fredag, august 05, 2022

DOMi & JD Beck: NOT TiGHT (Apeshit/Blue Note) stream

 

For et par år siden, dukkede den festligt klædte og farverige duo, DOMi & JD Beck op på Facebook og Youtube med nogle vilde videoer. Uptempo trommer med skarpe lilletrommeslag og crazy breaks fra den 19 årige texaner JD Beck og spacet keyboardspil fra den 22 årige franskmand DOMi. Det udgør kernen i det intense sammenspil, der befinder sig et sted mellem jazz og hip hop. 


Nu er deres debutalbum endelig udkommet. De er landet hos Andersson .Paak og Apeshit, et nyt underselskab til Blue Note. Han har produceret og medvirker også på et par numre. I det hele taget er der flere stjerner der skinner på pladen. Herbie Hancock er med på Moon, hvor han supplerer med, den fra 70’erne så velkendte elektroniske vocoder-vokal og en klaversolo. Guitaristen Kurt Rosenwinkel er med på Whoa, hvor han soloimponerer ovenpå et drum’n’bass lignende nummer.

Mac DeMarco synger på Two Shrimps. Det fungerer allerbedst med Thundercat, hvor de nærmest smelter sammen. Han synger på Bowling og giver den vildt meget bas på titelnummeret Not Tight. Hip hop legenderne Busta Rhymes og Snoop Dogg er sammen med Andersson .Paak på Pilot - et nedtonet nummer med 90’er vibes.


Når alle de gamle stjerner er nævnt, så er det stadig DOMi og JD Beck der efterlader det allerstørste indtryk. DOMi’s uforudsigelige keyboardspil med virtuos teknik og det uortodokse valg af lyde er fantasirigt besættende. JD Beck fremstår som trommenørden, der har øvet sig selv ihjel og er genopstået som et geni der spiser lilletrommegrooves til morgenmad. Lyt feks. til Sniff, hvis du skal overbevises.


DOMi & JD Beck er jazz til den generation, der har hip hop i sjælen og J Dilla som Gud.
Den kommer til november på vinyl.

DOMi & JD Beck

Ingen kommentarer: