Viser opslag med etiketten Aarhus Jazz Festival. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Aarhus Jazz Festival. Vis alle opslag

mandag, juni 29, 2026

100 stemmer - værk af Anders Malta i Musikhuset i Aarhus 27. juni

Hvordan beskriver man 100 års dansk jazz på en time? Det spørgsmål besvarede komponisten Anders Malta ved lørdagens åbning af Aarhus Jazz Festival med værket 100 Stemmer, fremført af 50 jazzmusikere i Musikhuset Aarhus. På fredag fremføres stykket af 50 andre musikere i DR Koncerthuset – heraf værkets titel 100 Stemmer.


Anders Malta lod uddrag af danske jazzkompositioner indgå i værket, hvor let genkendelige sange blev fremført undervejs. Cæcilie Norby sang eksempelvis Dansevise, og Frederik Vuust både sang og spillede klaver på en af de allermest kendte danske jazzmelodier, Leo Mathiesens Take It Easy Boy Boy.


Der var selvfølgelig en hyldest til Valdemar Eiberg, der var den første danske jazzmusiker, som indspillede en plade. Ellers dukkede bidrag op fra blandt andre Jens Winther (hvis søn Carl Winther spillede klaver i orkestret), Tomas Franck, Ben Besiakov, John Tchicai, Horace Parlan, Hugo Rasmussen, Lotte Anker, Thad Jones og Carsten Dahl samt nogle originale bidrag fra Torben Bjørnskov (der spillede bas i orkestret) og Gustav Hagelskjær (der spillede trommer i orkestret). Ud over de sidstnævnte var det primært musik med mindst 25 år på bagen. Savnede man de seneste 25 år i selve værket, kunne man til gengæld finde dem repræsenteret på scenen, hvor man blandt andet fandt de tre unge guitarister Carlo Dayyani, Casper Hejlesen og Albert Waidtløw. Der var også andre jazzmusikere, som har sat deres præg på dansk jazz i de senere år, eksempelvis Viktoria Søndergaard på vibrafon, der havde en fremtrædende rolle i værket. På blæserfronten spændte feltet fra gamle, gennemprøvede kræfter som Steen Hansen på trombone til unge Christian Holm-Svendsen på saxofon.


Med andre ord et forrygende setup på scenen i Symfonisk Sal, hvor der sagtens kunne have været flere publikummer til denne helt særlige engangsforestilling, som et hav af fonde og lignende havde støttet økonomisk.


Værket var Anders Maltas version af lyden af dansk jazz. I de komponerede dele var det tydeligt, at inspirationen overvejende kom fra den del af dansk jazz, der havde vendt ørerne mod USA. Latin, hiphop og fusion var ikke en del af den historie. Til gengæld fik freejazzen en fremtrædende rolle i fortællingen, hvor saxofonisterne blandt andre Nana Pi og Julie Kjær leverede nogle af værkets stærkeste frie passager. TS Høeg havde skrevet nogle stykker lyrik om jazzen, som han selvfølgelig selv læste op med sikker timing og sprælsk energi.


Det var på alle måder en vild oplevelse, hvor der også blev plads til Dawda Jobarteh på kora og Olga Witte på outsider-synth. Anders Malta styrede det hele sikkert hjem, og højdepunktet for mit vedkommende indtraf, da Ronja Rose Andersson fra bandet Musvit sang en morsom og rammende tekst om alle de klichéer, der tit bliver sagt om jazzen. En god afslutning på en stor eftermiddag i en veltempereret Symfonisk Sal, hvor klimaanlægget sandsynligvis var på overarbejde, da der var 35 grader udenfor.



mandag, juli 15, 2024

Ipek Yolu: Aarhus Jazzfestival - HEADQUARTERS 14. juli

 

Det virker ikke umiddelbart til at der noget sammenstød mellem Stacey Kent i Musikhuset og Ipek Yolu på det meget mindre HeadQuarters lige overfor Musikhuset. De stjæler ikke publikum fra hinanden. Begge arrangementer er en del af Aarhus Jazzzfestival og en vidnesbyrd om jazzens store rummelighed. Jeg er havnet i HQ kælderen - Stacey Kent har jeg alligevel oplevet på Birdland i NYC for mange år siden. Ipek Yolu har jeg også oplevet før. Det var på Spot Festival for fem år siden - nu skal det være en hel koncert.


De åbner med Anatolian soul, hvor bandleader og saz-spiller Orhan Özgur fortæller, at nummeret er inspireret af rap og tyrkiske stemninger, hvilket giver god mening, når man som han, er opvokset i Gellerup Parken. Jazzen i nummeret var først noget som Orhan mødte senere i livet. Bandet består af Orhan, Olaf Brinch på bas, Jon Døssing Bendixen på tangenter og Frederik Bülow på trommer. De to sidstnævnte havde jeg oplevet i topform aftenen forinden sammen med Michael Bladt Clash. De var også i topform sammen med Ipek Yolu.


Bandet skiftede mellem gamle tyrkiske folkemelodier i meget moderne aftapning og deres egne numre. De spillede mange fra 2021-albummet Tropical Anatolia, hvor Afro Turku og Mustang var rigtigt fede. Bandet havde godt greb om publikum der ikke kunne stå stille til musikken. Udover Orhans afvekslende saz-spil, så imponerede Jon og Frederik med flere fede indsatser. En rigtig god koncert.


I øvrigt var Ipek Yolu og Stacey Kent enige om at en koncert skulle vare halvanden time. Folk strømmede ud fra Musikhuset i samme øjeblik som jeg hastede forbi, så jeg kunne nå hjem og se anden halvleg af EM-finalen i fodbold.

Mass: Aarhus Jazzfestival - A-HUSET 14. juli

Der var ikke så megen tvivl, da jeg skulle vælge koncert, søndag eftermiddag, selv om der var flere spændende ting på programmet. Jeg ville høre trioen Mass på A-Huset. 

De var placeret midt i det sprælske lokale med publikum omkring sig, hvilet viste sig st være en god idé. 


Det er alt-saxofonisten Lasse Damsgaard der står i spidsen for trioen. Han er sammen med Harald Hagelskjær på bas og Gustav Hagelskjær på trommer, der også har skrevet flere af numrene til trioen. Det er ikke så lang tid siden, at jeg hørte Lasse Damsgaard med Three Body Problem, hvor der var en del elektronik ind over. Det er jeg meget begejstret for. På Mass’ to år gamle EP Shit Pigeon, bliver der også trykket lidt på effektpedalen ind ind i mellem. Det havde de helt forladt ved dagens koncert. Det skulle vise sig at være en god idé. 


De spillede nye og gamle numre. Harald Hagelskjær på bassen er steady as a rock. Han er limen i trioen. Flere numre blev båret af Haralds heftigt pulserende groove. Gustav skiftede på trommerne mellem det løse og det tighte. Som da de spillede Siv fra Shit Pigeon - skrevet af Gustav - det var et nummer der næsten faldt fra hinanden, jeg skulle koncentrere mig for at finde, det der holdte den sammen. Fedt! 


Lasse Damsgaards saxofonspil er båret af lange toner der svæver ovenpå rytmebrødrenes vilde sammenspil. Der er ingen effektjageri. Det er meget rent, som det bl.a. høres i nummeret om Aarhus legenden Munni, et nummer der blev afviklet i højt tempo.


Koncerten slutter med en ydmyg og dybfølt tak fra Lasse, fordi vi er kommet og har lyttet. Jeg vil også gerne takke for en vidunderlig søndag eftermiddag. 

Mass' Blog

 

Fredrik Lundin Overdrive feat. Emil de Waal & Gustaf Ljunggren: Aarhus Jazzfestival - MUSIKHUSET AARHUS 13. juli

 

I 2002 var jeg med til at starte jazzklubben Moor Jazz på Fermaten i Herning - og Fredrik Lundin Overdrive spillede en af de første koncerter. Den stod længe efter som den bedste koncerter i klubben. I 2004 havde jeg Overdrives Leadbelly hyldest album Lead up med på listen over de bedste plader det år. Siden skete der ikke så meget mere med bandet. En skam.


Heldigvis havde Henrik Schultz Pedersen fra Jazzselskabet i Aarhus og festivalens bestyrelse fået den gode idé at spørge Lundin om han ikke havde lyst til at gendanne bandet, da den ene af Overdrives trommeslagere Emil de Waal skulle være artist in residence på Aarhus Jazz Festival sammen med Gustaf Ljunggren. 


Her stod de så, på scenen i Musikhusets lille sal. Dog i en lidt mindre udgave end dengang i nullerne, men nok så væsentligt med de Waal og Jonas Johansen på trommer, Krister Jonsson på guitar, Maj-Berit Guessora på trompet, Mia Engsager på trombone, Joel Illerhag på bas, kapello på tenorsax og Lundins gamle saxofonelev fra konservatoriet, Gustaf Ljunggren på lapsteel og andre strengeinstrumenter. Publikum bestod overvejende af folk, der kunne huske dem fra dengang de eksisterede.


De lagde sikkert fra land med Good Night, Irene fra Leadbelly albummet og fortsatte med hittet The beauty and The slightly less handsome (som min kone, tørt bemærkede til mig, var et nummer, jeg havde spillet meget derhjemme). De startede simpelthen på toppen - kunne det blive ved?


Jeps det kunne det. Lundin havde valgt at fokusere på Leadbelly albummet med numre som Degray Goose, Silvercity Bound, en afsindigt fed Take This hammer og Black Girl med Krister Jonsson on the loose. Hold da op, hvor er han skarp. Et enkelt ikke tidligere udgivet nummer fra dengang blev der også plads til. Image is Everything - der var skrevet med overfladiskhed og indre tomhed i tankerne. Hvis Lundin syntes at det stod skidt til i start-nullerne, så blev det kun værre med social media-invaderingen af vores hjerner. Der blev også plads til den vidunderlige Wuhan Waltz af Ljunggren og Pirates af Ljunggren/de Waal. 


Det var tydeligt at mærke at bandet havde en fest på scenen, der forplantede sig til publikum. Selv om de bløde stole i Musikhuset er skønne, så opstod der en rytmisk uro i kroppen, der kunne have brugt et gulv. Det blev en god koncert der tåler en gentagelse. Bandet havde ikke flere numre, da der blev klappet efter ekstranummer. Så de spillede atter The beauty and The slightly less handsome. Ja tak, tænkte jeg bare - og bandet var nu godt varme med Jonsson på diskret funky Wah Wah guitar. Sikke en aften!

Mikkel Ploug & Loren Stillman: Aarhus Jazzfestival - ERLINGS 13. juli

 

Det pisser ned udenfor, folk går forbi i regntøj og med paraply. Man kan høre dækkene på den regnvåde asfalt, der drøner forbi på Nørrebrogade lige udenfor døren. Jeg er havnet på Erlings Jazz- og ølbar. Igen et sted med lækre øl.

Guitaristen Mikkel Ploug er sammen med den amerikanske saxofonisten Loren Stillman på scenen, hvilket i tilfældet Erlings, betyder en plet på gulvet, hvor der ikke er borde, lige ved siden af indgangsdøren. Det var den første af flere koncerter med Ploug og Stillman - hvor de også spillede med kvartet.


Nu gælder det duoformatet. Noget som ikke er ukendt for Ploug, der også har gjort det med Mark Turner, hvor lavede albummet Faroe i 2018. Herfra spillede de Ploug og Stillman titelnummeret, hvor Mikkel Ploug fik den op på den store klinge med et lækkert loop hen mod slutningen af nummeret. 


Der var lummert i lokalet, Mikkel Ploug fik sagt at det var som at spille til saunagus. De spillede en flot udgave af Carl Nielsens Sænk kun dit hoved, du blomst. Højdepunktet indtraf da de spillede Joachim Badenhorsts Comacina Dreaming med westernvibes og twangy guitar. Stillman og Plougs sammenspil var smukt og intenst. Det var musik der rørte os ude i lokalet. Der er altid noget helt særligt over at være tæt på musikken, særligt når den var så givende som det var tilfældet med Ploug og Stillman, den eftermiddag på Erlings.

ELJO
: Aarhus Jazzfestival - FAIRBAR 12. juli

 

Det var et mindre mirakel, der indtraf fredag eftermiddag, da Aarhus Jazz Festival så småt startede. Solen skinnede ubekymret meget, hvilket den på ingen måde havde gjort i den forgangne uge. Der var ingen tvivl fra min side, jeg skulle på Fairbar og høre ELJO selv om solen lokkede udenfor. 


Der er så mange gode grunde til at besøge Fairbar, bla. har de et udsøgt udvalg af specialøl på fadølhanerne. Jeg fik en IPA, New Thoughts fra Hørning Bryggeriet Stepping Stone. En frisk og moderne IPA, der passede godt til duoen med Elias Lykkeskov på div. tangenter og elektronik og Johannes Bohn på trommer og elektronik. 

Duoen er ny på den danske jazzscene - og har allerede spillet opvarmning for svenske Bear Garden, ligesom de lige havde spilet i København til Copenhagen Jazz Festival. De er allerede langt med et album, der kommer en gang ude i den nære fremtid. 


En duo med tangenter og trommer kunne måske give give mindelser om Svaneborg/Kardyb. ELJO gør det på en anden måde. De har fundet deres eget musikalske sprog sammen. Johannes Bohns fantasifulde og ukonventionelle trommespil, hvor der spilles med overskud og spilleglæde er bemærkelsesværdigt. Han kan køre enkle rytmer, hvor der iblandes nogle fede tekniske spidsfindigheder. Duoen er drevet af den gode melodi, hvor Elias Lykkeskov ikke holder sig tilbage fra nogle gamle klassiske synthklange fra Prophet synthen, der kan give gode mindelser om firserprogrock. ELJO leverede en fed koncert, der har givet mig lyst til, at høre dem igen. Jeg ser frem til, at de udgiver noget musik.

lørdag, juli 17, 2021

Hess is More: Apollonian Circles på Radar, Aarhus 160721 - Koncert Aarhus Jazz Festival

 

En hvidklædt kvinde der sidder for enden af et kæmpestort bord og trækker popcorn på en snor og agerer værtinde. En herboende, ung britisk avantgarde percussionist. En tidligere X-Factor dommer. Den mest spillede musiker i dansk radio. En jazzpianist på synthesizer. Tøj designet af Henrik Vibskov. En cubansk danser og sangerinde. En scene der med hvid dug ligner et bord. Et forventningsfuldt publikum placeret hele vejen rundt ved væggene. En trommeslager der sidder for enden af bordet med sit trommesæt og styrer koncerten vi overværer, sikkert i mål.


Det var nogle af de mange elementer som Hess is More under ledelse af Mikkel Hess præsenterede ved Apollonian Circles koncerten på Radar, hvor der grundet det omfattende setup kun var plads til et lille publikum. Konceptet blev præsenteret for første gang for 2 år siden på Charlottenborg, hvor de spillede 10 koncerter under Copenhagen Jazz Festival.


Koncertens første del blev blæst i gang med et heftigt klub-beat og fede synthesizere. Det blev bygget op fra det stille, hvor Greta Eacott bla. spillede på alu-folie. Det var også her hvor det blev tydeligt at Apollonian Circles er et percussion-festspil. Mikkel Hess ved trommerne, Rune Harder Olesen på congas, Greta Eacott på diverse percussion og suppleret undervejs af de andre musikere på percussion instrumenter. Det pulserer og går direkte i kroppen - den må dog holdes i corona restriktiv ro på en stol.


Apollonian Circles er en kalejdoskopisk oplevelse, hvor blandingen af moderne rytmer, stemningsfyldt popsang ved Mette Lindberg, spanske ord ved Raisa Castro og nedtonede numre med Mikkel Hess i den vokale front sender os rundt i en bemærkelsesværdig musikalsk verden. 


De arbejder ud fra det kollektive og improviserede udtryk. Sammensætningen af holdet med 10 medvirkende musikere er genial. Eksempelvis er der mødet mellem den eksperimenterende Greta Eacott og den allestedsnærværende Rune Harder Olesen, der har dybe forbindelser til cubansk musik. Det er en fascinerende oplevelse. En percussivt topmøde. 


Hess is More balancerer elegant mellem alvoren og humoren. Det er åbenlys spilleglæde der lever i øjeblikket og nærværet. En helt igennem suveræn koncert der ikke glemmes.