Keith Jarretts My Song og Ketil Björnstads The Sea, som inspirationskilder. Det er dog mest det japanske ophav der fylder i de frie og flydende ballader.

Jeg har gemt den bedste plade til sidst. John Surmans Invisible Threads er en af de smukkeste kammerjazzplader, jeg har hørt længe. På sopran- og barytonsax og basklarinet spiller han en række krystalsmukke og rolige melodier sammen med den brasilianske pianist Nelson Ayres og Rob Waring på marimba og vibrafon. Det er musik, hvor der er tid til at lytte. Her er alt af betydning. Køber du kun en kammerjazzplade i år, skal det være den her. Du bliver ikke skuffet.

Ingen kommentarer: