Det er meget let at holde af denne udgivelse. Danskerne Richard Andersson (bas) og Kasper Tom (trommer) spiller her sammen med den herboende polske pianist Artur Tuznik og den tyske klarinetist Rudi Mahall, der også gerne spiller på basklarinet.
Vi hører dem på en “fluen på væggen”-optagelse fra Hobby Horse Studios, hvor de spiller musik af Thelonious Monk og andre. Lyden har et rumligt præg med karakter af noget dokumentarisk. Det er en af grundene til, at jeg holder så meget af udgivelsen. Autenticiteten og ægtheden passer perfekt til Monks musik, der for mig altid har været musik med plads til det skæve og uperfekte.
De spiller f.eks. Pannonica, Brilliant Corners og Wee See af Monk, men der er også blevet plads til Lee Konitz’ Subconscious-Lee og flere andre. Det er fire musikere, der mødes omkring nogle amerikanske klassikere, hvor Mahall indtager hovedrollen, og Tuznik viser nogle fine sider af sit klaverspil.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar