mandag, august 30, 2021

Marius Neset: A new Dawn (ACT) >> Ingi Bjarni: Lessons (Ingi Bjarni Skulason) >> Nik Bärtsch: Entendre (ECM) >> Pablo Held: Embracing You (Hopalit)

 

Hvad gør en musiker, der plejer at spille sammen med andre, når det lige pludselig ikke længere er muligt eller blevet meget besværligt? Så gør man det selv. Spiller alene eller solo, som man kalder det i musikkens verden. Solo-udgivelserne i kølvandet på coronaen pibler frem. I denne anmeldelse kigger jeg på fire meget forskellige solo-udgivelser.


Den norske saxofonist Marius Neset, som jeg senest oplevede samme med DR Big Band i Århus, brugte corona-isolationen til, at skabe den soloplade, som han altid har drømt om at lave. Ingen overdubs eller elektronisk hjælp. Udelukkende lyden af tenorsaxofonen. Nogle af numrene er skrevet til solo, andre til små bands og en enkelt til symfoniorkester. Marius Neset er en teknisk uovertruffen saxofonist, der heller ikke her, sparer på krudtet. Det er højspændt og intenst. Der er fart på saxofonen, der på trods af den høje tempo, ikke har problemer med, at tage på mange krøllede omveje og stadig nå i mål.


Den islandske pianist Ingi Bjarni har under corona-pandemien lært en lektie. Både i musik og liv. Jeg har tidligere skrevet om Ingi Bjarni her på bloggen - og har oplevet en spændende udvikling. Tidligere har det været i trio eller kvintet sammenhæng og som han selv skriver i noterne til pladen, har det været endnu sværere at lave en solo-indspilning. Han skriver at han følte sig alene. Det lyder ikke sådan. Han er sammen med nogle stærke melodistykker, som han har komponeret i løbet af 2020 - og derfor er Ingi Bjarnis plade også den mest helstøbte i stakken. Der er en ro omkring ham og flygelet. Elegant og rolig klavermusik med inspiration fra både klassisk og jazz.


Den schweiziske pianist Nik Bärtsch's første plade i 2002 var en soloplade og da ECM Records fejrede 50 års fødselsdag i New York, spillede Nik Bärtsch også en solokoncert. Nu er han så klar med sin første regulære soloplade på ECM Records, der nok var kommet, selvom coronaen ikke var brudt ud. Pladen er indspillet i Lugano i samme periode og studie som Jakob Bros seneste Uma Elmo. Titlerne følger samme mønster som er kendt fra andre Bärtsch udgivelser. Modul og så et nummer. Det samme kan man sig om musikken. Der er en rytme i musikken, der placerer sig under de lettere højstemte melodistykker, hvor gentagelsen er genkendelig.


Den tyske pianist Pablo Held er gået anderledes til værks end kollegerne. Da han ikke kunne lave musik sammen med sit band Bouyancy Band med britiske musikere, grundet karantæne regler, gik han efter lidt betænkningstid i gang med solo-projektet. Halvdelen af numrene, herunder Thelonious Monk’s Ruby My Dear er rene klaverstykker. På de andre supplerer han sig selv med både mellotron, celeste, Arturia iSem synthesizer og den legendariske synthesizer Yamaha DX7. F.eks. har kun brugt DX7’eren til fortolkningen af John Taylor’s Bowl Song, der får et udtryk, som var den indspillet i det dybe hav. Pablo Held’s plade er både spændende og overraskende. Han falder ikke hen i ligegyldigheder og udfordrer hele tiden sig selv og musikken.

Marius Neset

Ingi Bjarni

Nik Bärtsch

Pablo Held

Ingen kommentarer: