Viser opslag med etiketten hip hop. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hip hop. Vis alle opslag

mandag, april 20, 2026

9ICK: Smile (9ICK) LP/CD/digital

 

Jazzhop, jazztronica, instrumental hiphop etc. Call it what you want. 9ICK er alias for Nicolas Stephensen og han har lavet et ambitiøst album inden for de førnævnte genrer. Han har på pladen samarbejdet med nogle fremtrædende musikere fra instrumental hiphop- og lo-fi-genren på verdensplan. Det drejer sig bl.a. om pianisten Søren Søstrom, der er et alias for amerikanske Elijah Fox, som bl.a. har spillet med Yussef Dayes og Childish Gambino, trommeslageren Gregory Phan-Clifford, den tyske saxofonist Mauricesax samt den engelske saxofonist og synthspiller Alex Bone, der er kendt for sit samarbejde med Cory Wong og Nile Rodgers. Det er musikere der indgår i et stort, løst netværk, hvor man arbejder på tværs af grænser og sender filer til hinanden.


9ICK har også inviteret et par danske jazzmusikere med ind i projektet. Det er pianisterne Rasmus Sørensen og Jonas Cook (fra Athletic Progression), der hver medvirker på et enkelt nummer. 9ICK har skabt et album, der viser, at der er en vej videre fra lo-fi- og chillgenren, hvor han også tidligere har lavet musik. Roen og det tilbagelænede udtryk er bevaret, men han har tilføjet lidt flere musikalske proteiner, så det går fra at være lækker baggrundsmusik til også at insistere på at være til stede i rummet.


Der er en behagelig uro og uforudsigelighed undervejs, som klæder musikken. Det er både charmerende og glad musik, der i den grad fremkalder et stort smil – ligesom titlen på pladen. Pladecoverets billede af København med glade huse komplementerer det i høj grad. 9ICK er meget anbefalelsesværdig, hvis du trænger til jazzy instrumental hip hop.

Instagram

tirsdag, september 02, 2025

daoud: ok (ACT Records) LP/CD/digital

 

Når en musiker lanceres som en enfant terrible i fransk jazz, så er jeg ekstra nysgerrig. Fransk-marokkanske Daoud aka. Luc Klein Ben Abdeslam er aktuel med andet album i eget navn og den første på den store internationale label ACT Records.


Trompetisten, der også spiller på flugelhorn, synths og Ondes martenot har lavet en plade, der på mange måder fortsætter stilen fra debutpladen Good Boy fra 2024, hvor han på elegant vis blander jazz med pop og hip hop. Denne gang er der blevet råd til, at gå lidt mere i dybden i produktionen og til at invitere internationale gæster. Undervejs dukker flere af europæisk jazz' pt. hotteste navne op. Hollandske Teis Semey på guitar, polske Kuba Wiecek på altsax og britiske corto.alto på trombone er blandt gæsterne.


Musikalsk er det ikke så bad ass’et. Det er i stedet ret lækkert. Han er startet i studiet med bandet, hvor de på jazzet vis, har indspillet musikken uden så mange dikkedarer. Efterfølgende er det rykket over i en pop produktion, hvor der er kælet for detaljerne. Det er den store styrke ved pladen. Den gennemført lækre produktion. Jazz, hip hop, r’n’b, electronica, pop, afro og drum’n’bass smelter sammen. Der er flere gode hits på pladen. Dijon, Plato’s Twins og Soda er nemme at gå til. Trænger du til nutidig jazz der er let at gå til, uden at forfalde til det rene smør, Så er Daoud et godt sted at gå hen.

Bandcamp

onsdag, juni 21, 2023

Akton feat. Terkel Nørgaard: Entirely Gradually (Super Bad Disco/Pasteelo) LP/DL/stream

 

Lord Akton lavede i 2017 albummet Spectator, der var en hyldest til Carsten Meinerts album To You, som den også indeholdt samples fra. Pladen er et mix af hip hop og jazz. Jazztrommeslageren Terkel Nørgaard blev meget betaget af den. De havde mange år forinden gået på gymnasiet sammen og begyndte at snakke om at lave musik sammen. Akton, der bedst kan betegnes som DJ/producer havde lavet nogle tracks, der manglede trommer og sendte dem til Terkel Nørgaard. Projektet begyndte så småt at tage form og undervejs blev der koblet flere musikere på. Casper Nyvang Rask på bas, Lars Fiil på elektrisk piano, Magnus Wiinblad på saxofon og violinisterne Pernille Kristensen og Isabelle Bania.

Pladen er yderst vellykket. Den er en rejse gennem forskellige stemninger af klub, jazz, hip hop og strygere.

Akton alias Jesper Koblauch har styr på virkemidlerne og Terkel Nørgaard har dyrket sin Dilla, så han kan supplere med de lækreste beats. Entirely Gradually er en albumoplevelse, hvor strygerne dukker op som mellemspil, der skaber overgangen til det næste nummer eller stemning. Som på den rolige Drafted, hvor violinerne bygger op, Lars Fiil tager over med det elektriske piano og violinerne lukker ned, inden et dybt beat tager over på Freed og skaber klubstemning og hvor bassen får en solofeature. Side A afsluttes med den smukke One for C.M. - hvor Magnus Wiinblads saxofon er med til at hylde den legendariske danske saxofonist Carsten Meinert. På Side B fortsætter festen. Whales og Zareth’s search for origin har en trip hop feeling med skarp lilletromme. På Shane Irving stikker det helt af. Et heftigt pulserende beat sender os gennem natten, der aldrig skal stoppe.

Det er meget let at anbefale pladen. Den er original og sindssygt godt tilrettelagt. Jeg kan ikke nævne andre danske plader, der minder om dette velskabte møde mellem instrumental hip hop og jazz. Er det en af årets plader? JA!

Bandcamp

onsdag, november 09, 2022

The Supreme Court: A supreme vibe (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er fire år siden at jeg hørte The Supreme Court, live for første gang. Jeg undrede mig dybt over, at de ikke allerede dengang havde udgivet noget. Jazzy hip hop der peger tilbage på halvfemsernes fede jazz/hip hop vibes, i stil med The Roots og Jazzmatazz er simpelthen for fedt. Det er først nu, at der er et album klart med dem. Pladens linernotes der er skrevet af DJ Katrine Ring indledes med disse ord: “Debutalbummet med The Supreme Court har været undervejs længe. Her er intet hastværk. De enkelte numre er vokset frem i en naturlig fremdrevet hastighed. Musikken er modnet helt af sig selv. Musikerne i bandet har spillet sammen i et årti og arbejder derudover i mange forskellige konstellationer.”

Alt godt kommer til den som venter, er ellers et ordsprog jeg hader. Men som med oste og vine  er det ikke alt, der skal forceres. Hos The Supreme Court er der r’n’b, soul, hip hop og jazz i pæne doseringer. That Oooh Yeah med Al Agami’s søn E. Brown med en lækker soulet vokal. AM Roots med Kuku Agami på rap og en hård og effektiv fading ud af nummeret mens Oilly Wallace folder sig ud på altsaxen. Sangeren Bette står for pladens eneste dansksprogede indslag - og hun er et stjernefrø. Når hun synger Hjem får jeg vibes i retning af en ung og følsom Sanne Salomonsen. 

Patrick Dorgan leverer en overskudsfyldt og velfungerende late night soul vokal på balladen Bird Seed, hvor Johannes Wamberg også smider en guitarsolo ind til sidst. Herefter er det rapperen Joseph Agami der skruer op for tempo og tænding på Dots. På Cicumstantial Rant folder bandet sig ud med svære breaks og fed stemning. That’s The vibe med Kuku Agami og E. Brown er organisk hip hop, der i langsomt tempo kører ud i natten. Hen mod slutningen af albummet er det Al Agami’s tur til at gribe mikrofonen. Selv om det snart er 30 år siden han startede, er hans flow og teknik stadig frisk og boblende. På Passing Moments er han i selskab med blæsere. 

The Supreme Court er Jonathan Rahbæk på bas, Johannes Wamberg på guitar, Jacob Broholm på keys og Andreas Fryland på trommer. De har lavet en rigtig god jazzet hip hop plade, der spreder god energi.

The Supreme Court på Bandcamp

Pladen udkommer d. 25. november.

fredag, august 05, 2022

DOMi & JD Beck: NOT TiGHT (Apeshit/Blue Note) stream

 

For et par år siden, dukkede den festligt klædte og farverige duo, DOMi & JD Beck op på Facebook og Youtube med nogle vilde videoer. Uptempo trommer med skarpe lilletrommeslag og crazy breaks fra den 19 årige texaner JD Beck og spacet keyboardspil fra den 22 årige franskmand DOMi. Det udgør kernen i det intense sammenspil, der befinder sig et sted mellem jazz og hip hop. 


Nu er deres debutalbum endelig udkommet. De er landet hos Andersson .Paak og Apeshit, et nyt underselskab til Blue Note. Han har produceret og medvirker også på et par numre. I det hele taget er der flere stjerner der skinner på pladen. Herbie Hancock er med på Moon, hvor han supplerer med, den fra 70’erne så velkendte elektroniske vocoder-vokal og en klaversolo. Guitaristen Kurt Rosenwinkel er med på Whoa, hvor han soloimponerer ovenpå et drum’n’bass lignende nummer.

Mac DeMarco synger på Two Shrimps. Det fungerer allerbedst med Thundercat, hvor de nærmest smelter sammen. Han synger på Bowling og giver den vildt meget bas på titelnummeret Not Tight. Hip hop legenderne Busta Rhymes og Snoop Dogg er sammen med Andersson .Paak på Pilot - et nedtonet nummer med 90’er vibes.


Når alle de gamle stjerner er nævnt, så er det stadig DOMi og JD Beck der efterlader det allerstørste indtryk. DOMi’s uforudsigelige keyboardspil med virtuos teknik og det uortodokse valg af lyde er fantasirigt besættende. JD Beck fremstår som trommenørden, der har øvet sig selv ihjel og er genopstået som et geni der spiser lilletrommegrooves til morgenmad. Lyt feks. til Sniff, hvis du skal overbevises.


DOMi & JD Beck er jazz til den generation, der har hip hop i sjælen og J Dilla som Gud.
Den kommer til november på vinyl.

DOMi & JD Beck

mandag, september 27, 2021

Athletic Progression: Cloud high in dreams, but heavy in the air (Touching Bass) LP/DL/stream

 

Efter de to første albums, er Athletic Progression på deres tredje album søgt mod et mere direkte udtryk, der minder om deres live-optrædender. Albummet er udgivet af det engelske pladeselskab Touching Bass.


Jonas Cook på keys, Jonathan J. Ludvigsen på trommer og Justo Gambula på bas leverer en krops- og sjælsvridende overflod af idéer, tanker og følelser. Det er samlet på 16 uregerlige numre, der strutter af selvtillid og mod. Der er små real life interludes, hvor en strisser spørger om de har købt hash eller hvor en ven på telefonsvareren inviterer på croissant og te. 


Trioen tilhører deres egen future jazz scene herhjemme. Der er elementer der kan minde om amerikanske JD Beck & DOMi, Flying Lotus eller Thundercat eller canadiske BadBadNotGood. Jonathan J. Ludvigsens trommespil er i egen liga. Han skifter mellem breaks, beats og fills i et stadigt heftigt tempo. Jonas Cooks keyboards er et lydlaboratorium, hvor der findes lyde og stemninger frem fra ukendte hylder. Justo Gambulas bas er steady, dansende og lader de to andre musikere tage på nogle gevaldige eventyr. Han sørger for st de kommer hjem og mødes igen. Der er den tunge DEBRA, festperlen MOUSSAS FINEST, drum’n’bass eksplosionerne OSAKA og JUNGELEN. På Extended Technique er Brother Portrait med på (umiskendelig britisk) vokal, han får mig til at tænke på legendariske Maxi Jazz.


Det er et af årets bedste danske albums, på tværs af genrer og i særdeleshed jazzen. De improviserer, eksperimenterer og udvider territoriet.

Athletic Progression Bandcamp

onsdag, juni 23, 2021

Jiyu: Caught in the rain at the teashop (Dubsoul Records) LP/DL/stream

 

Det er guitaristen med mere, Emil Jonathan Søegaard der gemmer sig bag aliasset Jiyu. Han har lavet en LP med dyb bas, jazz, ro og døsigt skarpe hip hop beats. Gennemgående musikere på pladen er trompetisten Bo Rande, der gerne bruger lyddæmperen - ikke ulig Miles Davis og saxofonisten Lukas Rande, der eks. også spiller fløjte, som på åbningsnummeret Woman behind sun. Lennart Ginman er med på nogle numre, hvor kontrabassen står stærkt i lydbilledet. Titelnummeret Caught in the rain at the teashop er et sfærisk og stemningsmættet. Den beskriver begyndelsen på albummet for nogle år siden, hvor Emil Jonathan Søegaard var i Malaysia og måtte søge læ på en café under et tropisk regnskyl. 


Vibrafonisten Carsten Skov er med på flere numre. Den filmiske The pinewoods on the mountain der afslutter albummet med Skovs vibrafon, akustisk guitar og en underliggende urolig synth vidner om Jiyu’s store kvaliteter.


Sangerinden Stine Kinck er med på et par numre, hvor Some things never change er min favorit, jazzet guitar, rodede beats og Kincks r’n’b inspirerede sang fungerer godt.


Jiyu’s album er meget anbefalelsesværdig. Det er originalt og rummer lag og elementer, der giver lyst til mange genhør.

Bandcamp

tirsdag, maj 11, 2021

Yellow Spoon (Super Bad Disco/HHV) LP/DL/stream

 

Det er jazzet beyond jazz. Der er en masse improvisation - det som mange yndere af jazzen kan lide. De improviserer også med jazzen som stilart og det man kan gøre med den. Det er primært den kollektive improvisation der dyrkes hos Yellow Spoon der består af de to silkeborgensere Rasmus Sitarz (trommer og percussion) og Christoffer Holm Clausen (keys, synth, bas). De samlede en større gruppe musikere omkring sig - bla. Frederik Emil Bülow fra Abekejser og Justo Gambula fra Athletic Progression. De gik tre dage i studiet sammen med dem. Resultatet er 23 numre spredt ud på den 33 minutter lange LP. 

Pladen har et intenst og stærkt udtryk. De 23 numre er en sammenhængende historie, hvor der løsnes for jazzens snærende bånd. Det går hurtigt og der sker meget. De dyrker ikke fortabelsens øjeblikke. 


Det er jazz af samme fine slags som er kommet fra Storbritanien i de senere år. Jazz hvor soul, r’n’b og hip hop er blandet naturligt ind i foretagendet. Yellow Spoon bruger desuden filmsamples, sang og såmænd også violin undervejs på pladen. Jeg synes at den fortjener at blive lyttet til som et samlet værk. Det var her jeg blev vækket og nu skal leve et liv som fan af Yellow Spoon. 

Facebook

søndag, april 25, 2021

Pino Palladino/Blake Mills: Notes with attachments (Impulse!/New Deal) LP/CD/DL/stream

 

Der er 34 år mellem Paul Young’s giganthit Wherever I lay my hat og Ed Sheeran’s endnu større hit Perfect. Bassisten er den samme på begge numre. Den 63 årige walisiske session-bassist Pino Palladino. Han har også været medlem af The Who. Han blev hyret to dage før de skulle spille koncert i The Hollywood Bowl. The Who’s legendariske bassist Jon Entwhistle var lige død. Pino klarede det perfekt udover at de klagede over at han ikke spillede højt nok. “We can’t hear you.”


På det tidspunkt havde han i en periode spillet med The Soulquarians, der blev samlet på foranledning af D’Angelo og rummede notabiliteter som Questlove, J. Dilla og Roy Hargrove. De udviklede sammen med Mos Def, Erykah Badu og Talib Kweli den lyd af sort amerikansk musik, som stadig kan høres. Det var her han revolutionerede moderne basspil med at ligge forskudt rytmisk. 


Det er noget af alt det som Pino Palladino har taget med på hans første plade i eget navn, der ellers ikke lyder af pop eller hip hop. Det lyder som og er en jazzplade. Han har lavet pladen sammen med Blake Mills. De har valgt at placere saxofonen i en central rolle på pladen. Det er Sam Gendel og på et enkelt nummer Marcus Strickland der leverer den del. Palladino og Mills leger og eksperimenterer med musikken. Der er jazz, pop, afro, akustiske og elektriske instrumenter i den store gryde. 


De samler mange dele og får et ensartet udtryk ud af det. Der er en masse at hente for nørderne - og for andre er det et spændende musikeventyr. Det eneste der ikke er så fedt er, at Pino Palladino tilsyneladende ikke turnerer længere - han ville have været et perfekt hovednavn i DR Koncerthuset ved årets Copenhagen Jazz Festival.


Efter at have skrevet anmeldelsen, kontaktede jeg bassisten Bo Stief for, at høre hans mening om pladen. Han skriver bl.a. at “Det er den “nyeste” jazz, jeg har hørt længe... Det er en superplade med så meget stemning og med musikere der kan og vil... De har fundet noget som ikke har været her før... noget som har det bedste af fortiden med og samtidig peger ud i fremtiden.”

Notes with Attachments

lørdag, november 28, 2020

Hoffy Beats & My Friend Thor: Exotica (Retro Jungle) stream

 

Lo Fi Beats er en populær blanding af lo-fi, hip hop, Do it yourself attitude, den afdøde beatmester J Dilla, nu jazz, vinylknas og organisk electronica. Musikken kan bruges som soundtrack til hverdagen. Det er smooth med hip hoppens skarpe lilletromme.


Danske Hoffy Beats aka. Jonas Hoffmanner debuteret på streamingtjenesterne i år med sit bud på musikken. Han har allerede udgivet 120 numre, hvoraf to numre har passeret de magiske 1 mio. afspilninger på Spotify. Han medvirker desuden på flere vinylcompilations. Hoffy Beats samarbejder med musikere over hele verden, hvor de sender deres digitale filer til hinanden. Blandt andet har lavet en stribe numre sammen med trompetisten Farnell Newton fra Portland, Oregon. Ham kender jeg fra samarbejdet med sangeren Jarrod Lawson. 


Nyeste EP-udspil er Exotica, hvor guitaristen Alexander Nørgaard alias My Friend er med på alle numre. Det tager lidt over 10 minutter at komme gennem de 5 numre. Det er tilbagelænet med synthflader, de karakteristiske beats og så guitaren, der giver mindelser om en pæn guitarsolo i fusionsjazzen.


Jeg vil anbefale, at du prøver at tjekke Hoffy Beats ud på din foretrukne streamingtjenesten. Det er brugsmusik, der fint kan ledsage dig rundt omkring i din tilværelse.

Hoffy Beats på Instagram

torsdag, oktober 29, 2020

Astrid Engberg: Tulpa (Creak Inc. Records) LP/DL/stream

 

En dygtig DJ kan skifte mellem genrer og stilarter, samtidig med at der fastholdes et personligt, samlet og originalt udtryk. Det spiller helt sikkert ind, at Astrid Engberg har erfaring som DJ, når hun laver musik og ikke mindst sammensætter et album. 


Sangerinden med mere, Astrid Engberg har siden 2012 udgivet flere EP’er. Nu er hun aktuel med et fuldlængde album. 

Hun befinder sig et sted mellem klubmusik, jazz, hip hop og moderne soul. På mange af pladens numre har hun blæsere med, hvor særligt Anders Bo Eriksen på tuba har overtaget bassens plads i musikken - noget som ellers er kendt fra jazzens barndom og i dag primært bruges i brassbands. Det er et af flere geniale greb som Astrid Engberg har på musikken. Hun favner jazzen og går egne veje. Blæserne Maj-Berit Guassora og Lis Wessberg gæster også undervejs på fire numre, ligesom Jonathan Jull Ludvigsen og Brian Cook fra Athletic Progression også gør. Blandt andet på en af mine favoritter på pladen, den gamle jazzstandard Lush Life, hvor Engbergs fede klub-arrangement af nummeret toppes af en superstærk vokal. 


Tulpa er et originalt og bredtfavnende album, hvor et nøgent nummer som Wave også er med til, at vise Astrid Engbergs sans for, at skære ind til benet og lave en følelsesmættet stemning uden, at musikken læsses til. Det er ret let, at anbefale albummet, da det indeholder original og fængende jazz til nutiden.

Astrid Engberg Bandcamp

torsdag, april 23, 2020

Athletic Progression: Athletic Progression (Super Bad Disco/HHV) LP/DL/stream

For et år siden oplevede jeg Athletic Progression løfte taget, i et propfyldt Voxhall under Spot Festivalen. Her lød de som jeg havde håbet på, at de skulle have lydt på det ujævne debutalbum Dark Smoke, der var kommet et par måneder før.

Nu rammer Athletic Progression til gengæld plet med et album, der placerer dem helt fremme med tung instrumental hip hop og jazz inspireret musik. Det er musik der kan anbefales til lyttere af eks. J Dilla, Thundercat og Yussef Kamaal. 

De tre århusianske musikere, Jonas Cook på keyboards, Jonathan Jull Ludvigsen på trommer og Justo Gambula på bas har brugt tre år på at lave albummet, der flyder over af lækre beats. Pladens 13 numre leveres på 35 minutter. Det er med andre ord en stramt koncenteret oplevelse. 

Jonathan Jull Ludvigsen er den vildeste broken beat trommeslager. Skæve breaks leveres i et steady og tight flow. Justo Gambula er den groovy’e bassist mens Jonas Cook med sine keyboards lader idéerne flyde i en strøm, der skaber en bølge der er stor nok til, at kunne sende dem til ligesindede i Los Angeles.

Lige nu er det vist kun corona-krisen der kan bremse den intelligente trios musik. Jeg er sikker på, at de nu aflyste koncerter på Heartland og Roskilde Festival kunne have løftet dem ud til et endnu større publikum. Heldigvis fungerer vinylen også rasende godt - prøv selv at lytte til Benihana, White Crayon eller Emmelev. Det er en af årets plader.

fredag, april 03, 2020

Synesthetic4: Pickedem (Jazzwerkstatt Records) CD/DL/stream

Den østrigske klarinettist Vincent Pongracz var i en periode studerende på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Her må han have hørt om fætrene Kresten Osgoods og Søren Kjærgaards legendariske vrøvlerapband Ikscheltaschel. Der er flere numre på Vincent Pongracz’s seneste album Pickedem, hvor han vrøvlerapper med noget af den samme skarpe rytmiske forståelse, som der også var i Ikscheltaschel. 

Han har tidligere haft større bands, denne gang er det skruet ned til fire mand. Igen bevæger han sig ind på et territorium mellem hip hoppens stramme beats og den klassiske musik. Der er knækkede beats og skæve taktarter i en veltilrettelagt kulisse.

onsdag, november 06, 2019

Abekejser: Floating through the universe (AMP Music & Records) LP/CD/DL/stream

Det er over to år siden at deres første sang dukkede op på youtube. Den var ledsaget af en fed animationsvideo. Ligesom de følgende sange også var. Fuldlængde albummet lod vente på sig. Nu er den her endelig.

Abekejsers debutalbum er en farverig musikalsk fest. Jon Døssing Bendixen på keys og vocoder, Jeppe Lavsen på guitar, Frederik Emil Bülow på trommer, Rasmus Fisker på trommemaskine og Adrian Christensen på bas synth udgør Abekejser. Musikken er elektrisk til op over begge ører. Det er også organisk og levende musik, der i sit grundudtryk er kompleks og fyldt med spontanitet og ligefremhed. 

Det er jazz, fusion, hip hop, afro, funk og et givende musikalsk overskud. Numre som Robomance og Nocturnal Observer er filmiske og fyldte med atmosfære. Der er også dansenumrene, hvor titelnummeret Floating through the universe skylder sit til Daft Punk og Herbie Hancock. Her giver Jon Døssing Bendixen den op på vocoder, ligesom han også gør på Magical. 

En af Abekejsers mange forcer er deres uimodståelige charme. Jeppe Lavsens originale og krøllede guitarspil, Frederik Emil Bülow virtuose trommespil, der får pace og luft fra Rasmus Fiskers trommemaskine. Adrian Christensens lækre tunge Moog bassynth og Jon Døssing Bendixens fantasifulde keyboardspil. Det er opskriften på et af årets bedste danske jazzalbums. Det er et stærkt anbefalelsesværdigt fremtidsjazzalbum, der placerer sig solidt i nutiden. I øvrigt bør du heller ikke snyde dig for en live oplevelse med Abekejser.

onsdag, juni 26, 2019

Analogik: Havnens perle (Jenka) LP/DL/stream

Så er Analogik endelig tilbage efter 7 års pladepause. De har deres helt egen plads på den danske musikscene. De har en helt unik lyd og eget udtryk. Musikken er nutidig med de tunge hip hop beats. Oven i det får vi med lige alvor og humor blandet håndspillet vibrafonette, et gammelt pivfalsk klaver, surf guitar, sømandskor, tuba, diverse saxofoner, percussion, trompet, synths, sav, banjo, violin og en masse elektronik.

Der hersker en fed buldrende og boblende stemning, med balkan, jazz og en hel verden af musik. Der er ingen tvivl om at det er meget velkomment comeback, hvor de holder fast i Analogiks særlige lyd og alligevel har udviklet sig hen mod mere eftertænksomhed. Festen er der stadig, den har bare fået et twist. Det er blevet tungere og mere stramt. Det er stadig sjovt, bare mindre fjollet. Og det klæder dem. 

mandag, august 07, 2017

Sheep Got Waxed: Pushy (Sheep Got Waxed) >> Synesthetic Octet: In the meanwhile shoot me a movie (Lotus Records/Jazzwerkstatt Records)

Her er to meget forskellige bud på hvordan nutidig blandingsjazz (fusionjazz?) kan lyde i 2017.

Fra Litauen kommer Sheep Got Waxed, der på vellykket vis bruger elementer fra Electronic Dance Music (EDM) i en grad som jeg ikke har hørt det før i jazzsammenhæng. De tre musikere, der meget traditionelt spiller sax, bas og trommer supplerer alle med elektronik. Det er her at det uvante og ikke særligt jazzede bobler frem. Åbningsnummeret Woolless skal der ikke pilles meget ved før den kan spilles af en DJ på en natklub. Sådan fortsætter det ikke kun. Det bliver også grimt og tungt som et heavynummer. Jeg kommer til, at tænke på 90'ernes mix af elektronisk musik og rock. Sheep Got Waxed vil det bare anderledes og tilsætter skæv jazz. Det bliver til udadvendte larmende ting og mere rolige sager som Visitor.

Synesthetic Octet ledes af østrigske Vincent Pongracz, der i de seneste år har boet i København p.g.a. studier på det rytmiske musikkonservatorium. Han blander på meget original og vellykket vis hiphop, jazz og klassisk musik. Pludselige breaks og skæve taktarter blandes sammen i et stramt styret univers, som på nummeret Systematic Masturbation. Der er elementer hen ad Django Bates og Loose Tubes. Underfundige og småt humoristiske musikalske udråb kædes sammen i skæve rytmiske forløb. Pickedem er en skøn vrøvlerap, der skylder sit til vrøvlerapkongerne Ikscheltaschel. Oktetten består af Pongracz på klarinet og ellers er det fløjte, basklarinet, trompet, trombone, guitar, bas og trommer. Pladens sidste nummer And Then er som en poleret udgave af den skæve funk, man kender fra No Wave musikken der holdte til i New York i 80'erne.

tirsdag, juli 01, 2014

Doktor Doktor: NytLåntGammeltBlåt (Target) LP

Håndspillet old school hip hop på dansk med blæsere. Hvis de ni ord er nok for dig. Så ved du hvad jeg snakker om. Det er jazzet hip hop med tekster om Nørrebohémer - både de unge og de gamle. Dem med blå Kings og ham der flyttede til nordvest, da det blev for dyrt. Det er historier fra København. Fra en ung mand, der er kommet på afstand af den første ungdom - og alt for gammel til at bruge ord som nice. Det er rapperen Mads Glendorf der er i front. Glendorf er hurtig og hyggelig. Han passer så godt sammen med den håndspillede musik fra et band, der hviler på en base af soul, funk og jazz. Bandet består af en række unge musikere, David Dyrholm (keyboards), Jakob Baggesen (saxofon),Tim Ewé (trompet), Aske Grieger (bas), Simon Hansen (guitar) og Janus M.G. Camara (trommer), der spiller tilbagelænet tight. De har sansen for jazzet funk. Men hvorfor skal de ikke krediteres på pladecoveret?

De småjazzede indslag og soli giver LP’en en levende og organisk kant. Der er det “gamle” hit Da Diddy var Daddy fra EP’en der udkom for et par år siden. Der er nummeret Meyerheim, hvor DJ Noize smider lidt scratch på nummeret. Der er titelnummeret NytLåntGammeltBlåt, hvor skønne Ayoe Angelica føjer feminin ynde til det ellers drengerøvsprægede univers. Doktor Doktor er et meget velkomment og tiltrængt indslag på den danske jazzscene. Der er strejf af MC Einar og gammel funk. Der er fest og farver. Tak for det!

søndag, december 02, 2012

DoktorDoktor: Demo (Bandcamp/Download)


Et fuldfedt organisk funkflow med horn hygger sig i selskab med jazz og hip hop. Det er den korte beskrivelse af bandet DoktorDoktors nye demo, der kan høres og hentes på Bandcamp. Der kommer efter sigende et helt album med septetten i 2013. Indtil da kan man fornøje sig med den tiltalende og velfungerende blanding af genrer. I front er rapperen Glendorf der med stor personlighed rapper på dansk om livet og hverdagen. Skarpe pointer vælter ud og blandes med hornede beats,  stramme funktrommebeats, en hornsektion (sax og trompet), en jazzet guitar og et nattelækkert Rhodes. Det giver fundamentet for et godt bud på, at jazz og hip hop fortsat giver mening at smelte sammen. 

Der er ikke mange undskyldninger for ikke, at hoppe på den her udgivelse. Du vælger selv hvor meget du vil betale for den. Som et lille kuriosum kan nævnes at Mads la Cour og Jesper Løvdal medvirker på et enkelt nummer. 

mandag, marts 19, 2012

Robert Glasper Experiment: Black Radio (Blue Note/EMI)

Når jazzmusikere laver projekter i andre genrer er der en god chance for, at de kan trække nye lyttere med tilbage i jazzen. Da jeg som bebumset teenager i starten af firserne hørte Herbie Hancocks Rock it, havde jeg ingen anelse om at manden var en stor jazzpianist (endsige at der fandtes store jazzpianister). Men jeg blev nysgerrig, gjorde jeg!

Samme store betydning tror jeg ikke, at Robert Glasper Experiment's album Black Radio får. Han har tidligere lavet nogle fede jazzalbums. Mens det forrige album var halvt jazz, halvt fusion. Denne gang er han gået hele vejen. Med hjælp fra nogle gode og personlige r'n'b og hip hop kunstnere som Bilal, Erykah Badu og Mos Def har Glasper lavet et album der vil lidt af hvert i "black radio" stilen. Der er lækker smooth soul med Lalah Hathaway på Cherish the day og ghetto hip hop med Mos Def (aka Yasiin Bey) på titelnummeret.
Pladens absolut mest bizarre nummer er uden tvivl fortolkningen af Nirvana's Smells like teen spirit. Robert Glasper bruger nogenlunde samme vocodereffekt som Herbie Hancock udødeliggjorde med discojazz nummeret I thought it was you. Det lyder egentlig ad helvede til, men jeg kan ikke lade være med at holde af den. 


Der er langt mellem nye jazzudgivelser på Blue Note i disse år og Black Radio er ikke en af dem. Det er blevet et spøjst mellemprodukt. Jeg havde håbet på, at han havde dyrket den mere organiske stil, som han flere gange har optrådt live med.
robertglasper.com

lørdag, november 19, 2011

MC Einar & KunTakt: Jeg må ha' en coach (Longlife/Pladekisten)

MC Einar er tilbage sammen med jazztrioen KunTakt. Det er på alle måder et bemærkelsesværdigt comeback som den første danske stjernerapper Einar Enemark har kastet sig ud i. 
For et par år siden skulle han demonstrere en transistorradio for en ven og stillede radiofrekvensen ind på Radio Jazz. Her var der et indslag med jazztrioen KunTakt der havde udsendt deres debutalbum. Einar blev tændt på musikken og kontaktede trioen for at lave noget sammen med dem. Det udviklede sig og gik hen og blev til koncerter. Jeg hørte dem i foråret, hvor mine forventninger ikke var høje. De blev så sandelig gjort til skamme. MC Einar indtog scenen, gav sig 100 procent og lavede et show der gjorde de mange kritikere til skamme. Alle de kritikere der siden gruppen MC Einars ophørte havde haft så travlt med at nedgøre Einar Enemark. Han havde også været en vigtig ingrediens i gruppen MC Einars succes.

Nu er der gået mange år og den danske rapscene er blevet til en hiphopscene. MC Einar genfødes heller ikke som hiphopper. Han er tilbage som en blanding af rapper, spoken word kunstner og skuespiller.
Hvis alle numrene på pladen havde været som nummeret Einar 2.0 med vanvittig god tekst af Per Vers og musik af Mingus, så havde pladen været en seks-stjernet oplevelse. Men som Einar selv siger, så skal han ha' en coach. Eller skal han? Han er en skæv personlighed, der ikke skal blive alt for lineær. Jeg må ha´en coach er selvfølgelig en ironisk kommentar til det omkringsiggribende coacheri i samfundet. Ville det være en god idé at Einar fik en coach? Så var pladens indledningsnummer Reality på reality ihvertfald ikke kommet med. Det er pladens svageste nummer i et fjollet pop-setup. Teksterne på pladen leveres primært af Rune T. Kidde og her er der nogle forrygende oplevelser som feks. Kloakdæksler klapper og Tågedansernat.
KunTakt med Anders Bast på sax og diverse, Jens Kristian Andersen på bas og Thomas Præstegaard på trommer er et forbavsende fint match til Einar Enemark. En underholdende og underfundig plade med groovy jazzbas, loose trommespil og jazzsax.