tirsdag, oktober 12, 2021

Kjeld Lauritsen: Jukebox Jazz (Gateway) LP/CD/DL/stream

 

Gennem pladens titel fortæller Hammond-organisten Kjeld Lauritsen at det handler om fængende og korte jazznumre. Da min far på 75 år så pladen udbrød han med det samme: “den er på ønskelisten til jul.” Han blev hurtigt fanget af udvalget af melodier som trioen spiller på pladen. 


Jukebox Jazz åbner med Blueberry Hill og så dukker der ellers velkendte og nøje udvalgte jazzklassikere op. Autumn Leaves, S’Wonderful og lignende godter. Kjeld Lauritsen er som vanligt sammen med Per Gade på guitar mens trommeslageren Esben Laub er ny mand i trioen - han ved hvad en shuffle er, så han må godt være med. 


Kjeld Lauritsens tilbagelænede spillestil, hvor tempoet kører i et beroligende groovy swing passer godt til mødet med jazzens standards. Der er en masse ro og luft i trioens måde at spille numrene på. Her er det eneste der forceres, en rasende god stemning. 


Jukeboxen henne i hjørnet på værtshuset ryster støvet af sig. Musikken stråler og fremkalder en naturlig tørst efter en omgang mere. Hvem henter den i baren?

https://www.gatewaymusicshop.dk/index.php?route=product/product&product_id=1715

Ingen kommentarer: